52008DC0323

Meddelelse fra Kommissionen - Europæisk åbenhedsinitiativ - Rammerne for forbindelser med interesserepræsentanter (register og adfærdskodeks) {SEC(2008) 1926} /* KOM/2008/0323 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 27.5.2008

KOM(2008) 323 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Europæisk åbenhedsinitiativ Rammerne for forbindelser med interesserepræsentanter (register og adfærdskodeks)

{SEC(2008) 1926}

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Europæisk åbenhedsinitiativ Rammerne for forbindelser med interesserepræsentanter (register og adfærdskodeks)

Den 21. marts 2007 vedtog Kommissionen meddelelsen "Opfølgning af grønbogen om et "europæisk åbenhedsinitiativ"[1], som også omfattede en beslutning om at fastlægge rammer for forbindelserne med interesserepræsentanter. Det blev besluttet:

- at oprette og igangsætte et nyt frivilligt register for interesserepræsentanter i foråret 2008

- at udarbejde et udkast til en adfærdskodeks. Respekt for adfærdskodeksen bliver et krav for at kunne blive opført i registret og vil blive overvåget af Kommissionen

- at etablere en mekanisme til overvågning og håndhævelse af kodeksen og registret

- at øge åbenheden gennem en øget anvendelse af Kommissionens høringsstandarder, især baseret på et standardwebsted for internethøringer.

I denne meddelelse

- gives der en yderligere præcisering af disse foranstaltninger, og der gøres rede for de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen heraf

- forelægges den adfærdskodeks, der blev fastlagt efter en offentlig høring.

**********

Under gennemførelsen af meddelelsen "Opfølgning af grønbogen om et "europæisk åbenhedsinitiativ"" har Kommissionen haft mange kontakter med interessenter og har afholdt en åben, offentlig høring om udkastet til adfærdskodeksen. I den feedback, der er indkommet, er der af stort set alle kategorier af aktører udtrykt ønske om yderligere præciseringer, især med hensyn til definitionen af de aktiviteter og organer, der falder ind under registret, samt med hensyn til mekanismen til overvågningen og håndhævelse.

I denne meddelelse gives der oplysninger om disse aspekter.

1. DET FRIVILLIGE REGISTER OVER INTERESSEREPRÆSENTANTER

Fra foråret 2008 vil registret med sin webgrænseflade og database kunne tilbyde en brugervenlig adgang både for interesserepræsentanter, når de skal foretage deres online-registrering og efterfølgende opdateringer, og for den brede offentlighed, når den konsulterer indholdet af registret.

Ud fra den feedback, der er givet, kan man se, at der er behov for flere oplysninger om, hvilke aktiviteter og operatører der indgår i definitionerne af "interesserepræsentation" og "interesserepræsentant".

1.1. “Interesserepræsentation”: aktiviteter, som forventes registreret

De aktiviteter i forbindelse med "interesserepræsentation", som forventes registreret, er defineret som aktiviteter, der gennemføres med det formål at øve indflydelse på fastlæggelsen af politikker og beslutningstagningen i EU-institutionerne[2].

Denne definition omfatter ikke:

- aktiviteter, der drejer sig om juridisk og anden professionel rådgivning, for så vidt som de vedrører udøvelse af en klints grundlæggende ret til en retfærdig procedure, blandt andet kontradiktionsret i administrative sager, som føres af advokater eller andre fagfolk, der er involveret heri

- aktiviteter, som udøves af arbejdsmarkedets parter i den sociale dialog (fagforeninger, arbejdsgiversammenslutninger). Men når disse parter involveres i aktiviteter, der falder uden for den rolle, som de har ifølge traktaterne, forventes de at lade sig registrere, så der sikres lige vilkår for alle de repræsenterede interesser

- aktiviteter, som er et svar på en direkte henvendelse fra Kommissionen, for eksempel ad hoc-anmodninger eller løbende anmodninger om faktuelle oplysninger, data eller faglig viden, indbydelser til offentlige høringer eller deltagelse i rådgivende udvalg eller tilsvarende fora.

