Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker"

(KOM(2002) 767 endelig - 2002/0308 (CNS))

(2003/C 208/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. januar 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Maria Candelas Sánchez Miguel til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. april 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 399. plenarforsamling den 14. og 15. maj 2003, mødet den 14. maj, enstemmigt følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Indførelsen af EF-varemærket som en ensartet beskyttelsesordning på det europæiske marked indebar juridisk set et stort fremskridt i forhold til de nationale varemærker. Foruden en forenkling af procedurerne for at opnå eneret til bestemte mærker for produkter og tjenester fik ordningen en positiv effekt på markedet samt forbrugere og brugere.

1.2. EF-varemærket har haft afgørende betydning for gennemførelsen af EU's indre marked. Identifikationen af EU-produkter og -tjenesteydelser har fremmet de frie varebevægelser. Opfyldelsen af de europæiske sikkerhedsbestemmelser har gjort det lettere for forbrugerne og brugerne at have tillid til bestemte mærker - dog ikke altid i samme grad. Vi mener dog, at EF-mærket på tilfredsstillende måde opfylder de to ønsker om eneret til indehaveren af mærket og identifikation af produkter og tjenesteydelser.

1.3. Kommissionen har sammen med Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked fulgt udviklingen og virkningerne af EF-mærket for kunne rette op på situationer og udbedre mangler og dermed opnå det bedst mulige resultat. De har derfor haft mange møder med medlemsstaterne og de berørte organisationer.

1.4. Resultatet er det foreliggende forslag til ændring af forordning nr. 40/94(1), som dels skal forbedre Harmoniseringskontorets arbejdsgang, dels tilpasse ordningen til den situation, der kan opstå efter tiltrædelsen af nye lande med forskellige retssystemer.

2. Forslagets indhold

2.1. Den foreslåede ændring er især af proceduremæssig art. Den omfatter udbedring af mangler, som begrænser effektiviteten af de instrumenter, der indførtes med forordning nr. 40/94, og formelle spørgsmål angående ansøgning om et EF-mærke. Der er dog også andre ændringer, som har at gøre med anerkendelse og beskyttelse af dette specifikke tegn. Man bør derfor være opmærksom på, hvordan det samlede resultat af ændringerne kommer til at se ud.

2.2. De foreslåede proceduremæssige ændringer kan opdeles i tre grupper:

2.2.1. Ændringer vedrørende registreringen af EF-mærker, først og fremmest følgende spørgsmål om forløbet af den proces, hvormed et bestemt tegn godkendes som EF-mærke eller ej:

- Absolutte hindringer for registrering

- Relative hindringer for registrering

- Indgivelse af ansøgningen

- Berigtigelse af afgørelser i ex parte-sager og i inter partes-sager

- Tilbagekaldelse af en afgørelse

- Fordeling af omkostningerne

- Viderebehandling

- Begæring om overgang

- Modkrav.

2.2.1.1. Blandt de proceduremæssige ændringer er der to, der har konsekvenser for mere end registreringsprocessen:

- Insolvensbehandling af indehaveren af et EF-mærke tilpasses i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1346/2000(2).

- Deling af ansøgningen og registreringen gennem indsættelse af to nye artikler, som forenkler og letter deling af EF-varemærket, så det kan betegne mere end ét produkt eller én tjenesteydelse.

2.2.2. Ændringer vedrørende appelkamrene for at forbedre deres måde at fungere på og især for at nedbringe behandlingstiden. Det drejer sig bl.a. om følgende:

- Medlemmerne af appelkamrene skal udnævnes af Harmoniseringskontorets Administrationsråd.

- Formanden for et af appelkamrene kan samtidig varetage hvervet som formand for appelafdelingen.

- I visse tilfælde kan et enkelt medlem træffe afgørelse i en klagesag.

- Der gives mulighed for at træffe afgørelser i udvidet kammer.

2.2.3. Afskaffelse af en række gebyrer, som ikke udgør nogen reel indtægt for Harmoniseringskontoret, men som tværtimod besværliggør proceduren.

2.3. De øvrige ændringer, der foreslås, angår to vigtige emner:

2.3.1. Udvidelse af ejerskabet til EF-varemærker gennem afskaffelse af kravet om, at de kun kan indehaves af tredjelandsstatsborgere, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen og/eller Verdenshandelsorganisationen WTO, hvis deres hjemland giver medlemsstaterne samme beskyttelse som sine egne statsborgere.

