31.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 402/22

—

Dom afsagt af Retten den 9. juni 2016 og forkyndt for Rådet den 10. juni 2016 i sag T-277/13, Marquis Energy mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves.

—

Søgsmålet anlagt ved første instans af Marquis Energy med påstand om annullation af den anfægtede forordning (1) forkastes

—

Marquis Energy tilpligtes at betale Rådets omkostninger såvel i første instans som i appelsagen.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes, såfremt sagen hjemvises til Retten.

a.

For det første var Retten af den opfattelse, at det med henblik på at fastslå, at sagsøgeren var umiddelbart berørt, var tilstrækkeligt, at denne producerede bioethanol. Denne konklusion med hensyn til det at være umiddelbart berørt er imidlertid uforenelig med fast retspraksis, som afviser, at personer kan være umiddelbart berørt alene på baggrund af økonomiske konsekvenser.

b.

For det andet er det uklart, hvordan den kendsgerning, at sagsøgeren solgte sin bioethanol til indenlandske forhandlere/blandingsproducenter, hvorefter den blev solgt videre på det indenlandske marked eller eksporteret af de indenlandske forhandlere/blandingsproducenter i betydelige mængder til EU, inden der blev pålagt toldafgifter, i væsentlig grad påvirkede deres markedsposition. For at godtgøre, at dens markedsposition var blevet påvirket i væsentlig grad af indførelsen af told, skulle sagsøgeren mindst påvise toldafgifternes påvirkning af niveauet af importen til EU efter indførelsen af antidumpingtold. Sagsøgeren fremkom imidlertid ikke med nogen oplysninger herom, og den appellerede dom indeholder heller ikke nogen konklusioner med hensyn hertil. Dette er både en retlig fejl vedrørende anvendelsen af kriteriet om at være individuelt berørt og en mangelfuld begrundelse.

a.

For det første foretog Retten en forkert fortolkning af grundforordningen, idet den lagde til grund, at grundforordningens artikel 9, stk. 5, gennemfører både artikel 9.2, og artikel 6.10, i antidumpingaftalen. På den ene side omhandler den sidstnævnte bestemmelse ikke stikprøver, hvilket kan udledes af ordlyden af artikel 9, stk. 5. På den anden side er antidumpingaftalens artikel 6.10, gennemført ved grundforordningens artikel 17 og artikel 9, stk. 6, og ikke ved grundforordningens artikel 9, stk. 5.

b.

For det andet foretog Retten en forkert fortolkning af begrebet »leverandør« i grundforordningens artikel 9, stk. 5, og i antidumpingaftalens artikel 9.2. Det følger af den logiske og generelle opbygning af artikel 9, stk. 5, at alene en kilde, »for hvilken der er konstateret dumping og deraf følgende skade« kan være leverandør. Eftersom de amerikanske producenter ikke havde nogen eksportpris, kunne de imidlertid ikke anklages for dumping. Retten begik derfor en retlig fejl ved at kvalificere disse som »leverandører« som omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 5, og i antidumpingaftalens artikel 9.2.

c.

For det tredje foretog Retten en forkert fortolkning af begrebet »ikke praktisk muligt« i grundforordningens artikel 9, stk. 5, og antidumpingaftalens artikel 9, stk. 2, ved at basere sig på en fejlagtig fortolkning af grundforordningens artikel 9, stk. 5, i lyset af antidumpingaftalens artikel 6, stk. 10, og appelinstansrapporten i sagen EC — Fasteners (3). Afgørelsen omhandler kun antidumpingaftalens artikel 9.2, og dens undersøgelse af begrebet »ikke praktisk muligt« vedrører således kun situationen for og behandlingen af eksportører i lande uden markedsøkonomi i grundforordningens artikel 9, stk. 5. Appelinstansen foretog derfor ikke en fortolkning af »ikke praktisk muligt«, der kunne overføres til den foreliggende sag, som ikke omhandler eksportører i lande uden markedsøkonomi.