Rådets konklusioner om informationstjenester vedrørende mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere

EU-Tidende nr. C 175 af 15/06/2011 s. 0005 - 0007


Rådets konklusioner om informationstjenester vedrørende mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere

2011/C 175/02

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

SOM TAGER HENSYN TIL:

- Kulturprogrammet 2007-2013 [1] og dets specifikke mål om tværnational mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere

- Rådets resolution af 16. november 2007 om en europæisk kulturdagsorden [2], hvorefter mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere yder et vigtigt bidrag med hensyn til at nå de strategiske mål

- Rådets konklusioner af 21. maj 2008 om arbejdsplanen på kulturområdet 2008-2010 [3], navnlig prioritet 1: "Forbedring af betingelserne for kunstneres og andre kulturarbejderes mobilitet"

- Rådets konklusioner af 18. november 2010 om arbejdsplanen på kulturområdet 2011-2014 [4], navnlig prioritet C: "Kompetencer og mobilitet"

- UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed af 20. oktober 2005 [5], som EU og dets mange medlemsstater er part i, hvorfor det har forpligtet sig til at sikre, at kunstnere, kulturarbejdere og borgere verden over kan skabe, producere, formidle og nyde godt af en bred vifte af kulturelle aktiviteter, varer og tjenesteydelser, herunder deres egne,

SOM HENVISER TIL:

- arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om en analyse af den høring, der er iværksat med grønbogen om "Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale", navnlig kapitlet om mobilitet og udbredelse [6], hvori det fremhæves, at mange bidragydere kommenterede de lovgivningsmæssige, retlige og andre spørgsmål, der har betydning for mobilitet, og opfordrede til, at der stilles information om disse spørgsmål til rådighed

- Europa-Parlamentets pilotprojekt vedrørende mobilitet for kunstnere til forbedring af grundlaget for kunstneres mobilitet, herunder undersøgelsen om informationssystemer [7]

- rapporten fra juni 2010 fra gruppen vedrørende den åbne koordinationsmetode med hensyn til mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere, navnlig anbefalingerne vedrørende information til kunstnere og kulturarbejdere om mobilitet, herunder retningslinjerne for informationstjenester vedrørende mobilitet [8],

OG SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:

- mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere i Europa er afgørende for at fremme den kulturelle og sproglige mangfoldighed og den tværkulturelle dialog. Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør fremme dette aktivt

- mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere fremmer kreative møder samt produktionen og udvekslingen af kulturelle varer og tjenesteydelser

- mobilitet giver en stærkere følelse af at høre til Den Europæiske Union og et mere indgående kendskab til vores fælles kulturer

- mobilitet er vigtig for, at det europæiske arbejdsmarked kan fungere i fuldt omfang i overensstemmelse med traktaterne. En mere aktiv og effektiv udnyttelse af det indre markeds muligheder kan skabe nye job og arbejdsmuligheder for kunstnere og kulturarbejdere og dermed fremme beskæftigelsen i kultursektoren og økonomien som helhed

- kulturelt og kunstnerisk arbejde udfoldes i stigende grad i internationale sammenhænge, hvor mulighederne for arbejde, turnéer, ophold, samarbejde, samproduktion, karriereudvikling, uddannelse og peerlæring ofte viser sig uden for de nationale grænser

- mere og bedre mobilitet kan bidrage til opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætning om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst [9]

- løsning af administrative og lovgivningsmæssige spørgsmål, der kan skabe hindringer for kunstneres og kulturarbejderes mobilitet, hører sædvanligvis ikke under kulturmyndighedernes kompetenceområde; derfor er det vigtigt med netværksdannelse og samarbejde mellem forskellige tjenester på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan

- en af de vigtigste hindringer, som kunstnere og kulturarbejdere nævner, når de vil være mobile inden for EU, er, at det er vanskeligt at få præcise og samlede oplysninger og råd om mobilitetsrelaterede spørgsmål,

OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE OG KOMMISSIONEN TIL INDEN FOR DERES RESPEKTIVE KOMPETENCEOMRÅDER OG I FULD OVERENSSTEMMELSE MED NÆRHEDSPRINCIPPET:

- at fremme, at der gennem informationstjenester vedrørende mobilitet gives samlede og præcise oplysninger til kunstnere og kulturarbejdere, som ønsker at blive mobile i EU. De bør i den forbindelse udnytte ekspertisen i den offentlige administration og kultursektorens organisationer bedst muligt. Hvor det er relevant, bør de bygge videre på de eksisterende tjenester for at udbrede oplysningerne i erkendelse af, at disse i nogle tilfælde er den primære kilde til præcise oplysninger.

