22.1.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 22/29

1)

Skal det krav om en klar og forståelig affattelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (herefter »direktivet«) fortolkes således, at det i forbindelse med en forbrugeraftale om lån, er opfyldt ved et kontraktvilkår, der ikke er blevet forhandlet individuelt, og som nøjagtigt fastsætter de udgifter, gebyrer og øvrige omkostninger (herefter samlet benævnt »udgifter«), som forbrugeren skal afholde, hvilken beregningsmetode der er anvendt, og tidspunktet for hvornår udgifterne skal betales, men som imidlertid ikke specificerer de konkrete tjenesteydelser, som udgifterne dækker? Eller skal kravet fortolkes således, at det i aftalen ligeledes skal angives, hvilke tjenesteydelser der er tale om? I sidstnævnte tilfælde er det da tilstrækkeligt, at indholdet af den leverede tjenesteydelse kan udledes af udgiftens benævnelse?

2)

Skal direktivets artikel 3, stk. 1, fortolkes således, at den aftaleklausul, som er anvendt med hensyn til udgifter i den foreliggende sag, hvor det ikke utvetydigt på grundlag af aftalen kan identificeres, hvilke konkrete tjenesteydelser der er blevet leveret mod betaling af disse udgifter, til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren?