Tredje Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om visse tredjelandes opretholdelse af visumpligten i strid med gensidighedsprincippet i overensstemmelse med artikel 1, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 851/2005 med hensyn til gensidighedsmekanismen /* KOM/2007/0533 endelig udg. */
[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 13.9.2007 KOM(2007) 533 endelig TREDJE RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om visse tredjelandes opretholdelse af visumpligten i strid med gensidighedsprincippeti overensstemmelse med artikel 1, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 851/2005 med hensyn til gensidighedsmekanismen INDHOLDSFORTEGNELSE I. Indledning 3 II. Bulgariens og Rumæniens meddelelser vedrørende situationer, hvor der ikke er gensidighed 4 III. Resultater, der er opnået siden Kommissionens anden rapport om gensidighed 4 1. Sager, hvor det er blevet vurderet, at der ikke er et problem med gensidighed 4 1.1. Bolivia 4 1.2. Costa Rica 4 2. Fuld gensidighed er nu en realitet 5 2.1. Mexico 5 2.2. New Zealand 5 3. Igangværende foranstaltninger for at opnå gensidighed 5 3.1. Brasilien 5 3.2. Brunei Darussalam 5 3.3. Israel 6 3.4. Japan 6 3.5. Malaysia 7 3.6. Panama 7 3.7. Paraguay 7 3.8. Singapore 8 4. Yderligere fremskridt med hensyn til gensidighed siden rapporten af 3. oktober 2006 8 4.1. Australien 8 5. Ingen fremskridt med hensyn til gensidighed siden rapporten af 3. oktober 2006 9 5.1. Canada 9 5.2. USA 10 IV. Konklusion 12 I. INDLEDNING Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser (bilag I til forordningen, "negativlisten"), og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (bilag II til forordningen, "positivlisten")[1], ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 851/2005 af 2. juni 2005[2], er det grundlæggende instrument for EU's visumpolitik og gensidighedsmekanisme. Den første[3] og anden rapport[4] om gensidighed med hensyn til visa indeholder en fuldstændig beskrivelse af denne mekanisme. I sin anden rapport konkluderede Kommissionen følgende: "Efter Kommissionens mening har dialogen med tredjelande som led i den nye gensidighedsmekanisme allerede vist sig at være effektiv: Kommissionen mener, at det er et bemærkelsesværdigt resultat, at antallet af situationer med manglende gensidighed (som er tilfælde, hvor et tredjeland opretholder visumpligt over for statsborgere i en medlemsstat) er blevet så konstant og væsentligt reduceret[5]. Situationen er dog fortsat blokeret i forhold til De Forenede Stater, medens der sker fremskridt sammen med Australien, Canada og Brunei. Den kommende udvikling vedrørende disse lande vil være afgørende for overvejelserne over, hvilken fremgangsmåde der vil være hensigtsmæssig for at kunne gøre håndgribelige fremskridt med hensyn til gensidighed. Fordi det er så vigtigt at skabe fuldstændig gensidighed vil Kommissionen på ny aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 31. marts 2007 og fremsætte passende konkrete forslag, hvis der stadig forekommer situationer med manglende gensidighed, selvom den i medfør af artikel 1, stk. 5, i forordning (EF) nr. 539/2001 ikke formelt har pligt til at aflægge en sådan rapport før den 30. juni 2008." Rådet anerkendte i sine konklusioner af 5.-6. oktober 2006 Kommissionens behov for fortsat at arbejde hen imod at opnå fuld gensidighed med hensyn til visa med de tredjelande, hvor dette endnu ikke var sket. I juni 2007 bekræftede Kommissionen, at den havde udskudt fremlæggelsen af sin tredje rapport om gensidighed med hensyn til visa som følge af udviklingen i nogle af disse tredjelande. I denne tredje rapport gøres der status over Kommissionens tiltag siden vedtagelsen af Rådets konklusioner af 5.