Regionsudvalgets udtalelse om Det frivillige arbejdes betydning for økonomisk og social samhørighed
EU-Tidende nr. C 105 af 25/04/2008 s. 0011 - 0015
Regionsudvalgets udtalelse om "Det frivillige arbejdes betydning for økonomisk og social samhørighed" (2008/C 105/03) REGIONSUDVALGET - understreger, at frivilligt arbejde i høj grad bidrager til økonomien på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau i kraft af (a) de ekstra menneskelige ressourcer, som det tilfører økonomiske og sociale aktiviteter, og (b) skabelse af social kapital og bedre "livskvalitet", der kan have stor indflydelse på investeringer og jobskabelse, - understreger, at frivilligt arbejde ikke må ses som en erstatning for ansat arbejdskraft i et hvilket som helst miljø; - slår til lyd for, at medlemsstaterne indsamler nøjagtige statistiske oplysninger om frivilligt arbejde på lokalt og regionalt niveau, bl.a. for at støtte udviklingen af hensigtsmæssige initiativer på begge niveauer; - mener, at der bør lægges mere vægt på emner, som vedrører den manglende retlige status for frivilligt arbejde, herunder navnlig rettigheder og forpligtelser, og anbefaler, at frivillige, hvor det er relevant, får en klart defineret og ensartet retsstilling i alle medlemsstater, så de kan udføre grænseoverskridende frivilligt arbejde; - mener, at der er en vigtig europæisk dimension i frivilligt arbejde og ser derfor gerne en mere struktureret og omfattende strategi, der især lægger op til: - større forståelse gennem mere forskning og bedre statistikker på EU-plan; - anerkendelse af, at frivilligt arbejde også leverer et økonomisk bidrag, og bredere accept af, at frivilligt arbejde kan sidestilles med finansiering i EU-støttede programmer; - bredere fokus i EU's syn på frivilligt arbejde (frivilligt arbejde skal ikke begrænses til borgerskab og ungdomsanliggender); - udarbejdelse af nye initiativer, der kan tilskynde til fremme af udveksling af erfaringer og frivilliges mobilitet gennem et europæisk program for frivilligt arbejde, der omfatter alle aldre. Ordfører : Declan MCDONNELL (IE/ALDE), Medlem af Galway City Council og West Regional Authority Politiske anbefalinger Generelle bemærkninger REGIONSUDVALGET 1. anser i denne udtalelse frivilligt arbejde for at have følgende tre vigtige karakteristika: arbejdet udføres uden vederlag, af egen fri vilje og til gavn for en anden end den frivillige eller dennes familie. Disse karakteristika dækker over et bredt spektrum af frivillige aktiviteter lige fra formelt til uformelt arbejde, kortsigtet til langsigtet arbejde og deltids- til fuldtidsarbejde som f.eks. volontørtjeneste; 2. er bevidst om, at frivilligt arbejde har afgørende betydning for aktivt medborgerskab og demokrati på alle niveauer, eftersom frivillige direkte eller indirekte via deres arbejde bidrager til at skabe et bedre samfund for alle på lokalt, regionalt og nationalt niveau; 3. er bevidst om, at socialt udstødte samfundsgrupper er dem, som er mindst tilbøjelige til at udføre frivilligt arbejde, og at det er et vigtigt mål at få disse grupper til at melde sig som volontører og føle, at der er brug for deres indsats; 4. anerkender den vigtige rolle, som frivilligt arbejde spiller i udviklingslande globalt og dermed for bekæmpelse af fattigdom i verden og fremme af en global dialog; 5. er bevidst om, at frivilligt arbejde kan bidrage til håndteringen af klimaændringsspørgsmålene på lokalt, regionalt, nationalt og globalt plan, men også til at fremme civilbeskyttelse, social integration, udviklingssamarbejde samt bedre integration af handicappede og indvandrere. Det frivillige arbejdes betydning for Lissabon-dagsordenen REGIONSUDVALGET 6. understreger, at frivilligt arbejde i høj grad bidrager til økonomien på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau i kraft af (a) de ekstra menneskelige ressourcer, som det tilfører økonomiske og sociale aktiviteter [1], og (b) skabelse af