12.7.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/30

---

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 601/2012

af 21. juni 2012

om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (1), særlig artikel 14, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den ved direktiv 2003/87/EF fastsatte ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner kan kun fungere effektivt, hvis emissionerne overvåges og rapporteres på fuldstændig, ensartet, gennemskuelig og nøjagtig måde i overensstemmelse med de harmoniserede krav i denne forordning. I andet gennemløb af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, som omfattede 2008-2012, har industrielle driftsledere, luftfartsoperatører, verifikatorer og kompetente myndigheder opnået erfaring med at overvåge og rapportere emissioner i henhold til Kommissionens beslutning 2007/589/EF af 18. juli 2007 om retningslinjer for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (2). Reglerne for den tredje handelsperiode af EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, der begynder den 1. januar 2013, og for de følgende handelsperioder baseres på denne erfaring.

(2)

Definitionen af biomasse i denne forordning skal være i overensstemmelse med definitionen på »biomasse«, »flydende biobrændsler« og »biobrændstoffer« anført i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (3), navnlig eftersom fortrinsbehandling med hensyn til kvotereturneringsforpligtelser under EU's ordning for handel med drivhusgasemissioner i henhold til direktiv 2003/87/EF udgør en »støtteordning« som anført i artikel 2, litra k), og dermed finansiel støtte i henhold til artikel 17, stk. 1, litra c), i direktiv 2009/28/EF.

(3)

For konsekvensens skyld finder definitionerne i Kommissionens beslutning 2009/450/EF af 8. juni 2009 om den nærmere fortolkning af de luftfartøjsaktiviteter, der er anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (4), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF, 2008/1/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006 (5) anvendelse på denne forordning.

(4)	For at sikre en optimal drift af overvågnings- og rapporteringssystemet skal medlemsstater, såfremt de udpeger mere end én kompetent myndighed, sikre, at disse myndigheder koordinerer deres arbejde i overensstemmelse med principperne i denne forordning.

(5)

Overvågningsplanen skal indeholde detaljeret, fuldstændig og gennemskuelig dokumentation af den anvendte metode for en bestemt anlægs- eller luftfartøjsoperatør og bør indtage en central plads i det system, som denne forordning etablerer. Planen bør jævnligt opdateres i henhold til verifikatorens konklusioner eller på driftslederens eller luftfartøjsoperatørens initiativ. Det primære ansvar for gennemførelsen af overvågningsmetodologien, hvoraf visse dele er specificeret i de procedurer, der kræves i henhold til denne forordning, bør fortsat ligge hos driftslederen eller luftfartøjsoperatøren.

(6)

Det er nødvendigt at fastsætte grundlæggende overvågningsmetoder for at minimere byrden for driftsledere og luftfartøjsoperatører og lette den effektive overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i henhold til direktiv 2003/87/EF. Disse bør omfatte grundlæggende beregnings- og målemetoder. Beregningsmetoderne inddeles yderligere i en standardmetode og en massebalancemetode. Såfremt driftslederen garanterer, at der ikke forekommer undladelser eller dobbelttælling, bør der være en vis fleksibilitet, som gør det muligt at kombinere målemetoder, standardberegningsmetoder og massebalance inden for det samme anlæg.

(7)

For yderligere at minimere byrden for driftsledere og luftfartøjsoperatører bør der indføres en forenklet usikkerhedsvurdering, uden at det dog går ud over nøjagtigheden. Kravene til usikkerhedsvurderingen bør mindskes betydeligt, hvis måleinstrumenterne benyttes under forhold, som er i overensstemmelse med instrumenttypen, navnlig hvis måleinstrumenterne er under national, lovbestemt metrologisk kontrol.

(8)

Der skal defineres beregningsfaktorer, som enten kan være standardfaktorer eller bestemt ved analyse. Kravene til analysen skal sikre, at der fortrinsvis anvendes laboratorier, som er akkrediteret i henhold til den harmoniserede standard. Der skal for de pågældende analysemetoder defineres generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriernes kompetence (EN ISO/IEC 17025) samt i tilfælde af ikke-akkrediterede laboratorier indføres mere pragmatiske krav til dokumentationen af en overbevisende ækvivalens, herunder i henhold til den harmoniserede standard Kvalitetsstyringssystemer — Systemkrav (EN ISO/IEC 9001) eller andre relevante certificerede kvalitetsstyringssystemer.

