61990J0369

Faellesskabsrettens bestemmelser vedroerende fri etableringsret er til hinder for, at en medlemsstat afviser at yde denne frihed til en statsborger i en anden medlemsstat, som samtidig er statsborger i et tredjeland, med den begrundelse, at han ifoelge lovgivningen i opholdsstaten anses for statsborger i et tredjeland.

Naar en medlemsstat under overholdelse af faellesskabsretten har tildelt en person statsborgerskab, kan det ikke antages, at en anden medlemsstat kan begraense virkningerne af denne statsborgerskabstildeling ved at stille yderligere krav for at anerkende dette statsborgerskab med henblik paa at udoeve en af de friheder, der er garanteret af traktaten, og det saa meget mere, som dette ville indebaere, at faellesskabsrettens personelle anvendelsesomraade ville kunne variere fra medlemsstat til medlemsstat.

1 Ved kendelse af 1. december 1990, indgaaet til Domstolen den 14. december 1990, har Tribunal Superior de Justicia de Cantabria (Spanien) i medfoer af EOEF -traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 3, litra c), artikel 7, 52, 53 og 56 saavel som af Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172, s. 14).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en retssag mellem Marco Vicente Micheletti og Delegación del Gobierno en Cantabria. Micheletti har dels argentinsk statsborgerskab, dels italiensk statsborgerskab, som er opnaaet i henhold til artikel 1 i lov nr. 555 af 13. juni 1912 (GURI af 30.6.1912), som aendret ved artikel 5 i lov nr. 123 af 21. april 1983 (GURI af 26.4.1983), hvorefter boern med italiensk far eller mor er italienske statsborgere.

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at det spanske Ministerium for Undervisning og Videnskab den 13. januar 1989 godkendte Micheletti' s argentinske tandlaegeeksamen i overensstemmelse med en spansk-argentinsk kultursamarbejdsaftale. Den 3. marts 1989 indgav Micheletti ansoegning til de spanske myndigheder om en foreloebig opholdstilladelse for en statsborger i Faellesskabet og vedlagde gyldigt italiensk pas, udstedt af det italienske konsulat i Rosario (Argentina). Den 23. marts 1989 meddelte de spanske myndigheder ham den ansoegte tilladelse for en periode paa 6 maaneder.

4 Inden denne periode udloeb, indgav Micheletti ansoegning til de spanske myndigheder om at faa udstedt en endelig opholdstilladelse for en statsborger i Faellesskabet med henblik paa at etablere sig som tandlaege i Spanien. Da baade denne ansoegning og en administrativ klage, som Micheletti senere indgav, blev afvist, indbragte han et soegsmaal for den forelaeggende ret med henblik paa at faa annulleret myndighedernes afgoerelse, at blive kendt berettiget til at faa udstedt opholdstilladelsen for en statsborger i Faellesskabet for at kunne udoeve naevnte erhverv og ligeledes at faa udstedt opholdstilladelser til sine familiemedlemmer.

5 Det bemaerkes, at de spanske myndigheders afslag var baseret paa artikel 9 i den spanske Código Civil, der i tilfaelde af dobbelt udenlandsk statsborgerskab foreskriver, at statsborgerskabet i det land, hvor den paagaeldende havde sin saedvanlige bopael inden flytningen til Spanien, er afgoerende, hvilket i sagsoegeren i hovedsagens tilfaelde vil sige det argentinske statsborgerskab.

6 Da den forelaeggende ret fandt, at sagens udfald afhang af fortolkningen af faellesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Kan traktatens artikel 3, litra c), og artikel 7, 52, 53 og 56, saavel som direktiv 73/148/EOEF og de hertil svarende bestemmelser i den afledte ret vedroerende den frie bevaegelighed og frie etableringsret for personer, fortolkes saaledes, at de er forenelige med ° og dermed tillader anvendelse af ° en national lovgivning, der ikke anerkender de 'EF-rettigheder' , der er forbundet med status som statsborger i en anden EOEF-medlemsstat, blot fordi den paagaeldende samtidig har statsborgerskab i et tredjeland og dér har haft sin saedvanlige bopael, seneste bopael eller faktiske bopael?"

7 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Med det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om faellesskabsrettens bestemmelser om etableringsfrihed er til hinder for, at en medlemsstat naegter en statsborger i en anden medlemsstat, der samtidig har statsborgerskab i et tredjeland, retten til fri etablering med den begrundelse, at han efter lovgivningen i vaertslandet anses for statsborger i tredjelandet.

9 Med henblik paa besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal, maa det understreges, at efter traktatens artikel 52 er personer, der har status som "statsborger i en medlemsstat", omfattet af retten til fri etablering.

10 Fastlaeggelsen af kriterierne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab hoerer efter folkeretten under medlemsstaternes kompetence, idet de herved skal overholde faellesskabsretten. Derimod maa en medlemsstat i sin lovgivning ikke begraense virkningerne af en anden medlemsstats tildeling af statsborgerskab ved at kraeve yderligere betingelser for anerkendelse af dette statsborgerskab, naar det drejer sig om udoevelse af de i traktaten hjemlede grundlaeggende friheder.

11 Traktatens artikel 52 kan derfor ikke fortolkes saaledes, at medlemsstaterne over for en statsborger i en anden medlemsstat, der samtidig er statsborger i et tredjeland, maa goere anerkendelsen af den paagaeldendes status som statsborger i Faellesskabet betinget af, at han f.eks. har saedvanlig bopael paa foerstnaevnte stats omraade.

12 Dette goer sig desto mere gaeldende, naar det tages i betragtning, at det personelle anvendelsesomraade for faellesskabsreglerne vedroerende etableringsfriheden ellers ville kunne variere fra medlemsstat til medlemsstat.

13 I overensstemmelse med denne fortolkning bestemmes det i naevnte direktiv 73/148, at medlemsstaterne skal tillade, at de i direktivets artikel 1 naevnte personer rejser ind paa deres omraade alene mod forevisning af et gyldigt identitetskort eller pas (artikel 3), og at de til disse personer og til de i artikel 4 naevnte personer udsteder opholdstilladelsen eller opholdsbeviset alene mod forevisning af det dokument, hvorpaa de er rejst ind paa den paagaeldende medlemsstats omraade (artikel 6).

14 Naar de paagaeldende personer foreviser et af de i omtalte direktiv 73/148 naevnte dokumenter med henblik paa at godtgoere deres status som statsborger i en medlemsstat, kan de oevrige medlemsstater ikke naegte at anerkende denne status med den begrundelse, at den paagaeldende samtidig har statsborgerskab i et tredjeland, der i henhold til vaertslandets lovgivning gaar forud for statsborgerskabet i medlemsstaten.

15 Det praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsrettens bestemmelser vedroerende fri etableringsret er til hinder for, at en medlemsstat afviser at yde denne frihed til en statsborger i en anden medlemsstat, som samtidig er statsborger i et tredjeland, med den begrundelse, at han ifoelge lovgivningen i opholdsstaten betragtes som statsborger i et tredjeland.

Sagens omkostninger

16 De udgifter, der er afholdt af den spanske regering, den italienske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal Superior de Justicia de Cantabria ved kendelse af 1. december 1990, for ret:

Faellesskabsrettens bestemmelser vedroerende fri etableringsret er til hinder for, at en medlemsstat afviser at yde denne frihed til en statsborger i en anden medlemsstat, som samtidig er statsborger i et tredjeland, med den begrundelse, at han ifoelge lovgivningen i opholdsstaten betragtes som statsborger i et tredjeland.