social kapital og bedre "livskvalitet", der kan have stor indflydelse på investeringer og jobskabelse. Forskning viser, at der er et direkte positivt forhold mellem social kapital og vækstniveauer i EU's regioner [2]. Regionsudvalget accepterer fuldt ud, at social kapital også kan have "gensidigt forstærkende og gavnlige virkninger for økonomisk vækst samt på andre vigtige områder som f.eks. social kontrol, integration, sundhed, forvaltning, institutioner og demokratisk styrkelse" [3]; 7. fremhæver fordelene ved frivilligt arbejde, hvad angår en persons beskæftigelsesegnethed [4] gennem deltagelse i frivilligt arbejde og volontørserviceordninger. Regionsudvalget mener endvidere, at de mest sårbare samfundsgrupper (indvandrere, mindretal, arbejdsløse, hjemløse, stofmisbrugere, unge, der er droppet ud af skolen) herigennem sættes i stand til at ændre deres liv, deltage aktivt i samfundslivet — gennem erhvervede færdigheder og kompetencer — finde et bedre lønnet job eller gå ind i et uddannelsesforløb. Personer fra alle miljøer vil således i fællesskab kunne bidrage til almenvellet og opnå social samhørighed, mangfoldighed og respekt; 8. fremhæver den "merværdi", som frivilligt arbejde kan tilføre sociale støtteaktiviteter, f.eks. i de tilfælde, hvor der ydes støtte til projekter for handicappede i et omfang, der ikke altid kan lade sig gøre ved betalt arbejde; 9. understreger, at frivilligt arbejde kan komme med innovative svar på en række nye sociale spørgsmål og tjene som prøvesten, hvad angår tilvejebringelse af nye tjenester og jobmuligheder; 10. understreger imidlertid, at frivilligt arbejde ikke må ses som en erstatning for ansat arbejdskraft i et hvilket som helst miljø; 11. fremhæver den positive indvirkning, som frivilligt arbejde kan have på en persons sundhed, og muligheden af, at frivilligt arbejde kan føre til besparelser på sundhedsområdet på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Forskning har vist, at frivilligt arbejde især kan have en positiv indvirkning på ældres helbred [5]. Sundhedsfordelene kan vedrøre alle aldersgrupper lige fra unge til pensionister og spille en forebyggende rolle i forhold til fysiske og psykiske lidelser; 12. bemærker, at frivilligt arbejde kan spille en vigtig rolle for livslang læring, eftersom enkeltpersoner herigennem får mulighed for at udvikle nye færdigheder, der bidrager til deres personlige, sociale og kulturelle udvikling, samt øge og tilpasse deres beskæftigelsesegnethed i et omskifteligt erhvervsmiljø. Navnlig ser udvalget positivt på udvikling af frivilligt arbejde i skolen med henblik på at lære eleverne at påskønne de værdier, som frivilligt arbejde repræsenterer; 13. understreger, at frivilligt arbejde er med til at understøtte lokale udviklingsinitiativer og lette gennemførelsen af en række EU-støttede initiativer som f.eks. programmet LEADER. Disse aktiviteter fungerer som modvægt til globaliseringens negative konsekvenser og bidrager til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling på lokalt niveau; 14. slår til lyd for mere samarbejde mellem offentlige myndigheder og volontørorganisationer i forbindelse med udformningen af relevante offentlige politikker for at sikre, at sådanne politikker i højere grad imødekommer den frivillige sektors behov. Mangel på forskning og statistiske oplysninger om frivilligt arbejde REGIONSUDVALGET 15. understreger det nødvendige i hurtigst muligt at gøre noget ved manglen i EU og medlemsstaterne på fuldstændige og nøjagtige statistiske oplysninger om det økonomiske bidrag fra frivilligt arbejde. Regionsudvalget bifalder derfor, at Belgien, Frankrig, Tjekkiet, Italien og Slovakiet har forpligtet sig til at implementere FN's håndbog om non profit-organisationer i forbindelse med de nationale statistiske systemer; 16. slår til lyd for, at medlemsstaterne indsamler nøjagtige statistiske oplysninger om frivilligt arbejde på lokalt og regionalt