1 Ved kendelse af 11. december 1991, indgaaet til Domstolen den 24. januar 1992, har Landgericht Hamburg i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende traktatens artikel 7, stk. 1, og artikel 59.

2 Spoergsmaalene er stillet under en sag mellem A. Hubbard og P. Hamburger, hvorunder der er nedlagt paastand om udlevering af et bo.

3 Hubbard, der er engelsk solicitor, havde som eksekutor testamenti i henhold til sin nationale ret ved Landgericht Hamburg nedlagt paastand om udlevering af dele af et bo, der befinder sig i Forbundsrepublikken Tyskland. Sagsoegte, P. Hamburger, havde heroverfor fremsat begaering om, at sagsoegeren i medfoer af § 110, stk. 1, nr. 1, i Zivilprozessordnung (lov om den borgerlige retspleje) stillede sikkerhed for sagsomkostninger.

4 I henhold til naevnte bestemmelse skal udenlandske statsborgere, der optraeder som sagsoegere ved tyske domstole, paa sagsoegtes begaering stille sikkerhed for sagsomkostninger. § 110, stk. 2, nr. 1, bestemmer imidlertid, at dette ikke gaelder, saafremt sagsoegeren er statsborger i en stat, som ikke forlanger en saadan sikkerhed af tyske statsborgere.

5 Artikel 14 i den tysk-britiske Abkommen ueber den Rechtsverkehr af 20. marts 1928 (aftale om retlige forbindelser) (BGBl. 1953 II, s. 116) bestemmer, at statsborgere fra en kontraherende stat kun er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger paa den anden kontraherende stats omraade, saafremt de har bopael dér. I henhold til den europaeiske bosaettelseskonvention, undertegnet i Paris den 13. december 1955 (BGBl. 1959 II, s. 998), er alle statsborgere i de kontraherende stater i oevrigt fritaget for at stille en saadan sikkerhed, naar blot de har bopael eller saedvanligt opholdssted i en af de kontraherende stater. Dette gaelder imidlertid ikke for statsborgere i stater, som har taget forbehold i henhold til konventionens artikel 27, hvilket er tilfaeldet for Det Forenede Kongerige.

6 Som foelge af det naevnte forbehold kan fritagelsen i henhold til Pariser-konventionen ikke komme Hubbard til gode. Da han ikke har bopael i Tyskland, kan han heller ikke paaberaabe sig den bilaterale tysk-britiske aftale.

7 Landgericht Hamburg fandt, at tvistens afgoerelse beror paa en fortolkning af faellesskabsretten, og har derfor forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

"1) Er det i strid med faellesskabsretten ° navnlig bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser ° at en tysk domstol i medfoer af § 110, stk. 1, nr. 1, i den tyske Zivilprozessordnung paa sagsoegtes forlangende paalaegger en britisk solicitor, der i Forbundsrepublikken Tyskland skal virke som 'eksekutor' (eksekutor testamenti i henhold til engelsk ret) og i eget navn har anlagt sag ved den tyske domstol med paastand om udlevering af et bo, at stille sikkerhed for sagsomkostningerne med den retsvirkning, at sagsoegte ikke behoever at give moede, foer der er stillet sikkerhed?

2) Er det for anvendelsen af EOEF-traktaten af saerlig betydning, at spoergsmaalet om sikkerhedsstillelse i forholdet mellem tyske domstole og britiske sagsoegere, der ikke har bopael eller fast ejendom i Forbundsrepublikken Tyskland, er reguleret dels i artikel 14 i den tysk-britiske Abkommen ueber den Rechtsverkehr af 20. marts 1928, RGBl. II, s. 623, paa ny ikrafttraadt med virkning fra 1. januar 1953 (BGBl. II, s. 116), dels i artikel 9 i den europaeiske bosaettelseskonvention, der er undertegnet i Paris den 13. december 1955 (BGBl. 1959 II, s. 998)?

3) Indebaerer den i spoergsmaal 1) naevnte situation en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 7, stk. 1?

4) Medfoerer det forhold, at det krav, sagsoegeren har gjort gaeldende, ifoelge sagsoegerens oplysninger materielretligt muligvis ogsaa kan henhoere under arveretten, at der foreligger en i denne sammenhaeng relevant begraensning i anvendelsesomraadet for EOEF-traktaten eller andre faellesskabsretlige bestemmelser?"

8 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til den refererende dommers rapport. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste og det tredje spoergsmaal

9 Med det foerste og det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om traktatens artikel 7, stk. 1, samt artikel 59 og 60 er til hinder for, at en medlemsstat kan forlange, at en person med bopael i en anden medlemsstat, der under udoevelse af sit erhverv anlaegger sag ved en indenlandsk domstol, skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, blot fordi han er statsborger i en anden medlemsstat.

