Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Handlingsplan for biodiversitet: landbrug /* KOM/2001/0162 endelig udg. */
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Handlingsplan for biodiversitet: landbrug INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning 1.1. Rammerne 1.2. Begrebet 'biodiversitet' 2. Status 2.1. Informationskilder 2.2. Biodiversitetens fordele for landbruget 2.3. Landbrugets fordele for biodiversiteten 2.4. Trusler mod biodiversiteten som følge af landbrug 3. Strategiske principper og den fælles landbrugspolitiks instrumenter med henblik på bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten 3.1. Grundprincipperne 3.2. Indsatsområder 3.3. Principper, som bør tilgodeses 3.4. EU's landbrugspolitiske virkemidler, som påvirker biodiversiteten 4. Handlingsplanen som middel til at gennemføre Det Europæiske Fællesskabs strategi for biodiversitet 4.1. Horisontale og sektorale målsætninger 4.2. Bevaring og bæredygtig udnyttelse af landbrugsøkosystemer (sektoral målsætning nr. 2) 4.2.1. Den "horisontale" forordning 4.2.2. Miljøvenligt landbrug 4.2.3. Ugunstigt stillede områder og områder med særlige miljørestriktioner 4.2.4. Andre udviklingsforanstaltninger for landdistrikterne 4.2.5. Miljøelementer i de fælles markedsordninger (se også tabel 1) 4.2.6. Miljøaspekter i markedsrelaterede instrumenter (kvalitetspolitik 4.2.7. Lovgivningen om plantebeskyttelsesmidler 4.2.8. Udvidelsen af Den Europæiske Union og SAPARD-instrumentet 4.3. Genressourcer (sektoral målsætning nr. 1) 4.3.1. Forordning (EF) nr. 1467/94 om bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget. 4.3.2. Lovgivning om formeringsmateriale 4.3.3. Genmodificerede organismer 4.4. Samhandelens konsekvenser for landbruget (sektoral målsætning nr. 3) 4.5. Opfyldelse af de horisontale målsætninger i EU's biodiversitetsstrategi 4.5.1. Bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet 4.5.2. Andel i udbytte baseret på udnyttelse af biodiversitet 4.5.3. Forskning, identifikation, overvågning og udveksling af information 4.5.4. Uddannelse, oplæring og opmærksomhedsskabende tiltag 4.6. Fremskridt i overvågningen og evalueringen af overholdelsen af prioriteter 4.6.1. Opstilling af integrerede principper for indikatorer for miljøvenligt landbrug 4.6.2. Overvågning og evaluering af målsætninger vedrørende biodiversitet 5. Sammenhæng i foranstaltningerne 5.1. Integreret programmering 5.2. Fuld områdedækning 5.3. Kompatibilitet og sammenhæng 5.4. Konklusion - Etablering af mål og tidsplan Bilag I - Beløb afsat af EUGFL, Garantisektionen, til udvikling af landdistrikterne Bilag II - Politikker vedrørende kvalitet Bilag III - Overvågningsindikatorer Bilag IV - Evalueringsindikatorer 1. Indledning 1.1. Rammerne 1. Dette dokument skal opfylde Kommissionens forpligtelse til at udarbejde en handlingsplan for biodiversitet på landbrugsområdet. Det skal som sådan betragtes som en vigtig integrerende del af EU-lovpakken til støtte for EU-strategien, som skal give mulighed for at forudse, forebygge og afhjælpe årsagerne til nedgangen i biodiversiteten. Det skal også ses i forening med andre tiltag i EU, som påvirker biodiversiteten, f.eks. "Mod et bæredygtigt landbrug" [1], internationale konventioner og aftaler, især konventionen om biologisk mangfoldighed, og medlemsstaternes egne strategier og handlingsplaner. [1] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet, KOM (1999) 22; EFT C 173 af 19.6.1999, s. 2-17. 2. Det må på den anden side understreges, at miljøaspektet er en vigtig faktor i de nye retningslinjer for den fælles landbrugspolitik, jf. bestemmelserne i Amsterdam-traktaten og stats- og regeringsoverhovedernes drøftelser ved rådsmødet i Helsingfors: det gælder både indarbejdelse af miljøhensyn i landbrugspolitikkens regler og udvikling af landbrugsmetoder, som skåner miljøet og bevarer landskabet. 3. Agenda 2000 - og navnlig bestemmelserne om udvikling af landdistrikterne - giver et relevant grundlag for at integrere miljøhensyn i landbrugspolitikken, og biodiversitet er et grundlæggende og centralt aspekt i en sådan integrationsstrategi, som fastslået af Rådet (landbrug) [2]. [2] Rådets strategi for miljøintegration og bæredygtig udvikling i den fælles landbrugspolitik, fastlagt af Landbrugsministerrådet - Rapport fra Rådet (landbrug) til Det Europæiske Råds møde i Helsingfors (Rådet for Den Europæiske Union, AGRI 184 ENV 398, 13078/99) 4. Et vigtigt element i biodiversitetsstrategien er miljøforanstaltningerne på landbrugsområdet, hvor det direkte er sigtet at yde støtte til landbrugsmetoder, som skåner miljøet, bevarer landskabet og sikrer natur- og kulturværdierne i Europas landdistrikter. Disse tiltag er det eneste obligatoriske element i den nye generation af udviklingsprogrammer for landdistrikterne. 1.2. Begrebet 'biodiversitet' 5. Definitionen af biodiversitet omfatter ikke blot genetiske ressourcer eller bevaring af truede arter. Som det angives i konventionen om biologisk mangfoldighed og den paneuropæiske strategi for biologisk og landskabsmæssig mangfoldighed omfatter biodiversitet mangfoldigheden af levende organismer og livsprocesser. Det omfatter alle livsformer, fra encellede til komplekse organismer og processer, forbindelser og kredsløb, som sammenkæder levende organismer i bestande, økosystemer og landskaber. 6. Der arbejdes generelt med biodiversitet på tre niveauer: * Genetisk diversitet - de forskellige typer genetiske byggesten, som findes i de enkelte repræsentanter for en art * Artsdiversitet - de forskellige typer levende organismer, som findes på et givet sted, og * Diversitet i økosystemet - de forskellige arter, økologiske funktioner og processer, såvel i type som i antal, der findes i forskellige fysiske lokaliteter. 7. En bred strategi for landbrugsområdet skal tage højde for alle disse forskellige niveauer via hensigtsmæssige instrumenter, som omfatter de tre hovedområder i biodiversiteten: * den genetiske diversitet blandt domesticerede planter og dyr (arvemasse, traditionelle natur- og landskabsværdier osv.), som opstår efter års (og som regel århundreders) ligevægt mellem menneskelige aktiviteter og naturlige økosystemer, og som under alle omstændigheder er mere overskuelig end: * den "vilde" biodiversitet (vild flora og fauna i landbrugsdistrikter); selv om man som regel fokuserer på truede arter og økosystemer, må man ikke undervurdere dette aspekt (se boks 1) * de systemer, som ligger til grund for det pågældende liv (bl.a. jordbundens mikrobiologi, bestøvere og rovdyr, som alle er organismer, der støtter landbrugsøkosystemernes frugtbarhed og produktivitet). Boks 1: Trusler mod biodiversitet Truslerne mod Europas vilde arter tager til. Næsten halvdelen af alle kendte arter af hvirveldyr og over en tredjedel af fuglearterne er i tilbagegang. Denne udvikling påvirker også vigtige levesteder, f.eks. vådområder. Samtidig er der dog visse arter, som bevares og undertiden endog kommer igen, især når man fortsat bruger ekstensive landbrugsmetoder og indfører økologiske dyrkningsmetoder. De største trusler mod bestandene skyldes byspredning, infrastrukturudvikling, skader på vandmiljø (dvs. at det forsvinder, forurenes eller udsættes for iltsvind), intensivt landbrug og ophør med landbrug, ensretning af skovtyper, klimatiske og atmosfæriske fænomener (opvarmning og forsuring) og udpining og erosion af jordlaget. Som det også fremgik af den 2. samlede vurdering af Europas miljø har ændringerne i arealudnyttelsen i det meste af Europa forårsaget store ændringer og nedgange i diversiteten i naturlige og delvis naturlige levesteder som følge af forstyrrelse, nedbrydning og forurening samt indførelse af nye arter. Det fremgår endvidere klart af forskellige forskningsresultater, at der er en sammenhæng mellem landbrugsmetoder og biodiversitet, hvilket de traditionelle europæiske landbrugssystemer er et godt eksempel på. I nogle områder af EU intensiveres landbruget, i andre marginaliseres landdistrikterne, men det største problem i Østeuropa med hensyn til påvirkningen af biodiversiteten er tilbagegangen i omfanget af dyrkede områder. Der kan opstå betydelige ændringer som følge af forberedelserne til tiltrædelsen, hvor traditionelt landbrug bliver mindre vigtigt, ligesom biodiversiteten mindskes og afgrøder og dyr bliver mindre hårdføre til fordel for mere intensivt landbrug. 8. Landbrugets biodiversitet - som er en undergruppe i biodiversiteten - er en forudsætning for opfyldelsen af de grundlæggende menneskelige behov for forsyningssikkerhed på fødevareområdet. Landbrugerne forvalter den aktivt; en stor del af landbrugets biodiversitet ville ikke overleve uden denne menneskelige indgriben; den derved oparbejdede viden og kultur spiller en vigtig rolle i forvaltningen af landbrugets biodiversitet. 9. Fordi den menneskelige indgriben er så vigtig en faktor i landbrugets biodiversitet, hænger videreførelsen heraf i produktionssystemerne pr. definition sammen med bæredygtig anvendelse. I denne forbindelse betyder 'bæredygtigt landbrug', at driften af landbruget på lang sigt fortsat skal være produktiv ud fra forskellige synsvinkler: biologisk, økonomisk og socialt, ikke blot økologisk. 10. Det vil udgøre en trussel over for visse økosystemer, hvis man opgiver bestemte former for landbrug, som støtter vigtige biodiversitetstyper (f.eks. ikke-intensivt landbrug), og derfor kan afskaffelsen af visse landbrugsmetoder være en lige så stor trussel mod delvist naturlige økosystemer, som hvis produktionen intensiveres. Alternative metoder kan være en god løsning (se også boks 2) i tilfælde, hvor landbrugsudnyttelsen ikke længere kan sikre den fornødne balance (hvis landbruget er blevet for intensivt eller hvis det er i tilbagegang), men i langt de fleste tilfælde er landbrugerne stadig det mest logiske valg til at forvalte jorden. På den anden side kan det i visse tilfælde være positivt for biodiversiteten, hvis man standser landbruget i et område (f.eks. vådområder). Boks 2: miljøforanstaltninger på landbrugsområdet, ugunstigt stillede områder og biodiversitet I de fleste medlemsstater er der i henhold til forordning (EØF) nr. 2078/92 blevet gennemført miljøforanstaltninger på landbrugsområdet for at bevare biodiversiteten, f.eks. ved at reducere eller standse brugen af gødning og pesticider og indføre vekseldrift. Som eksempler på sådanne tiltag kan nævnes økologisk landbrug, ekstensiv forvaltning af græsarealer, integrerede dyrkningsmetoder, udtagning af markbræmmer og specifikke tiltag, der eksperimenteres med som led i naturprogrammet LIFE med sigte på bestemte levesteder. Der er også indført tiltag for at administrere skovområder, vådområder og levende hegn i landdistrikter til gavn for dyre- og planteliv; desuden bør nævnes beskyttelse af truede afgrødesorter og dyreracer. Underudnyttelse af landbrugsjord eller landbrugsophør kan have katastrofale konsekvenser for det naturlige miljø. I bjergegne og andre ugunstigt stillede områder, f.eks. tørre eller nordligt beliggende områder, medfører ophør med landbrug hurtigt, at områder, som er godt bevokset med forædlet flora, 'overtages' af krat; også bestande af hvirveldyr og hvirvelløse dyr påvirkes. Der sigtes her på at bevare forholdsvis åbne, delvist naturlige levesteder, som er stærkt afhængige af, at man viderefører hensigtsmæssige landbrugsmetoder. Men videreførelsen af landbrug kan dog tænkes ikke i sig selv at være tilstrækkeligt til at bevare biodiversiteten, hvis der ikke bruges hensigtsmæssige metoder. Hvor man f.eks. har erstattet kontrolleret græsning med ukontrolleret omfattende kvæghold, kan det være til skade for det delvist naturlige miljø. Støtte via den fælles landbrugspolitik kan spille en fremtrædende rolle i bevaringen af truede landbrugssystemer, især via foranstaltninger for ugunstigt stillede områder, hvor landbrugsaktiviteterne ellers ville forsvinde. Desuden er miljøforanstaltningerne på landbrugsområdet en central faktor i tiltagene for at bevare den landbrugsafhængige biodiversitet i EU. Derfor er de en vigtig løbende og håndgribelig del af EU's tilgang til beskyttelsen af biodiversiteten. 