25.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 145/25


Appel iværksat den 26. februar 2016 af SNCF Mobilités (SNCF) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 17. december 2015 i sag T-242/12, SNCF mod Kommissionen

(Sag C-127/16 P)

(2016/C 145/32)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: SNCF Mobilités (SNCF) (ved avocats P. Beurier, O. Billard, G. Fabre og V. Landes)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Den Franske Republik, Mory SA, under likvidation, og Mory Team, under likvidation

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

Rettens dom af 17. december 2015 i sag T-242/12, Société nationale des chemins de fer français (SNCF) mod Kommissionen, ophæves.

Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sin appel har appellanten fremsat flere anbringender.

For det første har Retten begået flere retlige fejl og tilsidesat sin begrundelsespligt ved at fordreje bestemmelserne i Sernam 2-afgørelsens artikel 3, stk. 2, vedrørende overdragelsen af Sernams aktiver en bloc.

For det andet har Retten begået en retlig fejl ved at lægge til grund, at de krav om åbenhed og gennemsigtighed, som gjaldt for det udbud, der var fastsat i Sernam 2-afgørelsens artikel 3, stk. 2, nødvendigvis forudsatte, at den udvalgte kandidat som sådan og selvstændigt havde deltaget i proceduren lige fra begyndelsen.

For det tredje har Retten foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og begået en retlig fejl ved at lægge til grund, at buddet fra Sernams ledelse var langt mere ufordelagtigt for sælgeren end de indledende bud fra de øvrige kandidater.

For det fjerde har Retten begået en retlig fejl, tilsidesat sin begrundelsespligt og truffet afgørelse med selvmodsigende begrundelser ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde foretaget nogen sammenblanding mellem formålet med og prisen for salget af Sernams aktiver en bloc.

For det femte har Retten begået en retlig fejl og fordrejet Sernam 2-afgørelsens dispositive del ved at lægge til grund, at registreringen i selskabet Sernam S.A.’s konkursbo af det tilgodehavende, der svarede til støttebeløbet på 41 mio. EUR, ikke var i overensstemmelse med Sernam 2-afgørelsens artikel 4.

For det sjette har Retten begået en retlig fejl, tilsidesat sin begrundelsespligt og fordrejet Sernam 2- afgørelsens dispositive del ved at lægge til grund, at princippet om den private markedsøkonomiske investor ikke fandt anvendelse på overdragelsen af Sernams aktiver en bloc.