-6. oktober 2006 over for tredjelande på positivlisten, der fortsat kræver visum af EU-statsborgere. II. BULGARIENS OG RUMÆNIENS MEDDELELSER VEDRØRENDE SITUATIONER, HVOR DER IKKE ER GENSIDIGHED I overensstemmelse med artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 851/2005 skulle Bulgarien og Rumænien i kølvandet på deres tiltrædelse af EU pr. 1. januar 2007 give meddelelse om de situationer, hvor der for deres vedkommende ikke var gensidighed. Den 13. februar 2007[6] meddelte Bulgarien, at der ikke eksisterede en situation med gensidighed med følgende lande: Australien, Bolivia, Brunei, Canada, Costa Rica, Malaysia, Mexico, New Zealand, Panama, Singapore og USA. Bulgarien meddelte desuden, at det havde undertegnet aftaler med Israel og Paraguay om fjernelse af visumpligten, som endnu ikke var trådt i kraft som følge af de igangværende ratifikationsprocedurer. På nuværende tidspunkt er der stadig visumpligt for bulgarske statsborgere, der ønsker at rejse til disse to lande. Den 21. februar 2007[7] meddelte Rumænien, at der ikke eksisterede en situation med gensidighed med følgende lande: Australien, Brasilien, Brunei Darussalam, Canada, Israel, Japan, New Zealand, Panama, Paraguay og USA. III. RESULTATER, DER ER OPNÅET SIDEN KOMMISSIONENS ANDEN RAPPORT OM GENSIDIGHED Efter Rådets anerkendelse den 5.-6. oktober 2006 af behovet for fortsat at arbejde hen imod at opnå fuld gensidighed med hensyn til visa har Kommissionen aktivt arbejdet herfor. 1. Sager, hvor det er blevet vurderet, at der ikke er et problem med gensidighed 1.1. Bolivia Meddelelse: Bulgarien I medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1932/2006 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001[8] er Bolivia blevet overført til bilag I, hvilket har resulteret i, at der pr. 1. april 2007 er blevet indført visumpligt for bolivianske statsborgere. Som følge heraf gælder gensidighedsmekanismen ikke længere for Bolivia. 1.2. Costa Rica Meddelelse: Bulgarien I det cirkulære fra indvandrings- og udlændingemyndighederne af 14. juli 2006, som myndighederne i Costa Rica sendte til Kommissionen den 20. juli 2006, anføres det, at Bulgarien er opført i den første gruppe af lande, hvis borgere kan besøge Costa Rica uden visum og opholde sig der i op til 90 dage. 2. Fuld gensidighed er nu en realitet 2.1. Mexico Meddelelse: Bulgarien Den 26. februar 2007[9] meddelte Bulgarien Kommissionen, at fra 11. marts 2007 var bulgarske statsborgere fritaget for visumpligten i forbindelse med transit og kortvarige ophold i Mexico i op til højst 90 dage inden for et seks måneders tidsrum fra datoen for første indrejse. Vurdering Der er nu skabt fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse over for alle medlemsstater og tilknyttede Schengen-lande. 2.2. New Zealand Meddelelse: Bulgarien og Rumænien Den 13. marts 2007 meddelte New Zealand Kommissionen, at man havde besluttet at fjerne kravet til bulgarske og rumænske statsborgere om besøgsvisa for at kunne indrejse i New Zealand og opholde sig der i op til tre måneder. Beslutningen har virkning fra 30. juli 2007. Vurdering Der er nu skabt fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse over for alle medlemsstater og tilknyttede Schengen-lande. 3. Igangværende foranstaltninger for at opnå gensidighed 3.1. Brasilien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 9. juli 2007 vedtog Kommissionen en henstilling til Rådet om at indlede forhandlinger med Brasilien om en aftale om fjernelse af visumpligten mellem Det Europæiske Fællesskab og Brasilien. Det er første gang, at der forhandles en bilateral aftale om fjernelse af visumpligten mellem Fællesskabet og et tredjeland. 3.2. Brunei Darussalam Meddelelse: Bulgarien og Rumænien. Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 6. oktober 2006 meddelte Brunei Darussalam Kommissionen, at dets regering havde truffet beslutning om pr. 1. oktober 2006 at indføre en ordning med 30 dages visumfritagelse for alle EU-lande, der er med i Schengen-samarbejdet. Af oplysningerne på nogle af Brunei Darussalams officielle websteder fremgår det imidlertid ikke, at der gives 30 dages visumfritagelse for alle EU-lande, der er med i Schengen-samarbejdet samt tilknyttede lande. Brunei Darussalams myndigheder er blevet anmodet om at præcisere den nuværende situation. For så vidt angår Bulgariens og Rumæniens meddelelse bad Kommissionen Brunei Darussalams myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger for sikre ligebehandling for så vidt angår visa for bulgarske og rumænske statsborgere. Vurdering Der kan først foretages en vurdering, når Brunei Darussalams myndigheder har reageret på Kommissionens anmodning. 3.3. Israel Meddelelse: Bulgarien og Rumænien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 27. april 2007 meddelte Bulgarien Kommissionen, at aftalen mellem Bulgarien og Israel om fjernelse af visumpligten var trådt i kraft. Som følge heraf er bulgarske statsborgere fra 15. juli 2007 fritaget for visumpligten i forbindelse med transit og kortvarige ophold i op til højst tre måneder inden for et seks måneders tidsrum. Den 17. juli anmodede Kommissionen de israelske myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at give rumænske statsborgere mulighed for tre måneders visumfrit ophold. Vurdering For Bulgariens vedkommende er der allerede skabt gensidighed med hensyn til fjernelse af visumpligten. For så vidt angår Rumænien kan der først foretages en vurdering, når de israelske myndigheder har reageret. 3.4. Japan Meddelelser: Rumænien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 6. juli 2007 anmodede Kommissionen de japanske myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at give rumænske statsborgere mulighed for tre måneders visumfrit ophold. Vurdering Der kan først foretages en vurdering, når de japanske myndigheder har reageret på Kommissionens anmodning. 3.5. Malaysia Meddelelser: Bulgarien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 14. januar 2007 meddelte de malaysiske myndigheder Kommissionen, at de havde udvidet det visumfrie ophold for estiske, lettiske og slovenske statsborgere til 90 dage på grundlag af gensidighedsprincippet. For så vidt angår Bulgarien bad Kommissionen de malaysiske myndigheder præcisere længden af det visumfrie ophold for bulgarske statsborgere og anmodede om en udvidelse af det visumfrie ophold til tre måneder, hvis det på nuværende tidspunkt skulle være kortere. Vurdering Kommissionen er tilfreds med Malaysias fremskridt for at skabe fuld gensidighed med hensyn til visa ved at give alle EU-borgere visumfrit ophold i tre måneder, og den forventer, at dette ved tidligst kommende lejlighed vil blive udvidet til også at omfatte bulgarske statsborgere, således som den har anmodet om, for derved at opnå fuld gensidighed. 3.6. Panama Meddelelser: Bulgarien og Rumænien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 5. juli 2007 anmodede Kommissionen Panamas myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at give bulgarske og rumænske statsborgere mulighed for tre måneders visumfrit ophold. Vurdering Der kan først foretages en vurdering, når Panamas myndigheder har reageret på Kommissionens anmodning. 3.7. Paraguay Meddelelser: Bulgarien og Rumænien Foranstaltninger for at opnå gensidighed Den 9. juli 2007 anmodede Kommissionen Paraguays myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at give bulgarske og rumænske statsborgere mulighed for tre måneders visumfrit ophold. Vurdering Der kan først foretages en vurdering, når Paraguyas myndigheder har reageret på Kommissionens anmodning. 