20% af EU's landbrugsareal er i dag omfattet af miljøforanstaltninger på landbrugsområdet, hvilket overstiger den oprindelige målsætning på 15%, som skulle være opfyldt inden år 2000 i henhold til det 5. miljøhandlingsprogram, men heraf repræsenterer fem medlemsstater hele 86% af udgifterne. Programmernes gennemførelsesgrad er generelt lav i højproduktive og intensive landdistrikter. I disse områder kan biodiversiteten i stigende grad komme under pres. Brugen af landbrugspolitikkens instrumenter skal også ses i forening med gennemførelsen af andre former for EU-lovgivning, f.eks. Natura 2000. 2. Status 2.1. Informationskilder 11. Der skal fastlægges prioriteter ved udarbejdelsen af en handlingsplan, først og fremmest på grundlag af den foreliggende viden om samspillet mellem landbruget og biodiversiteten samt biodiversitetens nuværende status og udvikling. 12. På EU-plan kan man i to rapporter, som er offentliggjort for nylig, finde yderligere oplysninger om udviklingen i og truslerne mod Europas biodiversitet i forbindelse med menneskelige aktiviteter og arealudnyttelse, nemlig Europa-Kommissionens rapport med titlen "Agriculture, Environment, Rural Development: Facts and Figures" [3] og Det Europæiske Miljøagenturs rapport om miljøet i EU i 1998 [4], som suppleres af "Europas miljø: Den anden samlede vurdering" [5]. [3] Udarbejdet af Eurostat i samarbejde med GD VI og GD XI. [4] Environmental Assessment Report No 2: "Environment in the European Union at the turn of the century", Det Europæiske Miljøagentur, 1999. [5] Det Europæiske Miljøagentur, 1998. 13. Gennemførelsen af forordning (EØF) nr. 2078/92, og forud herfor artikel 19 i forordning (EØF) nr. 797/85, har givet større kendskab til landbrugets (positive og negative) konsekvenser for biodiversiteten. Rapporterne om vurdering af forordning (EØF) nr. 2078/92 [6], samt brochuren med titlen "Landbrug og miljø" [7] og den nye meddelelse "Mod et bæredygtigt landbrug", giver et forholdsvist bredt dækkende indtryk af de forhold, der spiller ind på biodiversiteten. [6] Kommissionens (GD VI) arbejdsdokument VI/7655/98, 1998. Kan hentes på Kommissionens websted på adressen: http://europa.eu.int/comm/dg06/envir/programs/index_fr.htm. [7] "CAP Working Notes", særudgave, Generaldirektoratet for landbrug, Europa-Kommissionen. 14. Miljøet i landdistrikterne er først og fremmest et levende miljø, hvor fauna, flora, levesteder og landbrugsaktiviteter har udviklet sig i samspil med hinanden. Gennem århundreder har der udviklet sig en reel symbiose: bevaringen af en række arter og økosystemer afhænger af, at bestemte landbrugsaktiviteter videreføres, og biodiversiteten kommer også umiddelbart landbruget til gavn. 2.2. Biodiversitetens fordele for landbruget 15. Bevaringen af biodiversiteten er en afgørende faktor for landbrugsaktiviteterne: den indtager en central rolle i de forskellige biologiske processer, som landbrugerne benytter sig af, og giver dem mulighed for at producere fødevarer og andre produkter og tjenesteydelser. Selv om man i bestræbelserne på at blive selvforsynende med fødevarer har fokuseret på et begrænset antal plantesorter og dyrearter gennem den seneste snes år, er fødevaresikkerheden primært blevet sikret via tilpasset og forbedret kimplasma, som har givet mulighed for at etablere en landbrugsproduktion af passende kvalitet i tilstrækkeligt omfang i vidt forskellige og undertiden besværlige miljøer (f.eks. udvidelsen af områder til majsproduktion). Landbrugets udnyttelse af biodiversiteten giver således mulighed for at skabe nye sorter og racer med henblik på økonomiske, sundhedsmæssige, tekniske og økologiske målsætninger. 16. En bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten i landbruget medvirker til at ændre visse metoder, f.eks. når man reducerer brugen af insektgifte ved at bruge nytteinsekter, når man reducerer pløjningen ved at øge den biologiske aktivitet i jorden, og når man sikrer udbytteomfanget ved at øge bestøvningen. 2.3. Landbrugets fordele for biodiversiteten 17. Udviklingen i landbrugsaktiviteten styrker i visse tilfælde ligeledes biodiversiteten. Den skaber og bevarer særlige økosystemer og levesteder, f.eks. når dyrkede marker adskilles af levende hegn og grøfter, hvor bestemte dyr, planter og mikroorganismer finder skjul og ernæring. Landbruget har etableret et delvist naturligt miljø, som i mange tilfælde har givet lokale og truede arter mulighed for at overleve. Det gælder f.eks. alpekragen (Pyrrhocorax pyrrhocorax), som kun kan overleve, hvis der fortsat er traditionelle græsningsarealer i bestemte områder af Europa, og stortrappen (Otis tarda), som trives i de braklagte korn- og græsmarker i Spanien og Portugal, men også mange plantesorter og insektarter, som er afhængige af delvist naturlige græsområder (og andre delvist naturlige levesteder). For eksempel er omkring 70% af de karplanter, der er truede i Sverige, afhængige af et "åbent" og varieret landskab med landbrug. (se også boks 2) 18. Ikke-intensivt landbrug beskytter således udryddelsestruede plantesorter, dyreracer og økosystemer, både naturlige og domesticerede. Den udvælgelse og forskning, der foretages i domesticerede planter og dyreracer, øger også den intraspecifikke variation (f.eks. når der udvælges planter, som egner sig til tørre miljøer). 19. Ved at forvalte en stor del af EU's landområde bevarer landbruget i nogle tilfælde mange specifikke økosystemer, som ville forsvinde, hvis landbrugsaktiviteterne ophørte. Får kan holde vanskeligt tilgængelige områder fri for bevoksning, beplantning kan beskytte et område mod erosion forårsaget af vand og vind, delvist naturlige græsningsarealer kan sikre et mangfoldigt planteliv, og alt dette er, sammen med bevaringen af biodiversiteten i alpehøjlandet og bevaringen af vådområder og lignende, eksempler på, hvordan landbruget gavner biodiversiteten. 2.4. Trusler mod biodiversiteten som følge af landbrug 20. Der er dog to store ændringer i landbrugsmetoderne, som har forskubbet balancen mellem landbrug og biodiversitet i visse situationer, nemlig produktionsintensivering og underudnyttelse af jordområder (se også boks 2). Det kan konstateres, at større omlægninger i landbruget i hvert fald det seneste halve århundrede har påvirket arealudnyttelsen og driftsstrukturerne voldsomt, hvilket direkte eller indirekte har medført betydelig nedgang i biodiversiteten. Delvist naturlige græsområder er blevet reduceret dramatisk i det nordvesteuropæiske lavland, men også vådområder er kommet under pres som følge af denne intensivering i landbruget (p.g.a. dræning og gødskning). 21. Når man prøver at finde de overordnede faktorer i forbindelse med uhensigtsmæssige landbrugsmetoder, som skader biodiversiteten, opdager man en række samspil med direkte og indirekte virkninger på forskellige niveauer, f.eks. nedennævnte eksempler: * genetik: reduktionen i antallet af anvendte arter/racer/sorter, f.eks. ved monokultur, er en trussel mod et uvurderligt (dyre- og plante-) genetisk potentiale * "vilde" arter: brugen af plantegifte påvirker de kommensale organismer, og brugen af insektgifte påvirker mikrofaunaen, kredsløb blokeres, den naturlige ligevægt ændres ved mekanisering og gødskning (når den mest nitratforbrugende art foretrækkes) * levesteder og økosystemer: når vådområder, krat og levende hegn forsvinder eller beskadiges, har det direkte indflydelse på nedgangen i bestanden af guldsmede, snepper, nattergale, pindsvin og hydrofile planter, for blot at nævne nogle få eksempler. 22. På den anden side medfører den gradvise marginalisering og sløjfning af landbrugsjord, især i visse områder, hvor landbruget foregår under hårde betingelser, en forringelse af de økosystemer, som er stærkt afhængige af videreførelsen af sådanne landbrugsaktiviteter. Underudnyttelse af jordarealer kan f.eks. medføre, at det rige planteliv i middelhøjt beliggende ekstensive engarealer og engarealer på nordlige breddegrader må give op til fordel for vedplanter. 23. Desuden har forurening (hvor der tilføres for store mængder næringsstoffer eller landbrugskemikalier) fra landbrugskilder grundlæggende indirekte virkninger på alle ovennævnte forhold. 24. Følgende landbrugsmetoder giver den største påvirkning af biodiversiteten: * ubæredygtig brug af gødning og plantebeskyttelsesmidler * traditionelle metoder opgives til fordel for større mekanisering * specialiserede produktionssystemer og intensivering af bestemte metoder (afskaffelse af vekseldrift og afgrødebeplantning på græsningsarealer) * reduktion af antallet af anvendte arter og sorter * omlægning af naturlige økosystemer til landbrug samt ophør af landbrugsdrift * udstykningsændringer (større jordarealer, afskaffelse af markskel: levende hegn, grøfter osv.) * dræning og kunstvanding (især hvis dimensionerne ikke er tilpasset forholdene, dvs. overforbrug af grund- eller flodvand). Dette kan medføre: * forringelse af lokaliteter, især forringelse og erosion af jordbund (hvilket påvirker jordbundens fauna) * forenkling og ensretning af økosystemer * ukontrolleret spredning af fremmede og vilde arter. 3. Strategiske principper og den fælles landbrugspolitiks instrumenter med henblik på bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten 3.1. Grundprincipperne 25. De vigtigste punkter, som ligger til grund for udarbejdelsen af handlingsplanen for landbrugssektoren, ridses op i Kommissionens meddelelse "Mod et bæredygtigt landbrug" [8] og fremgår også af de endelige beslutninger om Agenda 2000. Miljøaspekterne spiller som sagt en vigtig rolle i disse nye principper, især hvad angår indførelse af landbrugsmetoder, som skåner miljøet og bevarer landskabet. [8] KOM(1999) 22 endelig udgave af 27. januar 1999. 26. Målet med Agenda 2000 er at få etableret et reelt bæredygtigt landbrug ud fra de samfundsøkonomiske udfordringer vedrørende konkurrencedygtigheden i sektoren, bæredygtig forvaltning af naturressourcer, og samfundets forventninger til miljø- og landskabskvalitet. Agenda 2000 - navnlig bestemmelserne om udvikling af landdistrikterne - danner således grundlag for indarbejdelsen af miljøhensyn og især biodiversitet i landbrugspolitikken. Efter disse regler kan man så, ud fra de hidtidige fremskridt, fastlægge de tiltag og retningslinjer, som skal prioriteres, når der opstilles handlingsplaner for biodiversitet. 3.2. Indsatsområder 27. Det skal sikres, at de nuværende intensive landbrugsmetoder tilpasses efter en rimelig eller rationel intensiveringsgrad. Det omfatter bl.a.: * at der fastlægges sund landbrugspraksis under hensyntagen til biodiversitet (ved at skabe større spredning i produktionstyperne og de dyrkede arter samt tilgodese alle aspekter vedrørende vekseldrift) * at der tilskyndes til i visse situationer at gribe mindre intensivt ind (dvs. med gødning og plantebeskyttelsesmidler) * at der tilskyndes til at bruge helhedsorienterede produktionssystemer, f.eks. økologisk landbrug eller integrerede dyrkningsmetoder, som på mange måder gavner biodiversiteten * at der ydes støtte til ekstensive produktionsmetoder, især i kvægavlssektoren * at naturressourcer forvaltes bæredygtigt, især hvad angår vand. 28. Det skal sikres, at landbrugsaktiviteten fortsat er økonomisk og socialt forsvarlig, via målrettede særforanstaltninger med sigte på at bevare biodiversiteten, især i områder med stor biodiversitet, hvor der er sket en svækkelse af aktiviteten. 29. Miljøforanstaltningerne på landbrugsområdet skal udnyttes fuldt ud til at bevare biodiversiteten og sikre en bæredygtig udnyttelse af den: * bevaring af vilde dyr og planter i de områder med stor biodiversitet, som omhandles i pkt. 2 * bevaring af vilde dyr og planter i mere intensivt udnyttede områder, hvor der stadig kan findes vigtige værdier i f.eks. bestemte dyrebestande og/eller i små landskabselementer * in situ-bevaring af biodiversitet blandt domesticerede dyr og planter. 