12.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 335/27

—

Dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. december 2015 i sag T-414/13 ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i tvisten.

—

EUIPO og Kenzo S.A. betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret.

1.

Tilsidesættelse af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

Begge de indsigelser, som KENZO S.A. har rejst, er støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (1). I begge tilfælde tog appelkammeret hensyn til beviser til støtte for påstanden om renommé, som indsigeren havde fremlagt for indsigelsesafdelingen med henblik på at godtgøre reel brug af varemærket. Det er ubestridt, at de pågældende dokumenter blev indgivet efter udløbet af fristen for indgivelse af beviser for den ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang i henhold til regel 19, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 (2). Det følger af regel 19, stk. 1 og 2, og regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, at en indsigelse, der er baseret på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, skal afvises, såfremt indsigeren ikke formår at føre bevis for det ældre varemærkes renommé inden for den af kontoret fastsatte frist. Ikke desto mindre har Retten konkluderet, at appelkammeret rådede over en skønsbeføjelse med hensyn til, hvorvidt de pågældende beviser burde tages i betragtning til støtte for påstanden om renommé, at appelkammeret anerkendte og udøvede sin skønsbeføjelse og på korrekt vis angav begrundelsen for at tage beviserne i betragtning. Appellanten er derimod af den opfattelse, at Rettens konklusion om, at appelkammeret rådede over en skønsbeføjelse, er behæftet med en retlig fejl og udgør en urigtig anvendelse af regel 19, stk. 1 og 2, og regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95.

Appellanten er klar over, at Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Kenzo har gjort gældende, at afgørelsen om, hvorvidt de dokumenter, der er indgivet til støtte for reel brug for så vidt angår påstanden om renommé, kan antages til behandling, ikke skal træffes på grundlag af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, men på grundlag af denne forordnings regel 50, stk. 1, tredje afsnit, der er en særlig procedurebestemmelse ved appelkammeret.

Selv hvis appelkammerets skønsbeføjelse blev fortolket i henhold til regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95, blev dette skøn udøvet forkert af appelkammeret, og Retten anvendte artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 forkert, idet den tiltrådte appelkammerets betragtninger vedrørende den uadskillelige forbindelse mellem bevis for brug og bevis for renommé som en korrekt udøvelse af dets skønsbeføjelse. Appelkammeret fastsatte nemlig ikke engang grænserne for dets skønsbeføjelse f.eks. ved at fastslå, om skønnet i den foreliggende sag skulle udøves begrænset eller ej. Såfremt appelkammeret havde udøvet sit skøn korrekt, skulle det have anerkendt, at skønnet i henhold til dom Rintisch (C-120/12 P, Bernhard Rintisch mod KHIM) skal udøves begrænset. Under de foreliggende omstændigheder ville den eneste måde at udøve skønnet korrekt på have været ikke at tage hensyn til dokumenterne til støtte for påstanden om renommé. Retten overså den omstændighed, at appelkammeret ikkefastslog grænserne for dets skønsbeføjelse korrekt og ikke udøvede skønnet inden for disse grænser og herved tilsidesatte artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

2.

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009

Appellanten har gjort gældende, at Retten undlod at sammenligne varemærkerne »KENZO« og »KENZO ESTATE« som helhed og herved tilsidesatte artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009. Desuden har appellanten gjort gældende, at påstanden om renommé blev tiltrådt af Retten på grundlag af dokumenter, der i forbindelse med en korrekt retsanvendelse og et korrekt udøvet skøn ved appelkammeret ikke burde have været taget i betragtning. Endvidere har appellanten gjort gældende, at Retten undlod at foretage den nødvendige helhedsvurdering, da den konkluderede, at det omtvistede varemærke kunne forventes at blive forbundet med det ældre varemærke og dermed udgøre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes renommé. Endelig har appellanten gjort gældende, at appelkammeret og Retten begik en fejl, da de konkluderede, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forelå en »rimelig grund« i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.