3.8. Singapore Den nuværende situation Visumfritagelsen er begrænset til ophold af 30 dages varighed, men opholdet kan forlænges lokalt med to perioder af 30 dages varighed. Foranstaltninger for at opnå gensidighed I september 2006 bekræftede Singapores myndigheder, at statsborgere i tre lande indrømmes visumfritagelse i op til 90 dage på grundlag af forskellige retsinstrumenter, nemlig et visumfritagelsesprogram for amerikanere og frihandelsaftaler for australske og sydkoreanske statsborgere. Vurdering Da statsborgere fra tre lande nyder godt af en indrejse- og opholdsordning, der er mere gunstig end den, der finder anvendelse på EU-borgere, bør bestræbelserne for at skabe gensidighed over for Singapore tages op til fornyet overvejelse. Kommissionen foreslår, at der iværksættes drøftelser om de bedst egnede midler til at skabe en ordning i lighed med den, der gælder for statsborgere fra de tre førnævnte lande. Det bør vurderes, om dette mål kan nås juridisk og politisk via en unilateral afgørelse truffet af Singapores myndigheder. Alternativt bør det overvejes at indgå en bilateral visumfritagelsesaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Singapore. 4. Yderligere fremskridt med hensyn til gensidighed siden rapporten af 3. oktober 2006 4.1. Australien Den nuværende situation Australien kræver en ETA (Electronic Travel Authority) for statsborgerne fra 14 medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Østrig, Portugal, Finland og Sverige) samt de associerede stater Island og Norge. Der kræves et e-visum (e676) for statsborgerne fra 11 medlemsstater (Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet). Statsborgere fra syv af de nævnte lande (Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn og Slovenien) nyder godt af den såkaldte "autogrant"-facilitet. Pr 1. juli 2007 er det gratis at få e676-visa for ophold i op til tre måneder og visa til forretningsbesøg, der kun kan gives for et tidsrum på højst tre måneder. Foranstaltninger for at opnå gensidighed Siden udsendelsen af rapporten den 3. oktober 2006 har Australien ladet yderligere tre medlemsstater være omfattet af "autogrant"-faciliteten: Litauen fra 1. december 2006, Ungarn fra 15. januar 2007 og Cypern fra 1. juli 2007. Den 28. marts 2007 fik Bulgarien og Rumænien adgang til e676-turistvisumtjenesten. De australske myndigheder har desuden givet yderligere præciseringer for så vidt angår fire benchmarks, der anvendes til at lade et land være omfattet af e676 og dermed "autogrant"-faciliteten. De fire benchmarks er: - Godkendelse af kvoterne for udstedte visa - Ændret kvota for personer, der ikke rejser tilbage (Mod NRR), dvs. personer, der bliver længere, end deres visum tillader - Kvoten for beskyttelsesvisa (PV), dvs. personer, der ankommer på et turistvisum og efterfølgende ansøger om et beskyttelsesvisum - Antallet af visumannulleringer. De australske myndigheder meddelte desuden, at Bulgarien, Polen, Rumænien og Slovakiet endnu ikke kunne blive omfattet af "autogrant"-faciliteten, men at dette ville blive taget op til fornyet vurdering i juli/august 2007. De anførte også, at selv om 65-70 % af "autogrant"-ansøgningerne behandles "automatisk", er der visse personkategorier (f.eks. personer under 18 og over 70), der ikke kan behandles automatisk, fordi der enten kræves bevis for henholdsvis forældrenes samtykke og et godt helbred. De meddelte endvidere, at eVisitor-ordningen ville træde i kraft i midten af 2008. Alle medlemsstaterne, der er de første lande, der nyder godt af denne ordning, vil blive omfattet af e-Visitor-ordningen uanset deres status. Vurdering Kommissionen er tilfreds med de fremskridt, der er gjort for pr. 1. juli 2007 for at give Bulgarien og Rumænien e676-status, lade Cypern, Litauen og Ungarn være omfattet af "autogrant"-faciliteten og afskaffe visumgebyret på e676-visa for ophold af op til tre måneders varighed. Det er desuden positivt, at der er sket tekniske forbedringer med henblik på at installere eVisitor-systemet, hvilket fra midten af 2008 vil medføre ligebehandling af borgerne i alle EU-lande. I mellemtiden vil Kommissionen nøje følge udviklingen i betingelserne for at give visum, navnlig hvad ETA-ordningen og e676-autogrant-faciliteten omfatter. 