30. Det skal sikres, at der er den fornødne økologiske infrastruktur i hele området. Det er af central betydning for politikker til bevaring af biodiversitet. Det er bedst at følge to indbyrdes supplerende metoder: (1) etablering af Natura 2000-nettet som et sammenhængende økologisk net på EU-plan (2) vedligeholdelse og udvikling af afgrænsningselementer [9] i forening med isolerede områder af variabel størrelse [10] eller små områder [11]. Sådanne områder har også andre fordele for miljøet i form af mindre forurening og landskabsmæssige merværdi. Det er også vigtigt at bevare visse åbne miljøer. [9] F.eks. ved at levende hegn og markbræmmer klippes senere end sædvanligt eller ikke gives gødning og pesticider, græsdækkede åbredder, skove og veje. [10] F.eks. enge til hø og ekstensiv græsning, hede og gamle frugtplantager. [11] F.eks. isolerede træer og små vandløb. 31. Der skal ydes støtte til særforanstaltninger vedrørende udnyttelse af genressourcer, bevaring af lokale og traditionelle racer og landracer og diversiteten blandt de sorter, der bruges i landbruget. 32. Der skal indføres særforanstaltninger, som fremmer markedsføring af landracer og -sorter, som er naturligt tilpasset lokale og regionale forhold. Det vil medføre fordele for diversiteten i landbrugssystemerne og modstandsdygtigheden over for skadedyr og sygdomme. 33. Der skal gennemføres tiltag for at forebygge ukontrollabel spredning af fremmede sorter, som landbruget indfører og foretrækker. 3.3. Principper, som bør tilgodeses 34. Den erfaring, der er opnået især med miljøforanstaltninger på landbrugsområdet, giver mulighed for at fastslå visse grundprincipper for udfærdigelsen af en handlingsplan: * bevaringen af biodiversitet afhænger ofte direkte af den landbrugsmetode, som har affødt den, om end den også afhænger af forholdene i landbrugsøkosyste merne som følge af faktorer, som ikke har med landbrugsmetoderne at gøre (dvs. påvirkning fra andre økonomiske sektorer, f.eks. brug af vand, som tidligere i vandkredsløbet forurenes af andre industrier). * der skal sættes ind i hele området i overensstemmelse med de opgaver, som fastlægges i kapitel 14 (om fremme af bæredygtighed i landbruget og i udviklingen af landdistrikterne) i Agenda 21 (FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling). Derfor kan metoderne og instrumenterne være forskellige fra område til område; det forudsætter en politisk metode, som dels kan imødegå den strenge logik bag "områdefredningen", så der kan føres et tæt samarbejde med alle lokale aktører, og som samtidig giver landbrugssektoren mulighed for at forfølge sit mål med en bæredygtig intensivering af produktionen. Det kræver, at man fokuserer på økosystemet som defineret i konventionen om biologisk mangfoldighed, beslutning v/16. * der er brug for en decentraliseret administrationsmetode, hvor medlemsstaterne er ansvarlige for at udvælge og gennemføre hensigtsmæssige foranstaltninger * forvaltningen skal så vidt muligt være helhedsorienteret og sammenhængende med udgangspunkt i samvirkende og indbyrdes forbundne EU-instrumenter som led i landbrugs- og miljøpolitikken og medlemsstaternes egne instrumenter i denne forbindelse. 35. Tiltagene på området skal samordnes bedre end tidligere. Samordningen skal bl.a. tage sigte på: * at overholde nærhedsprincippet og sikre gennemskueligheden * at føre tilsyn med gennemførelsen af projekterne * at foretage løbende og opfølgende støtteeevaluering og -videreførelse * at undgå overlapning mellem forskellige former for EU-støtte. 3.4. EU's landbrugspolitiske virkemidler, som påvirker biodiversiteten 36. Den miljøstrategi for landbrugsområdet, som fastlægges i Agenda 2000, tilsigter først og fremmest at gøre landbrugets økosystemer mere bæredygtige, hovedsagelig via udviklingstiltag for landdistrikterne (herunder også ordningen om miljøforanstaltninger på landbrugsområdet, dvs. miljøvenligt landbrug) og at opstille fælles regler for direkte støtte som led i de fælles markedsordninger. Den tager udgangspunkt i idéen om, at landbrugerne skal være rede til at overholde en række grundlæggende miljøregler uden at få en tilsvarende godtgørelse for det. Hvis de leverer varer eller ydelser, som indebærer mere end blot at overholde normal god landbrugspraksis [12], kan der ydes dem et beløb, som i hvert fald opvejer de dermed forbundne omkostninger eller indtægtstab. [12] I henhold til forordningen om udvikling af landdistrikterne (art. 28 i Kommissionens forordning (EF) 1750/1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999) "forstås ved normal god landbrugspraksis de normer for landbrugsvirksomhed, som en fornuftig landbruger ville følge i det pågældende område. Medlemsstaterne skal i deres planer for udvikling af landdistrikterne fastsætte normer, der kan kontrolleres. Disse normer skal under alle omstændigheder omfatte overholdelsen af generelle obligatoriske miljøkrav." 37. Handlingsplanen er baseret på optimal udnyttelse af følgende instrumenter til gavn for biodiversiteten: * den "horisontale" forordning [13] [13] Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 af 17. maj 1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte. * miljøvenligt landbrug som led i udviklingsforanstaltningerne for landdistrikterne [14] [14] Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger. * andre udviklingstiltag for landdistrikterne * miljøforanstaltningerne i de fælles markedsordninger * forordningen om genressourcer i landbruget [15] [15] Rådets forordning (EF) nr. 1467/94 af 20. juni 1994 om bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget, EFT L 159 af 26.8.1994, s. 1. * markedsinstrumenternes miljøtiltag (kvalitetssikring). 38. Udviklingsplanerne for landdistrikterne, som foreskrives i forordningen om udvikling af landdistrikterne, skal prioriteres højest som middel til at indarbejde miljøhensyn vedrørende biodiversitet, under hensyntagen til, hvilken type tiltag der ydes støtte til og hvilket geografisk område de dækker. De integrerede udviklingsplaner for landdistrikterne kan også bidrage til at sikre sammenhængen mellem de forskellige tiltag og undgå modstridende tiltag inden for samme område. Når der opstilles udviklingsplaner for landdistrikterne, er det således vigtigt, at medlemsstaterne tilgodeser deres forpligtelser vedrørende biodiversitet. Derfor angives det i sidste led i pkt. 6.1 i bilaget til forordning (EF) nr. 1750/1999 [16], at der skal gives en beskrivelse [for hver enkelt udviklingsplan for landdistrikter] af "i hvor høj grad strategien tager hensyn til internationale forpligtelser, EF-forpligtelser og nationale forpligtelser på miljøområdet, også i forbindelse med bæredygtig udvikling, navnlig vandkvalitet og -udnyttelse, bevarelse af biodiversiteten, herunder bevarelse af afgrødesorter på bedriften, og den globale opvarmning". [16] Kommissionens forordning (EF) 1750/1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31. 39. I tabel 1 gives en oversigt over de vigtigste udviklingstiltag for landdistrikterne i henhold til Agenda 2000 - eller mere generelt til den fælles landbrugspolitik - som kan udnyttes til gavn for biodiversiteten. 40. I det efterfølgende kapitel gennemgås det, hvordan de vigtigste instrumenter er sammensat og hvordan de kan medvirke til at opfylde de sektorale og horisontale målsætninger, som angives i Fællesskabets strategi til sikring af biodiversiteten17. 4. Handlingsplanen som middel til at gennemføre Det Europæiske Fællesskabs strategi for biodiversitet 4.1. Horisontale og sektorale målsætninger [17] [17] Som defineret i EU-strategien for biodiversitet (KOM(98) 42). 41. Fællesskabets strategi til sikring af biodiversiteten (KOM(98) 42) er bygget op omkring fire hovedtemaer, som også kaldes "horisontale målsætninger", fordi de forudsætter en kombineret indsats via en række forskellige sektoraktiviteter. De fire temaer er: (1) bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten, hvilket opdeles i tre undertemaer: in situ-bevaring, ex situ-bevaring og bæredygtig udnyttelse af bestemte elementer af biodiversiteten (2) andel i udbytte baseret på udnyttelse af biodiversitet (3) forskning, identifikation, overvågning og udveksling af information (4) uddannelse og viden- og opmærksomhedsskabende tiltag. 42. Sektorale målsætninger hænger på den anden side sammen med de enkelte politiske områder i strategien [18]. Men nogle af disse områder, f.eks. "genressourcer" og "samhandel", forudsætter samarbejde mellem flere sektorer og fællesskabspolitikker, herunder de forskellige handlingsplaner for biodiversitet. Det skyldes hovedsagelig, at der er brug for ekspertise inden for flere forskellige sektorer, og at de pågældende emner er politisk følsomme. [18] De politiske områder, som angives i strategien, er: bevaring af naturressourcer, landbrug, fiskeri, regionalpolitik og fysisk planlægning, skovrejsning, energi og transport, turisme, udviklingssamarbejde og økonomisk samarbejde. 43. I strategien (KOM(98) 42) angives tre grupper sektorale målsætninger i landbruget. Den første gruppe vedrører genressourcer, den anden har at gøre med bevaring og bæredygtig udnyttelse af landbrugsøkosystemer, og den tredje går på samhandelspolitikkernes konsekvenser for landbrugsproduktionen og arealudnyttelsen (se boks 3). 44. I de efterfølgende underkapitler analyseres det, hvordan de vigtigste relevante landbrugspolitiske virkemidler tager de udfordringer op, som gennemførelsen af strategiens sektorale målsætninger medfører. Herefter vurderes opfyldelsen af de horisontale målsætninger i et særskilt underkapitel. 4.2. Bevaring og bæredygtig udnyttelse af landbrugsøkosystemer (sektoral målsætning nr. 2) 4.2.1. Den "horisontale" forordning 45. I artikel 3 i forordning (EF) nr. 1259/1999 (miljøbeskyttelseskrav) bestemmes det, at medlemsstaterne skal træffe "de miljøforanstaltninger, de finder hensigtsmæssige i betragtning af situationen med hensyn til den anvendte landbrugsjord eller den pågældende produktion, og som afspejler de potentielle miljøvirkninger. Disse foranstaltninger kan omfatte: * støtte til gengæld for forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug * generelle obligatoriske miljøkrav * særlige miljøkrav, der udgør en betingelse for direkte betalinger." 46. Medlemsstater, som vælger at anvende den tredje mulighed, kan, hvis miljøbestemmelserne ikke overholdes, overføre de derved frigjorte midler til landbrugspolitikkens "ledsageforanstaltninger" (miljøvenligt landbrug, førtidspensionering, ugunstigt stillede områder og skovrejsning). 47. Medlemsstaterne kan bl.a. ved at sammenkæde støtten med forskellige miljøbestemmelser sikre en balance mellem intensivt landbrug og bevaring og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer. Det skal sikres, at de forbedringer, der sker for så vidt angår biodiversitet inden for visse områder, ikke modvirkes af andre produktionsmetoder, som medfører en forværring af situationen. Boks 3: Sektorale målsætninger i landbruget som fastlagt i fællesskabets strategi for biodiversitet (KOM(1998) 42) 1. Plante- og dyregenetiske ressourcer. Målsætningerne er: 1.1. At formulere politiske tiltag, programmer og projekter, som fremmer gennemførelsen af den globale handlingsplan for bevaring og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer til levnedsmiddelfremstilling og landbrug. 1.2. At fremme etableringen af teknologier til vurdering af diversitetsgraden i genressourcer. 1.3. At styrke bevaringspolitikken - in situ og ex situ - for genressourcer af reel eller potentiel værdi som levnedsmidler eller landbrugsvarer. 1.4. At fremme etableringen af egnede genbanker, som kan medvirke til in situ- og ex situ-bevaring af genressourcer til levnedsmidler eller landbrugsvarer, så de er til rådighed. 1.5. At sikre, at lovgivningen ikke forhindrer bevaring af genressourcer. 