(9)	Der bør indføres en mere gennemsigtig og konsekvent metode til bestemmelse af urimelige omkostninger.

(10)

I erkendelse af den øgede tillid til de kontinuerlige overvågningssystemer for emissioner og den understøttende kvalitetssikring bør den målingsbaserede metode være på mere lige fod med den beregningsbaserede metode. Dette kræver mere proportionelle krav til krydstjek med beregninger samt en afklaring af datahåndteringen og andre kvalitetssikringskrav.

(11)

Der bør ikke påtvinges en urimelig overvågningsindsats på anlæg med lavere, mindre betydelige årlige emissioner, samtidig med at det sikres, at nøjagtighedsniveauet fortsat er acceptabelt. I denne forbindelse bør der fastsættes særlige betingelser for anlæg, der anses for at have små emissionsmængder, samt for luftfartøjsoperatører, der betragtes som luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder.

(12)

Artikel 27 i direktiv 2003/87/EF gør det muligt for medlemsstater, under forudsætning af foranstaltninger med tilsvarende virkning, at undtage små anlæg fra EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, forudsat at betingelserne indeholdt i denne artikel overholdes. Denne forordning finder ikke direkte anvendelse på de anlæg, der er undtaget i medfør af artikel 27 i direktiv 2003/87/EF, medmindre medlemsstaten vedtager, at denne forordning finder anvendelse.

(13)

For at lukke potentielle huller i forbindelse med overførsler af indeholdt eller ren CO2 bør disse kun være mulige på helt bestemte betingelser. Betingelserne indebærer, at overførslen af indeholdt CO2 kun må ske til andre EU-ETS-anlæg, og overførslen af ren CO2 kun må finde sted med henblik på geologisk lagring i henhold til EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, der i øjeblikket er den eneste form for accepteret permanent lagring af CO2 ifølge EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemission. Betingelserne må dog ikke udelukke muligheden for fremtidig innovation.

(14)

Der bør fastsættes specifikke luftfartøjsrelaterede bestemmelser om overvågningsplaner og overvågning af drivhusgasemissioner. En bestemmelse bør vedrøre densitetsbestemmelse ved hjælp af målesystemer om bord på luftfartøjet og på grundlag af brændstoffakturaer som ligeværdige muligheder. En anden bestemmelse bør være, at grænsen for at klassificere luftfartøjsoperatører som operatører med små emissionsmængder hæves fra 10 000 t CO2-emission årligt til 25 000 t CO2-emission årligt.

(15)	Skønnet over manglende data bør foretages mere konsekvent ved at gøre det obligatorisk at anvende konservative skønsprocedurer i overvågningsplanen, eller, hvor dette ikke er muligt, ved at den kompetente myndighed godkender en passende procedure, som indarbejdes i overvågningsplanen.

(16)

Der bør sikres en bedre gennemførelse af princippet om, at driftslederne jævnligt skal gennemgå deres overvågningsmetode med henblik på at forbedre den og overveje anbefalinger fra verifikatorerne som en del af verifikationsprocessen. Hvis der benyttes en metode, som ikke er baseret på metodetrin, eller hvis metoder med højeste metodetrin ikke overholdes, bør driftslederen jævnligt rapportere, hvilke skridt der tages for at overholde en overvågningsmetode baseret på metodetrinsystemet og for at nå det højeste krævede metodetrin.

(17)

Luftfartøjsoperatører kan i henhold til artikel 3e, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF søge om gratis tildeling af emissionskvoter på grundlag af verificerede tonkilometerdata, for så vidt angår de aktiviteter, der er angivet i bilag I til det omtalte direktiv. Under hensyn til proportionalitetsprincippet bør en luftfartøjsoperatør imidlertid, hvis vedkommende objektivt set ikke er i stand til at levere verificerede tonkilometerdata inden for den relevante tidsfrist som følge af alvorlige og uforudsete forhold uden for vedkommendes kontrol, have mulighed for at indsende de bedste tilgængelige tonkilometerdata, forudsat de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger er på plads.