Informationstjenester vedrørende mobilitet skal i den sammenhæng forstås som tjenester, der giver oplysninger til kunstnere og kulturarbejdere, som ønsker at blive mobile i EU.

Målgruppen for informationstjenesterne vedrørende mobilitet skal forstås som tilrejsende, residerende og udrejsende kunstnere og kulturarbejdere. Samfundet af "kunstnere og kulturarbejdere" omfatter alle med kunstneriske, ledelsesmæssige, logistiske, kommunikationsrelaterede og andre funktioner i kultursektoren og i kunstneriske erhverv, der udøves i andre sektorer [10]. Foruden de enkelte kunstnere og kulturarbejdere er der tale om aktører inden for bestemte grupper, ensembler og organisationer. Eftersom en række af de kunstnere, der bor og arbejder i Europa, er tredjelandsstatsborgere, kunne der rettes særlig opmærksomhed mod deres specifikke behov.

I den sammenhæng defineres informationstjenester vedrørende mobilitet ved fælles kvalitetsstandarder, aftalte informationsemner og strategiske partnerskaber.

Kvalitetsstandarderne fastlægger et fælles frivilligt tilsagn fra alle interessenter i (nettet af) informationstjenester vedrørende mobilitet for at sikre brugerne information af høj kvalitet.

Det er planen, at det fælles minimumsinformationsindhold, der stilles til rådighed, skal bestå af emner, der omfatter lovgivningsmæssige, administrative og andre spørgsmål i forbindelse med mobilitet som f.eks. social sikring, beskatning, intellektuelle ejendomsrettigheder, visum og arbejdstilladelse, forsikring og told samt anerkendelse af faglige kvalifikationer. Derudover kan der også stilles information om finansierings- og uddannelsesmuligheder til rådighed.

Det er nødvendigt med strategiske partnerskaber for at sikre informationskvaliteten på ovennævnte områder. De berørte organer kan bl.a. omfatte EU, nationale og regionale myndigheder, kulturinstitutioner, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og uddannelsesinstitutioner,

FØLGENDE BØR GÆLDE FOR AT FREMME, AT INFORMATIONSTJENESTERNE FOR KUNSTNERE OG KULTURARBEJDERE FUNGERER SÅ EFFEKTIVT OG VIRKNINGSFULDT SOM MULIGT:

- peerlæring og uddannelsesmuligheder for informationsformidlere bør fremmes for at skabe god forståelse af kunstneres og kulturarbejderes arbejds- og levevilkår og opbygge viden om relevante nationale bestemmelser og procedurer i medlemsstaterne og på EU-plan. Dette vil medvirke til at sikre, at informationsformidlerne i fuldt omfang kan vise brugerne vej til information om de regler og bestemmelser, procedurer, rettigheder og pligter, der findes nationalt og i EU

- det er nødvendigt med netværksdannelse mellem informationsformidlere, så formidlerne i de forskellige medlemsstater kan komme i forbindelse med hinanden for at bistå deres hjemlige kunstnere og kulturarbejdere med at få de oplysninger, de søger om love og vilkår i bestemmelsesmedlemsstaterne. Netværksdannelse giver også mulighed for kapacitetsopbygning og peerlæring. Hvis ordningen skal blive velfungerende, er det afgørende, at informationsformidlerne i samtlige medlemsstater inddrages

- der bør indsamles basisdata om anvendelsen af informationstjenesterne vedrørende mobilitet for at forbedre kvaliteten af disse tjenester og gøre dem mere tilgængelige. Tilbagevendende og strukturelle spørgsmål i forbindelse med bestemmelserne og deres anvendelse bør indberettes til de kompetente nationale forvaltninger og til de relevante tjenestegrene i Kommissionen for at forbedre vilkårene for mobilitet på længere sigt,

KOMMISSIONEN OPFORDRES DERFOR TIL:

