1)

Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler henset til fortolkningen af bestemmelsen i Domstolens praksis, særligt sag C-118/17, Dunai (EU:C:2019:207), fortolkes således, at lovgivers indgriben i forholdet mellem en forbruger, som er låntager, og en bank, ikke kan fratage forbrugeren retten til ved søgsmål at anfægte vilkårene i den oprindelige aftale eller i tillægget til aftalen, som er indgået i henhold til lov, med henblik på at udøve retten til at få tilbagebetalt de fordele, som banken uberettiget har opnået til skade for forbrugeren som følge af anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i en situation, hvor forbrugerne på baggrund af lovgivers indgreb frivilligt kunne tiltræde ændringer i det oprindelige kontraktforhold henset til en lovpligtig forpligtelse, der blev pålagt bankerne, til at tilbyde forbrugerne en sådan mulighed, og ikke direkte på grundlag af lovindgrebet, som det var tilfældet i Dunai-sagen?

2)

Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende, har den forelæggende ret, der træffer afgørelse i den foreliggende sag mellem to parter (låntageren og banken) — når denne ret, henset til den fortolkning, der er anlagt af Vrhovni sud (øverste domstol), ikke kan anlægge en fortolkning af bestemmelserne i national ret, nærmere bestemt Zakon o izmjenama i dopunama Zakona o potrošačkom kreditiranju (lov om ændring og supplering af forbrugerkreditloven), der er i overensstemmelse med direktiv 93/13 — da kompetence til og/eller er forpligtet til i henhold til dette direktiv og artikel 38 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder at undlade at anvende denne nationale retsforskrift, således som fortolket af Vrhovni sud (øverste domstol)?