(18)

Anvendelsen af informationsteknologi, herunder krav til dataudvekslingsformater og brugen af automatiserede systemer, skal fremmes, og medlemsstaterne bør derfor kunne kræve, at de erhvervsdrivende anvender sådanne systemer. Medlemsstaterne bør også gives mulighed for at udarbejde elektroniske skabeloner og filformatspecifikationer, der dog som minimum skal overholde Kommissionens minimumsstandarder.

(19)	Afgørelse 2007/589/EF bør ophæves. Virkningerne af bestemmelserne heri bør dog fastholdes med hensyn til overvågning, rapportering og verificering af de emissions- og aktivitetsdata, der fremkommer under første og anden handelsperiode af EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner.

(20)	Medlemsstaterne bør gives tilstrækkelig tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger og fastsætte passende nationale lovgivningsrammer med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af nærværende forordning. Denne forordning bør derfor anvendes fra starten på den tredje handelsperiode.

(21)	Foranstaltningerne i nærværende forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Udvalget for Klimaændringer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

AFSNIT 1

Formål og definitioner

Artikel 1

Genstand

Denne forordning fastlægger reglerne for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og aktivitetsdata i henhold til direktiv 2003/87/EF i handelsperioden for EU's emissionshandelsordning, der begynder den 1. januar 2013, samt for efterfølgende handelsperioder.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Denne forordning gælder for overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner, som er specificeret i forhold til de aktiviteter, der er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, og aktivitetsdata fra stationære anlæg, luftfartøjsaktiviteter samt for overvågning og rapportering af tonkilometerdata fra luftfartøjsaktiviteter.

Forordningen finder anvendelse på emissioner og aktivitetsdata, der forekommer fra den 1. januar 2013.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »aktivitetsdata«: mængden af data vedrørende brændsler eller materialer, der forbruges eller produceres ved en proces, alt efter hvad der er relevant for den beregningsbaserede overvågningsmetode, udtrykt i terajoule, masse (udtrykt i ton) eller for gasarters vedkommende som mængde i normalkubikmeter alt efter omstændighederne

2)   »handelsperiode«: en periode på otte år som angivet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF

3)   »tonkilometer«: et ton nyttelast transporteret én km på en flyvestrækning

4)   »kildestrøm«: én af følgende:

5)   »emissionskilde«: det særskilt identificerbare element i et anlæg eller en proces, hvorfra der udledes relevante drivhusgasser, eller med hensyn til luftfartøjsaktiviteter et individuelt luftfartøj

6)   »usikkerhed«: en parameter, der er knyttet til resultatet af bestemmelsen af en størrelse, som beskriver spredningen i de værdier, der med rimelighed kan tilskrives den pågældende størrelse, herunder indflydelsen fra både systematiske og tilfældige faktorer, og som udtrykt i procent beskriver et konfidensinterval omkring gennemsnitsværdien, der omfatter 95 % af de beregnede værdier under hensyntagen til en eventuel asymmetri i fordelingen af værdier

7)   »beregningsfaktorer«: nedre brændværdi, emissionsfaktor, foreløbig emissionsfaktor, oxidationsfaktor, omregningsfaktor, kulstofindhold eller biomassefraktion

8)   »metodetrin«: et specifikt krav, der anvendes til bestemmelse af aktivitetsdata, beregningsfaktorer, årlig emission, årsgennemsnit for timeemission samt for nyttelast

9)   »iboende risiko«: sandsynligheden for, at en parameter i den årlige emissionsrapport eller tonkilometerdatarapporten har ukorrekte angivelser, der kan have væsentlig betydning, individuelt eller i forbindelse med andre ukorrekte angivelser, før effekten fra eventuelle relaterede kontrolaktiviteter medregnes

