Rådets afgørelse 2011/819/FUSP af 8. december 2011 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afrikas Horn
EU-Tidende nr. L 327 af 09/12/2011 s. 0062 - 0065
Rådets afgørelse 2011/819/FUSP af 8. december 2011 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afrikas Horn RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33, under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og ud fra følgende betragtninger: (1) Der er behov for, at Unionen reagerer regionalt på de komplekse og indbyrdes forbundne udfordringer på Afrikas Horn. (2) Alexander RONDOS bør udnævnes til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Afrikas Horn for perioden fra den 1. januar 2012 til den 30. juni 2012. (3) EUSR skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 — VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Den Europæiske Unions særlige repræsentant Alexander RONDOS udnævnes til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Afrikas Horn for perioden fra den 1. januar 2012 til den 30. juni 2012. EUSR's mandat kan forlænges eller afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR). I forbindelse med EUSR's mandat defineres Afrikas Horn som Republikken Djibouti, Staten Eritrea, Den Føderative Demokratiske Republik Etiopien, Republikken Kenya, Somalia, Republikken Sudan, Republikken Sydsudan og Republikken Uganda. I spørgsmål med bredere regionale implikationer, herunder piratvirksomhed, skal EUSR i fornødent omfang samarbejde med lande og regionale enheder uden for Afrikas Horn. I betragtning af behovet for en regional tilgang til de indbyrdes forbundne udfordringer, som regionen står over for, skal EUSR for Afrikas Horn arbejde i tæt samråd med EUSR for Sudan og Sydsudan, som fortsat har det primære ansvar for opgaverne vedrørende disse to lande. Artikel 2 Politikmål 1. EUSR's mandat bygger på Den Europæiske Unions (i det følgende benævnt "EU" eller "Unionen") politikmål for Afrikas Horn om aktivt at bidrage til de regionale og internationale bestræbelser på at opnå varig fred, sikkerhed og udvikling i regionen. Endvidere skal EUSR forsøge at forbedre kvaliteten, intensiteten og virkningen af EU's alsidige engagement i Afrikas Horn. 2. Der fokuseres primært på Somalia og konfliktens regionale dimensioner samt på piratvirksomheden, som grundlæggende skyldes Somalias manglende stabilitet. 3. For så vidt angår Somalia sigter EU's politikmål gennem samordnet og effektiv anvendelse af alle EU's instrumenter på at bidrage til, at Somalia og dets befolkning igen kan opnå fred og velstand. Med det for øje støtter EU indsatsen fra De Forenede Nationer (FN) for at fremme en troværdig og inklusiv somalisk ledet politisk proces, og EU vil fortsat sammen med regionale og internationale partnere bidrage aktivt til gennemførelsen af Djiboutifredsaftalen og dens post-overgangsordninger. 4. For så vidt angår piratvirksomhed er det EUSR's opgave at bidrage til at udvikle og gennemføre en sammenhængende, effektiv og afbalanceret EU-tilgang til piratvirksomhed med udspring i Somalia, der omfatter alle aspekter af EU's indsats, navnlig inden for politiske, sikkerhedsmæssige og udviklingsmæssige områder, samt at være det internationale samfunds, herunder regionen omfattende Det Østlige og Sydlige Afrika og det Indiske Oceans (ESA-IO-regionen), primære samtalepartner i EU, når det gælder piratvirksomhed. Artikel 3 Mandat 1. For at nå EU's politikmål i relation til Afrikas Horn har EUSR mandat til a) at samarbejde med alle relevante interessenter i regionen, regeringer, eksisterende regionale myndigheder, internationale og regionale organisationer, civilsamfund og diasporaer med henblik på at fremme EU's mål og bidrage til bedre forståelse af Unionens rolle i regionen b) at repræsentere Unionen i de relevante internationale fora og sikre synligheden af EU's støtte til krisestyring og kriseforebyggelse c) at tilskynde til og støtte effektivt politisk samarbejde og økonomisk integration i regionen gennem EU's partnerskab med Den Afrikanske Union (AU) og subregionale organisationer d) at bidrage til gennemførelsen af EU's politik for Afrikas Horn i tæt samarbejde med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Unionens delegationer i regionen og Kommissionen e) med hensyn til Somalia og i tæt samarbejde med relevante regionale og internationale partnere at bidrage aktivt til aktioner og initiativer, der fører til gennemførelsen af Djiboutifredsaftalen og dens post-overgangsordninger, støtte institutionsopbygning, retsstatsforhold og etablering af funktionsdygtige styringsstrukturer på alle niveauer, forbedre sikkerheden, fremme retfærdighed, national forsoning og overholdelse af menneskerettighederne og forbedre den humanitære adgang, navnlig i det sydlige og centrale Somalia, ved hjælp af passende aktiviteter, som fremmer respekten for den humanitære folkeret, og sikre overholdelsen af de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed f) at opretholde et tæt og aktivt samarbejde med De Forenede Nationers generalsekretærs særlige repræsentant for Somalia, deltage i det arbejde, som den internationale kontaktgruppe for Somalia og andre relevante fora udfører, og fremme en samordnet og sammenhængende international tilgang til Somalia, bl.a. gennem EU's militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (EUTM Somalia), EU NAVFOR Atalanta og EU's fortsatte støtte til Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom), i tæt samarbejde med medlemsstaterne g) nøje at følge den regionale dimension af den somaliske krise, bl.a. hvad angår terrorisme, våbensmugling, flygtninge- og migrationsstrømme samt maritim sikring, piratvirksomhed og dermed forbundne finansielle strømme h) med hensyn til piratvirksomhed at holde sig orienteret om alle EU's aktioner inden for EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne og at opretholde regelmæssige kontakter på højt politisk niveau med de lande i regionen, der er berørt af piratvirksomhed med udspring i Somalia, de regionale organisationer, FN's kontaktgruppe om piratvirksomhed ud for Somalias kyst, FN og andre centrale aktører for at sikre en sammenhængende og omfattende tilgang til piratvirksomhed og