niveau, bl.a. for at støtte udviklingen af hensigtsmæssige initiativer på begge niveauer; 17. anmoder Kommissionen om at udvikle en mere systematisk indsamling af data vedrørende frivillige og de tjenester, som de yder, og støtter, at frivilligt arbejde medtages som en særlig kategori i Eurostats statistikker, således at der kan foretages en præcis vurdering af den økonomiske værdi af frivilligt arbejde; 18. anbefaler, at der foretages en sammenlignende undersøgelse af frivilligt arbejde i EU med det formål at indsamle oplysninger om udviklingstendenser for samt arten og omfanget af frivilligt arbejde på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Dette vil give et klart fingerpeg om kulturelle ligheder og uligheder i relation til frivillige aktiviteter og infrastruktur; 19. anbefaler, at der i EU gøres en forskningsindsats for at indkredse bedste praksis i forbindelse med fremme af og støtte til frivilligt arbejde på lokalt og regionalt niveau. Afhængigt af forskningsresultaterne, vil områder, der har historisk erfaring med frivilligt arbejde, kunne hjælpe andre regioner og områder med at udvikle nye initiativer. Frivilligt arbejdes retlige status REGIONSUDVALGET 20. mener, at der bør lægges mere vægt på emner, som vedrører den manglende retlige status for frivilligt arbejde, herunder navnlig rettigheder og forpligtelser, og anbefaler, at frivillige, hvor det er relevant, får en klart defineret og ensartet retsstilling i alle medlemsstater, så de kan udføre grænseoverskridende frivilligt arbejde; 21. påpeger, at der som hovedregel ikke bør være hindringer for frivilligt arbejde i form af f.eks. manglende forsikring eller bortfald af statslige ydelser som f.eks. social sikring, og at der bør træffes passende foranstaltninger i lovgivningen for at sikre dette. Støtte til infrastruktur for frivilligt arbejde REGIONSUDVALGET 22. anbefaler, at lokale og regionale myndigheder under hensyntagen til den frivillige sektors autonomi støtter bestræbelserne på at udvikle en infrastruktur, der skal understøtte og lette frivilligt arbejde. Lokale volontørcentre eller anden passende infrastruktur kan f.eks. være med til at fremme frivilligt arbejde, oplyse om muligheder for frivilligt arbejde og "professionalisere" volontørorganisationers praksis med hensyn til styring af frivilligt arbejde; 23. bemærker, at der allerede med henblik på anerkendelse af udført frivilligt arbejde kan opnås en decentraliseret kompetencecertificering af færdigheder, viden og erfaring erhvervet under det frivillige arbejde [6], og at disse eksisterende ordninger kan anvendes i forbindelse med Europas-cv-system. Herved øges anerkendelsen af relevant erfaring fra frivilligt arbejde overalt i EU, og det styrker den frivilliges beskæftigelsesegnethed; 24. bemærker ligeledes, at et EU-prisbelønningssystem for frivillige organisationer og erhvervsorganisationer kan fremhæve eksempler på bedste praksis og ekspertise i forbindelse med fremme af frivilligt arbejde. Dette kunne arrangeres på årligt basis for at fremme en debat i EU om spørgsmål som f.eks. forvaltning af og støtte til frivilligt arbejde; 25. understreger, at hvad angår frivilligt arbejde med børn og sårbare voksne, betyder manglen på en samordnet europæisk procedure for attestering af hæderlig vandel (police clearance), at indvandrere ikke er i stand til at opfylde de krav, der stilles af medlemsstaterne, og at volontørorganisationer ikke er i stand til at beskytte børn og sårbare voksne mod eventuelt misbrug. Støtte til organisationer, der er afhængige af frivillige aktiviteter REGIONSUDVALGET 26. glæder sig over viljen i flere generaldirektorater (især Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur) til at indtage en mere forstående holdning over for frivillige aktiviteter som et redskab til medfinansiering af EU-finansierede projekter, og understreger, at frivillige aktiviteter i højere grad bør anerkendes som en pendant