24.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 282/33

—

Kommissionens afgørelse af 10. maj 2011 i sag om statsstøtte C 36/2007 — Tyskland, statsstøtte til Deutsche Post AG (K(2011) 3081 endelig) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — åbenbart fejlagtig kvalificering som støtte

Kommissionens åbenlyse bedømmelsesfejl består i, at Kommissionen ikke har anvendt Combus-dommen (dom af 16.3.2004, sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen, Sml. II, s. 917) på denne sag. I henhold til denne dom udgør foranstaltninger, som fritager tidligere statsvirksomheder fra pensionsbyrder, som går ud over det, som normalt bæres af private virksomheder, ikke støtte. Anvendt i forhold til den foreliggende sag betyder dette nødvendigvis, at den statslige finansiering af pensionsforpligtelser ikke udgør støtte.

2)

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 (1), artikel 107 TEUF, artikel 108 TEUF — åbenlys bedømmelsesfejl ved kategoriseringen som »ny« støtte

Kommissionens åbenlyse bedømmelsesfejl består i, at Kommissionen har set bort fra, at der ved statslig hæftelse for pensionsforpligtelser — i det omfang, der overhovedet foreligger støtte — kun kan være tale om bestående støtte. Statens fortsatte hæftelse for pensionsforpligtelserne følger af den tyske forfatning, og den bestod derfor allerede ved traktaternes ikrafttræden og har efterfølgende ikke undergået nogen væsentlige ændringer. Kommission er desuden bundet af erklæringen i sag T-266/02, Deutsche Post mod Kommissionen, hvorefter den allerede i sin beslutning af 19. juni 2002 har afgjort, at pensionsordningen ikke udgjorde en støtteretlig »fordel«, hvilket svarer til en støtteretlig negativattest.

3)

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — åbenbar fejlagtig metode til beregning af den påståede støtte

Sagsøgeren har for så vidt gjort gældende, at Kommissionen ikke har gennemført den, efter Kommissionens eget udsagn, nødvendige salderingsopgørelse af de sociale ydelser, som sagsøgeren faktisk har betalt for tjenestemændene, med fradrag af angivelige »tillæg« for konkurrenceatypiske sociale bidrag i de for de regulerede produkter godkendte vederlag og de sociale bidrag, som private konkurrenter under normale markedsbetingelser bærer. Kommissionens beregningsmetode udelukker dermed på utilladelig vis fuldstændig størrelsen af de sociale ydelser, som sagsøgeren faktisk har betalt for tjenestemænd, med det resultat at det er uden betydning for den af Kommissionen beregnede størrelse af den angivelige støtte, om og i hvilket omfang sagsøgeren har afholdt sociale ydelser. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at de angivelige »tillæg« til vederlagene ikke kan dokumenteres, og under alle omstændigheder kan de konkurrenceatypiske sociale udgifter ikke faktisk dækkes af resultaterne.

4)

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — åbenbar fejlagtig kvalificering af den påståede »krydssubsidiering« af det ikke-regulerede område gennem det regulerede område som støtte

Sagsøgeren gør hertil især gældende, at Kommissionen har undladt den påbudte overkompensationsopgørelse og ikke har efterprøvet, om den statslige kompensationsydelse overhovedet havde overskredet det tilladte beløb for kompensation.

5)

Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — åbenbar fejl ved fastsættelsen af »benchmarket« for sociale ydelser, der er sædvanlige for konkurrencen

Sagsøgeren gør hertil især gældende, at Kommissionen ved beregningen af private arbejdsgiveres sociale bidrag, der sædvanligvis er af betydning for deres konkurrencesituation, har inddraget arbejdstagerbidrag, selv om disse kommer fra arbejdstagernes formue, og ikke kan tilregnes de sociale bidrag, som arbejdsgiver skal bære, ligesom Kommissionen fastsætter et »benchmark« i forhold til det (forhøjede) tjenestemandslønniveau i stedet for private virksomheders sædvanlige konkurrencebetingede lønniveau. Ved den nødvendige rettelse af begge fejl ville den påståede statsstøtte bortfalde fuldstændigt.

6)

Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF — begrundelsesmangel

Endelig er den anfægtede afgørelse ikke tilstrækkeligt begrundet.