- at nedsætte en ekspertgruppe, jf. arbejdsplanen på kulturområdet 2011-2014, som skal komme med forslag til fælles indhold og kvalitetsstandarder for informations- og rådgivningstjenesterne til kunstnere og kulturarbejdere, som ønsker at blive mobile i EU. Gruppen skal fastlægge de konkrete emner og de indholdsmæssige retningslinjer for informationstjenesterne vedrørende mobilitet, herunder oplysninger til tredjelandsstatsborgere. Rapporten fra juni 2010 fra gruppen vedrørende den åbne koordinationsmetode med hensyn til mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere, herunder retningslinjerne for informationstjenester vedrørende mobilitet, vil skulle danne grundlag for overvejelserne i ekspertgruppens arbejde

- uden at det foregriber drøftelserne om den fremtidige flerårige finansielle ramme, ved udarbejdelsen af sine forslag til fremtidige programmer at undersøge mulighederne for finansiel støtte til informationstjenester rettet mod kunstnere og kulturarbejdere, som ønsker at blive mobile

- at formidle information om mobilitet via EU's platforme [11] og rette forespørgsler til specialiserede tjenester i medlemsstaterne eller i kultursektoren, som kan give samlede og præcise oplysninger og bistand til kunstnere og kulturarbejdere vedrørende mobilitet,

MEDLEMSSTATERNE OPFORDRES TIL:

- på grundlag af bl.a. ovennævnte ekspertgruppes forslag at vedtage fælles minimumsindhold og kvalitetsstandarder ved indførelse eller videreudvikling af informationstjenester vedrørende mobilitet til kunstnere og kulturarbejdere og, hvor det er nødvendigt, afhjælpe manglerne ved de eksisterende nationale informationstjenester

- på grundlag af nationale strukturer og traditioner at sikre, at informationstjenesterne vedrørende mobilitet er neutrale og så omkostningseffektive, fleksible og brugerorienterede som muligt

- at fastlægge redskaber til offentlig formidling af information vedrørende mobilitet til kunstnere og kulturarbejdere og, hvor det er relevant, gøre brug af de eksisterende tjenester

- at gøre deres nationale information, som er relevant for kunstneres og kulturmedarbejderes mobilitet, tilgængelig på et flersproget websted, hvis det er muligt. Der bør tilskyndes til oversættelse, herunder maskinoversættelse, for at fremme flersprogethed, gøre information let tilgængelig og lette projekter vedrørende mobilitet,

MEDLEMSSTATERNE OG KOMMISSIONEN OPFORDRES TIL:

- at arbejde tæt sammen om at fremme netværksdannelse mellem informationstjenester vedrørende mobilitet på europæisk plan og derved bedre informere kunstnere og kulturarbejdere, som ønsker at blive mobile i EU, og bygge videre på eksisterende informations- og rådgivningspartnerskaber, herunder partnerskaberne med kultursektoren, og videreudvikle dem, når det er relevant

- at overvåge leveringen af informationstjenesterne vedrørende mobilitet for at forbedre kvaliteten af disse tjenester og gøre dem mere tilgængelige.

[1] EUT L 372 af 27.12.2006, s. 1.

[2] EUT C 287 af 29.11.2007, s. 1.

[3] EUT C 143 af 10.6.2008, s. 9.

[4] EUT C 325 af 2.12.2010, s. 1.

[5] Rådets afgørelse 2006/515/EF af 18. maj 2006 om indgåelse af konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed (EUT L 201 af 25.7.2006, s. 15). Konventionen indeholder foranstaltninger, som er relevante for mobilitet og kulturel udveksling.

[6] SEK(2011) 399 endelig.

[7] "Information systems to support the mobility of artists and other professionals in the culture field: a feasibility study", ECOTEC, 2009 — http://ec.europa.eu/culture/key-documents/doc2039_en.htm

[8] http://ec.europa.eu/culture/our-policy-development/doc1569_en.htm

[9] KOM(2010) 2020 endelig.

[10] Den bredere gruppe af kulturarbejdere omfatter f.eks. museumsinspektører, ledelse og personale ved kulturinstitutioner, teknikere, scenearbejdere, ikt-eksperter, kommunikationsspecialister osv.

[11] Dit Europa (http://ec.europa.eu/youreurope/); Eures (Europæisk Portal for Jobmobilitet, http://ec.europa.eu/eures).

--------------------------------------------------


Administreret af Publikationskontoret