61989J0229

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EOEF skal fortolkes saaledes, at en ordning, hvorefter ydelser ved arbejdsloeshed og invaliditet fastsaettes saavel under hensyntagen til, om ydelsesmodtageren har forsoergerpligt over for visse personer, som til disses eventuelle indkomst, er i overensstemmelse med direktivbestemmelsen, saafremt det med ordningen tilsigtes at sikre den enkelte familie en vis minimumsindkomst i stedet for den normale indkomst, og der kun ydes dem, der bor sammen med en aegtefaelle eller boern, der ikke har indkomster, tillaeg, der ikke overstiger et beloeb svarende til de byrder, disse personers tilstedevaerelse maa antages at medfoere.

En saadan ordning opfylder et lovligt socialpolitisk formaal, og gennemfoeres ved passende midler, som er noedvendige med henblik herpaa, og er derfor begrundet i hensyn, der er forskelsbehandling paa grundlag af koen uvedkommende.

1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. juli 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Traktaten, idet det ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24), har truffet alle de foranstaltninger, der er noedvendige med henblik paa en fuldstaendig og korrekt gennemfoerelse af direktivet, og navnlig har opretholdt en ordning om beregning af ydelser ved arbejdsloeshed og ved invaliditet, som indebaerer en indirekte forskelsbehandling af kvindelige ydelsesberettigede, der ikke er objektivt begrundet.

2 De belgiske ordninger, der omtales i staevningen, blev fastlagt ved kongelig anordning af 8. august 1986 (Moniteur belge af 27.8.1986, s. 11825, om aendring af artikel 160 i kongelig anordning af 20. december 1963) og ved kongelig anordning af 30. juli 1986 (Moniteur belge af 2.8.1986, s. 10854, om aendring af artikel 226, stk. 2, og artikel 227, stk. 1, i kongelig anordning af 4.11.1963).

3 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 bestemmer, at princippet om ligebehandling "indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar ... beregningen af ydelserne, herunder aegtefaelle- eller forsoergertillaeg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne".

4 I henhold til direktivets artikel 8, stk. 1, skulle medlemsstaterne ivaerksaette de bestemmelser, som er noedvendige for at efterkomme direktivet, inden seks aar efter dets meddelelse, dvs. senest den 22. december 1984.

5 Den belgiske lovgivning om ydelser ved arbejdsloeshed, som var i kraft efter ovennaevnte dato, gav de arbejdsloese, der i deres egenskab af familieforsoergere havde forsoergerforpligtelser over for en aegtefaelle, en samlever, en slaegtning eller et barn, der ikke har erhvervsindtaegter, en fortrinsstilling ved beregningen af ydelserne. Kommissionen var af den opfattelse, at denne kategori i overvejende grad er maend. Den 2. juni 1986 fremsatte Kommissionen derfor i medfoer af Traktatens artikel 169 en begrundet udtalelse, hvori den anfoerte, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Traktaten, idet den har opretholdt en ordning om beregning af ydelser ved arbejdsloeshed, som indebaerer en indirekte forskelsbehandling af kvindelige ydelsesberettigede, der ikke er objektivt begrundet, da kvinder i de fleste tilfaelde er omfattet af de to andre kategorier af arbejdsloese, der omhandles i belgisk lovgivning, nemlig enten "aleneboende", dvs. arbejdsloese, der bor alene, eller "samboende", dvs. arbejdsloese, der bor sammen med en aegtefaelle, en samlever eller et barn, som har erhvervsindtaegter eller andre former for indtaegter.

6 Efter fremsaettelsen af den begrundede udtalelse aendredes lovgivningen ved kongelig anordning af 8. august 1986 og ved ministeriel bekendtgoerelse af 23. januar 1987 (Moniteur belge af 11.2.1987, s. 1817). Modtagerne af arbejdsloeshedsydelser er herefter opdelt i tre grupper:

- arbejdstagere, der bor sammen med en aegtefaelle eller en samlever, en slaegtning eller et barn, som hverken har erhvervsindtaegter eller andre former for indtaegter (gruppe 1)

- arbejdstagere, der bor alene (gruppe 2)

- arbejdstagere, der bor sammen med en person, som har erhvervsindtaegter eller andre former for indtaegter (gruppe 3).

7 Ydelserne beregnes paa grundlag af den tidligere erhvervsindtaegt, for hvilken der dog er fastsat et loft, og med forskellige satser for de enkelte grupper. Som udgangspunkt udbetales der i alle tilfaelde et grundbeloeb svarende til 35% af den tidligere indkomst. Efter 18 maaneders arbejdsloeshed, forlaenget med tre maaneder for hvert erhvervsaktivt aar, faar ydelsesmodtagere, der tilhoerer gruppe 3, udbetalt et fast beloeb, der eventuelt forhoejes med et tillaeg, saafremt de samlede maanedlige ydelser for de personer, der bor sammen med den arbejdsloese, ikke overstiger et vist beloeb. Derudover faar ydelsesmodtagerne i gruppe 1 og 2 udbetalt et tillaeg paa 5% af den tidligere indkomst for tab af eneste indkomst. Endelig udbetales der et tillaeg paa 20% af den tidligere indkomst til alle modtagere, dog kun i det foerste aar med arbejdsloeshed og kun for arbejdsloese i gruppe 2 og 3.