til medfinansiering i andre EU-finansierede programmer, så længe man kan foretage en passende omkostningsberegning af aktiviteterne. Dette ville være et skridt i retning af direkte anerkendelse af betydningen af volontørorganisationers inddragelse af frivillige; 27. anerkender betydningen af støtte og fremme af bedste praksis vedrørende forvaltning af frivilligt arbejde i organisationer, der inddrager frivillige. Forskning viser, at indførelsen af sådan bedste praksis kan øge antallet af frivillige i en organisation og være med til at fastholde de frivillige, som allerede findes [7]; 28. opfordrer organisationer, som beskæftiger frivillige, til at lægge en strategisk, politikrelateret plan for, hvordan de anvender de frivilliges færdigheder og indsats på en måde, der medvirker til at øge organisationens effektivitet og til at skabe mindeværdige oplevelser hos de frivillige. Frivilligt arbejde og social samhørighed REGIONSUDVALGET 29. gør opmærksom på, at frivillige aktiviteter kan spille en vigtig rolle for den personlige udvikling. De kan give et nyt syn på samfundet og øge selvværd og selvtillid og dermed sætte en person i stand til at indgå mere fuldstændigt i en større del af samfundslivet. Det arbejde, der udføres af den frivillige, har også stor betydning for såvel den økonomiske og kulturelle som den sociale udvikling lokalt og regionalt; 30. anerkender den betydning, som frivilligt arbejde kan have for integrering af befolkningsgrupper, der traditionelt har været eller for nylig er blevet marginaliseret. Frivilligt arbejde er en måde, hvorpå enkeltpersoner eller grupper med en anden baggrund kan møde andre mennesker i et positivt miljø med gensidig støtte; 31. advarer EU mod ensidigt at fokusere på støtte til frivillige aktiviteter blandt unge, og understreger, at frivilligt arbejde er en aktivitet, som alle dele af samfundet kan deltage i fuldt ud og med stort udbytte; 32. opfordrer i lyset af det stadig højere aldersgennemsnit i Europa EU til specielt at tilskynde de ældre til at gå ind i frivilligt arbejde, dels fordi ældre mennesker besidder erfaringer og færdigheder, som de har erhvervet gennem et langt liv, dels fordi frivilligt arbejde har vist sig at have en positiv effekt på sundheden. Et glimrende eksempel er "Active Retirement Associations" ("aktivt otium-foreninger") i Irland; 33. erkender, at frivilligt arbejde aktivt modvirker social isolation for både enkeltpersoner og grupper ved a) at yde social støtte til udsatte børn og voksne og b) at sætte volontører i stand til selv at udvikle nye netværk og bryde isolationen; 34. henleder opmærksomheden på, at frivilligt arbejde og særlige projekter kan være med til at fremme og tilskynde til dialog og forståelse mellem generationerne i et samfund, der befinder sig i en rivende udvikling [8]; 35. foreslår et finansieringsinitiativ for volontørudvekslingsprojekter under venskabsby-programmet med henblik på at udbygge lokale og regionale EU-netværk og styrke aktivt borgerskab. Inddragelse af offentlige og private arbejdsgivere REGIONSUDVALGET 36. understreger, at frivilligt arbejde er en vigtig metode til at fremme en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv blandt arbejdstagerne i EU, idet det tilskynder til aktiviteter og netværksdannelse uden for arbejdspladsen; 37. anbefaler, at offentlige myndigheder på lokalt og regionalt plan fremmer frivilligt arbejde ved at tilskynde personalet til at deltage i lokalt frivilligt arbejde eller ved at udvikle initiativer og partnerskaber for frivilligt arbejde [9]; 38. støtter udviklingen af varige relationer mellem erhvervslivet og lokale volontørorganisationer med henblik på at fremme virksomhedernes sociale ansvar med udgangspunkt i de menneskelige ressourcer, samtidig med at virksomhederne giver økonomisk støtte. Dette kunne gøres i samarbejde med de lokale smv'er og i forbindelse med lokale og regionale erhvervsorganisationers bestræbelser