2. Bevaring og bæredygtig udnyttelse af agro-økosystemerne. Målsætningerne er: 2.1. At fremme landdistrikternes økologiske funktion. 2.2. At integrere målsætninger om biodiversitet i den fælles landbrugspolitiks relevante instrumenter. 2.3. At fremme landbrugsmetoder, som styrker biodiversiteten, med mulighed for at sammenkæde landbrugsstøtten med miljøvilkår, hvor dette er hensigtsmæssigt. 2.4. At fremme normal god landbrugspraksis med henblik på at reducere risikoen for forurening og yderligere skader på biodiversiteten. 2.5. At gøre samtlige producenter mere opmærksomme på bestemte landbrugsmetoders forureningspotentiale, såvel på kort som på lang sigt, og nødvendigheden af, at alle producenter beskytter både miljøet og biodiversitet. Det omfatter også, at der opstilles integrerede, bæredygtige strategier for brug af plantebeskyttelsesmidler. 2.6. At fremme og sikre levedygtigheden af de afgrødearter og -sorter og domesticerede dyreracer, som er afhængige af landbrugsaktiviteterne, for at bevare prioriterede vilde arters økosystemer. 2.7. At fremme og støtte lavintensive landbrugssystemer, især i områder af høj naturværdi. 2.8. At udbygge foranstaltningerne vedrørende miljøvenligt landbrug for at skabe de størst mulige fordele for biodiversiteten ved at: - styrke de målrettede foranstaltninger vedrørende miljøvenligt landbrug - vurdere effektiviteten heraf ud fra et fastlagt sæt indikatorer for biodiversitet - bruge det relevante budget og de relevante ressourcer hensigtsmæssigt som fastlagt i beslutningerne om Agenda 2000. 2.9. At øge jordbundens frugtbarhed som grundlag for økosystemets funktionalitet 3. Handelens virkninger for landbruget. Målsætningerne er: 3.1. At fremme handelsrelaterede landbrugspolitikker og -tiltag, som tilgodeser behovet for bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet samt Verdenshandelsorganisationens principper. 48. Det gælder især målsætningerne 2.3 og 2.4 (se boks 3 s. Error! Bookmark not defined.); det medvirker også til at opfylde målsætningerne 2.8, 2.5 og 2.2, og i mindre omfang 2.1, 2.6 og 2.7. 4.2.2. Miljøvenligt landbrug 49. Indførelsen af miljøforanstaltningerne på landbrugsområdet har siden 1992 omfattet hver 7. landbruger og over 20% [19] af miljøydelserne inden for Europa. Selv om de miljøvenlige brug er ujævnt fordelt og undertiden kun giver beskedne resultater, har programmerne for miljøvenligt landbrug vist sig at give betydelige miljøfordele, især hvad angår biodiversitet. Der er mange eksempler (f.eks. engsnarren i Irland) på, at en aktiv bevaring og forbedring af biodiversiteten og landskabet ikke nødvendigvis medfører et fald i landbrugets indtægter, men tværtimod kan fungere som en konkret illustration af de "alternative produkter", som landbruget kan levere. [19] Dvs. mere end målet på 15% i den 5. miljøhandlingsplan. 50. Miljøvenligt landbrug omfatter metoder til udnyttelse af landbrugsarealer, som giver mulighed for beskyttelse og forbedring af miljøet, landskabet og dets særkende, naturressourcerne, jordbunden og genressourcerne. Det gælder en række muligheder, som gavner biodiversiteten, bl.a. særlige naturbeskyttelsesordninger (f.eks. det tyske "Vertragnaturschutz-Programm"), økologisk landbrug, landbrugsmetoder med lavt forbrug af gødning og sprøjtemidler, miljøbevarende tiltag på arealer, som ikke længere anvendes til landbrug, opdræt af truede landbrugsracer eller dyrkning af lokale traditionelle sorter. Der ydes støtte [20] til landbrugere, som på frivilligt grundlag og i henhold til kontrakter forpligter sig til at drive miljøvenligt landbrug i en 5-års periode. Der udbetales kun støtte (beregnet ud fra meromkostningerne og indtægtsnedgangen) til de foranstaltninger, som går ud over almindelig god landbrugspraksis (hvilket som minimum indebærer, at de generelle miljøkrav overholdes). Det bør undersøges, om der skal udarbejdes retningslinjer eller kodekser for god landbrugspraksis for så vidt angår biodiversitet inden for et givet område, og dette kunne blive en af EU-medlemsstaternes vigtigste opgave. [20] Maksimale beløb, der årligt kan ydes EU-støtte til: EUR 600/ha for etårige afgrøder, EUR 900/ha for specialiserede flerårige afgrøder og EUR 450/ha for andre former for arealudnyttelse. 51. Gennemførelsen af målrettede foranstaltninger vedrørende miljøvenligt landbrug i hele EU er nu en grundlæggende del af Fællesskabets miljøstrategi. Disse foranstaltninger spiller, som det eneste obligatoriske element i de enkelte udviklingsplaner for landdistrikterne, som medlemsstaterne udarbejder, en central rolle i opfyldelsen af Fællesskabets målsætninger vedrørende biodiversitet. De enkelte medlemsstater har efter indførelsen af nærhedsprincippet udviklet et decentraliseret forvaltningssystem, som har ført frem til en fleksibel administrativ ramme, der tilgodeser behovet for en målrettet løsningsmodel. Dermed bliver der mulighed for at iværksætte hensigtsmæssige og veltilrettelagte ordninger og således imødegå udfordringerne angående biodiversitet, som kan være stærkt varierende fra sted til sted. 52. Disse tiltag sigter især mod at opfylde målsætning 2.8 samt 2.1, 2.2, 2.4, 2.5, 2.7 (se boks 3 s. Error! Bookmark not defined.). Desuden tager de også sigte på nogle af de målsætninger, som indgår i afsnittet om "genressourcer", dvs. 1.1 og 1.3 for så vidt angår in situ-bevaring. 4.2.3. Ugunstigt stillede områder og områder med særlige miljørestriktioner 53. Bortset fra foranstaltningerne vedrørende miljøvenligt landbrug giver også forordningen om udvikling af landdistrikterne flere forskellige mulighed for tiltag til støtte for biodiversiteten. Den vigtigste af disse ordninger er udligningsgodtgørelsen. 54. Hovedformålet med udligningsgodtgørelsen er at yde godtgørelse for landbrugsarealernes naturskabte og strukturelle ulemper og sikre en fortsat bæredygtig udnyttelse af arealer i bjergegne og andre ugunstigt stillede områder. Denne godtgørelse [21] er Fællesskabets foretrukne instrument til at forebygge, at landbrugsjord opgives (om end denne målsætning opfyldes ved hjælp af en lang række foranstaltninger afhængigt af bestemmelserne i udviklingsordningerne for landdistrikterne og i de fælles markedsordninger). Det er af afgørende betydning for landbrugsarealernes økonomiske og miljømæssige værdi (navnlig hvad angår biologisk og landskabsmæssig diversitet), at de fortsat anvendes og at driften tilgodeser lokalforholdene, god landbrugspraksis og landskabsplejen. [21] Godtgørelserne svinger fra 25 til 200 EUR pr. hektar. 55. Som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik bør der lægges vægt på visse nye aspekter i ordningen, som har relevans for målsætningerne vedrørende biodiversitet : * Udligningsgodtgørelserne udbetales kun under forudsætning af, at driften foregår i overensstemmelse med god landbrugspraksis * De beløb, der tidligere blev udbetalt pr. kreatur, er nu omlagt til et arealbaseret system; det kan føre til en mere hensigtsmæssig støtte til landbrug med lavt forbrug af gødning og sprøjtemidler, hvor biodiversiteten som regel er mere righoldig. * Som led i ordningen blev der oprettet et nyt instrument med særligt sigte på miljøområdet. Der kan også ydes godtgørelse i områder, som er underlagt særlige miljøkrav i henhold til EU-lovgivningen. Medlemsstaterne kan vælge at lade dette omfatte Natura 2000. Denne type områder er øget fra 4% til 10% af den pågældende medlemsstat. 56. Foranstaltninger vedrørende ugunstigt stillede områder medvirker til opfyldelsen af målsætning 2.1, 2.3, 2.4, 2.6, 2.7 og 2.2 (se boks 3 s. Error! Bookmark not defined.). 4.2.4. Andre udviklingsforanstaltninger for landdistrikterne 57. Medlemsstaterne kan anvende andre udviklingsforanstaltninger for landdistrikterne til gavn for biodiversiteten; tabel 1 indeholder en oversigt over foranstaltningerne. Heraf bør bl.a. nævnes uddannelsesordningen. Den tager især sigte på "at give landbrugere forudsætning for at foretage en kvalitativ omlægning af produktionen, at anvende produktionsmetoder, der er forenelige med kravet om landskabsbevarelse og -forbedring [og] miljøbeskyttelse...". Uddannelsesordningen medvirker især til opfyldelsen af målsætning 5. 58. Blandt foranstaltningerne vedrørende skovrejsning bør også nævnes de nye muligheder, som artikel 32 i forordningen om udvikling af landdistrikterne giver: den giver medlemsstaterne et finansielt instrument til, under forudsætning af bæredygtig forvaltning, at yde støtte til skovområder af høj miljøværdi og lav økonomisk rentabilitet. 4.2.5. Miljøelementer i de fælles markedsordninger (se også tabel 1) 59. I forbindelse med markafgrøder er det overordnede mål at optimere landbrugets forbrug af gødning og sprøjtemidler, hvilket man i 1992 gik i gang med ved at reducere priserne, gøre støtten mindre produktionsafhængig og indføre braklægningsordningen. 60. Miljøet er også omfattet af en generel bestemmelse i forordningen om markafgrøder [22]. Reglerne om udtagning af landbrugsjord giver brede rammer for støtte til biodiversitet. Den aftale, man nåede frem til i Berlin, foreskriver, at de obligatoriske udtagningsordninger skal videreføres (mindsteomfang: 10%) for produktionsårene 2000/01 til 2006/07. Forvaltningen af de braklagte områder - som er berettigede til arealstøtte - skal til enhver tid opfylde miljøbetingelserne. Endvidere giver gennemførelsesbestemmelserne en vis fleksibilitet i de detaljerede regler for udtagning, som skal tilgodese særlige miljøforhold (f.eks. forvaltning af vandløbsbredder). Derudover bør man understrege den frivillige udtagnings tydelige positive virkninger for biodiversiteten. På grundlag af de femårige forpligtelser er der udtaget ca. en halv million hektar i EU efter denne ordning. [22] I artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999 af 17. maj 1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder foreskrives det, at "medlemsstaterne tager de fornødne skridt for at minde ansøgerne om, at miljølovgivningen skal overholdes." 61. Den fælles markedsordning for oksekød [23] indeholder bestemmelser om ordninger, der tilskynder til at ekstensivere produktionen for at opfylde målsætninger vedrørende biodiversitet. Producenterne skal overholde en række strenge krav, navnlig hvad angår belægningsgraden. Der udbetales, for så vidt angår basispræmien for oksekød, højst støtte til 2 storkreaturer/ha (foderareal for bedriften, hvor kvæget holdes). Men der ydes også et ekstensiveringsbeløb til producenter, som holder sig under en belægningsgrad på 1,4 storkreaturer/ha på deres bedrift. Støtten udgør EUR 100 pr. tildelt særpræmie (tyre) og ammekopræmie. Ved beregning af belægningsgraden medregnes alle bedriftens kreaturer, og mindst 50% af foderarealet skal være græsareal. [23] Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999, EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. 62. Da ekstensiv forvaltning af foderarealer har vist sig at have positive virkninger for bevaringen af diversiteten blandt dyr, planter og mikroorganismer, er de bestemmelser, som tilskynder til at ekstensivere kvægavl, særlig relevante. 63. Endvidere kan medlemsstaterne yde yderligere støtte i henhold til denne markedsordning og markedsordningen for mælk og mælkeprodukter [24]. En sådan støtte, som baseres på objektive kriterier, kan ydes pr. kreatur eller pr. hektar efter vilkår, som tager højde for den pågældende produktionstypes miljøvirkninger og arealets miljøfølsomhed. Der er således ingen problemer i at indføre yderligere ordninger på medlemsstatsplan for at fremme produktionssystemer, hvis miljøvirkninger bevarer og fremmer biodiversiteten (f.eks. ekstensivt opdræt i bjergegne). [24] Forordning (EF) nr. 1255/1999 af 17. maj 1999, EFT L 160, s. 48. 