52010DC0189

Udtalelse fra Kommissionen i medfør af artikel 48, stk. 3, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unionom Det Europæiske Råds beslutning om at behandle forslag til ændring af traktaternefor så vidt angår Europa-Parlamentets sammensætning, som foreslået af den spanskeregering /* KOM/2010/0189 endelig udg. */


[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 27.4.2010

KOM(2010) 189 endelig

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

i medfør af artikel 48, stk. 3, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union om Det Europæiske Råds beslutning om at behandle forslag til ændring af traktaterne for så vidt angår Europa-Parlamentets sammensætning, som foreslået af den spanske regering

UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

i medfør af artikel 48, stk. 3, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union om Det Europæiske Råds beslutning om at behandle forslag til ændring af traktaterne for så vidt angår Europa-Parlamentets sammensætning, som foreslået af den spanske regering

Kommissionen bifalder det initiativ, som den spanske regering har taget til ændring af protokol nr. 36 til Lissabontraktaten om overgangsbestemmelser. Den er også af den mening, at overgangsbestemmelserne vedrørende Europa-Parlamentets sammensætning, hvortil Det Europæiske Råd har givet sin politiske tilslutning, bør vedtages så hurtigt som muligt, i overensstemmelse med de nødvendige retsprocedurer.

Kommissionen skal minde om, at formålet med det spanske initiativ er at realisere en gammel politisk aftale i Det Europæiske Råd. Initiativet er en udløber af den omstændighed, at EU-valget i juni 2009 ikke, som oprindeligt planlagt, fandt sted på grundlag af reglerne i Lissabontraktaten.

På anmodning af Det Europæiske Råd havde Europa-Parlamentet allerede den 11. oktober 2007 vedtaget en beslutning[1] med et udkast til en afgørelse, som Det Europæiske Råd skulle træffe om Europa-Parlamentets fremtidige sammensætning. I afgørelsesudkastet fastsattes antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet med udgangspunkt i artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Lissabontraktaten. Det Europæiske Råd gav sin politiske tilslutning til afgørelsesudkastet på regeringskonferencen i 2007[2], med ét yderligere forslag til ændring af de forelagte tal (ét ekstra mandat til Italien)[3].

På mødet den 11.-12. december 2008 erklærede Det Europæiske Råd, at der i tilfælde af, at Lissabontraktaten først trådte i kraft efter EU-valget i juni 2009, snarest muligt måtte vedtages overgangsbestemmelser med det formål at øge antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet frem til udløbet af lovgivningsperioden 2009-2014 i overensstemmelse med de tal, der var blevet aftalt på regeringskonferencen i 2007. Det fremgår udtrykkeligt af erklæringen, at det samlede antal medlemmer i Europa-Parlamentet skal forhøjes fra 736 til 754 frem til udløbet af lovgivningsperioden 2009-2014. Ifølge erklæringen skal ændringen så vidt muligt træde i kraft i 2010.

Efter EU-valget i juni 2009 fremdrog Det Europæiske Råd på mødet den 18.-19. juni 2009 igen erklæringen, med eksplicit angivelse af de tal, som man var nået til enighed om på regeringskonferencen i 2007. Det blev også specificeret, hvordan medlemsstaterne kunne besætte de ekstra mandater, enten ved særlige ad hoc-valg, ved sammenligning med resultaterne af EU-valget i juni 2009, eller ved at lade det nationale parlament udpege de fornødne medlemmer af egen kreds. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 fremlagde den spanske regering dette initiativ, hvorom Det Europæiske Råd nu har hørt Kommissionen.

Eftersom forslaget afspejler den politiske enighed, som medlemsstaterne er nået frem til på baggrund af, at traktaten først trådte i kraft efter EU-valget i juni 2009, anbefaler Kommissionen, at der snarest muligt afholdes en regeringskonference, der udelukkende skal tage stilling til det spanske forslag om en protokol til ændring af protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser.

[1] Europa-Parlamentets beslutning af 11. oktober 2007 om Europa-Parlamentets sammensætning (2007/2169(INI))

[2] Erklæring nr. 5, der er knyttet som bilag til slutakten fra regeringskonferencen.

[3] Erklæring nr. 4, der er knyttet som bilag til slutakten fra regeringskonferencen.