7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/23

1)

Kan en situation som den, der beskrives i det foreliggende tilfælde (hvor den offentlige arbejdsgiver ikke overholder de ved lov fastsatte tidsmæssige begrænsninger, og derved tillader flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, eller opretholder den midlertidige karakter ved at ændre ansættelsestypen fra hjælpepersonale til vikaransat eller afløser), anses for misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende ansættelser og dermed henføres under § 5 i rammeaftalen, der er vedhæftet som bilag til direktiv 1999/70/EF (1)?

2)

Skal bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF, sammenholdt med effektivitetsprincippet, fortolkes således, at de er til hinder for nationale processuelle regler, hvorefter det er et ufravigeligt krav, at en arbejdstager i tidsbegrænset ansættelse aktivt anfægter eller klager over samtlige på hinanden følgende ansættelser og ophør for at kunne være omfattet af direktivet og for at kunne gøre de rettigheder gældende, som den pågældende tildeles i henhold til EU’s retsorden?

3)

Henset til, at behovet for at besætte ledige stillinger og dække sygefravær og ferieperioder (…) i den offentlige sektor i forbindelse med udførelsen af væsentlige tjenester grundlæggende er »permanent«, og at det dermed er nødvendigt at fastlægge begrebet »objektive omstændigheder« som begrundelse for den tidsbegrænsede ansættelse:

4)

Er det foreneligt med rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF, når det som objektiv begrundelse for flere på hinanden følgende ansættelser og fornyelser af vedtægtsmæssige it-medarbejdere i tidsbegrænset ansættelse angives, at det findes nødvendigt eller uopsætteligt, eller at det er i forbindelse med gennemførelsen af midlertidige, konjunkturbestemte eller ekstraordinære programmer, og når disse offentligt ansatte varigt og konstant udfører sådanne almindelige opgaver, som de vedtægtsmæssigt fastansatte normalt udfører, uden at den ansættende forvaltning hverken fastsætter øvre grænser for disse ansættelser eller opfylder de lovmæssige forpligtelser til at dække disse behov og besætte disse stillinger med fastansatte tjenestemænd, og uden at der er indført tilsvarende foranstaltninger til forebyggelse eller hindring af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, hvorfor de arbejdsydelser, som de vedtægtsmæssige it-medarbejdere i tidsbegrænset ansættelse præsterer periodevist, i det foreliggende tilfælde har kunnet pågå gennem 17 års uafbrudt tjeneste?

5)

Er bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse i bilaget til direktiv 1999/70/EF, og Domstolens fortolkning heraf, forenelige med Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis, for så vidt som den fastsætter, uden at der tages hensyn til andre parametre, at der foreligger en objektiv begrundelse for en ansættelse ved henvisning til tidsbegrænsningen af ansættelsen, eller fastsætter, at det ikke er muligt at foretage en sammenligning med de fastansatte tjenestemænd, fordi der er tale om andre retlige ordninger og adgangssystemer, eller fordi de fastansatte tjenestemænd forbliver i deres respektive funktioner, mens vikaransatte ansættes tidsbegrænset?

6)

Når den nationale ret har fastslået, at der foreligger et misbrug af flere på hinanden følgende ansættelser af den vedtægtsmæssigt, midlertidigt ansatte vikar hos SERMAS, idet denne ansættelse sigter mod at dække permanente og strukturelle behov for levering af ydelser fra de vedtægtsmæssigt fastansatte medarbejdere, og der ikke findes noget effektivt middel i den nationale retsorden til at sanktionere et sådant misbrug og til at eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den EU-retlige bestemmelse, skal § 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF da fortolkes således, at den forpligter den nationale ret til at træffe effektive og afskrækkende foranstaltninger, som sikrer rammeaftalens effektive virkning, og dermed til at sanktionere et sådant misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den pågældende EU-retlige bestemmelse ved at undlade at anvende den nationale bestemmelse, som er til hinder herfor?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, og som Den Europæiske Unions Domstol fastslog i præmis 41 i dom af 14. september 2016, forenede sager C-184/15 og C-197/15 (2):

Vil det da være foreneligt med de mål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF at ændre det tidsbegrænsede vedtægtsmæssige ansættelsesforhold som vikaransat/hjælpepersonale/afløser til et stabilt vedtægtsmæssigt ansættelsesforhold, eventuelt i form af en betegnelse som fastansat offentlig ansat eller tidsubegrænset offentlig ansat med den samme stabilitet i ansættelsen som de sammenlignelige vedtægtsmæssigt fastansatte medarbejdere, som middel til at forhindre eller sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten?

7)

I tilfælde af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, kan ændringen af den vedtægtsmæssige tidsbegrænsede ansættelse som vikar til et tidsubegrænset eller fast ansættelsesforhold da fortolkes således, at den alene opfylder målsætningerne i direktiv 1999/70/EF og rammeaftalen, såfremt den vedtægtsmæssigt og tidsbegrænset ansatte, som har været berørt af misbruget, nyder samme og identiske ansættelsesvilkår som det vedtægtsmæssigt fastansatte personale (med hensyn til social sikring, forfremmelse, besættelse af ledige stillinger, faglig uddannelse, tjenestefrihed, orlov, bevillinger og tilladelser, passive rettigheder og ophør af ansættelsen, samt deltagelse i de opslåede prøver med henblik på besættelse af ledige stillinger og forfremmelser) i overensstemmelse med principperne om kontinuitet og uafsættelighed, og med alle de iboende rettigheder og forpligtelser, således at de er sikret lige vilkår i forhold til de vedtægtsmæssigt fastansatte it-medarbejdere?

8)

Pålægger [EU]-retten en pligt til at efterprøve endelige domme/forvaltningsakter under de her beskrevne omstændigheder, når de fire betingelser, der er anført i dom Kühne & Heitz NV (C-453/00, af 13.1.2004) (3), er opfyldt, nemlig 1) at forvaltningen og domstolene efter spansk ret har kompetence til at efterprøve afgørelsen, om end med de anførte begrænsninger, som gør det yderst vanskeligt eller umuligt, 2) at de pågældende afgørelser er blevet endelige som følge af en dom afsagt af en national ret, der traf afgørelse som øverste eller eneste instans, 3) at den nævnte dom er baseret på en fortolkning af [EU]-retten, som ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis, og dommen er blevet afsagt, uden at Domstolen forud herfor var blevet forelagt et præjudicielt spørgsmål, og 4) at den berørte part straks efter at have fået kendskab til denne praksis har rettet henvendelse til forvaltningsorganet?

9)

Kan og skal de nationale retter i deres egenskab af europæiske retter, som skal sikre EU-rettens fulde virkning i medlemsstaterne, pålægge medlemsstaternes administrative myndigheder inden for rammerne af deres respektive kompetencer at vedtage de bestemmelser, som er nødvendige for at ophæve de nationale retsforskrifter, som er uforenelige med EU-retten generelt og med direktiv 1999/70/EF og dettes rammeaftale i særdeleshed?