64. Disse foranstaltninger bidrager på overordnet plan til at opfylde mange af de målsætninger, som indgår i det prioriterede område "Bevaring og bæredygtig udnyttelse af landbrugsøkosystemer", og navnlig målsætning 2.2, 2.3, 2.5 og 2.7 (se boks 3 s. Error! Bookmark not defined.). Tabel 1: Bestemmelser i den fælles landbrugspolitik, som kan bruges til gavn for biodiversiteten Forordning (EF) nr. 1259/1999 (fælles regler for ordninger for direkte støtte) Artikel 3 Miljøbeskyttelses krav // Medlemsstaterne træffer de miljøforanstaltninger, de finder hensigtsmæssige i betragtning af situationen med hensyn til den anvendte landbrugsjord eller den pågældende produktion, og som afspejler de potentielle miljøvirkninger. Medlemsstaterne kan gøre støtten afhængig af, at bestemte grundlæggende miljøkrav, som hænger sammen med biodiversitet, overholdes. Mulighed for sanktioner for visse aktiviteter (som skader biodiversiteten) Forordning (EF) nr. 1257/1999 (udvikling af landdistrikter): støtteforanstaltninger (støtteberettigelseskriterier angives med kursiv) Afsnit II, kapitel I Investeringer // Investering i infrastruktur, som spiller en rolle for økologien Overholdelse af mindstekrav på miljøområdet (negativ påvirkning af biodiversiteten skal undgås) Afsnit II, kapitel II Unge landbrugere // Overholdelse af minimumsvilkår på miljøområdet Afsnit II, kapitel III Uddannelse // Viden om økosystemer, forvaltningsplaner for dyre- og planteliv osv. Afsnit II, kapitel IV Førtids pensionering // Landbrugsjord anvendes til andre formål med henblik på beskyttelse af økosystemer Afsnit II, kapitel V Ugunstigt stillede områder og områder med miljø restriktioner // Bevaring af ekstensive systemer Støtte til landbrug i Natura 2000-områder Overholdelse af miljøkrav, navnlig via bæredygtige landbrugssystemer Anvendelse af god landbrugspraksis i overensstemmelse med krav vedrørende landskabspleje Afsnit II, kapitel VI Miljøvenligt landbrug // Reducere forbruget af gødning (sikring af ligevægt i plantelivet) Reducere de generelle risici i forbindelse med brug af plantebeskyttelsesmidler. Genetablere visse arter af insekter, små pattedyr osv. Ekstensivering, bevaring af ekstensive systemer Truede landracer og dyrkede arter Forvaltning af afgrænsningselementer og isolerede landskabselementer: græsbræmmer, levende hegn, vandløbsbredder med træer, foragre, krat, lave mure osv. (økologiske modvægtsområder) Vekseldrift, indførelse af bestemte afgrøder, tilpasning af metoder (sen høst og lignende) Integrerede produktionssystemer, økologisk landbrug Skal indebære mere end normal god landbrugspraksis Afsnit II, kapitel VII Forarbejdning og afsætning // Fremme af nye forarbejdnings- og afsætningsmuligheder for økologiske madvarer og økologisk landbrug Overholdelse af mindstekrav til miljøvenlighed Forordning (EF) nr. 1257/1999 (udvikling af landdistrikter): støtteforanstaltninger (fortsat) (støtteberettigelseskriterier angives med kursiv) Afsnit II, kapitel VIII Skovbrug // Investeringer med biologisk merværdi: forbedring af skovressourcer, diversificering af de plantede arter osv. Flerfunktionel forvaltning med henblik på at forbedre biodiversiteten: kriterier for bæredygtig forvaltning med konsekvenser for fældning, rydning osv. Retablering af jordbundens indhold af gavnlige mineraler Forvaltningsplaner Støtte til skovbrugere i henhold til regler om bæredygtig forvaltning Bevaring og forbedring af skovenes økologiske stabilitet Bevaring af brandbælter Afsnit II, kapitel IX Udvikling af landdistrikter // Bevaring af levesteder og økosystemer Forvaltning af infrastruktur (især opgaver vedrørende vandforvaltning) Bevaring af traditionelle ekstensive systemer Afhjælpning af skader som følge af naturkatastrofer Afsætning af kvalitetsprodukter Forordning (EF) nr. 1251/1999 (markafgrøder) Artikel 2, stk. 3, og artikel 6 // Obligatorisk udtagning for ansøgere med passende forvaltning fra en miljømæssig synsvinkel Yderligere regler, som giver mulighed for udtagning, som ikke indgår i vekseldrift, i fem år, frivillig udtagning, udtagning af mindre jordarealer, anvendelse af miljøvenlige landbrugsmetoder osv. Elementer i det økologisk net (markbræmmer, små marker, vandløbsbredder osv.) Forordning (EF) nr. 1254/1999 (oksekød) Artikel 12 Belægningsgrad // Tilskynder til at overholde en maksimumsgrænse på 2 storkreaturer/ha foderareal Artikel 13 Ekstensivering [25] // Tilskynder til at reducere belægningsgraden eller videreføre eksisterende praksis (grænse: 1,4 storkreaturer/ha); Bevare balance i dyre- og planteliv (herunder mikroorganismer) i forbindelse med græsningsarealer [25] Der betales EUR 100 pr. særpræmie (tyre) eller ammekopræmie, der ydes; belægningsgraden beregnes for samtlige køer, får og geder; engarealer (dvs. arealer til græsning) skal udgøre mindst 50% af foderarealet. Artikel 14 Supplerende betalinger // Disse betalinger (pr. dyr eller efter areal) kan omfatte miljøkriterier. Forordning (EF) nr. 2200/1996 (frugt og grøntsager) Artikel 15 Driftsfonde // Støtte til producentorganisationer til gennemførelse af tiltag, som gavner miljøet, f.eks. økologisk drift. 4.2.6. Miljøaspekter i markedsrelaterede instrumenter (kvalitetspolitik 65. Kvalitetspolitiske instrumenter [26] kan indirekte medvirke til at fremme biodiversiteten i et omfang, som ikke må undervurderes. Ved at begrænse brugen af visse begreber til et begrænset antal produkter, som fremstilles med lokale og traditionelle ressourcer, medvirker politikkerne vedrørende kvalitet til at bevare biodiversiteten. Kvalitetsangivelser styrker efterspørgselen efter selve produkterne og efter de naturressourcer, der indgår i fremstillingen af dem. Derfor styrkes bevaringen af sådanne ressourcer, fordi de bruges i større omfang. Således blev Monteleone-spelt (Italien) for kort tid siden anerkendt som en beskyttet geografisk betegnelse. Dermed er en afgrøde, som ellers var gået i glemmebogen, igen kommet til at spille en rolle som en sund og naturlig råvare. I denne sammenhæng bør også nævnes økologisk landbrug og salg af økologiske levnedsmidler. Når man fastlægger en kvalitetsmærkning på grundlag af traditionelle landbrugsmetoder i ugunstigt stillede områder, er det et godt eksempel på alternative produkter, som både tilgodeser miljøet og beskæftigelsen og, for så vidt angår landdistrikterne, er ønskværdige for regionen og forhindrer affolkningen af den, hvilket er centrale elementer i bevaringen af de forhold, som sikrer biodiversiteten. [26] Bilag II indeholder en liste over kvalitetsrelaterede politikker. 66. Disse politikker bidrager især til opfyldelsen af målsætning 6 og 7 (se boks 3 s. Error! Bookmark not defined.). 4.2.7. Lovgivningen om plantebeskyttelsesmidler 67. Eftersom påvirkninger af økosystemerne fra kemikalier brugt i landbrugssammenhæng kan forårsage uoprettelige skader, er tilladelsesprocedurer for og brug af plantebeskyttelsesmidler af central betydning for biodiversiteten. For at beskytte dyrelivet og naturens sundhed i hele Europa har EU vedtaget særlige standarder for at styre afsætning og brug af plantebeskyttelsesmidler [27] samt eventuelle rester heraf i levnedsmidler, vand og miljø. Denne lovgivning sikrer, at kun produkter, som opfylder bestemte strenge effektivitets-, sundheds- og miljøkrav [28], må anvendes af landbrugere i overensstemmelse med god dyrkningsmæssig praksis og vilkårene i den bevilling, der udstedes for det pågældende produkt. EU-lovgivningen fastlægger strenge krav for eventuelle rester af plantebeskyttelsesmidler i planter, plante- og dyreprodukter og vand, for at sikre, at disse produkter ikke udgør en fare for forbrugerne. [27] Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, EFT L 230 af 19.8.1991. [28] Det gælder navnlig Rådets direktiv 97/57/EF af 22. september 1997 om affattelsen af bilag VI til direktiv 91/414/EØF, EFT L 265 af 27.9.1997, hvor der fastlægges kriterier for vurdering af virkninger på ikke-målarter. 68. Der er dog enighed om, at der er brug for supplerende EU-politiske instrumenter til nedbringelse af risikoen i forbindelse med plantebeskyttelsesmidler [29]. Kommissionen har således til hensigt at udsende en meddelelse om fornuftig plantebeskyttelse, som udarbejdes i samarbejde med de berørte generaldirektorater, som bl.a. analyserer, hvordan man kan sikre en mere miljøvenlig brug af plantebeskyttelsesmidler. [29] Som anbefalet ved den 2. workshop om rammebestemmelser for bæredygtig udnyttelse af plantebeskyttelsesmidler i Den Europæiske Union, afholdt i Bruxelles den 12.-14. maj 1998 (organiseret i samarbejde mellem Europa-Kommissionen og det hollandske miljøministerium). 69. Adgangen til visse plantebeskyttelsesmidler er nødvendig for produktionen af mange mindre udbredte afgrøder. Biodiversiteten i landbruget hænger tæt sammen med afgrødernes diversitet. Det skal der tages højde for, når man udarbejder de nye regler, som skal nedbringe risikoen, eftersom plantebeskyttelsesindustrien allerede har bebudet, at de fremover hovedsagelig har tænkt sig at fokusere på nogle få kraftigt udbredte afgrøder. Det er op til Kommissionen og EU's medlemsstater at opstille strategier, som imødegår dette problem. Ellers ender det reducerede udvalg af plantebeskyttelsesmidler til mindre udbredte afgrøder med at blive en hindring for biodiversiteten i landbruget. 4.2.8. Udvidelsen af Den Europæiske Union og SAPARD-instrumentet 70. Da den centralt planlagte økonomi blev afskaffet, oplevede man en voldsom udvikling i landbruget og biodiversiteten i de 10 øst- og centraleuropæiske lande, som nu ansøger om medlemsskab af EU. Der er allerede sket omlægninger i arealudnyttelsen og i landbrugsstrukturerne: miljøstabiliteten påvirkes ganske vist af forskellige tendenser såsom specialisering, koncentration af afgrødedyrkning og dyrehold og større ændringer i landbrugsudstykningen, men der tegner sig også visse gode udsigter for biodiversiteten. For det første er det en forudsætning for medlemsskabet af EU, at landene forebygger tilbagegang i deres levesteder og arter, og at de forbereder deres landbrugsøkonomi på intern (EU) og ekstern konkurrence som led i gennemførelsen af EU's lovkorpus. Det fremmer en rimelig intensivering hvad angår udnyttelsen af naturressourcer. For det andet har de 10 ansøgerlande generelt en veludbygget bevaringspolitik, og de vil gerne udvikle deres landdistrikters omfattende naturpotentiale som et stærkt middel til at støtte og supplere diversifikationsstrategierne. 71. Det skal i det fornødne omfang sikres, at de typer arealudnyttelse, som fremmer biodiversiteten mest, overlever. Dette hensyn skal tilgodeses ved fastlæggelsen af, hvordan landbruget helst skal udvikle sig, og om der eventuelt skal gives mulighed for overgangsperioder (og i hvilket tidsrum) når ansøgerlandene skal integreres i det indre marked. Der skal også lægges vægt på den samlede miljøkvalitet af EU's landbrugsområder, også uden for områder med righoldig biodiversitet. Det gavner kvaliteten af grundvand og overfladevand og dermed biodiversiteten i områder, som er afhængige af forsyningen af vand herfra, samt floder, vådområder, Østersøen og Sortehavet. Lidt længere ude i fremtiden står landbruget i de 15 EU-lande måske i en ny situation, når EU's landbrugsareal udvides med 50%. 