12.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 337/19


Sag anlagt den 10. juli 2015 — Germanwings mod Kommissionen

(Sag T-375/15)

(2015/C 337/21)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Germanwings GmbH (Köln, Tyskland) (ved advokat A. Martin-Ehlers)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2014 i sag SA.27339 (2012/C) (ex 2011/NN) — Zweibrücken lufthavn og de luftfartsselskaber, som benytter denne lufthavn — annulleres, navnlig

artikel 1, stk. 2, for så vidt som den henviser til aftalen med Germanwings GmbH fra 2006, og

artikel 3, stk. 3, litra e).

Kommissionens afgørelse af 11. maj 2015 GESTDEM 2015/1288 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for første påstand har sagsøgeren i det væsentlige fremsat følgende anbringender:

1.

Fejlagtig eller utilstrækkelig beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder

Sagsøgeren gør her gældende, at sagsøgte har gengivet visse af sagens faktiske omstændigheder fejlagtigt, modsigende og ufuldstændigt.

2.

Fejl i begrundelsen

I den forbindelse gør sagsøgeren navnlig gældende, at de infrastrukturomkostninger, som Kommissionen har tilskrevet aftalen fra 2006 mellem sagsøgeren og operatøren af Zweibrücken lufthavn, ikke er blevet fordelt.

3.

Sagsøgeren skal ikke tilbagebetale noget beløb

Sagsøgeren gør i den forbindelse gældende, at sagsøgte ikke har foretaget en selvstændig undersøgelse af pålæggelsen af de omhandlede infrastrukturomkostninger. Kommissionens tilskrivning af disse omkostninger til aftalen indgået af sagsøgeren i 2006 er ulovlig, eftersom den der i strid med Kommissionens tidligere afgørelsespraksis, og idet Kommissionen ikke tog hensyn til sagens faktiske omstændigheder, der er offentligt tilgængelige. I denne forbindelse gøres det subsidiært gældende, at de omhandlede omkostninger burde have været meget lavere.

4.

Kommissionens manglende begrundelse for den statslige karakter

Sagsøgeren gør i denne forbindelse gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for, hvorfor der i det foreliggende tilfælde er tale om statsstøtte.

5.

Subsidiært, tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventning

I forbindelse med den første påstand gøres det subsidiært gældende, at det vil være i strid med princippet om den berettigede forventning at stille krav om tilbagebetaling af den angivelige statsstøtte.

I forbindelse med det andet anbringende gør sagsøgeren i det væsentlige gældende, at den anfægtede afgørelse er mangelfuldt begrundet, og at Kommissionen har fejlfortolket artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1).


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).