8 For saa vidt angaar invaliditetsforsikring svarer den ordning, der indfoertes ved kongelig anordning af 30. juli 1986, i princippet til ordningen om arbejdsloeshedsforsikring. Ydelsesmodtagerne er ogsaa her opdelt i tre grupper, ligesom ordningen om beregning af ydelserne er udformet saaledes, at beloebet fastsaettes i forhold til den tidligere indkomst, for hvilken der dog er fastsat et loft. Beloebet udgoer 65% af den naevnte indkomst for personer i gruppe 1, 45% for personer i gruppe 2 og 40% for personer i gruppe 3.

9 Kommissionen har foerst anfoert, at de nye bestemmelser i det vaesentlige kun indebaerer en aendret benaevnelse af to af de tre kategorier af arbejdsloese, idet betegnelsen ikke er aendret for de saakaldte "aleneboende" arbejdsloese, mens kategorierne "familieforsoergere" og "samboende" svarer til de ovenfor naevnte grupper 1 hhv. 3.

10 Kommissionen har dernaest anfoert, at der efter den nye belgiske lovgivning er opretholdt en ordning med arbejdsloeshedsydelser, der svarer til den tidligere, og at beregningsmetoden efter den nye ordning ogsaa anvendes ved invaliditetsforsikring. Ifoelge Kommissionen stiller satserne for ydelserne ved arbejdsloeshed og invaliditet personer i gruppe 1 bedre, hvorfor der er tale om en forskelsbehandling af maend og kvinder, idet maend navnlig omfattes af den gruppe, mens kvinder i overvejende grad omfattes af gruppe 3. En saadan forskelsbehandling er i strid med artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7.

11 I de begrundede udtalelser af 2. juni 1986 og af 20. juni 1988 og dernaest i staevningen har Kommissionen anfoert, at der er tale om forskelsbehandling til fordel for maend, idet personer i gruppe 1 behandles bedre. Kommissionen har derimod ikke anfaegtet den forskellige behandling af ydelsesmodtagere i gruppe 2 og gruppe 3, som er en foelge af det tillaeg paa 5% af den tidligere indkomst for tab af eneste indkomst, som udelukkende udbetales til arbejdsloese i gruppe 1 og 2.

12 Vedroerende de gaeldende nationale lovbestemmelser, de forskellige ydelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

13 Indledningsvis bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis er artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 til hinder for, at en bestemt social gruppe behandles mindre gunstigt, naar det viser sig, at den paagaeldende gruppe bestaar af et langt stoerre antal personer af det ene koen, medmindre den paagaeldende bestemmelse er "begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen" (dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, praemis 16).

14 Endvidere bemaerkes, at Domstolen naermere har fastslaaet, at en ordning, som omfatter tillaeg, der ikke direkte er fastsat paa grundlag af de ydelsesberettigedes koen, men under hensyntagen til deres aegteskabelige eller familiemaessige stilling, og hvor det viser sig, at den procentdel, der har fordel af disse tillaeg, klart er mindre for kvindernes vedkommende end for maendenes, er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, hvis denne ordning ikke kan begrundes i hensyn, der er forskelsbehandling paa grundlag af koen uvedkommende (dom af 11.6.1987, sag 30/85, Teuling, Sml. s. 2497, praemis 13).

15 Det fremgaar af sagen, at ifoelge de statistiske oplysninger, den belgiske regering har fremlagt, er procentdelen af arbejdsloese og invalide maend vaesentlig hoejere i gruppe 1, mens kvinder omvendt udgoer den overvejende del af personer, der er omfattet af gruppe 3.

16 En ordning om ydelser ved arbejdsloeshed og invaliditet, hvor man for nogles vedkommende tager hensyn til familiemaessige byrder og for andres til aegtefaellens indkomst, er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, hvis den belgiske regering ikke kan begrunde ordningen i hensyn, der er forskelsbehandling paa grundlag af koen uvedkommende.

17 Ifoelge den belgiske regering beror den forskellige fordeling af maend og kvinder i de tre grupper af ydelsesmodtagere paa den samfundsmaessige realitet, at der er faerre erhvervsaktive kvinder end maend.

18 Det bemaerkes, at der af saadanne betragtninger, som er baseret paa den ulige situation for maend og kvinder, der gaelder for den erhvervsaktive del af den belgiske befolkning, imidlertid ikke kan udledes objektive kriterier, som er forskelsbehandling paa grundlag af koen uvedkommende.