72. SAPARD-instrumentet [30] (førtiltrædelsesprogrammerne for udvikling af landbrug og landdistrikter) spiller således en strategisk rolle i forbindelse med landbruget og biodiversiteten. Instrumentet har et årligt budget på 529 mio. EUR (i år 2000-priser) [31] og omfatter en lang række indsatsmuligheder, der skal forvaltes 100% decentralt. Miljøbeskyttelse indgår i programmet via særbestemmelser om EU-standarder, vurdering af miljøvirkninger og inddragelse af miljøaktører. Endvidere gennemføres der i næsten alle SAPARD-programmer pilotordninger for miljøvenligt landbrug. De tiltag, som ansøgerlandene allerede har etableret som led i ordningen om miljøvenligt landbrug, omfatter bl.a. forvaltning af naturfredningsområder, udbygning og fremme af økologisk landbrug, forebyggelse af erosion og forurening, og videreførelse af landbrug (navnlig ekstensiv græsning) i områder af høj naturværdi. Med de til rådighed stående budgetter er det tanken gradvist at få opstillet og administreret ordninger for miljøvenligt landbrug i lighed med, hvad man udviklede som led i EU's reviderede fælles landbrugspolitik. [30] Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 af 21. juni 1999 om fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i ansøgerlandene i Central- og Østeuropa i førtiltrædelsesperioden, EFT L 161 af 26.6.1999, s.87 [31] Kommissionens beslutning 1999/595/EF af 20. juli 1999 om den vejledende fordeling af den årlige fællesskabsstøtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter, EFT L 226 af 27.8.1999 73. I førtiltrædelsesperioden skal der føres nøje tilsyn med ansøgerlandenes økologiske stabilitet. Ordningerne for miljøvenligt landbrug som led i udviklingen af landdistrikterne kommer efterhånden ganske vist til at støtte de miljøfølsomme områder, men meget afhænger af den udvikling, der videre sker i støtten til natur og landbrug i selve EU. Det gælder først og fremmest om at garantere videreførelsen af levedygtige landbrugsaktiviteter, som kan sikre et varieret landskab. Overholdelsen af obligatoriske generelle eller specifikke miljøregler skal også sikres. 4.3. Genressourcer (sektoral målsætning nr. 1) 4.3.1. Forordning (EF) nr. 1467/94 om bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget. 74. Det første femårsprogram til gennemførelse af forordning nr. 1467/94, som sluttede i 1999, fokuserede først og fremmest på ex-situ bevaring af genressourcer og drejede sig navnlig om beskrivelse af de genressourcer, som var tilgængelige i genbankerne. Denne metode er et centralt element i enhver biodiversitetsstrategi, som sigter på at bevare arter, som landbrugerne ikke vil bruge til produktion af levnedsmidler. Den forskning og udvælgelse, som er blevet foretaget af de institutioner, der er ansvarlige for bevaringen af genmateriale, har medført en forbedring af de lokale sorters egenskaber. Men samtidig er de også en forudsætning for bevaringen af de genressourcer, som er nødvendige i fremtiden som led i et moderne landbrug. Erfaringen viser, at denne metode er særlig vigtig for de aktører, der har tænkt sig at gøre brug af programmets resultater. Deres aktive medvirken i forskellige projekter lader ingen tvivl tilbage herom. 75. Det første program har hovedsagelig drejet sig om plantegenetiske ressourcer (17 projekter af i alt 24). Men EU-institutionerne har fastslået, at forordning 1467/94 spiller en vigtig rolle både for bevaringen af landbrugsracer og landbrugsafgrøder. 76. I statusrapporten over gennemførelsen af EU's biodiversitetsstrategi [32] angives det desuden, at "på baggrund af Europa-Parlamentets og Rådet henstillinger som reaktion på midtvejsrapporten (1997) om det første arbejdsprogram som led i forordningen bør det sikres, at der fortsat ydes finansiering til forordning 1467/94, samtidig med at det overvejes, om handlingsplanen for landbruget skal udbygges." [32] Kommissionens arbejdsdokument SEK(1999) 1290 af 4. august 1999. 77. Forordningen skal bidrage til at opfylde næsten alle målsætningerne i EU's biodiversitetsstrategi, som angives i afsnittet om "genressourcer", og derfor skal det sikres, at der er passende finansielle midler til at gennemføre den. 78. Men hvis forordning 1467/92 skal bidrage effektivt til at opfylde målsætningerne i biodiversitetsstrategien, er det en forudsætning, at et fremtidigt program klart bidrager til in situ-bevaring og "on farm"-forvaltning, så der kan tages højde for de særlige forhold, som gælder i de forskellige øko-regioner, og for bevaring og udvikling af sorter/racer, som stammer fra disse regioner eller levesteder. Det indebærer også en tættere inddragelse af NGO'er eller landbrugere i processen med at bevare genressourcer [33]. [33] En metode til at bevare og/eller styrke gendiversiteten er in situ-bevaring, dvs. bevaring af en art på dens naturlig levested. I modsætning til ex situ-bevaring giver in situ-bevaring mulighed for at bevare grupper af plantearter på deres levested inden for natur- eller landbrugsarealer, så man får videreført den udviklingsproces, der former gendiversiteten og plantebestandens tilpasningsevne. On farm-bevaring - som er en underart af in situ-bevaring - forudsætter, at landbrugsøkosystemet og den menneskelige indgriben videreføres, ligesom den udvælgelse, som landbrugeren udøver, hvilket giver mulighed for løbende tilpasning og forbedring af afgrøder. 4.3.2. Lovgivning om formeringsmateriale 79. In situ/"on farm"-bevaring og forbedring af plantegenetiske ressourcer afhænger også af, at der reelt er mulighed for bæredygtig udnyttelse af dem, hvilket igen forudsætter en lovgivning, som giver mulighed for at markedsføre et mangfoldigt genmateriale. 80. Direktiv 98/95/EF af 14.12.1998 har desuden skabt det nødvendige lovgrundlag for fremover at give mulighed for at tillade markedsføring af sorter, som stammer fra in situ-bevaring og som ikke optræder på de officielle lister over formeringsmateriale, der overholder kriterierne for selvstændighed, ensartethed og stabilitet. Dette direktiv bidrager også til in situ-bevaring og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer via avl og afsætning af landracer og sorter, som naturligt er tilpasset lokale og regionale forhold, og som trues af genetisk nedgang. 81. Disse særlige bestemmelser omfatter navnlig følgende punkter: * landracerne og sorterne optages på listerne i henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 70/457/EØF og 70/458/EØF, hvor det er relevant. Proceduren for officiel anerkendelse skal tage hensyn til specifikke kvalitetstræk og -krav. Der skal især tages højde for resultaterne af uofficielle prøver og viden, som stammer fra praktisk erfaring ved dyrkning, avl og anvendelse, og detaljerede beskrivelser af sorterne og de relevante betegnelser herfor, som er indberettet til den pågældende medlemsstat, og hvis der kan træffes endelig beslutning på dette grundlag, bevilges der en undtagelse fra kravet om officiel analyse. Når en sådan landrace eller sort anerkendes, angives den i sortslisterne som en "bevaringsværdig sort" * Det angives, hvor landracen eller sorten stammer fra og i hvilket område formeringsmaterialet herfra afsættes * Formeringsmateriale fra sådanne landracer eller sorter, som må afsættes i en angiven periode, underlægges hensigtsmæssige mængderestriktioner. 82. Der kan også opstilles særlige vilkår for afsætning af frøblandinger fra bestemte arter, hvis disse arter omfatter en eller flere af de arter, som angives i artikel 1 i Rådets direktiv 70/457/EØF, hvis de pågældende arter har forbindelse til bestemte naturlige eller delvis naturlige levesteder og trues af genetisk nedgang. 83. Der er endnu ikke opstillet en gennemførelsesforordning, som er en forudsætning for at man kan benytte sig af denne nye mulighed. 4.3.3. Genmodificerede organismer 84. Den vigtigste EU-lovgivning om miljøsikkerhed i forbindelse med genmodificerede organismer er direktivet om udsætning af gmo'er [34], mens direktivet om indesluttet anvendelse [35] vedrører genmodificerede mikroorganismer, som utilsigtet slippes ud i miljøet. Disse retsakter udgør rammebestemmelserne for sundheds- og miljøbeskyttelse i forbindelse med gmo'er. De suppleres for så vidt angår levnedsmiddelsikkerhed af forordningen om nye levnedsmidler [36]. Disse rammebestemmelser skal revideres og ændres, når Cartagena-protokollen om biosikkerhed er blevet vedtaget. [34] Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (EFT L 117 af 8.5.1990). [35] Rådets direktiv 90/219/EØF af 23. april 1990 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer (EFT L 117 af 8.5.1990). [36] Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (EFT L 43 af 14.2.1997). 85. Brug af genmodificerede organismer (gmo'er) i landbruget er et kildent og politisk følsomt spørgsmål. EU skal imødegå en række forskellige udfordringer, som kommer frem i den offentlige debat, og forskellige parters modstridende interesser. Hvad angår debatten om miljøet, og især biodiversiteten, indtager følgende emner en central rolle: * nyttig udnyttelse af moderne videnskab og teknik i forening med traditionel viden for at mindske landbrugets miljøskadelige virkninger * brug af moderne molekyle- og genteknologi til at identificere og karakterisere gener af interesse for landbruget i dyrkede og vilde arter og i patogener, og udnyttelse af denne viden * genmodificerede afgrøders miljøsikkerhed; konsekvenser for økosystemerne * sandsynlighed og virkninger af utilsigtet overførsel af gener mellem dyrkede og vilde arter * "transgene" træk ved genmodificerede afgrøder, konsekvenser for anvendelsen af pesticider * konsekvenser for bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet * konsekvensvurdering (oprindelsescentre; områder med biodiversitet af høj værdi) 4.4. Samhandelens konsekvenser for landbruget (sektoral målsætning nr. 3) 86. Hvis der blev gennemført en ukontrolleret liberalisering af landbrugsmarkederne, ville EU's landbrug blive udsat for en højere grad af konkurrence. Det ville mest tilskynde til landbrugsproduktion på de bedste jorde, hvorimod landbrugere i randområderne ville blive udsat for et stigende pres på deres kostpriser. De deraf følgende omlægninger i landbrugsstrukturen ville medføre marginalisering eller endog sløjfning af landbruget med negative følger for områdernes biodiversitet og landskaber af høj naturværdi. 87. Der er ikke meget, der peger i retning af, at en liberalisering af landbrugspolitikken i sig selv vil medføre en forbedring af bedrifternes bevaringsværdier. Strukturelle omlægninger, som på lang sigt er den dominerende økonomiske reaktion på en liberalisering, ville tværtimod have negative miljøvirkninger. Derfor er det af afgørende betydning for EU at træffe passende foranstaltninger for at sikre den fortsatte forvaltning af jordarealer og bevaringen af biodiversiteten og landskabet. 4.5. Opfyldelse af de horisontale målsætninger i EU's biodiversitetsstrategi 88. Hvis de horisontale målsætninger skal opfyldes fuldt ud, forudsætter det en fælles, koordineret indsats via forskellige EU-politikker og forskellige sektorale aktiviteter. 4.5.1. Bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet 89. Den overordnede målsætning omfatter både in situ- og ex situ-bevaring og bæredygtig udnyttelse. Opfyldelsen heraf kræver intensivt samarbejde mellem de "rene" bevaringspolitikker, andre former for miljølovgivning, og sektorale politikker (herunder landbrugspolitikken). Inden for dette område skal gennemførelsen af direktivet om vilde fugle og direktivet om naturtyper og oprettelsen af Natura 2000-nettet naturligvis fortsat prioriteres højt. I starten af 1999 omfattede medlemsstaternes foreslåede bidrag til nettet 9% af EU's geografiske område. Listen over foreslåede lokaliteter er endnu ikke færdig, og derfor skrider etableringen af nettet langsommere frem end forventet. Ikke blot udarbejdelsen af de nationale lister over lokaliteter, men også udfærdigelsen af forvaltningsplaner [37] er en hasteopgave, som muligvis forudsætter tiltag via tværsektorale politikker. Brugen af landbrugsstøtte (miljøvenligt landbrug, udligningsgodtgørelser eller supplerende beløb) kan under visse omstændigheder være et strategisk værktøj. Det kan påpeges, at "65 af de 198 naturtyper, som angives i bilag I til direktiv 92/43/EF, er truede som følge af intensiveret kvægavl, mens 26 er truede på grund af ophør af traditionelle aktiviteter". [38] Det understreger i hvert fald, at nogle landbrugsaktiviteter spiller en vigtig rolle, og at de derfor kan støttes via velvalgte instrumenter som led i den regionale eller nationale planlægning. [37] I henhold til artikel 6 i direktivet om naturtyper (direktiv 92/43/EF). [38] Ostermann, 1998, citeret i "IUCN, 1999 Background Study for the development of an IUCN policy on agriculture and biodiversity", koordineret af Wye College, University of London, P. Nowicki. 