EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0751

Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af en FN-konvention om bekæmpelse af korruption

/* KOM/2003/0751 endelig udg. */

52003PC0751

Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af en FN-konvention om bekæmpelse af korruption /* KOM/2003/0751 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af en FN-konvention om bekæmpelse af korruption

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Baggrund

FN's Generalforsamling besluttede i sin resolution nr. 55/61 af 4. december 2000 at nedsætte et ad hoc-udvalg, som var åbent for deltagelse af alle stater, og som fik til opgave at udarbejde et effektivt internationalt retsligt instrument til bekæmpelse af korruption og anmodede generalsekretæren om at nedsætte en åben ekspertgruppe bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der skulle undersøge og udarbejde et udkast til forhandlingsmandat vedrørende et sådan instrument.

Generalforsamlingen gentog i sin resolution nr. 55/188 af 20. december 2000 sin anmodning fra resolution nr. 55/61 til generalsekretæren og opfordrede ekspertgruppen til at se nærmere på spørgsmålet om ulovligt overførte penge og tilbageførsel af disse til oprindelseslandene.

I tidsrummet januar 2002-oktober 2003 holdt ad hoc-udvalget for forhandling af en konvention om bekæmpelse af korruption syv møder og udførte således det mandat, Generalforsamlingen havde givet det, nemlig at udarbejde et udkast til konvention inden udgangen af 2003.

2. Resultatet af forhandlingerne om en FN-konvention om bekæmpelse af korruption

Den 31. oktober 2003 vedtog FN's Generalforsamling en resolution vedrørende bl.a. vedtagelsen af en FN-konvention om bekæmpelse af korruption. Konventionen står åben for undertegnelse på undertegnelseskonferencen på højt plan i Mérida i Mexico den 9-11. december 2003.

Forud for det tredje møde i ad hoc-udvalget for forhandling af en konvention om bekæmpelse af korruption bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle de bestemmelser i udkastet til konvention, der falder inden for Fællesskabets kompetence, og udstedte forhandlingsdirektiver.

Kommissionen deltog aktivt i forhandlingerne i ad hoc-udvalget på grundlag af disse forhandlingsdirektiver og i tæt samarbejde med EU-landene, de tiltrædende lande, kandidatlandene og G8-lande uden for EU.

Kommissionen finder, at de mål, Rådet satte i forhandlingsdirektiverne, alle er blevet nået. I konventionen fastsættes der navnlig i kapitlerne om forebyggende foranstaltninger og teknisk bistand en høj standard for foranstaltninger på de områder, hvor Fællesskabet er kompetent, navnlig for så vidt angår EF-traktatens bestemmelser om det indre marked.

Det omfatter foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvaskning af penge, regnskabsstandarder i den private sektor og standarder for gennemsigtighed samt lige adgang for alle ansøgere i forbindelse med offentlige indkøb og servicemarkeder, hvilket bidrager til at forebygge korruption. Fællesskabets politik på området teknisk bistand og udviklingssamarbejde supplerer medlemsstaternes politik og omfatter bestemmelser til bekæmpelse af korruption.

Hvis Fællesskabet bliver part, vil det blive betragtet som en "stat, der er part" inden for rammerne af dets kompetence. Bestemmelserne vedrørende forhold som etableringen af organer, der skal forebygge og bekæmpe korruption (artikel 6), bestemmelserne for personale og rekruttering (artikel 7), adfærdskodeksen for offentlige tjenestemænd (artikel 8), offentlige indkøb (artikel 9) eller rapportering og gennemsigtighed (artikel 10) vil sandsynligvis finde anvendelse på Fællesskabet. Det falder ind under Fællesskabets enekompetence at acceptere sådanne forpligtelser for så vidt angår Fællesskabets egen administration, hvilket kan påvirke retsakter i fællesskabsretten.

Kommissionen finder, at da der kun er kort tid til undertegnelseskonferencen, behøver det præcise omfang af Fællesskabets deltagelse ikke at blive fastlagt på tidspunktet for undertegnelsen. Dette forslag påvirker ikke Fællesskabets beføjelser, på grundlag af hvilke konventionen vil blive indgået.

3. Konklusioner

I konventionens artikel 67 fastsættes det, at regionale organisationer for økonomisk integration og således Det Europæiske Fællesskab kan blive parter i konventionen, hvis mindst ét af medlemsstaterne bliver det.

Generalforsamlingen opfordrede i sin resolution nr. 58/4 af 31. oktober 2003 alle medlemsstater og de relevante regionale organisationer for økonomisk integration til at undertegne og ratificere konventionen snarest muligt for at sikre, at den hurtigt træder i kraft.

Da medlemsstaterne har meddelt, at de vil undertegne konventionen, så snart der åbnes for undertegnelse i Mérida i Mexico, er Det Europæiske Fællesskab også i stand til at undertegne den. Med henblik herpå skal Rådets formandskab udpege personer, der har beføjelse til at undertegne FN-konventionen om bekæmpelse af korruption på vegne af Det Europæiske Fællesskab.

Dette forslag til Rådets afgørelse, som Kommissionen har fremsat, indeholder én enkelt artikel, der bemyndiger Rådets formand til at udpege de personer, der har beføjelse til på Det Europæiske Fællesskabs vegne at undertegne FN-konventionen om bekæmpelse af korruption.

Af ovennævnte årsager foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager vedlagte afgørelse.

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af en FN-konvention om bekæmpelse af korruption

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, artikel 57, stk. 2, artikel 95, 179 og 181 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1], og

[1] EUT C [...], [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådet bemyndigede Kommissionen til at forhandle FN's konvention om bekæmpelse af korruption, der er omfattet af Fællesskabets kompetence, og som følgelig blev forhandlet af Kommissionen.

(2) Efter afslutningen af forhandlingerne vil den konvention, man har forhandlet sig frem til, kunne undertegnes i Mérida i Mexico fra 9.-11. december 2003 og derefter i FN's hovedkvarter i New York indtil 9. december 2005.

(3) I overensstemmelse med konventionens artikel 67, stk. 2, kan denne også undertegnes af regionale organisationer for økonomisk integration inden for deres kompetenceområde, forudsat at mindst én af deres medlemsstater har undertegnet den.

(4) Da medlemsstaterne har meddelt, at de vil undertegne konventionen i Mérida, så snart dette er muligt, vil Det Europæiske Fællesskab også kunne undertegne den.

(5) Det præcise omfang af Fællesskabets deltagelse i konventionen vil blive fastlagt i Rådets afgørelse vedrørende indgåelsen af konventionen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Selv om konventionen eventuelt indgås på en senere dato, bemyndiges Rådets formand hermed til at udpege de personer, der på Fællesskabets vegne har beføjelse til at undertegne FN's konvention til bekæmpelse af korruption.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Top