2.3.2. Ophævelse af søgningsordningen, da den ikke indebærer nogen merværdi for EF-varemærkeordningen.

3. Generelle bemærkninger

3.1. EØSU stiller sig positivt til indholdet af de foreslåede ændringer af forordning (EF) nr. 40/94, da de har et videre sigte end den ændring af de administrative procedurer for registrering af EF-varemærker, som er nødvendig for at tilpasse sig de nye betingelser i et udvidet EU. Af denne grund finder EØSU det nødvendigt at udtale sig om de øvrige emner, der efter EØSU's mening omfatter alle de foreslåede ændringer.

3.2. Indehavere af EF-varemærker

3.2.1. Større fleksibilitet

Kommissionen foreslår, at kravet om gensidig behandling afskaffes for indehavere af varemærker fra tredjelande, som ønsker at erhverve et EF-varemærke. Forslaget stiller generelt indehavere af mærker og disses repræsentanter bedre ved at give dem mulighed for at påberåbe sig et EF-varemærkes anciennitet, tilbagekaldelse af afgørelser, der er baseret på materielle fejl, udvidelse af fristen for sagsbehandlingen i bestemte tilfælde eller præcisering af omkostningerne.

3.2.2. Eventuelle problemer

Denne fleksibilitet harmonerer ikke med den valgfrihed, indehaveren af et bestemt tegn råder over. Problemet kan vise sig, når indehaveren af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse vil registrere dette som EF-mærke. Da dette er omfattet af bestemmelserne om absolutte hindringer for registrering i artikel 7, er det - ofte på grund af nationale kriterier - ikke muligt for virksomhederne at få ret til at anvende det, selv om det reelt er det tegn, der adskiller deres produkter eller tjenesteydelser fra andre.

3.3. Udtrykket "som ikke kun har lokal betydning" i forordningens artikel 8, stk. 4, har givet anledning til fortolkningsproblemer og retsafgørelser, som går i forskellige retninger. Det foreslås, at den nye juridiske tekst nøjagtigt definerer, hvad der skal forstås ved "lokal" i denne bestemmelse.

3.4. Retsrepræsentanter

3.4.1. Kommissionen har i sin rapport undersøgt, hvordan repræsentationsordningen fungerer, og har peget på de nuværende hindringer for tjenesteydelsernes frie bevægelighed. I overensstemmelse med denne ret bør man lette adgangen til hele det indre marked for personer, der udøver denne funktion ved Harmoniseringskontoret. Forslaget vil åbne mulighed for at forsyne forretningsrepræsentanter med et pas, som ikke kræver, at de har deres ansættelsessted i den medlemsstat, hvor de er bemyndiget til at repræsentere interesser i forbindelse med varemærker. Har de først fået det i én medlemsstat, er de bemyndiget til at fungere i alle medlemsstaterne.

3.4.2. Ændringerne vedrørende repræsentation er blevet forenklet, men de nærmere betingelser vil først blive fastlagt af Kommissionen ved gennemførelsen af forordningen. Det er derfor vanskeligt for EØSU at udtale sig om dette forslag uden oplysninger om de kriterier, der kommer til at ligge til grund for godkendelse af repræsentanter.

3.4.3. EØSU mener, at Kommissionen under alle omstændigheder bør analysere de forskellige løsninger, nogle medlemsstater allerede har valgt: f.eks. afholdelse af en eksamen, administrativ godkendelse på grundlag af en særlig uddannelse, optagelse på en liste, som indleveres af medlemsstaterne. Man må være opmærksom på, at der i øjeblikket ikke findes nogen harmoniserede betingelser. Det kræver, at Kommissionen tager stilling.

3.4.3.1. En mulighed ud over gennemførelsesforordningen ville være at følge Kommissionens forslag om vedtagelse af adfærdskodekser, der giver repræsentanterne mulighed for at tilslutte sig frivilligt, uden at dette indebærer øgede omkostninger eller administrative forpligtelser. Dette ville gøre det lettere at sikre en harmoniseret arbejdsgang i alle medlemsstaterne.