10 Indledningsvis bemaerkes, at ifoelge traktatens artikel 7 har forbuddet mod forskelsbehandling gyldighed "inden for denne traktats anvendelsesomraade" og gaelder "med forbehold af dennes saerlige bestemmelser". Det sidstnaevnte udtryk henviser navnlig til de oevrige bestemmelser i traktaten, hvori anvendelsen af det generelle forbud mod forskelsbehandling konkretiseres naermere i saerlige tilfaelde. Dette gaelder f.eks. bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser (jf. dom af 2.2.1989, sag C-186/87, Cowan, Sml. s. 195).

11 Med henblik paa besvarelsen af de forelagte praejudicielle spoergsmaal maa det derfor foerst undersoeges, om virksomhed som den, der omtvistes i hovedsagen, hvor tjenesteyderen og modtageren er etableret i samme medlemsstat, men tjenesteydelsen udfoeres i en anden medlemsstat, falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 59 og 60.

12 I den forbindelse bemaerkes, at i de saakaldte "turistfoerer"-sager (sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 10, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 9, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 10) fastslog Domstolen, at bestemmelserne i traktatens artikel 59 finder anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende.

13 Naar en saadan tjenesteydelse leveres af en person som led i udoevelsen af hans erhverv og dermed, som forudsat i artikel 60, normalt mod betaling, finder det i artikel 59 fastsatte princip om ligebehandling anvendelse.

14 Det maa saaledes fastslaas, at den omstaendighed, at en medlemsstat forlanger, at en statsborger fra en anden medlemsstat, der som eksekutor testamenti anlaegger sag ved en indenlandsk domstol, skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, mens der for landets egne statsborgere ikke gaelder et saadant krav, er udtryk for en i henhold til artikel 59 og 60 forbudt forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

15 Det foerste og det tredje praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat kan forlange, at en person med bopael i en anden medlemsstat, der under udoevelse af sit erhverv anlaegger sag ved en indenlandsk domstol, skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, blot fordi han er statsborger i en anden medlemsstat.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

16 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om den omstaendighed, at der findes internationale konventioner, der hviler paa et gensidighedsprincip, og som i visse tilfaelde indeholder bestemmelser om fritagelse for at stille den omtvistede sikkerhed, kan have betydning for traktatens anvendelse.

17 Som svar paa spoergsmaalet er det tilstraekkeligt at bemaerke, at det i faellesskabsretten indeholdte krav om ligebehandling ikke maa goeres betinget af, at der er indgaaet en aftale om gensidighed mellem medlemsstaterne (jf. dom af 22.6.1972, sag 1/72, Frilli, Sml. 1972, s. 109, org. ref.: Rec. s. 457, og af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195).

Det fjerde praejudicielle spoergsmaal

18 Med det sidste spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om den omstaendighed, at tvisten i hovedsagen materielretligt henhoerer under arveretten, kan medfoere, at traktaten ikke finder anvendelse.

19 Hertil bemaerkes, at som Domstolen har fastslaaet i dom af 21. marts 1972 (sag 82/71, SAIL, Sml. s. 43, org. ref.: Rec. s. 119, praemis 5), kan faellesskabsretten ikke have forskellig virkning alt efter, hvilke omraader af national ret den kan indvirke paa. I den foreliggende sag er det omraade af national ret, som er beroert, ikke det omraade, som tvisten i hovedsagen materielretligt henhoerer under, men national procesret.

20 Spoergsmaalet maa herefter besvares med, at den omstaendighed, at tvisten i hovedsagen materielretligt henhoerer under arveretten, ikke kan bevirke, at den i faellesskabsretten fastslaaede ret til fri udveksling af tjenesteydelser ikke kan finde anvendelse over for en person, der er betroet sagen som led i udoevelsen af sit erhverv.

Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Hamburg ved kendelse af 11. december 1991, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat kan forlange, at en person med bopael i en anden medlemsstat, der under udoevelse af sit erhverv anlaegger sag ved en indenlandsk domstol, skal stille sikkerhed for sagsomkostninger, blot fordi han er statsborger i en anden medlemsstat.

2) Det i faellesskabsretten indeholdte krav om ligebehandling maa ikke goeres betinget af, at der er indgaaet internationale aftaler mellem medlemsstaterne.

3) Den omstaendighed, at tvisten i hovedsagen materielretligt henhoerer under arveretten, kan ikke bevirke, at den i faellesskabsretten fastslaaede ret til fri udveksling af tjenesteydelser ikke kan finde anvendelse over for en person, der er betroet sagen som led i udoevelsen af sit erhverv.