90. Når der fastlægges og gennemføres miljølovgivning vedrørende forvaltning og beskyttelse af naturressourcer såsom vand og jordbund, skal denne lovgivning også medvirke til at opfylde målsætningerne om naturbevaring. 91. Endelig udgør de overordnede målsætninger om miljøbeskyttelse og bæredygtighed i de sektorale politikker - især landbrugspolitikken - et centralt element i bevaringen og styrkelsen af biodiversiteten. Den fælles landbrugspolitik giver nu efter Agenda 2000-aftalen mulighed for at opstille rammebestemmelser, som tilskynder til en bedre global balance i biodiversiteten, med henblik på at sikre, at landbrugsaktiviteter, og især lavintensive landbrugssystemer, gøres så fordelagtige og så skånsomme som muligt på alle måder. Denne strategi fik opbakning fra landbrugsministerrådet i Helsingfors i december 1999. 4.5.2. Andel i udbytte baseret på udnyttelse af biodiversitet 92. De vigtigste diversitetscentre i verden er faktisk beliggende i udviklingslandene. Visse udviklingslande er de vigtigste leverandører af genmateriale på verdensplan til forskning og avl. De lokale landbrugere, som i sidste ende leverer dette materiale, bør derfor modtage en kompensation i form af adgang til det forbedrede materiale og andel i udbyttet af denne forbedringsproces, som under alle omstændigheder bør ske under inddragelse af de berørte parter. Derfor bør der ske en udbygning af vekselvirkningen mellem de nuværende retningslinjer og den igangværende "biodiversitetshandlingsplan for økonomisk samarbejde og udviklingssamarbejde". 4.5.3. Forskning, identifikation, overvågning og udveksling af information 93. At få udfyldt hullerne i den foreliggende viden bliver af afgørende betydning, hvis målsætningerne i EU's biodiversitetsstrategi skal opfyldes. Den grundlæggende forskning skal styrkes, især hvad angår overvågning og vurdering af bevaringsstatus og -tendenser for biodiversitetens enkeltelementer, herunder de vigtigste drivkræfter, som påvirker denne udvikling. Det bør prioriteres højt at få opstillet et indikatorsystem i samarbejde mellem de relevante tjenestegrene i Kommissionen samt Det Europæiske Miljøagentur. Det bør også sikres, at andre relevante berørte parter inddrages (OECD, FN-organisationer, medlemsstaterne, private institutter, NGO'er), eftersom de ejer en stor del af de foreliggende relevante data og har ekspertise på netop dette område. Det vil ganske givet også bidrage til at opfylde disse målsætninger, at forskningstiltag angående biodiversitet lægges ind under det 5. FTU-rammeprogram (se boks 4). Boks 4: Forskningsprogrammer om biodiversitet og landbrug * I særprogrammet om "livskvalitet og forvaltning af levende ressourcer" (FTU-prioriteterne i nøgleaktion 3: "cellefabrikken") gennemføres der forskningsaktioner om "naturligt forekommende eller indførte populationers biodiversitet og økologiske dynamik" (herunder også vurdering og reduktion af økologiske konsekvenser) og om "identifikation og bæredygtig udnyttelse af den metaboliske og genetiske diversitet som kilde til nye værdifulde produkter." * FTU-prioriteterne i nøgleaktion V ("bæredygtigt landbrug, fiskeri og skovbrug og integreret udvikling af landdistrikter, herunder bjergegne") vedrører forskning i bevarelse og styrkelse af gendiversiteten i landbruget, plante- og dyreavl, hvilket omfatter relevant applikationsorienteret genomforskning, og diversitet i genressourcer, bæredygtige produktionssystemer med reduceret påvirkning af økosystemerne og diversificering i dyrkede arter. * I særprogrammet for forskning i "Energi, miljø og bæredygtig udvikling" skal forskningsaktioner (som led i nøgleaktion 2: "globale ændringer, klima og biodiversitet") vedrørende økosystemers sårbarhed tilsigte en bedre indsigt i samspillet mellem menneskeskabte påvirkninger og ændringer i biodiversiteten. Der skal gennemføres arbejde med "vurdering og bevaring af biodiversitet", som skal være med til at bevare biodiversiteten på baggrund af ændringerne i arealudnyttelsen og bæredygtig udnyttelse af biologiske ressourcer; endelig skal projekterne inden for et 3. område ("overensstemmelse mellem bevaring af biodiversitet og økonomisk udvikling") opstille og indføre strategier for at forhindre konflikter mellem bevaringen af biodiversiteten og menneskeskabte aktiviteter. 94. Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er også ved at etablere en EU-godkendelsesordning (Community Clearing-House Mechanism, CHM), som kan give adgang til information om biodiversitet via internettet. Det kommer også til at medvirke til gennemførelsen af EU-strategien for biodiversitet, hvor det i artikel 18, stk. 3 foreskrives, at medlemsparterne skal etablere godkendelsesordninger. 4.5.4. Uddannelse, oplæring og opmærksomhedsskabende tiltag 95. Offentlighedens og (især) landbrugernes kendskab til området er af afgørende betydning for at sikre, at de tiltag, der træffes som led i den valgte metode, bliver vellykkede. Derfor indføres der i forordningen om udvikling af landdistrikterne en særordning (uddannelse), som kan målrettes mod miljøforbedringer, også inden for biodiversitet. Medlemsstaterne bør under alle omstændigheder støtte, at NGO'er inddrages og deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af udviklingsplanerne for landdistrikterne. 4.6. Fremskridt i overvågningen og evalueringen af overholdelsen af prioriteter 96. Der er fastlagt en række prioriteter i nærværende dokument, for det første med henblik på at styrke landbrugsaktiviteternes positive virkninger for biodiversiteten, for det andet for at reducere deres negative virkninger. Den fælles landbrugspolitik giver vid mulighed for tiltag inden for området, idet udviklingspolitikken for landdistrikterne indtager en central rolle. 97. Overvågning og evaluering af udviklingsplanerne for landdistrikterne og miljøvenligt landbrug forudsætter hensigtsmæssige instrumenter, som tilgodeser de særlige forhold i de pågældende lokaliteter og programkriterier. Sådanne indikatorer for miljøvenligt landbrug skal give mulighed for at bedømme, hvor effektiv den valgte strategi er. 4.6.1. Opstilling af integrerede principper for indikatorer for miljøvenligt landbrug 98. Indikatorer for miljøvenligt landbrug skal fungere som redskaber, der giver mulighed for en bedre indsigt i de komplekse sammenhænge mellem landbrug og miljø. De kan anvise tendenser og giver information om mængdeforhold. På landbrugsområdet skal de indikatorer, der opstilles, omfatte alle aktivitetens positive og negative konsekvenser i hele det pågældende område. Hvis man stirrer sig blind på f.eks. biodiversitet, får man ikke det fulde overblik. En helhedsorienteret indfaldsvinkel, hvor man betragter landskabet som et dyrket, delvist naturligt område, hvor der foregår landbrugsproduktion, og tager højde for alle aspekter af landskabet, såvel biofysiske som afgrøderelaterede, kan man sætte indikatorerne for miljøvenligt landbrug ind i en hensigtsmæssig sammenhæng. 99. Når der skal opstilles indikatorer for landbrugs- og miljøområdet, forudsætter det en differentieret metode, som tilgodeser regionernes forskellighed i såvel økonomisk struktur som naturforhold. Det er en af de centrale prioriteter i Kommissionens nuværende arbejde, men det gør også opgaven mere kompleks. Den nye meddelelse om indikatorer for miljøvenligt landbrug [39] indeholder en oversigt over disse forskellige tiltag [40], med henblik på at indkredse de største mangler i de forskellige eksisterende indikatorsæt. Der foreslås overordnede principper og retningslinjer for opstilling af manglende indikatorer. Dette arbejde fokuserer på vigtigheden af at få opstillet et sæt indikatorer for miljøvenligt landbrug, der også vedrører biodiversitet. Men der skal heller ikke opstilles for mange indikatorer, for det vil gøre området mindre overskueligt i stedet for at tydeliggøre det. [39] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: "Indikatorer for integrering af miljøhensyn i den fælles landbrugspolitik", KOM(2000) 20 endelig udg. [40] Der opstilles en række indikatorer i samarbejde mellem OECD og Kommissionens tjenestegrene, f.eks. Eurostat, Det Fælles Forskningscenter, Det Europæiske Miljøagentur, EU-forskningsprojekter som ELISA (samordnet aktion FAIR CT96 -3448). 100. I forbindelse med netop biodiversitet er det én ting at opstille en ønskeliste over indikatorer og at få udarbejdet et endeligt sæt fungerende indikatorer med operationelle definitioner, pålidelige data osv. Hvis man skal nå dertil, forudsætter det en samordnet indsats, hvor alle medlemsstater bidrager og sætter ind, og hvor der afsættes flere ressourcer både fra Kommissionen og medlemsstaterne. Der bliver brug for en langsigtet strategi for data- og informationsbehov. 4.6.2. Overvågning og evaluering af målsætninger vedrørende biodiversitet 101. Der er brug for en geografisk tilpasset metode for at give et præcist billede af samspillet mellem lokale landbrugsaktiviteter og lokale biodiversitetsaktiver. Denne metode vil desuden normalt hænge sammen med, hvilket niveau politikkerne vedrørende miljøvenligt landbrug udformes og gennemføres på (som led i udviklingsplanerne for landdistrikterne). Men fordi der fokuseres på en differentieret fremgangsmåde, opstår der også specifikke problemer med opstillingen af hensigtsmæssige indikatorer, mens den globale bestand af arter eller naturtyper kun kan afspejle kumulative virkninger. Overvågning 102. I denne sammenhæng bør også nævnes det dokument, som Kommissionen har udarbejdet om overvågning af udviklingsplaner for landdistrikterne. I artikel 43, stk. 1 af forordningen om udvikling af landdistrikterne angives det, at udviklingsplanerne for landdistrikterne skal indeholde "bestemmelser, som sikrer en effektiv og korrekt gennemførelse af planerne, herunder overvågning og evaluering". I samme forordnings artikel 48, stk. 2 foreskrives det, at "overvågningen foregår ved hjælp af særlige fysiske og finansielle indikatorer". Derfor har Kommissionen fremlagt en række fælles indikatorer for medlemsstaterne og en fælles struktur for sådanne indikatorer (se bilag III). 103. Disse oplysninger kan ganske vist ikke give et komplet billede af de forventede virkninger på biodiversiteten, men de tilvejebringer et grundsæt af harmoniserede data om gennemførelsen af medlemsstaternes udviklingstiltag for landdistrikterne. Disse oplysninger kan samles på EU-plan navnlig med henblik på tiltag, som medlemsstaterne gennemfører for at styrke og sikre biodiversiteten. Dermed bliver der mulighed for at angive, hvordan medlemsstaternes/regionernes tiltag skrider frem, og for at udarbejde årlige statusrapporter. 104. Endvidere pålægges medlemsstaterne i den "horisontale" forordning (forordning 1259/1999) at underrette Kommissionen om detaljerne i de tiltag, der træffes til gennemførelse af forordningen, herunder tilfælde, hvor miljøkravene overtrædes. Der skal arbejdes med at harmonisere dette arbejde for at opstille indikatorer, som giver mening på EU-plan. Evaluering 105. Udviklingsplanerne for landdistrikterne er det vigtigste værktøj til at gennemføre tiltag til styrkelse af biodiversiteten i landbruget, men de oplysninger, der indhentes via overvågningen, skal også vurderes via indikatorer for forskellige tiltag og målsætninger vedrørende biodiversitet. Udviklingsprogrammerne for landdistrikterne og de beløb, der udbetales i støtteordningerne, skal derfor evalueres (forudgående, midtvejs og efterfølgende) for at bedømme deres virkninger, herunder for biodiversiteten. 106. Kommissionen har angivet over for medlemsstaterne, at der skal opstilles hensigtsmæssige indikatorer til vurdering af disse programmers og politikkers effektivitet med fokus på resultater og konsekvenser. Biodiversitet indgår som et underpunkt under miljøhensyn. Kravene om forudgående evaluering, midtvejsevaluering og efterfølgende evaluering af programmerne foreskrives i artikel 42-45 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999. Disse regler understreger de generelle krav om evaluering i artikel 43, stk. 1, og frem for alt i artikel 49 i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL). De udspecificeres yderligere i retningslinjerne for evaluering af udviklingsprogrammer for landdistrikterne 2000-2006, som støttes af EUGFL (DOK. VI/8865/99-REV.), og endelig udarbejdes der et sæt fælles evalueringspunkter med indikatorer. (Se bilag IV). 