10)   »kontrolrisiko«: sandsynligheden for, at en parameter i den årlige emissionsrapport eller tonkilometerdatarapport har ukorrekte angivelser, der kan have væsentlig betydning, individuelt eller sammen med andre ukorrekte angivelser, og som ikke forhindres, opdages eller afhjælpes i tide af kontrolsystemet

11)   »forbrændingsemissioner«: drivhusgasser, som udledes som følge af en eksoterm reaktion mellem et brændsel og oxygen

12)   »rapporteringsperiode«: et kalenderår, hvori emissioner skal overvåges og rapporteres, eller overvågningsåret som omtalt i artikel 3e og 3f i direktiv 2003/87/EF for tonkilometerdata

13)   »emissionsfaktor«: den gennemsnitlige emission af en drivhusgas i forhold til aktivitetsdata for en kildestrøm, hvor der antages en fuldstændig oxidation i forbindelse med forbrændingen og en komplet omdannelse i forbindelse med alle andre kemiske reaktioner

14)   »oxidationsfaktor«: forholdet mellem oxideret kulstof og CO2 som følge af forbrænding og det samlede kulstofindhold i brændslet udtrykt som en brøk, hvor CO udledt i atmosfæren anses for den molære ækvivalensmængde af CO2

15)   »omregningsfaktor«: forholdet mellem kulstof udledt som CO2 og det samlede kulstofindhold i kildestrømmen, før emissionsprocessen finder sted, udtrykt som en brøk, hvor kulmonoxid (CO) udledt i atmosfæren betragtes som den molære ækvivalensmængde af CO2

16)   »nøjagtighed«: overensstemmelsen mellem en målings resultat og den sande værdi for den pågældende størrelse eller en referenceværdi, som bestemmes empirisk ved hjælp af internationalt anerkendte og sporbare kalibreringsmaterialer og standardmetoder under hensyn til både tilfældige og systematiske faktorer

17)   »kalibrering«: en række handlinger, som under nærmere angivne betingelser etablerer forholdet mellem værdier, der er repræsenteret ved et fysisk mål eller et referencemateriale, eller de værdier, et måleinstrument eller målesystem viser, og de tilsvarende værdier af en størrelse, der følger af en referencestandard

18)   »passagerer«: personer om bord på luftfartøjet under en flyvning bortset fra dettes besætningsmedlemmer

19)   »konservativ«: der defineres en række antagelser, som skal sikre, at der ikke foretages en undervurdering af den årlige emission eller en overvurdering af tonkilometer

20)   »biomasse«: den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug (herunder vegetabilske og animalske stoffer), skovbrug og tilknyttede industrier, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige del af industriaffald og kommunalt affald, der omfatter flydende biobrændsler og biobrændstoffer

21)   »flydende biobrændsler«: flydende brændstof til energiformål, bortset fra transport, herunder elektricitet og opvarmning og køling, fremstillet på grundlag af biomasse

22)   »biobrændstoffer«: flydende eller gasformigt brændstof til transport, som er fremstillet på grundlag af biomasse

23)   »lovbestemt metrologisk kontrol«: den kontrol af måleopgaverne, der kan foretages for et måleinstruments anvendelsesområde af hensyn til almenhedens interesse, til folkesundheden, den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, beskyttelse af miljøet, opkrævning af skatter og afgifter, beskyttelse af forbrugerne og rimelige handelsvilkår

24)   »tilladt tolerance«: den tilladte målefejl som angivet i bilag I og instrumentspecifikke bilag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/22/EF (6) eller relevante nationale bestemmelser vedrørende juridisk metrologisk kontrol

25)   »datastrømsaktiviteter«: aktiviteter i forbindelse med tilegnelsen, forarbejdningen og håndteringen af data, der er nødvendige for at udarbejde en emissionsrapport baseret på primære kildedata

26)   »ton CO2(e)«: ton CO2 eller CO2(e)

27)   »CO2(e)«: drivhusgasser, dog ikke CO2, som er anført i bilag II til direktiv 2003/87/EF, med samme globale opvarmningspotentiale som CO2