19 Saafremt Kongeriget Belgien derimod kan godtgoere, at de valgte midler er i overensstemmelse med et noedvendigt formaal med dets socialpolitik, er egnede til at naa det af den forfulgte formaal og er noedvendige hertil, kan den blotte omstaendighed, at ordningen er til fordel for et langt stoerre antal mandlige arbejdstagere, ikke anses for en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet (dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 14).

20 Kongeriget Belgien har i den forbindelse anfoert, at formaalet med den belgiske ordning er, at der inden for de graenser, de budgetmaessige midler noedvendigvis saetter, uden tidsbegraensning sikres hvert enkelt individ en minimumsindkomst i stedet for den normale indkomst. Der tages herved hensyn til den paagaeldendes familiemaessige forhold, idet denne enten kan have yderligere behov som foelge af, at der er personer, over for hvem der er forsoergerpligt, eller eventuelt kan stoette sig paa en aegtefaelleindkomst.

21 Det bemaerkes, at ydelsen af en saadan indkomst er en integrerende del af medlemsstaternes socialpolitik.

22 Formaalet med den belgiske lovgivning er at tage hensyn til, at der bestaar forskellige behov. For det foerste anerkendes det, at arbejdsloeshed medfoerer stoerre byrder i husstande, hvor der kun er én indkomst, og for det andet tages der hensyn til den oekonomiske betydning, aegtefaellens indkomst har for en arbejdsloes. Desuden skal ordningen goere det lettere for de beroerte at tilpasse sig deres nye oekonomiske situation, idet de undgaar et for voldsomt fald i deres indkomst i det foerste aar. Ordningen giver samtidig arbejdsloese, der har forsoergerforpligtelser, mulighed for at afholde en husstands normale udgifter i en periode paa over atten maaneder. Saadanne principper og saadanne formaal falder inden for rammerne af en socialpolitik, som paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence, idet de har en rimelig skoensmargen med hensyn til de sociale beskyttelsesforanstaltningers art og de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse (dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047, praemis 27).

23 At der ikke tages hensyn til den tidligere indkomst ud over et vist beloeb, at de mulige ydelser ikke kan overstige et vist maksimumsbeloeb, at der udbetales et fast beloeb for personer i gruppe 3 efter en vis arbejdsloeshedsperiode og at der ydes et tillaeg, saafremt samtlige maanedlige ydelser for samboende personer i gruppe 3 ikke overstiger et beloeb, som svarer til det maksimumsbeloeb, der udbetales ydelsesmodtagere i gruppe 1, er forhold, som blandt andre tilsigter at give det indkomstsurrogat, der er indfoert i Belgien, karakter af et garanteret socialt minimum for den enkelte familie. Det fremgaar af sagen, at de tillaeg, der ydes personer, som bor sammen med en aegtefaelle eller med boern, som ikke har indkomst, ikke overstiger et beloeb svarende til de byrder, disse personers tilstedevaerelse maa antages at medfoere.

24 For saa vidt angaar sikringen af et eksistensminimum, har Domstolen allerede fastslaaet, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat som led i kontrollen med sine sociale udgifter tager hensyn til de forholdsvis stoerre behov, som ydelsesberettigede, der har forsoergerpligt over for en aegtefaelle eller en aegtefaelle med en meget lav indtaegt, eller som har forsoergerpligt over for et barn, har i forhold til enlige. Domstolen har saaledes udtalt, at direktiv 79/7 ikke er til hinder for en lov, hvorefter den garanti, der tidligere gjaldt for alle uarbejdsdygtige arbejdstagere med en indtaegt omkring den lovbestemte mindsteloen, nemlig at (netto-)ydelsen mindst er lig med den lovbestemte (netto-)mindsteloen, nu kun gaelder for dem, som enten har forsoergerpligt over for en aegtefaelle eller en aegtefaelle med en meget lav indtaegt, eller har forsoergerpligt over for et barn (ovennaevnte dom af 11.6.1987, praemis 22 og 23).

25 Hvis en medlemsstat af socialpolitiske grunde kan udelukke enlige fra at modtage en bestemt ydelse, kan den derfor saa meget desto mere nedsaette en saadan ydelse, naar der ikke er personer, over for hvem der er forsoergerpligt.

26 Den belgiske regering findes herefter at have godtgjort, at den belgiske ordning om ydelser ved arbejdsloeshed og invaliditet opfylder et lovligt socialpolitisk formaal, at den omfatter tillaeg, som er egnede til at naa det forfulgte formaal og er noedvendige hertil, og at den saaledes er begrundet i hensyn, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

27 Kommissionen kan saaledes ikke gives medhold, og sagsoegte vil derfor vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

28 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.