EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1203

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1203 af 21. august 2018 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at indrømme en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for asketræ med oprindelse i eller forarbejdet i USA og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 (meddelt under nummer C(2018) 5848)

C/2018/5484

OJ L 217, 27.8.2018, p. 7–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2020

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/1203/oj

27.8.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 217/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/1203

af 21. august 2018

om bemyndigelse af medlemsstaterne til at indrømme en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for asketræ med oprindelse i eller forarbejdet i USA og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204

(meddelt under nummer C(2018) 5848)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 15, stk. 1, første led, og bilag IV, del A, kapitel I, punkt 2.3, 2.4 og 2.5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved artikel 5, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF sammenholdt med del A, kapitel I, punkt 2.3, i bilag IV til samme direktiv er der fastsat særlige krav vedrørende indførsel til Unionen af asketræ (træ af Fraxinus L.) samt visse andre træsorter med oprindelse i USA.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 (2) fik medlemsstaterne bemyndigelse til at indrømme en midlertidig undtagelse fra artikel 5, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF sammenholdt med del A, kapitel I, punkt 2.3, i bilag IV til samme direktiv for særlige krav vedrørende indførsel til Unionen af asketræ (træ af Fraxinus L.) med oprindelse i USA.

(3)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 udløb den 30. juni 2018. Den bør derfor efterfølges af nærværende afgørelse for at sikre fortsat indførsel til Unionen af det pågældende træ.

(4)

I betragtning af de erfaringer, der er opnået under anvendelsen af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204, bør kravene heri fortsat anvendes i henhold til nærværende afgørelse.

(5)

På grundlag af oplysninger indhentet under en kontrol, som Kommissionen foretog i USA i januar 2018, og oplysninger fremlagt af USA's nationale plantebeskyttelsesorganisation under og efter denne kontrol bør der imidlertid opfordres til en strengere inspektion af og et strengere tilsyn med asketræ i USA. Med henblik herpå bør der fastsættes specifikke betingelser vedrørende kontrol af fortegnelser, procedurer og mærkning samt inspektion før afsendelsen og overvågning på godkendte savværker.

(6)

For bedre at kunne vurdere, hvordan nærværende afgørelse anvendes, bør medlemsstaterne give Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysninger om den import, der er foretaget.

(7)

Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 ophæves.

(8)

Nærværende afgørelse bør anvendes indtil den 30. juni 2020, således at gennemførelsen heraf kan tages op til revision senest på det tidspunkt.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bemyndigelse til at indrømme undtagelse

Uanset artikel 5, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF sammenholdt med del A, kapitel I, punkt 2.3, i bilag IV til samme direktiv kan medlemsstaterne tillade indførsel til Unionen af træ af Fraxinus L. med oprindelse i eller forarbejdet i USA (i det følgende benævnt »træet«) der, inden det forlader USA, opfylder de betingelser, der er fastsat i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Plantesundhedscertifikat

1.   Træet skal ledsages af et plantesundhedscertifikat, der er udstedt i USA, som er i overensstemmelse med artikel 13a, stk. 3 og 4, i direktiv 2000/29/EF, og hvorved det attesteres, at træet efter inspektion er fundet frit for skadegørere.

2.   Plantesundhedscertifikatet skal i rubrikken »Tillægserklæring« indeholde følgende elementer:

a)

erklæringen »I overensstemmelse med EU-kravene, jf. Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1203«

b)

bundtnummer/-numre svarende til hvert specifikt bundt, der eksporteres

c)

navnet på det/de godkendte anlæg i USA.

Artikel 3

Indberetning af import

Den importerende medlemsstat fremlægger senest den 31. december hvert år Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysninger om de mængder af sendinger af træet, der i årets løb er importeret i henhold til denne afgørelse.

Article 4

Meddelelse om manglende overholdelse af reglerne

Medlemsstaterne giver Kommissionen og de øvrige medlemsstater meddelelse om hver sending, der ikke er i overensstemmelse med denne afgørelse. Denne meddelelse skal gives senest to arbejdsdage efter datoen for tilbageholdelsen af en sådan sending.

Artikel 5

Ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 ophæves.

Artikel 6

Udløbsdato

Denne afgørelse udløber den 30. juni 2020.

Artikel 7

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. august 2018.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/204 af 3. februar 2017 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at indrømme en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for asketræ med oprindelse i eller forarbejdet i USA og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2416 om anerkendelse af bestemte områder i USA som værende frie for Agrilus planipennis Fairmaire (EUT L 32 af 7.2.2017, s. 35).


BILAG

1.   Krav til forarbejdning

Forarbejdningen af træet skal opfylde alle de følgende krav:

a)

Afbarkning

Træet er afbarket, med undtagelse af visuelt separate og klart adskilte små barkstykker (uanset antal), der opfylder en af følgende betingelser:

i)

de er under 3 cm brede (uanset længden) eller

ii)

hvis de er over 3 cm brede, er overfladen af hvert barkstykke under 50 cm2.

b)

Savning

Opsavet træ er fremstillet af afbarket rundtræ.

c)

Varmebehandling

Træet opvarmes gennem hele sin profil til mindst 71 °C i 1 200 minutter i et varmekammer, der er godkendt af Animal and Plant Health Inspection Service (APHIS) eller af et af APHIS godkendt organ.

d)

Tørring

Træet er tørret i overensstemmelse med industrielle tørreskemaer af mindst to ugers varighed, som anerkendt af APHIS.

Det endelige vandindhold må ikke overstige 10 %, udtrykt som en procentdel af tørstoffet.

2.   Krav til anlæg

Træet skal fremstilles, håndteres eller oplagres i et anlæg, der opfylder alle de følgende krav:

a)

Det er officielt godkendt af APHIS eller af et af APHIS godkendt organ i henhold til certificeringsprogrammet vedrørende skadegøreren Agrilus planipennis Fairmaire.

b)

Det er registreret i en database, som er offentliggjort på APHIS' websted.

c)

Det bliver kontrolleret af APHIS eller af et APHIS godkendt organ mindst en gang om måneden, og det er blevet konkluderet, at anlægget overholder kravene i dette bilag. Hvis disse kontroller udføres af et af APHIS godkendt organ, skal APHIS udføre kontroller af dette arbejde hver sjette måned. Kontrollerne hver sjette måned skal omfatte verifikation af organets procedurer og dokumentation samt kontroller i godkendte faciliteter.

d)

Det anvender udstyr til behandling af træet, der er kalibreret i overensstemmelse med driftshåndbogen for udstyret.

e)

Det fører fortegnelser over sine procedurer, der verificeres af APHIS eller af et af APHIS godkendt organ, herunder over behandlingens varighed, temperaturer under behandling og — for hvert enkelt bundt, der skal eksporteres — overensstemmelseskontrol og det endelige vandindhold.

3.   Mærkning

Hvert bundt af træet skal være forsynet med både et entydigt bundtnummer og en mærkat med påskriften »HT-KD« eller »Heat Treated-Kiln Dried« (Varmebehandlet-Ovntørret). Mærkaten skal være udstedt af — eller under tilsyn af — en dertil udpeget person på det godkendte anlæg, efter at det er kontrolleret, at kravene til forarbejdningen, jf. punkt 1, og kravene til anlægget, jf. punkt 2, er overholdt.

4.   Undersøgelser før eksport

Træet, der er bestemt til Unionen, skal inspiceres før eksport af APHIS eller af et af APHIS godkendt organ for at sikre, at kravene i punkt 1 og 3 er overholdt.


Top