28)   »målesystem«: et samlet sæt måleinstrumenter og andet udstyr, f.eks. prøvetagnings- og databehandlingsudstyr til bestemmelse af variabler såsom aktivitetsdata, kulstofindhold, brændværdi eller emissionsfaktoren for CO2-emissioner

29)   »nedre brændværdi« (NCV): den specifikke mængde energi, der frigives som varme, når et brændsel eller materiale forbrændes fuldstændig med ilt under standardbetingelser med undtagelse af varmen fra fordampning af eventuelle vanddampe

30)   »procesemissioner«: drivhusgasemissioner ud over forbrændingsemissioner, som forekommer på grund af tilsigtede eller utilsigtede reaktioner mellem stoffer eller omdannelsen af disse, herunder kemisk og elektrolytisk reduktion af malme, termisk nedbrydning af stoffer samt dannelse af stoffer til brug som produkt eller råmateriale

31)   »standardhandelsbrændsel«: internationalt standardiserede handelsbrændsler og -brændstoffer med et 95 % konfidensinterval på højst 1 % i den specificerede brændværdi, f.eks. gasolie, fyringsolie, benzin, lampeolie, petroleum, ethan, propan, butan, jet kerosine (jet A1 eller jet A), jetbenzin (Jet B) og flyvebenzin (AvGas)

32)   »parti«: en mængde brændsel eller materiale, hvoraf der udtages repræsentative prøver, og som overføres som én forsendelse eller kontinuerligt i en bestemt tidsperiode

33)   »brændselsblanding«: brændsel, der indeholder både biomasse og fossilt kulstof

34)   »materialeblanding«: materiale, der indeholder både biomasse og fossilt kulstof

35)   »foreløbig emissionsfaktor«: antaget samlet emissionsfaktor for en brændselsblanding eller materialeblanding baseret på det samlede kulstofindhold bestående af biomassefraktionen og fossilfraktionen, før det ganges med den fossile fraktion for at få emissionsfaktoren

36)   »fossil fraktion«: forholdet mellem fossilt kulstof og det samlede kulstofindhold i et brændsel eller materiale, udtrykt som en brøk

37)   »biomassefraktion«: forholdet mellem kulstof fra biomasse og det samlede kulstofindhold i et brændsel eller materiale, udtrykt som en brøk

38)   »energibalancemetode«: en metode til at skønne den energimængde, der er brugt som brændsel i en kedel, beregnet som summen af nyttevarmen og alle relevante energitab ved udstråling, overførsel og via røggassen

39)   »kontinuerlig emissionsmåling«: en række handlinger, der har til formål at bestemme værdien af en størrelse ved hjælp af periodiske målinger, enten ved målinger i skorstenen eller ved udtagning med måleinstrument tæt på denne, dette udtryk omfatter ikke målemetoder, som er baseret på enkeltprøver fra skorstenen

40)   »indeholdt CO2«: CO2, som er en del af et brændsel

41)   »fossilt kulstof«: uorganisk og organisk kulstof, der ikke er biomasse

42)   »målepunkt«: den emissionskilde, for hvilken der bruges systemer til kontinuerlig emissionsmåling, eller tværsnittet i et rørledningssystem, for hvilket CO2-strømmen bestemmes ved hjælp af systemer til kontinuerlig måling

43)   »masse- og balancedokumenter«: dokumenter som anført i internationale eller nationale bestemmelser til gennemførelse af standarder og anbefalinger (SARPs), jf. bilag 6 til konventionen om international civilluftfart underskrevet i Chicago den 7. december 1944 og som anført i Subpart J i bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 (7), eller tilsvarende internationale bestemmelser

44)   »flyvestrækning«: storcirkelafstanden mellem afgangsflyvepladsen og ankomstflyvepladsen plus en yderligere fast faktor på 95 km

45)   »afgangsflyveplads«: den flyveplads, som er udgangspunkt for en flyvning, der udgør en luftfartøjsaktivitet som omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF

46)   »ankomstflyveplads«: den flyveplads, som er bestemmelsessted for en flyvning, der udgør en luftfartøjsaktivitet som omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87/EF