107. Overvågning og evaluering som led i udviklingen af landdistrikter skal bruges til at måle, i hvor høj grad man overholder de målsætninger, som fastlægges i nærværende handlingsplan for biodiversitet, samt de overordnede principper, som opstilles i EU eller i fora som f.eks. OECD. 5. Sammenhæng i foranstaltningerne 5.1. Integreret programmering 108. I betragtning af det potentiale, udviklingsinstrumenterne for landdistrikterne har (herunder miljøvenligt landbrug), skal der hurtigst muligt opstilles en strategi, som tilgodeser disse muligheder. Strategien skal være mere end blot en række støtteforanstaltninger, der smækkes sammen i en fælles pulje. Udviklingspolitikken for landdistrikterne skal tilstræbe at få opstillet integrerede udviklingsprogrammer sideløbende med og som supplement til markedspolitikkerne. 109. I denne forbindelse er det afgørende, hvordan udviklingsplanerne for landdistrikterne udformes og gennemføres. Planerne dækker en syv års periode, som begyndte den 1. januar 2000 [41]. De skal udarbejdes på det geografiske niveau, som betragtes som mest hensigtsmæssigt [42]. Ved udarbejdelsen skal det sikres, at alle ansvarlige myndigheder, også miljømyndighederne, inddrages. Det er af afgørende betydning, at man klart fastlægger mulighederne for samspil mellem forskellige tiltag på biodiversitetsområdet. Det giver mulighed for at udnytte en synergieffekt og undgå modstridende tiltag. Planens overordnede sammenhæng kan kun vurderes på regionalt plan, hvis den skal tilgodese de specifikke og lokale forhold, som bevaring af biodiversitet oftest handler om. [41] Artikel 42 i forordning (EF) nr. 1257/1999. [42] Artikel 41 i forordning (EF) nr. 1257/1999. 110. En regional strategi for landbruget, som styrker biodiversiteten, skal således prioriteres højt som led i udviklingsplanerne for landdistrikterne (som skal omfatte miljøvenligt landbrug og, hvor det er hensigtsmæssigt, foranstaltninger for ugunstigt stillede områder og områder med miljørestriktioner. Dette skal tilgodeses til enhver tid, også i forbindelse med mål 1- (og mål 2-) programmering [43]. [43] De udviklingsforanstaltninger for landdistrikterne, der finansieres af EUGFL, Garantisektionen, indarbejdes i programmeringen for mål 1-regioner i henhold til forordning 1260/1999. Visse foranstaltninger (ud over de såkaldte "ledsageforanstaltninger") kan indarbejdes i programmeringen for mål 2-regioner. 111. Bestemmelserne om indholdet af udviklingsplanerne for landdistrikterne [44] tilskynder til at programmere foranstaltninger, der tilgodeser miljøet på det mest hensigtsmæssige geografiske niveau. Medlemsstaterne opfordres også udtrykkelig til at beskrive "i hvor høj grad strategien tager hensyn til internationale forpligtelser, EF-forpligtelser og nationale forpligtelser på miljøområdet, også i forbindelse med bæredygtig udvikling, navnlig vandkvalitet og -udnyttelse, bevarelse af biodiversiteten, herunder bevarelse af afgrødesorter på bedriften" [45]. [44] Artikel 43 i forordning (EF) nr. 1257/1999 og artikel 33 i gennemførelsesforordningen 1750/1999. [45] Punkt 6.1 i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999. 5.2. Fuld områdedækning 112. Det er vigtigt at opstille retningslinjer for støtte til biodiversitet i alle EU's landbrugsdistrikter. Udviklingspolitikken for landdistrikter, som blev indført ved starten af år 2000, dækker alle landdistrikter (se bilag I). Desuden tages der i medlemsstaternes planer højde for foranstaltninger vedrørende miljøvenligt landbrug i hele den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med dens specifikke behov [46]. Det skal også sikres, at der er balance mellem de forskellige støtteforanstaltninger, som indgår i medlemsstaternes planer. [46] Artikel 43,stk. 2, i forordning (EF) nr. 1257/1999. 113. Disse bestemmelser er et led i en multifunktionel, integreret tilgang til udviklingen af landdistrikterne, hvor man anerkender landbrugets centrale rolle i bevaringen af regionernes samfundsøkonomiske, kulturelle og miljømæssige aktiver og understreger behovet for at skabe alternative indtægtskilder for at styrke levedygtigheden af de indtægtsskabende aktiviteter i landdistrikterne. 5.3. Kompatibilitet og sammenhæng 114. Støtte til udvikling af landdistrikterne ydes kun til foranstaltninger, der overholder EU-lovgivningen. Det omfatter naturligvis også miljølovgivningen. Derfor forventes planer og programmer for 2000-2006 at tage hensyn til lovgivningen om biodiversitet. På EU-plan tager dette for nærværende udgangspunkt i oprettelsen af et europæisk net af fredede lokaliteter (Natura 2000), som omfatter fredningszoner fastlagt i henhold til de to direktiver om naturtyper og fugle [47]. [47] Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle. 115. Der kan ikke samtidig ydes støtte til en og samme foranstaltning i henhold til forordningen om udvikling af landdistrikterne og i henhold til andre fællesskabsstøtteordninger [48]. Men det forhindrer ikke, at der ydes støtte fra forskellige EU-fonde (EUGFL, strukturfondene og LIFE) til bevaring af biodiversitet. Foranstaltninger som led i den fælles landbrugspolitik, der fremmer biodiversiteten, kan kun udgøre et supplement til miljølovgivningens bredere sammenhæng og, i de støtteberettigede områder, strukturfondens foranstaltninger. [48] Artikel 38 i forordning (EF) nr. 1257/1999. 116. Et godt eksempel på foranstaltninger, som støtter hinanden, er LIFE og foranstaltningerne vedrørende miljøvenligt landbrug i forordning 2078/92. LIFE-programmerne har været en slags prøveklud for naturfredningsforanstaltninger og har som sådan fungeret som pilotprogrammer, der som led i foranstaltningerne vedrørende miljøvenligt landbrug skal gennemføres på bredere plan. 5.4. Konklusion - Etablering af mål og tidsplan 117. Den takt, som biodiversiteten indarbejdes i den fælles landbrugspolitik med, afhænger i store træk af gennemførelsen af Agenda 2000. Tidsplanen domineres af medlemsstaternes udarbejdelse og gennemførelse af udviklingsplanerne for landdistrikterne. Som led i planerne bør det derfor prioriteres højt hurtigst muligt at få opstillet en biodiversitetsstrategi. En stor del af de forventede resultater på biodiversitetsområdet kommer som led i gennemførelsen af miljøvenligt landbrug (som typisk omfatter en 5 års periode), og de fleste af målsætningerne skal vurderes via efterfølgende evaluering ved udgangen af programmeringsperioden. 118. Nedenstående tabel (tabel 2) giver en oversigt over konkrete prioriteter (som defineret i stk. 3.2), sektorale og horisontale målsætninger i henhold til EU-strategien for biodiversitet, og de relevante instrumenter til at opfylde disse målsætninger. Der foreslås i videst muligt omfang mål og gennemførlige indikatorer, samt en vejledende tidsplan. 119. Der gennemføres flere forskellige tiltag i Kommissionen, medlemsstaterne og OECD med sigte på at forfine indikatorerne for biodiversitet, arealudnyttelse, bevoksning og landskab. Det er vigtigt at sikre en konstant synergieffekt mellem resultaterne af disse tiltag og de igangværende biodiversitetsforanstaltninger i landbruget. 120. Medlemsstaterne er forpligtet til at udfærdige en rapport inden 2002 for at definere de nuværende hindringer for en styrkelse af biodiversiteten i landbruget. 120. Tabel 2: gennemførelse af foranstaltninger, som er nødvendige for at overholde handlingsplanens prioriteter: målsætninger og tidsplan >TABELPOSITION> Bilag I - Beløb afsat af EUGFL, Garantisektionen, til udvikling af landdistrikterne Garantisektionen i EUGFL (Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget) finansierer fællesskabsstøtte til førtidspensionering, ugunstigt stillede områder og områder med miljørestriktioner, miljøvenligt landbrug og skovrejsning i hele EU. Fællesskabsstøtte til andre udviklingsforanstaltninger finansieres i landdistrikterne i mål 1-områder af EUFGL, Udviklingssektionen, og i områder, som ikke er mål 1-områder, af EUGFL, Garantisektionen [49]. [49] Artikel 35 i forordning (EF) nr. 1257/1999 (støtte fra EUGFL). De vejledende beløb, som EUGFL, Garantisektionen, har afsat til de enkelte medlemsstater for 2000-06, angives i tabellen herunder (på grundlag af konklusionerne ved Det Europæiske Råds møde i Berlin i marts 1999). Der er afsat EUR 30.370 mio. for programperioden (dvs. ca. EUR 4.339 mio. om året). Medlemsstat // Afsat af EUGFL, Garantisektionen, til udvikling af landdistrikterne (mio. EUR - årligt gennemsnit) Belgien // 50 Danmark // 46 Tyskland // 700 Grækenland // 131 Spanien // 459 Frankrig // 760 Irland // 315 Italien // 595 Luxembourg // 12 Nederlandene // 55 Østrig // 423 Portugal // 200 Finland // 290 Sverige // 149 Forenede Kongerige // 154 I ALT // 4.339 Bilag II - Politikker vedrørende kvalitet >TABELPOSITION> Bilag III - Overvågningsindikatorer Kommissionen har som led i forordningen om udvikling af landdistrikterne fremlagt disse indikatorer. * Ugunstigt stillede områder og områder med miljørestriktioner Nedenstående tal opdeles efter udligningsbeløb til forskellige områder (bjergegne, andre ugunstigt stillede områder, områder med særlige ulemper, områder med miljørestriktioner) og efter områdetype (Natura 2000 osv.): - Antal landbrugere, der modtager udligningsgodtgørelse - Antal hektar, der ydes udligningsgodtgørelse for - Gennemsnitlig udbetaling (pr. bedrift og pr. ha) - Samlede offentlige udgifter (og EUGFL-tilskuddets andel heraf) - Oversigt over udligningsgodtgørelser til områder med miljørestriktioner - Klassificerede landbrugsarealer (ha) - % af dette areal, der ydes udligningsgodtgørelse for (og andel heraf, som er bjergegne, andre ugunstigt stillede områder, områder med særlige ulemper, områder med miljørestriktioner) * Miljøvenligt landbrug Miljøindikatorer: Opdeling efter aktion og arealudnyttelsestype for: - Kodificering af bedrifter - Målsætning med aktionen (Beskyttelse af naturressourcer, biodiversitet og/eller landskab) - Uorganisk gødning (heraf N, P, K): niveau fastsat af bedriften (kg/ha) / referenceniveau - Organisk gødning: niveau fastsat af bedriften (t/ha) / referenceniveau - Belægningsgrad: niveau fastsat af bedriften (storkreaturer/ha) / referenceniveau Indikatorer for udnyttelsesgrad: Nedenstående tal opdeles efter arealudnyttelsestype (etårige afgrøder, flerårige afgrøder, andre typer arealudnyttelse) / aktion / målsætning (biodiversitet, landskab, naturressourcer): - Antal støttemodtagere - Antal enheder [50], som er støtteberettigede i henhold til forventede/opnåede resultater [50] Den "basisenhed", der bruges for bedrifter, som driver miljøvenligt landbrug, er hovedsagelig de hektar, som aktionen omfatter, men det kan også være storkreaturer (aktioner vedrørende truede arter) eller km (etablerede af levende hegn osv.). - Gennemsnitlig præmie pr. betalingsenhed - Præmie i forbindelse med ikke-kommercielle investeringer (%) - Samlede offentlige udgifter (og EUGFL-tilskuddets andel heraf) Andre indikatorer: * Miljøfølsomme områder: ha klassificerede områder (og procentvis andel heraf, som er omfattet af kontrakter om miljøvenligt landbrug) * Plantesorter, som er truet af genetisk nedgang: ha dyrket areal (og procentvis andel heraf, som er omfattet af kontrakter om miljøvenligt landbrug) * Truede racer: antal i regionen (og antal heraf, som er omfattet af kontrakter om miljøvenligt landbrug) * NB: supplerende nationale foranstaltninger Der bør også tages højde for nationale foranstaltninger, som støtter det samme mål med at bevare/genoprette biodiversiteten i landbruget. Bilag IV - Evalueringsindikatorer Dise indikatorer drøftes for tiden med medlemsstaterne som led i forordningen om udvikling af landdistrikterne. >TABELPOSITION>