92000E3984

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3984/00 af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen. Ytringsfrihed for medierne.

EF-Tidende nr. 174 E af 19/06/2001 s. 0206 - 0207


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3984/00

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(21. december 2000)

Om: Ytringsfrihed for medierne

I sammendraget af Det Europæiske Center for Racisme og Fremmedhads årsberetning 1999 hævdes det i afsnit 1.2.6 med overskriften Massemedier og fremmedhad, at (direkte citat): I 1999 kan mediernes reportager i Grækenland og Italien have bidraget til offentlighedens negative indstilling til indvandring i forbindelse med en indvandringsbølge fra Albanien.

- Denne udtalelse er markant, men ikke i overensstemmelse med sandheden, og det er således vigtigt, at Kommissionen, når den udarbejder et dokument af denne art, gør sig klart, at det er nødvendigt at udvise en objektiv ideologisk holdning.

- I juli 2000 stillede jeg en forespørgsel om ulovlig indvandring fra Albanien (P-2878/00), hvori jeg gjorde opmærksom på det store problem med hensynsløse bådføreres handel med menneskeliv ved Italiens kyster, som er resulteret i omkomne såvel blandt de illegale indvandrere som hos ordensmagten. Som ved andre lejligheder har medierne ikke gjort andet end rapporteret, hvad der rent faktisk er sket.

På denne baggrund anmodes Kommissionen om at tilkendegive:

1. om det er acceptabelt, at der i en årsberetning fra et Europæisk Center optræder påstande af ovennævnte art?

2. en generel vurdering af problematikken.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(21. februar 2001)

Det Europæiske Observationsorgan for Racisme og Fremmedhad er et uafhængigt organ, der blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 1035/97 af 2. juni 1997 om oprettelse af et europæisk observatorium for racisme og fremmedhad(1), og som har den mest vidtgående retlige og politiske selvstændighed ved udførelsen af sine opgaver. Bestyrelsen består af uafhængige personer udpeget af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Europarådet samt en repræsentant for Kommissionen og omfatter dermed i alt 18 medlemmer. Observationsorganet skal bl.a. udgive en årsrapport om situationen med hensyn til racisme og fremmedhad inden for Fællesskabet og om sin virksomhed.

Kilderne til den påstand vedrørende medierne, som det ærede medlem omtaler, er i henhold til de oplysninger, som Kommissionen råder over, de rapporter og undersøgelser, der er nævnt i årsrapporten (afsnit 1.1 Racistisk vold og ulovlige trusler, ofre og gerningsmænd), f.eks. den anden rapport om Grækenland (december 1999) fra Europarådets Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) og Ethnobarometer-rapporten (maj 1999), for så vidt angår Italien.

Kommissionen fremhæver også i sin meddelelse En indvandringspolitik i EU(2), at den er bevidst om, at medierne som meningsdannere har et betydeligt ansvar over for den brede offentlighed.

(1) EFT L 151 af 10.6.1997.

(2) KOM(2000) 757 endelig.


Administreret af Publikationskontoret