47)   »nyttelast«: den samlede masse af fragt, post, passagerer og bagage, der medbringes om bord på luftfartøjet under en flyvning

48)   »fugitive emissioner«: uregelmæssige eller utilsigtede emissioner fra kilder, som ikke er lokaliseret, eller som er for forskelligartede eller små til at kunne overvåges individuelt

49)   »flyvepladspar«: et par bestående af en afgangsflyveplads og en ankomstflyveplads

50)   »standardbetingelser«: temperaturen 273,15 K og trykket 101 325 Pa, hvor normalkubikmeteren (Nm3) er defineret

51)   »CO2-opsamling«: en aktivitet, der går ud på at opsamle kuldioxid (CO2) fra gasstrømme, som ellers ville blive udledt, med henblik på transport og geologisk lagring på et lagringsanlæg, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

52)   »CO2-transport«: transport af CO2 via rørledninger med henblik på geologisk lagring på et lagringsanlæg, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/31/EF

53)   »udluftningsemissioner«: emissioner, som bevidst slippes ud fra anlægget gennem et nærmere bestemt emissionspunkt

54)   »forbedret kulbrinteindvinding«: indvinding af kulbrinter ud over, hvad der produceres ved vandinjektion eller andre metoder

55)   »indirekte data«: årlige værdier, der bekræftes empirisk eller udledes fra accepterede kilder, og som en driftsleder bruger til at erstatte aktivitetsdata eller beregningsfaktorer for at sikre fuldstændig rapportering, når det ikke er muligt at generere samtlige nødvendige aktivitetsdata eller beregningsfaktorer i den relevante overvågningsmetode

Endvidere finder definitionerne af »flyvning« og »flyveplads« som fastsat i bilaget til beslutning 2009/450/EF og definitionerne angivet i artikel 3, stk. 1, 2, 3, 5, 6 og 22, til direktiv 2009/31/EF anvendelse på nærværende forordning.

AFSNIT 2

Generelle principper

Artikel 4

Generel forpligtelse

Driftsledere og luftfartøjsoperatører sikrer, at overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i henhold til direktiv 2003/87/EF udføres i overensstemmelse med principperne i artikel 5 til 9.

Artikel 5

Fuldstændighed

Overvågningen og rapporteringen skal være fuldstændig og omfatte alle proces- og forbrændingsemissioner fra alle emissionskilder og kildestrømme med tilknytning til de aktiviteter, som er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF og andre relevante aktiviteter, der er medtaget ifølge artikel 24 i samme direktiv, samt alle drivhusgasser, der er specificeret i relation til disse aktiviteter, men det skal undgås, at emissionerne medregnes flere gange.

Driftsledere og luftfartøjsoperatører træffer passende foranstaltninger til at forhindre enhver form for manglende data inden for rapporteringsperioden.

Artikel 6

Ensartethed, sammenlignelighed og gennemsigtighed

1.   Overvågningen og rapporteringen skal være ensartet og sammenlignelig over tid. Til dette formål anvender driftsledere og luftfartøjsoperatører de samme overvågningsmetoder og datasæt, hvortil den kompetente myndighed kan vedtage ændringer og undtagelser.

2.   Driftsledere og luftfartøjsoperatører skal på gennemsigtig vis indsamle, registrere, samle, analysere og dokumentere overvågningsdata, herunder antagelser, referencer, aktivitetsdata samt emissions-, oxidations- og omregningsfaktorer, således at det er muligt for verifikatoren og den kompetente myndighed at gengive bestemmelsen af emissionerne.

Artikel 7

Nøjagtighed

Driftsledere og luftfartøjsoperatører sikrer, at bestemmelsen af emissioner hverken er systematisk eller bevidst unøjagtig.

De identificerer og reducerer så vidt muligt eventuelle kilder til unøjagtigheder.

De udviser behørig omhu for at sikre, at emissionsberegningerne og -målingerne bliver så nøjagtige som muligt.

Artikel 8

Metodens integritet

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal give mulighed for en rimelig garanti for integriteten af de emissionsdata, som skal rapporteres. De bestemmer emissionerne ved hjælp af de hensigtsmæssige overvågningsmetoder, der er fastsat i denne forordning.