cementere EU's centrale rolle i de internationale bestræbelser på at bekæmpe piratvirksomhed. Det gælder også EU's aktive støtte til den regionale maritime kapacitetsopbygning og til den retlige behandling af pirater og sikring af, at der træffes passende foranstaltninger til at afhjælpe de grundlæggende årsager til piratvirksomhed i Somalia. Det gælder endvidere den fortsatte støtte til ESA-IO-regionens gennemførelse af sin strategi og handlingsplan for bekæmpelse af piratvirksomhed samt Djiboutiadfærdskodeksen i) at følge den politiske udvikling i regionen og bidrage til udvikling af EU's politik for regionen, bl.a. i forbindelse med grænsekonflikten mellem Etiopien og Eritrea og gennemførelsen af Algieraftalen og Nilbassininitiativet, samt andre forhold i regionen, der påvirker dens sikkerhed, stabilitet og velstand, herunder problemet med at sikre ansvarlige regeringer eller håndtere situationer med udbrud af vold eller politisk sammenbrud j) nøje at følge grænseoverskridende udfordringer, der berører Afrikas Horn, herunder alle politiske og sikkerhedsmæssige følger af humanitære kriser k) at bidrage til gennemførelsen af EU's menneskerettighedspolitik på Afrikas Horn, herunder EU's retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter og om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, og EU's politik om kvinder, fred og sikkerhed, bl.a. ved at overvåge og aflægge rapport om udviklingen og udarbejde henstillinger i den henseende. 2. Med henblik på opfyldelsen af sit mandat skal EUSR bl.a. a) rådgive og aflægge rapport om fastlæggelsen af EU's holdninger i internationale fora med henblik på proaktivt at fremme EU's samlede politiktilgang vedrørende Afrikas Horn b) holde sig orienteret om alle Unionens aktiviteter og arbejde tæt sammen med alle relevante EU-delegationer. Artikel 4 Gennemførelse af mandatet 1. EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR. 2. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser. 3. EUSR arbejder tæt sammen med EU-Udenrigstjenesten. Artikel 5 Finansiering 1. Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. januar 2012 til den 30. juni 2012 udgør 670000 EUR. 2. Udgifterne forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget. 3. Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen. Artikel 6 Sammensætning af medarbejderstaben 1. EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om medarbejderstabens sammensætning. 2. Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til personale, der udstationeres af en medlemsstat, en EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten for at bistå EUSR, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres hos EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat. 3. Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse. Artikel 7 Privilegier og immuniteter for EUSR og EUSR's medarbejderstab De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtslandet/-landene, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå. Artikel 8 EU's klassificerede informationers sikkerhed EUSR og alle medarbejdere i dennes stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2011/292/EU af 31. marts 2011 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer [1]. Artikel 9 Adgang til oplysninger og logistisk støtte 1. Medlemsstaterne, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger. 2. Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen. Artikel 10 Sikkerhed EUSR skal i overensstemmelse med EU's sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde, med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved a) at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan, der bl.a. omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og herunder en beredskabs- og evakueringsplan for missionen b) at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet c) at sørge for, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for missionsområdet d) at sørge for, at alle vedtagne henstillinger, som udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporten og rapporten om gennemførelse af mandatet til Rådet, HR og Kommissionen. Artikel 11 Rapportering 1. EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og til PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra HR eller PSC aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. 2. EUSR aflægger rapport om den bedste måde, hvorpå man kan videreføre Unionens initiativer, såsom Unionens bidrag til reformer, herunder de politiske aspekter af relevante EU-udviklingsprojekter, i samråd med EU's delegationer i regionen. Artikel 12 Koordinering 1. EUSR fremmer Unionens overordnede politiske koordinering og hjælper EU's delegationer med at sikre, at alle EU-instrumenter på området sættes ind på en sammenhængende måde for at nå EU's politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med EU-delegationernes og Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af andre EUSR, som er aktive i regionen, særlig EUSR for Sudan og Sydsudan og EUSR ved AU. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og EU-delegationerne i regionen. 2. Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til Unionens delegationer og medlemsstaternes missionschefer. De skal gøre deres bedste for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR rådgiver i tæt samråd med de relevante EU-delegationer den øverstbefalende for EU NAVFOR Atalanta og den øverstbefalende for EUTM Somalia om lokale politiske forhold. EUSR og EU-operationens øverstbefalende konsulterer om nødvendigt hinanden. 3. EUSR samarbejder tæt med de berørte landes myndigheder, FN, AU, Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD), andre nationale, regionale og internationale interessenter samt civilsamfundet i regionen. Artikel 13 Revision Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger Rådet, HR og Kommissionen en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet ved mandatets afslutning. Artikel 14 Ikrafttræden Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Udfærdiget i Bruxelles, den 8. december 2011. På Rådets vegne M. Dowgielewicz Formand [1] EUT L 141 af 27.5.2011, s. 17. --------------------------------------------------