Kommissionen erkender, at de fleste af de organer, der er involveret i interesserepræsentation, også beskæftiger sig med andre aktiviteter end dem, der forventes opført i registret. De deltager i aktiviteter som for eksempel undersøgelser, opstilling af statistikker og anden information og dokumentation, samt tilbud om uddannelse og kapacitetsopbygning for medlemmer eller klienter, hvilket falder uden for denne definition, hvis de ikke har relation til aktiviteter i forbindelse med interesserepræsentation.

Kommissionen opfordrer europæiske netværk, forbund, sammenslutninger eller platforme til som led i deres selvregulering at opstille fælles, gennemskuelige retningslinjer for deres medlemmer, hvori det fastslås, hvilke aktiviteter der falder ind under denne definition.

1.2. “Interesserepræsentanter”: organer, som forventes at lade sig registrere

Kun organer, som er involveret i interesserepræsentation som beskrevet ovenfor, og ikke enkeltpersoner forventes at lade sig registrere.

Med undtagelse af lokale, regionale, nationale og internationale offentlige myndigheder[3] forventes det, at alle organer, uanset deres juridiske status, lader sig registrere, hvis de er involveret i aktiviteter, der falder ind under ovenstående definition.

Dette gælder for arbejdsmarkedsparter (arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger), der er involveret i aktiviteter i forbindelse med interesserepræsentation, som falder uden for de specifikke rammer for den sociale dialog. Det gælder også for sammenslutninger af offentlige myndigheder med en privatretlig status eller for en blandet (privat/offentlig) struktur, som de offentlige myndigheder udgør en del af, hvis de udfører aktiviteter, der falder ind under ovenstående definition.

2. ADFÆRDSKODEKSEN

Til opfølgning af de drøftelser, der blev afholdt med forskellige europæiske netværk af interessenter, og efter en offentlig høring, der fandt sted fra den 10. december 2007 til den 15. februar 2008, har Kommissionen fastlagt en adfærdskodeks (vedlagt som bilag), som trækker på de mere end 60 indlæg, der indkom under høringen.

De, der lader sig registrere, skal acceptere at rette sig efter denne kodeks eller en fagkodeks, som har tilsvarende regler. Hvis de erklærer, at de retter sig efter en fagkodeks med tilsvarende regler, skal de fremsende denne kodeks til Kommissionen, hvis de bliver anmodet herom.

Høringen har vist, at der er bred opbakning til en præcis, konkret kodeks som foreslået i høringsdokumentet. En del organer havde gerne set et højere ambitionsniveau: kodeksen burde have et bredere sigte og også omfatte emner som interessekonflikter eller svingdørsadfærd. Men disse emner falder ikke ind under det europæiske åbenhedsinitiativ. På den ene side er formålet med registret at skabe større gennemsigtighed i forbindelserne mellem Kommissionen og interesserepræsentanter. På den anden side mener Kommissionen, at emner som interessekonflikter for medlemmer af institutionen og dens personale allerede er dækket af en række eksisterende regler, som giver en passende sikkerhed, for eksempel traktaterne, personalevedtægten, adfærdskodeksen for kommissærer og kodeksen for god forvaltningsskik. Disse tekster gælder for kommissærer og personale, ikke blot i deres embedstid, men også efter at deres ansættelse i Europa-Kommissionen er ophørt[4].

I adfærdskodeksen gives der svar på en lang række af de spørgsmål, der blev rejst under høringen, og der gives en mere præcis definition af de berørte aktiviteter og organer. Desuden bliver overvågnings- og håndhævelsesmekanismen behandlet mere indgående.

3. OVERVÅGNINGS- OG HÅNDHÆVELSESMEKANISME

Adfærdskodeksen har syv klare, kontrollerbare regler, som skal respekteres af dem, der har underskrevet kodeksen. Kommissionen vil kun anvende korrigerende foranstaltninger, hvis det kan fastslås, at en eller flere af disse syv regler er blevet overtrådt. Det gælder blandt andet, hvis der indføres falske eller misvisende oplysninger i registret.

