EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019L0178

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2019/178 af 16. november 2018 om tilpasning til den videnskabelige og tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU for så vidt angår en undtagelse for bly i lejer og bøsninger på visse former for ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug (EØS-relevant tekst.)

C/2018/7506

OJ L 33, 5.2.2019, p. 32–34 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2019/178/oj

5.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 33/32


KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) 2019/178

af 16. november 2018

om tilpasning til den videnskabelige og tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU for så vidt angår en undtagelse for bly i lejer og bøsninger på visse former for ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (1), særlig artikel 5, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge direktiv 2011/65/EU skal medlemsstaterne sørge for, at elektrisk og elektronisk udstyr, der bringes i omsætning, ikke indeholder visse farlige stoffer, der er opført i bilag II til nævnte direktiv. Dette krav gælder ikke de anvendelser, der er opført i bilag III til direktiv 2011/65/EU.

(2)

De forskellige kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, som direktiv 2011/65/EU finder anvendelse på, er opført i nævnte direktivs bilag I.

(3)

Bly er et stof, der er underlagt begrænsninger, og som er opført i bilag II til direktiv 2011/65/EU. Kommissionen modtog i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/65/EU i juli 2015 en ansøgning om indrømmelse af en undtagelse for kategori 11, der skal opføres i bilag III, for anvendelse af bly i lejer og bøsninger på forbrændingsmotorer drevet af diesel eller gasformigt brændstof, der anvendes i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug.

(4)

Det er nødvendigt, at lejer og bøsninger indeholder bly for at opnå tilstrækkelig pålidelighed hvad angår belægningsresistens, konformabilitet, indlejringsevne og affaldsresistens i store motorer og motorer til brug under barske eller krævende forhold, der anvendes i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug såsom mobile luftkompressorer, mobilt svejseudstyr og mobilkraner.

(5)

Der er i øjeblikket ikke nogen blyfri alternativer på markedet, som ville give en tilstrækkelig grad af pålidelighed for anvendelsesområderne for motorer i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug.

(6)

På grund af manglende pålidelige alternativer er det stadig ikke videnskabeligt og teknisk muligt i praksis at substituere eller eliminere bly for visse motorer i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug Undtagelsen er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (2) og svækker således ikke den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes ved den. Derfor bør undtagelsen for bly i lejer og bøsninger på forbrændingsmotorer drevet af diesel eller gasformigt brændstof, der anvendes i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug, tillades, idet der tilføjes et nyt punkt 42 i bilag III til direktiv 2011/65/EU. For at undgå at anvendelsesområderne for undtagelserne i bilag III overlapper hinanden, og for at sikre juridisk klarhed bør det tilføjes, at ansøgninger, der er omfattet af punkt 6.c i bilag III, er udelukket fra det nye punkt 42 i bilag III til direktiv 2011/65/EU.

(7)

Da der i øjeblikket ikke findes nogen pålidelige alternativer til de pågældende anvendelser, og det heller ikke er sandsynligt, at de vil blive tilgængelige på markedet i nær fremtid, bør undtagelsen for kategori 11 i bilag I til direktiv 2011/65/EU indrømmes med en den maksimale gyldighedsperiode på fem år regnet fra den 22. juli 2019, som er den dato, hvor kategori 11 indgår i anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/65/EU. I lyset af resultaterne af de igangværende bestræbelser på at finde en pålidelig substitution forventes varigheden af denne undtagelse ikke at få nogen negative indvirkninger på innovationen.

(8)

Direktiv 2011/65/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag III til direktiv 2011/65/EU ændres som anført i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. juli 2019 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 22. juli 2019.

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. november 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 174 af 1.7.2011, s. 88.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) og om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).


BILAG

I bilag III indsættes følgende punkt 42:

»42

Bly i lejer og bøsninger på forbrændingsmotorer drevet af diesel eller gasformigt brændstof, der anvendes i ikkevejgående udstyr til erhvervsmæssig brug:

hvis motorens samlede forskydning er ≥ 15 liter,

eller

hvis motorens samlede forskydning er < 15 liter og motoren er konstrueret til at fungere i anvendelser, hvor tidsrummet mellem signal for start og fuld belastning skal være mindre end 10 sekunder, eller hvis der typisk udføres regelmæssig vedligeholdelse under barske og snavsede udendørs forhold, f.eks. anvendelser inden for minedrift, byggeri og landbrug.

Gælder for kategori 11, bortset for anvendelser, der er omfattet af punkt 6.c i nærværende bilag.

Udløber den 21. juli 2024.«


Top