Kommissionens forordning (EF) nr. 1468/2006 af 4. oktober 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 595/2004 om gennemførelsesbestemmelserne til Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter
EU-Tidende nr. L 274 af 05/10/2006 s. 0006 - 0008
Kommissionens forordning (EF) nr. 1468/2006 af 4. oktober 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 595/2004 om gennemførelsesbestemmelserne til Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR — under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 af 29. september 2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter [1], særlig artikel 3, stk. 3, og artikel 24, og ud fra følgende betragtninger: (1) For at sikre en harmoniseret gennemførelse af reglerne for fristen og betingelserne for tilbagetrækning af den individuelle referencemængde eller godkendelse i henhold til artikel 8, stk. 4, og artikel 11, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 595/2004 [2] er der behov for at klarlægge de enkelte bestemmelser. For at lette medlemsstaternes forvaltning er der desuden brug for at tilpasse fristerne i disse artikler. (2) Artikel 10 i forordning (EF) nr. 595/2004 fastsætter, hvordan der skal tages hensyn til mælkens fedtindhold, når den endelige opgørelse af mængderne skal udfærdiges. Erfaringerne viser, at nogle producenter, hvis referencefedtindhold er meget højt og ikke repræsentativt for deres nuværende malkebesætning og mælkeproduktion, kan få en betydelig fedtkorrektion. For at hindre uretmæssig brug af fedtkorrektionsordningen bør der derfor indføres en grænse for den negative fedtkorrektion. Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt at benytte denne bestemmelse fra den tolvmånedersperiode, der i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1788/2003 begynder den 1. april 2007, så de mælkemængder, der markedsføres i den nuværende tolvmånedersperiode, ikke berøres af den nye ordning. (3) Ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1788/2003, i den ved forordning (EF) nr. 1406/2006 ændrede form, skal medlemsstaterne hvert år betale afgiften mellem den 16. oktober og den 30. november. Den i artikel 15 i forordning (EF) nr. 595/2004 fastsatte frist for, hvornår afgiften til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) skal anmeldes og betales, bør derfor ændres. (4) Ifølge artikel 26, stk. 3, i forordning (EF) nr. 595/2004 skal ajourføring af spørgeskemaet i forordningens bilag I, når det er udfyldt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1788/2003, meddeles til Kommissionen inden den 1. december, den 1. marts, den 1. juni og den 1. september hvert år. Sådanne ajourføringer kan give anledning til forskellige afgiftsbeløb. Det bør derfor fastsættes, hvordan de justerede beløb, der ifølge artikel 3 i forordning (EF) nr. 1788/2003 skal betales til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), skal opgives. (5) Ifølge artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 595/2004 opstiller medlemsstaterne på grundlag af et eller flere objektive kriterier prioriterede producentkategorier med henblik på at fordele den overskydende afgift. Erfaringerne viser, at medlemsstaterne har brug for større klarhed og mere fleksibilitet for at kunne opstille disse prioriterede kategorier. (6) Ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1788/2003 indbetaler medlemsstaterne op til 99 % af den afgift, der skal betales, til EGFL. Hvis den tiloversblevne ene procent ikke er strengt nødvendig på grund af fallit eller producenternes manglende evne til at betale afgiften, bør medlemsstaterne kunne benytte restbeløbet efter kriterierne for fordeling af den overskydende afgift i forordningens artikel 13, stk. 1. (7) Ifølge artikel 24, stk. 6, i forordning (EF) nr. 595/2004 skal producenter, der foretager direkte salg, opbevare alle regnskaber over mælk og mejeriprodukter, der er blevet produceret, også dem som hverken er blevet solgt eller overdraget. Disse bogføringskrav betragtes som urimelige for en række små, direkte sælgende producenter, der producerer marginale mængder på under 5000 kg mælkeækvivalent. Disse producenter bør derfor fritages fra forpligtelsen til at føre regnskab over mælk og mejeriprodukter, som hverken er blevet solgt eller overdraget. (8) Forordning (EF) nr. 595/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed. (9) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter — UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Forordning (EF) nr. 595/2004 ændres således: 1) Artikel 8, stk. 4, affattes således: "4. Hvis der ikke er indgivet nogen erklæring inden den 15. juni, giver medlemsstaterne inden 15 arbejdsdage formelt køberen besked om at indsende en sådan erklæring inden 15 dage. Hvis erklæringen ikke er blevet forelagt ved udløbet af denne frist, trækker medlemsstaterne enten godkendelsen tilbage eller forlanger betaling af et beløb, der står i forhold til den pågældende mælkemængde og uregelmæssighedens alvor. Stk. 3 finder anvendelse indtil fristens udløb." 