på at fremme frivilligt arbejde blandt de ansatte. Udvikling af en EU-dimension REGIONSUDVALGET 39. mener, at der er en vigtig europæisk dimension i frivilligt arbejde og ser derfor gerne en mere struktureret og omfattende strategi, der især lægger op til: - større forståelse gennem mere forskning og bedre statistikker på EU-plan; - anerkendelse af, at frivilligt arbejde også leverer et økonomisk bidrag, og bredere accept af, at frivilligt arbejde kan sidestilles med finansiering i EU-støttede programmer; - bredere fokus i EU's syn på frivilligt arbejde (frivilligt arbejde skal ikke begrænses til borgerskab og ungdomsanliggender); - udarbejdelse af nye initiativer, der kan tilskynde til fremme af udveksling af erfaringer og frivilliges mobilitet gennem et europæisk program for frivilligt arbejde, der omfatter alle aldre; 40. anbefaler Kommissionen at iværksætte konkrete programmer eller foranstaltninger, der gør det muligt at udvikle frivillige tværnationale programmer i Europa, der inddrager hele EU's befolkning og ikke kun de unge; 41. foreslår, at 2012 gøres til Europæisk År for Aktivt Borgerskab gennem Frivilligt Arbejde for at rette fokus mod fremme af frivilligt arbejde og gennemførelsen af initiativer vedrørende de spørgsmål, som behandles i denne udtalelse; 42. anerkender, at der, eftersom det frivillige arbejde er en horisontal faktor i EU-politikkerne med stor betydning for EU-aktiviteter i flere forskellige sektorer, er brug for en større samordning af de eksisterende politikker og aktiviteter, således at der effektivt kan tages fat på de spørgsmål, som behandles i denne udtalelse; 43. opfordrer Europa-Parlamentet til at være mere proaktiv i den horisontale håndtering af frivilligt arbejde. Desuden kunne et fælles kontaktpunkt i Kommissionen bidrage til at udvikle det potentiale, som frivilligt arbejde besidder på forskellige politikområder, og ikke bare hvad angår borgerskab og ungdomsanliggender; 44. lover sin støtte til fremme af anbefalingerne i denne udtalelse i samarbejde med Europa-Parlamentet og Kommissionen, hvor det er hensigtsmæssigt. Bruxelles, den 7. februar 2008. Luc Van den Brande Formand for Regionsudvalget [1] For eksempel den store grad af frivillighed i "08 Welcome Programme" i forbindelse med, at Liverpool er Europæisk Kulturby i 2008. [2] Social Capital and Regional Economic Growth ("Social kapital og økonomisk vækst på regionalt niveau") (Beugelsdijk og van Schaik, 2003). [3] The Well-being of Nations; the Role of Human and Social Capital ("Nationers velfærd — betydningen af menneskelig og social kapital") (OECD 2001). [4] Time Bank/Reed Executive Survey of 200 of the UK's top businesses ("Undersøgelse foretaget blandt 200 af Storbritanniens mest succesrige virksomheder") (2000)(http://timebank.org.uk/mediacentre/press_release_details.php?id=76). [5] The Health Benefits of Volunteering — A Review of Recent Research ("Sundhedsfordelene ved frivilligt arbejde — Redegørelse for den seneste forskning") (Corporation for National and Community Service, 2007). [6] Et eksempel herpå er delstaten Hessen (Tyskland):www.kompetenznachweis.de/ [7] "Volunteer Management Practices and Retention of Volunteers" (Mark A. Hager, Jeffrey L. Brudney, juni 2004, The Urban Institute). [8] Et eksempel er Living Scenes i Galway. Her gennemfører en gruppe bestående af 24 "Transition Year"-studenter fra skolen Presentation Secondary School og 22 voksne fra Galways "Active retirement Associations" et program på tværs af generationer, der er blevet integreret i skolens "Transition Year"-læseplan. [9] I visse medlemsstater udvikler eller støtter mange lokale og regionale myndigheder programmer for frivilligt arbejde blandt personalet, der ofte giver frivillige lønbidrag til overførsel af færdigheder til velgørenhedsforeninger eller støtte til lokale iværksættere og udviklingsaktiviteter i lokalområdet. --------------------------------------------------