3.5. Det vigtigste i den foreslåede reform er ud fra EØSU's synsvinkel ophævelsen af søgningsordningen. Begrundelsen er ifølge betragtning (4), at den "ikke indebærer nogen reel merværdi for fællesskabsordningen, men snarere medfører urimelige omkostninger, forsinkelser i sagsbehandlingen og andre ulemper".

3.5.1. Forskellene mellem national praksis og det faktum, at nogle lande (Tyskland, Frankrig og Italien) ikke deltager i ordningen, kunne være en af grundene til at ophæve den. Kontoret for harmonisering i det indre marked har således en begrænset forbindelse med de nationale kontorer, og resultaterne er ikke altid positive, fordi søgningens indhold ikke er harmoniseret.

3.5.2. Omkostningerne ved de enkelte søgningsrapporter ville desuden stige til det dobbelte efter EU's udvidelse. Ifølge Harmoniseringskontorets beregninger ville de stige fra 270 EUR pr. ansøgning til 592 efter udvidelsen.

3.5.3. Trods ovenstående bemærkninger beder EØSU Kommissionen om at overveje to vigtige spørgsmål:

1. Hvilken indflydelse kan ophævelsen af søgningsordningen få på de små og mellemstore virksomheder, som må se forsvaret af deres varemærker begrænset til indsigelsesretten?

2. Hvordan vil det indvirke på forbrugerne, som kan komme ud for, at et EF-varemærke eksisterer side om side med nationale mærker?

3.5.4. Hvad angår ophævelsen af søgningsordningen mener EØSU, at man burde have fundet en mindre drastisk løsning, f.eks. en frivillig ordning på grundlag af ansøgerens anmodning og egenbetaling af omkostningerne. Efter EØSU's mening indebærer den nuværende løsning, at de små og mellemstore virksomheder diskrimineres i forhold til de store virksomhedsgrupper, som har råd til en privat søgning.

3.6. Udtrykket "såfremt hensynet til offentlige interesser i berigtigelsen går forud for hensynet til ikke at berigtige fejlen" i artikel 77-A, som også har givet anledning til unødvendige fortolkningskonflikter, er klart overflødigt og bør udgå.

3.7. I artikel 127, stk. 2, 129, stk. 2 og 130, stk. 2, bør det præciseres, at det i alle tilfælde, hvor der er tale om "et enkelt medlem", bør nævnes, at dette medlem "skal være retskyndigt". Hvis der lægges vægt på, at "mindst et medlem skal være retskyndigt" i et kollegialt organ, giver det ikke nogen mening, at beslutninger kan træffes af "ét enkelt medlem", som ikke er jurist, især ikke hvis der er tale om appelkamre (artikel 130, stk. 2).

3.8. Et emne, der ikke indgår i reformen af forordningen om EF-varemærker er dens relation til internationale traktater, især Madrid-traktaten, som kunne stille EU på lige fod med andre stater, der har undertegnet den. I dag blokerer Rådet stadig for EU's tilslutning, som blev foreslået i 1996. Det har som resultat, at EF-varemærket mangler international beskyttelse over for konkurrenterne, hvilket svækker det på det internationale marked. Hvis EU omsider tilslutter sig, bliver det nødvendig at ændre forordningen på ny.

3.9. Kommissionen konstaterer, at EF-mærkets vigtigste udfordringer dels er udvidelsen af det indre marked til 25 medlemsstater, hvilket burde resultere i flere ressourcer til Harmoniseringskontoret, såvel menneskelige som materielle, dels anvendelsen af nye teknologier i alle EU's registre, hvilket vil lette adgangen til de oplysninger, de indeholder. Men den må ikke af den grund glemme at anvende beskyttelsesordninger for at opretholde det registrerede indholds retlige sikkerhed.

4. Det kan afslutningsvist konkluderes, at den fleksibilitet, som søges opnået med forslaget til ændring, ikke bør medføre en forringelse af den retssikkerhed, EF-mærket står som garant for, især for SMV'erne. EØSU mener derfor, at der ikke kun bør anføres økonomiske grunde til ophævelsen af artikel 39. EF-varemærket repræsenterer desuden en merværdi, nemlig den værdi, der ligger i en beskyttelsesordning i overensstemmelse med EU's love og regler, som giver de europæiske forbrugere garanti for kvaliteten af produkter og tjenesteydelser.

Bruxelles, den 14. maj 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT L 349 af 31.12.1994.

(2) EFT L 160 af 30.6.2000.