2) I artikel 10, stk. 1, indsættes følgende efter tredje afsnit: "Hvis tredje afsnit finder anvendelse, og producentens leverede mælkemængde efter justeringen er under 75 % af den faktisk leverede mængde, mens producentens referencefedtindhold er over 4,5 %, udfærdiges den individuelle opgørelse på grundlag af 75 % af den faktisk leverede mængde." 3) Artikel 11, stk. 4, affattes således: "4. Hvis der ikke er indgivet nogen erklæring inden den 15. juni, giver medlemsstaterne inden 15 arbejdsdage formelt producenten besked om at indsende en sådan erklæring inden 15 dage. Hvis erklæringen ikke er blevet forelagt ved udløbet af denne frist, overføres producentens referencemængde for direkte salg til den nationale reserve. Denne artikels stk. 3, første afsnit, finder anvendelse indtil fristens udløb." 4) Artikel 15 ændres således: a) I stk. 1 og 2 indsættes "oktober" i stedet for "september". b) Stk. 3 affattes således: "3. Medlemsstaterne anmelder de beløb, der følger af anvendelsen af artikel 3 i forordning (EF) nr. 1788/2003, til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) senest sammen med de udgifter, der anmeldes for november hvert år. Hvis medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 26, stk. 3, i denne forordning giver meddelelse om en ajourføring af det i samme artikels stk. 1 nævnte spørgeskema, anmeldes det justerede beløb til EGFL senest sammen med de udgifter, der opgives for måneden forud for den, hvori spørgeskemaet skal indsendes." 5) Artikel 16 affattes således: "Artikel 16 Kriterier for fordeling af den overskydende afgift 1. Medlemsstaterne opstiller eventuelt de prioriterede producentkategorier, der nævnes i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1788/2003, på grundlag af et eller flere af følgende objektive kriterier: a) de nationale myndigheders formelle erkendelse af, at hele afgiften eller en del af den er opkrævet uberettiget b) bedriftens geografiske beliggenhed, primært bjergområder svarende til definitionen i artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 [3]; c) den maksimale belægningsgrad på bedrifter med ekstensiv husdyrproduktion d) den individuelle referencemængde overskrides med mindre end 5 % eller mindre end 15000 kg afhængigt af, hvad der er mindst e) den individuelle referencemængde er mindre end 50 % af medlemsstatens gennemsnitlige individuelle referencemængde f) andre objektive kriterier, som medlemsstaten har vedtaget i samråd med Kommissionen. 2. Fordelingen af den overskydende afgift skal være afsluttet senest femten måneder efter den pågældende tolvmånedersperiodes udløb 6) Følgende artikel 16a indsættes: "Artikel 16a Anvendelse af den ene procent af afgiften, som ikke skal betales til EGFL Hvis den ene procent af afgiften, som ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1788/2003 ikke skal betales til EGFL, overskrider det beløb, som er nødvendigt for at dække fallit eller bestemte producenters manglende evne til at betale afgiften, kan medlemsstaterne anvende det overskydende beløb i overensstemmelse med samme forordnings artikel 13, stk. 1." 7) Artikel 24, stk. 6, første afsnit, affattes således: "Producenter, der foretager direkte salg, opbevarer følgende materiale, så det kan stilles til rådighed for medlemsstatens myndigheder, i mindst tre år regnet fra udgangen af det år, hvor disse dokumenter er udarbejdet: et lagerregnskab pr. tolvmånedersperiode med oplysninger pr. måned og pr. produkt om de mængder mælk eller mejeriprodukter, der er blevet solgt eller overdraget. Producenter, hvis individuelle referencemængde for direkte salg er 5000 kg eller derover, skal også føre regnskab over mælk og mejeriprodukter, som er blevet produceret, men hverken solgt eller overdraget. Medlemsstaterne kan fastsætte mere detaljerede bestemmelser." Artikel 2 Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter sin offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Artikel 1, stk. 2, anvendes fra den 1. april 2007. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 4. oktober 2006. På Kommissionens vegne Mariann Fischer Boel Medlem af Kommissionen [1] EUT L 270 af 21.10.2003, s. 123. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1406/2006 (EUT L 265 af 26.9.2006, s. 8). [2] EUT L 94 af 31.3.2004, s. 22. [3] EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80." --------------------------------------------------