5. Ingen fremskridt med hensyn til gensidighed siden rapporten af 3. oktober 2006 5.1. Canada Den nuværende situation Der er fortsat visumpligt for bulgarske, tjekkiske, lettiske, litauiske, ungarske, polske, rumænske og slovakiske statsborgere. Foranstaltninger for at opnå gensidighed I november 2006 fremkom de canadiske myndigheder med forklaringer vedrørende de vigtigste tærskler, der anvendes i forbindelse med muligheden for at fjerne visumpligten, nemlig antallet af afslag på visum, antallet af overtrædelser af indvandringsreglerne, passikkerhed, pasudstedelsesordning, oplysninger om tabte og stjålne pas, sikkerhed og asylansøgninger. De meddelte, at de berørte medlemsstater og Kommissionen ville modtage nærmere oplysninger om disse tærskler og gennemførelsen heraf, når de formelt var godkendt. Der er ved hjælp af en brevudveksling blevet skabt nye rammer for samarbejdet mellem Kommissionen og Canadas tjenester. Som en del af denne fælles konsultation om indvandrings- og asylspørgsmål blev der nedsat en fælles visumarbejdsgruppe bestående af højtstående embedsmænd. Gruppen skal behandle visumspørgsmål og –betingelser. Efter en beklagelig forsinkelse i fremlæggelsen af de nærmere forklaringer vedrørende tærsklerne fandt den første fælles konsultation om indvandrings- og asylspørgsmål sted den 20. juli 2007. På dette møde redegjorde de canadiske myndigheder for revurderingen af kriterierne for visumfritagelse og erklærede, at de de kommende måneder ville foretage besøg af teknisk art i hver af de berørte medlemsstater. De har til hensigt at rejse til fire medlemsstater i november 2007 og yderligere fire i februar 2008 for at drøfte tekniske spørgsmål. I forbindelse med udvisning af statsborgere har Kommissionen påpeget, at hvis Canada ønsker at indgå tilbagetagelsesaftaler, bør der indgås en aftale herom mellem Fællesskabet og Canada, da tilbagetagelsesspørgsmålet henhører under Fællesskabets kompetence. Den canadiske premierminister meddelte på topmødet i Berlin den 4. juni 2007 mellem EU og Canada, at han forstod betydningen for EU af visumfri rejse. Han anførte, at Canada traf sine beslutninger på grundlag af en vurdering af situationen i hvert land og ikke på grundlag af gensidighed, og at rejser på tværs af grænsen mellem USA og Canada i den forbindelse udgør et meget vigtigt element at tage hensyn til. Han sagde dog også, at alle de øvrige medlemsstater bevæger sig i den rigtige retning, og at det kunne blive muligt at fjerne visumpligten for en eller to medlemsstater senere i år. Vurdering Canada har gjort sin visumvurderingsprocedure mere gennemsigtig og fremlagt flere oplysninger om tærskler og gennemførelsen heraf, men dog med betydelig forsinkelse. Visumpligten er ikke blevet fjernet for nogen medlemsstat, siden det skete for Estland i september 2006. I lyset af den canadiske premierministers erklæringer og forklaringerne under de tekniske drøftelser forventer Kommissionen, at vurderingsproceduren for de resterende EU-medlemsstater vil gå videre uden forsinkelse, nu da kriterierne for fornyet vurdering af visumkravene er blevet præciseret. Kommissionen vil foreslå, at Canada med henblik på at vise landets vilje til at løse problemet opfordres til at fjerne visumpligten for en eller flere EU-medlemsstater ved årets udgang og i første halvdel af 2008 at give yderligere håndgribelig bevis for, at der gøres fremskridt hen imod en situation med gensidighed. Hvis det ikke sker, kan det overvejes at træffe passende foranstaltninger over for Canada 5.2. USA Nuværende situation Der er fortsat