Rapporterede emissionsdata og redegørelser i forbindelse hermed må ikke indeholde væsentlige urigtige oplysninger eller være ensidige med hensyn til udvælgelse eller præsentation af oplysninger, og de skal give et troværdigt og velafvejet billede af et anlægs eller en luftfartøjsoperatørs emissioner.

Ved valget af overvågningsmetoder skal de forbedringer, der opnås gennem øget nøjagtighed, afvejes i forhold til ekstraomkostningerne. Ved overvågning og rapportering af emissioner skal der således stræbes efter den højest mulige detaljeringsgrad, medmindre dette er teknisk umuligt eller medfører urimeligt høje omkostninger.

Artikel 9

Løbende forbedringer

Driftsledere og luftfartøjsoperatører tager i forbindelse med den videre overvågning og rapportering hensyn til anbefalingerne i de verificeringsrapporter, som udarbejdes i henhold til artikel 15 i direktiv 2003/87/EF.

Artikel 10

Koordination

Såfremt en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed i henhold til artikel 18 i direktiv 2003/87/EF, skal den pågældende medlemsstat koordinere disse myndigheders opgaver i henhold til denne forordning.

KAPITEL II

OVERVÅGNINGSPLAN

AFSNIT 1

Generelle bestemmelser

Artikel 11

Generel forpligtelse

1.   Driftslederens eller luftfartøjsoperatørens overvågning af drivhusgasemissioner sker på grundlag af en overvågningsplan, som den kompetente myndighed har godkendt i overensstemmelse med artikel 12, idet de tager hensyn til arten og driften af det anlæg eller den luftfartøjsaktivitet, som planen er relevant for.

Overvågningsplanen suppleres med skriftlige procedurer, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren alt efter omstændighederne fastlægger, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder for aktiviteter under overvågningsplanen.

2.   Den i stk. 1 omhandlede overvågningsplan skal sikre, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren får en enkel og logisk vejledning, at dobbeltarbejde undgås, og at der tages hensyn til anlæggets eksisterende systemer eller systemer, som anvendes af driftslederen eller luftfartøjsoperatøren.

Artikel 12

Overvågningsplanens indhold og indsendelse

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren forelægger en overvågningsplan uden unødig forsinkelse til den kompetente myndigheds godkendelse.

Overvågningsplanen består af en detaljeret, fuldstændig og gennemskuelig dokumentation af et bestemt anlægs eller en bestemt luftfartøjsoperatørs overvågningsmetode og skal som minimum indeholde de elementer, som er fastlagt i bilag I.

Sammen med overvågningsplanen indsender driftslederen eller luftfartøjsoperatøren nedenstående supplerende dokumenter:

a)	dokumentation for de enkelte kildestrømme og emissionskilder, der viser, overholdelse af nøjagtighedsgrænserne for aktivitetsdata og i påkommende tilfælde beregningsfaktorerne for de anvendte metodetrin som defineret i bilag II og III

b)	resultaterne af en risikovurdering, der godtgør, at de foreslåede kontrolaktiviteter og procedurer til kontrolaktiviteter står i rimeligt forhold til de iboende risici og identificerede kontrolrisici.

2.   Såfremt bilag I henviser til en procedure, fastlægger, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder driftslederen eller luftfartøjsoperatøren denne procedure særskilt fra overvågningsplanen.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren sammenfatter procedurerne i overvågningsplanen med følgende oplysninger:

a)	procedurens navn

b)	en reference til identifikation af proceduren, der skal kunne spores og kontrolleres

c)	identifikation af den stilling eller afdeling, der er ansvarlig for procedurens gennemførelse og de data, som proceduren genererer og forvalter

d)	en kort beskrivelse af proceduren, så driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, den kompetente myndighed og verifikatoren kan forstå de afgørende parametre og udførte handlinger

e)	opbevaringsstedet for relevante registre og information

f)	navnet på det anvendte computersystem, hvis dette er relevant

g)	en liste over EN-standarder eller andre anvendte standarder, hvor det er relevant.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal gøre al skriftlig dokumentation for procedurerne tilgængelig for den kompetente myndighed, som denne anmoder om. De skal ligeledes gøre den tilgængelig med henblik på verificering i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 600/2012 (8).

