30.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 369/3

Appel iværksat den 25. juli 2017 af Den Europæiske Union ved Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 7. juni 2017 i sag T-673/15, Guardian Europe mod Den Europæiske Union

(Sag C-447/17 P)

(2017/C 369/04)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Union ved Den Europæiske Unions Domstol (ved J. Inghelram og K. Sawyer, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Guardian Europe Sàrl og Den Europæiske Union ved Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Punkt 1 i den appellerede doms konklusion ophæves.

—

Guardian Europes påstand, der er nedlagt i første instans, om tilkendelse af et beløb på 936 000 EUR vedrørende omkostninger til bankgaranti som erstatning for det tab, som Guardian Europe angiveligt har lidt som følge af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag C- T-82/08, forkastes som ugrundet. Subsidiært: Erstatningsbeløbet nedsættes til 299 251,64 EUR, og de beregnede udligningsrenter nedsættes henset til, at beløbet er sammensat af flere beløb, som forfaldt til betaling på forskellige tidspunkter.

—

Guardian Europe tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for sin appel fremsat fire anbringender.

1)

Første anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til fortolkningen af de regler, der finder anvendelse ved forældelse i forbindelse med varige tab, for så vidt som Retten fastslog, at det påståede ikke-økonomiske tab, som bestod i betaling af omkostninger til bankgaranti, der var opstået mere end frem år inden, erstatningssagen blev anlagt, ikke var forældet.

2)

Andet anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til fortolkningen af begrebet årsagsforbindelse, for så vidt som Retten fastslog, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid var den afgørende årsag til det påståede ikke-økonomiske tab, som bestod i betaling af omkostninger til bankgaranti, mens en virksomheds egen beslutning om ikke at betale en bøde under Den Europæiske Unions domstoles sagsbehandling i henhold til fast retspraksis udgør den afgørende årsag til, at sådanne omkostninger skal betales.

3)

Tredje anbringende vedrører en retlig fejl med hensyn til fastsættelsen af den periode, hvori der angiveligt er lidt et ikke-økonomiske tab, og manglende begrundelse, for så vidt som Retten uden at angive nogen begrundelse herfor fastslog, at den periode, hvori der angiveligt blev lidt et ikke-økonomiske tab, som bestod i betaling af omkostninger til bankgaranti, kunne være forskellig fra den periode med hensyn til hvilken, Retten havde fastslået, at den retsstridige handling, som angiveligt var årsagen til tabet, var blevet begået.

4)

Fjerde anbringende vedrører en retlig fejl som følge af overkompensation i forbindelse med tilkendelse af udligningsrenter, for så vidt som Retten tilkendte sagsøgeren udligningsrenter af et beløb fra en dato, hvorpå sagsøgeren endnu ikke skyldte dette beløb.