visumpligt for bulgarske, tjekkiske, estiske græske, cypriotiske, lettiske, litauiske, ungarske, maltesiske, polske, rumænske og slovakiske statsborgere. Foranstaltninger for at opnå gensidighed Umiddelbart efter Kommissionens vedtagelse af den anden rapport sendte næstformand Franco Frattini et brev til den amerikanske minister for indenrigssikkerhed, Michael Chertoff, hvori Franco Frattini anførte, at der ikke var sket håndgribelige fremskridt i forhold til USA, og understregede, at forskelsbehandlingen af medlemsstaternes borgere for så vidt angår visumpligt hverken var forståelig eller acceptabel. Han bad om, at der blev fastsat klare og gennemsigtige kriterier, der skulle føre til en række benchmarks i køreplanen og dermed tydeliggøre de forskellige faser. Kommissionen forsatte med at rejse spørgsmålet på teknisk og politisk plan, navnlig på trojkaministermødet den 6. november 2006 mellem EU og USA på området retfærdighed, frihed og sikkerhed. Ved den lejlighed anførte Michael Chertoff, at den amerikanske regering var ved at udarbejde en række forslag med henblik på en eventuel retlig ændring af visumfjernelsesprogrammet (VWP), idet der ville blive lagt større vægt på sikkerhed end tidligere. Præsident Bush annoncerede under sit møde i Estland den 28. november 2006, at han havde til hensigt at få ændret VWP, hvilket ville øge sikkerheden i forbindelse med VWP-rejser og give USA mulighed for at fremme indslusningen af nye lande i programmet. Hans regering ville arbejde tæt sammen med Kongressen og USA's internationale partnere for at øge programmets sikkerhedselementer. Den 8. februar 2007 fremsatte den amerikanske regering forslag til modernisering af VWP. Som følge heraf fremsatte enkeltmedlemmer af den amerikanske kongres adskillige alternative lovforslag. Som opfølgning på Rådets (retlige og indre anliggender) møde den 12.-13. juni 2007 sendte Kommissionen og det tyske formandskab den 29. juni 2007 et brev til Michael Chertoff. Der blev desuden sendt fælles breve fra Kommissionen og det portugisiske formandskab til nøglemedlemmer af den amerikanske kongres den 23. juli 2007. De mindede heri om, at gensidighed med hensyn til visa indgår som en del af EU's fælles visumpolitik og fremkom med en række betragtninger vedrørende adskillige elementer i forslagene til ændring af VWP, der var under drøftelse. For så vidt angår tilbagetagelse blev det påpeget, at hvis forpligtelserne i henhold til international ret ikke var tilstrækkelige, kunne det overvejes at indgå en tilbagetagelsesaftale mellem EU og USA, da spørgsmålet om tilbagetagelse henhører under Fællesskabets kompetence. Den 3. august 2007 undertegnede og ophøjede præsident Bush "H.R. 1 Implementing Recommendations of the 9/11 Commission Act of 2007" til lov. Lovens artikel 711 vedrører modernisering af visumfjernelsesprogrammet. De vigtigste elementer er følgende: indførelse af et ETA-system (Electronic Travel Authorization), i forbindelse med hvilket der kan opkræves et gebyr, fleksibilitet for så vidt angår antallet af afslag på besøgsvisum til personer ved på visse betingelser at hæve kvoten fra tre til ti procent eller fastsætte en øvre grænse for antallet af personer, der bliver i landet efter visummets udløb, hvilket stadig mangler at blive gjort, indførelse af et biometrisk udrejsesystem for flytrafik, der gør det muligt at kontrollere mindst 97 % af de udenlandske statsborgere, der udrejser via amerikanske lufthavne, det forhold, at en person kan rejse til USA inden for VWP, betyder ikke, at den pågældende har indrejseret i USA, rapportering af tabte eller stjålne pas via enten Interpol eller andre kanaler, tredjelande bør acceptere tilbagesendelse af alle statsborgere, både nuværende og tidligere statsborgere, mod hvem der er truffet kendelse om udvisning samt bilaterale aftaler om udveksling af oplysninger om passagerer. Vurdering Selv om der ikke er sket håndgribelige fremskridt i forholdet til USA for så vidt angår gensidighed med hensyn til visa, er Kommissionen tilfreds med, at USA har lovet at reformere VWP og reelt har gjort det. På den ene siden bør der udvises fuld respekt for USA's beskyttelse af sin egen nationale sikkerhed, og på den anden side bør EU's lovgivning og politik også respekteres, hvilket er i de medlemsstaters interesse, der ønsker at blive omfattet af VWP, og ikke skaber en byrde for statsborgere i de medlemsstater, der allerede nyder godt af retten til at rejse under VWP. Gennemførelsen af den ændrede lovgivning, herunder alle følger heraf for EU og medlemsstaterne, vil blive fulgt nøje, navnlig indførelsen af et elektronisk system for rejsetilladelser. Kommissionen finder, at det ikke er hensigtsmæssigt at træffe gengældelsesforanstaltninger over for USA på nuværende tidspunkt, da der netop er blevet vedtaget en ny lovgivning, der vil blive gennemført. Kommissionen forventer, at rejserne til aspirerende medlemsstater med henblik på en vurdering af situationen dér vil begynde i gennemførelsesperioden, og at USA vil gøre alt for at leve op til præsidents Bush hensigt om, at en reform af VWP skal gøre det muligt hurtigt at udvide det til at omfatte de EU-medlemsstater, der endnu ikke er omfattet. IV. KONKLUSION Efter Kommissionens mening har dialogen med tredjelande som led i den nye gensidighedsmekanisme vist sig at være effektiv: Siden indførelsen heraf i juni 2005 – for lidt over to år siden – er der opnået fuld gensidighed med hensyn til visum, eller denne proces er godt i gang i forhold til en række vigtige tredjelande. Det er tilfældet, trods de udfordringer, Bulgariens og Rumæniens meddelelser om deres tilfælde af manglende gensidighed, udgør. New Zealand og Mexico har f.eks. fjernet visumpligten for Bulgarien og Rumænien på mindre en seks måneder fra sidstnævntes optagelse i EU. Kommissionen har også opnået betydelige fremskridt i dialogen med Australien, der forventes fra midten af 2008 at give alle EU-borgere ligebehandling. Det forventes, at der snart vil blive forhandlet en overordnet aftale med Brasilien om fjernelse af visumpligten. For så vidt angår USA forventes vedtagelsen af ny lovgivning, der ændrer VWP, at bane vejen for, at programmet kommer til at omfatte alle medlemsstater. Den nye lovgivning er nu vedtaget, og der vil nøje blive set nærmere på betingelserne og fristen for gennemførelsen heraf. Kommissionen forbeholder sig ret til at foreslå gengældelsesforanstaltninger, hvis de forventede fremskridt hen imod fuld gensidighed med hensyn til visum ikke i tide bliver en realitet. Canada er gået i gang med at gøre sin visumvurderingsproces mere gennemsigtig og give flere oplysninger om tærskler. På nuværende tidspunkt er der imidlertid ikke sket fremskrift for så vidt angår en fjernelse af visumkravene. Kommissionen vil foreslå, at Canada for at vise landets vilje til at løse spørgsmålet opfordres til at fjerne visumpligten for en eller flere EU-medlemsstater ved årets udgang og i første halvdel af 2008 at give yderligere håndgribelige beviser for, at der gøres fremskridt hen imod en situation med gensidighed. Hvis det ikke sker, kan det overvejes at træffe passende foranstaltninger over for Canada I overensstemmelse med artikel 1, stk. 5, i forordning (EF) nr. 851/2005 vil Kommissionen rapportere til Europa-Parlamentet og Rådet igen senest den 30. juni 2008. [1] EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1. [2] EUT L 141 af 4.6.2005, s. 3. [3] KOM(2006) 3 endelig. [4] KOM(2006) 568 endelig. [5] Se bilag 1A og 1B til rapporten om gensidighed af 10.1.2006. [6] EUT C 75 af 3.4.2007, s. 5. [7] EUT C 75 af 3.4.2007, s. 6. [8] EUT L 29 af 3.2.2007, s. 10. [9] EUT C 75 af 3.4.2007, s. 5.