Alle vil kunne indgive en klage til Kommissionen, hvis de har mistanke om, at kodeksen ikke er fulgt. Når der indkommer en sådan klage, vil Kommissionen, inden der indledes en formel procedure, bede det pågældende organ om at forklare situationen og opfordre den til at rette sig efter reglerne eller korrigere falske eller misvisende oplysninger i registret.

Det kan ikke udelukkes, at der vil indkomme uberettigede klager, og det skal i så fald fastlægges, hvordan de skal behandles. Som en sikkerhedsforanstaltning siges det i kodeksen, at klager skal være underbygget af materielle kendsgerninger, hvis Kommissionen skal tage dem under behandling. Hvis klagen er underbygget, vil det udløse en administrativ procedure, hvor der vil blive taget behørigt hensyn til proportionalitet og kontradiktionsret.

Kommissionen vil anvende følgende korrigerende foranstaltninger:

- midlertidig suspension fra registret for en nærmere bestemt periode, eller indtil situationen er korrigeret af det registrerede organ. Så længe suspensionen varer, vil også alle fordele ved registreringen være suspenderet

- udelukkelse fra registret i tilfælde af alvorlig, vedvarende krænkelse af kodeksen.

Resultatet af den administrative procedure vil blive meddelt det pågældende organ. Klageren vil blive underrettet.

4. HØRINGSPROCES OG STANDARDTEMPLATE

Kommissionen vil gradvis indføre en standardmodel til at vise de offentlige høringer, der iværksættes via den enkelte GD's høringssider, og som annonceres via den fælles indgangsportal til alle offentlige høringer "Kom til orde i Europa". Hermed sikres der en systematisk forbindelse mellem høringerne og registret, således at uregistrerede organer kan informeres om registrering og få mulighed for at lade sig registrere, når de sender deres indlæg til høringen.

5. INTERINSTITUTIONEL TILGANG

Opfordringen til at lade sig registrere og acceptere adfærdskodeksen gælder kun for interesserepræsentanternes kontakter med Europa-Kommissionen. I mange af bidragene til høringen udtrykkes der ønske om, at register og kodeks bliver fælles for institutionerne. Kommissionen har opfordret Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg til at undersøge muligheden for et tættere samarbejde på dette område. Kommissionen er glad for den positive reaktion fra Europa-Parlamentets side på dette forslag og er rede til at drøfte udviklingen af et fælles registreringssystem med Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.

**********

Kommissionens personale opfordres til at benytte registret som en reference ved kontakter og til altid i forbindelse med deres arbejdskontakter at opfordre ikke-registrerede instanser til at lade sig registrere for at skabe mere åbenhed.

Kommissionen mener, at registrering vil kunne bidrage væsentligt til større åbenhed, og opfordrer derfor alle organer, der er involveret i interesserepræsentation, til at lade sig registrere.

BILAG

Adfærdskodeks for interesserepræsentanter

Interesserepræsentation er en legitim del af det demokratiske system. Europa-Kommissionen har i sin indsats for at øge borgernes tillid oprettet et frivilligt register og vedtaget denne adfærdskodeks for at skabe mere åbenhed omkring interesserepræsentation og interesserepræsentanter og deres aktiviteter.

Denne kodeks indeholder syv grundregler for, hvordan interesserepræsentanter bør forholde sig, når de repræsenterer deres interesser. De, der lader sig registrere, accepterer at rette sig efter denne kodeks eller skal erklære, at de allerede retter sig efter en fagkodeks, som har tilsvarende regler.

De aktiviteter i forbindelse med "interesserepræsentation", som forventes registreret, er defineret som aktiviteter, der gennemføres med det formål at øve indflydelse på fastlæggelsen af politikker og beslutningstagningen i EU-institutionerne.

Denne definition omfatter ikke:

- aktiviteter, der drejer sig om juridisk og anden professionel rådgivning, for så vidt som de vedrører udøvelse af en klints grundlæggende ret til en retfærdig procedure, blandt andet kontradiktionsret i administrative sager, som føres af advokater eller andre fagfolk, der er involveret heri

- aktiviteter, som udøves af arbejdsmarkedets parter i den sociale dialog (fagforeninger, arbejdsgiversammenslutninger osv.). Men når sådanne parter involveres i aktiviteter, der falder uden for den rolle, som de har ifølge traktaterne, forventes de at lade sig registrere, så der sikres lige vilkår for alle de repræsenterede interesser

- aktiviteter, som er svar på en direkte henvendelse fra Kommissionen, for eksempel ad hoc-anmodninger eller løbende anmodninger om faktuelle oplysninger, data eller faglig viden, indbydelser til offentlige høringer eller deltagelse i rådgivende udvalg eller tilsvarende fora.

Kommissionen erkender, at de fleste af de organer, der er involveret i interesserepræsentation, også beskæftiger sig med andre aktiviteter end dem, der forventes opført i registret. De deltager i aktiviteter som for eksempel undersøgelser, opstilling af statistikker og anden information og dokumentation, samt tilbud om uddannelse og kapacitetsopbygning for medlemmer eller klienter, hvilket falder uden for denne definition, hvis de ikke har relation til aktiviteter i forbindelse med interesserepræsentation.

Principper

Interesserepræsentanter forventes at anvende principperne om åbenhed, gennemskuelighed, ærlighed og integritet, som det legitimt forventes af dem af borgere og andre interessenter.

Kommissionens medlemmer og personale er ligeledes underlagt strenge regler, der skal sikre deres upartiskhed. De bestemmelser, der gælder herfor, er offentlige og fastsat i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, personalevedtægten, adfærdskodeksen for kommissærer og kodeksen for god forvaltningsskik.

REGLER

Interesserepræsentanter skal altid gøre følgende:

1. de skal opgive deres navn, og hvilket eller hvilke organer de arbejder for eller repræsenterer

2. de må ikke give falske oplysninger om sig selv i forbindelse med registreringen for at vildlede tredjeparter og/eller EU-personale

3. de skal opgive, hvilke interesser og i givet fald hvilke klienter eller medlemmer de repræsenterer

4. de skal sørge for, at de oplysninger, de giver, dem bekendt er objektive, fuldstændige, opdaterede og ikke misvisende

5. de må ikke på uhæderlig vis indhente eller forsøge at indhente oplysninger eller indvirke på beslutninger

6. de må ikke forlede EU-personale til at bryde regler og adfærdsnormer, som gælder for dem

7. de skal ved ansættelse af tidligere EU-tjenestemænd respektere disses forpligtelse til at rette sig efter regler og krav om fortrolighed, som er gældende for dem.

ANDRE BESTEMMELSER

- Overtrædelse af kodeksen. Registrerede organer informeres om og accepterer, at hvis deres repræsentanter overtræder ovenstående regler, kan det føre til suspension eller udelukkelse fra registret efter en administrativ procedure ført af Kommissionen under behørig hensyntagen til proportionalitet og kontradiktionsret.

- Klager. Registrerede organer informeres om, at alle kan indgive en klage til Kommissionen, hvis de har mistanke om, at ovenstående regler er overtrådt. En sådan klage skal være underbygget af materielle kendsgerninger.

- Offentliggørelse af bidrag og andre dokumenter. Registrerede organer informeres om, at deres bidrag til offentlige høringer vil blive offentliggjort på internettet sammen med bidragsyderens identitet, medmindre denne modsætter sig offentliggørelse af personlige oplysninger med henvisning til, at en sådan offentliggørelse ville være til skade for hans eller hendes legitime interesser. Kommissionen kan efter anmodning og i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt være nødt til at videregive korrespondance og andre dokumenter vedrørende interesserepræsentanternes aktiviteter.

[1] KOM(2007) 127 endelig.

[2] KOM(2006) 194 endelig: "Grønbog om et europæisk åbenhedsinitiativ".

[3] Registret vil give dem mulighed for at indføre data, hvis de ønsker at gøre det.

[4] Se artikel 213 og 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, adfærdskodeksen for kommissærer (navnlig "uafhængighed og værdighed"), personalevedtægten (navnlig artikel 11-18) og kodeksen for god forvaltningsskik for personalet (navnlig "objektivitet og uvildighed").