3.   Udover de i stk. 1 og 2 omtalte elementer kan medlemsstaterne kræve, at overvågningsplanen for anlæg indeholder yderligere en række elementer med henblik på at opfylde betingelserne i artikel 24, stk. 1, i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU (9) af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, herunder en sammenfatning af en procedure, der sikrer følgende:

a)	at driftslederen jævnligt kontrollerer, om oplysninger om planlagte eller gennemførte kapacitetsændringer, ændringer af aktivitetsniveauet og driften af anlægget er relevant i henhold til denne afgørelse

b)	at driftslederen senest den 31. december hvert år fremsender information som anført i litra a) til den kompetente myndighed.

Artikel 13

Standardiserede og forenklede overvågningsplaner

1.   Medlemsstaterne kan give driftsledere og luftfartøjsoperatører tilladelse til at benytte standardiserede eller forenklede overvågningsplaner med forbehold af artikel 12, stk. 3.

Til dette formål kan medlemsstaterne offentliggøre skabeloner for overvågningsplanerne med en beskrivelse af datastrøms- og kontrolprocedurer, jf. artikel 57 og 58, som er baseret på Kommissionens skabeloner og retningslinjer.

2.   Før en forenklet overvågningsplan som omtalt i stk. 1 kan godkendes, udfører den kompetente myndighed en forenklet risikovurdering af, hvorvidt de angivne kontrolaktiviteter og procedurer for kontrolaktiviteter står i forhold til de identificerede iboende risici og kontrolrisici og berettiger anvendelsen af en sådan forenklet overvågningsplan.

I påkommende tilfælde kan medlemsstaterne forlange, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren selv udfører risikovurderingen i henhold til det foregående stykke.

Artikel 14

Ændringer af overvågningsplanen

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren kontrollerer jævnligt, om overvågningsplanen afspejler arten og driften af anlægget eller luftfartøjsaktiviteterne i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/87/EF, og hvorvidt overvågningsmetoden kan forbedres.

2.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ændrer overvågningsplanen i én af følgende situationer:

a)	der opstår nye emissioner som følge af nye aktiviteter eller på grund af brugen af nye brændsler eller materialer, der endnu ikke er omfattet af overvågningsplanen

b)	tilgængeligheden af data har ændret sig, fordi der anvendes nye måleinstrumenttyper, prøvetagningsmetoder eller analysemetoder eller af andre årsager, hvilket medfører større nøjagtighed i bestemmelsen af emissionerne

c)	data fremkommet ved anvendelse af den hidtidige overvågningsmetode har vist sig at være ukorrekte

d)	en ændring af overvågningsplanen forbedrer nøjagtigheden af de rapporterede data, medmindre dette er teknisk umuligt eller medfører urimelige omkostninger

e)	overvågningsplanen er ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, og den kompetente myndighed anmoder driftslederen eller luftfartøjsoperatøren om at ændre den

f)	det er nødvendigt at reagere på forslag om forbedring af overvågningsplanen i en verifikationsrapport.

Artikel 15

Godkendelse af ændringer af overvågningsplanen

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren informerer den kompetente myndighed om forslag til ændringer af overvågningsplanen uden unødig forsinkelse.

Den kompetente myndighed kan dog tillade driftslederen eller luftfartøjsoperatøren at give meddelelse om ændringer af overvågningsplanen, som ikke er betydelige ændringer i henhold til stk. 3, senest den 31. december det pågældende år

2.   Betydelige ændringer af overvågningsplanen i henhold til stk. 3 og 4 skal godkendes af den kompetente myndighed.

Såfremt den kompetente myndighed anser en ændring for ikke at være betydelig, informeres driftslederen eller luftfartøjsoperatøren derom uden unødig forsinkelse.

3.   Betydelige ændringer af et anlægs overvågningsplan kan være:

a)	ændringer af anlæggets kategori

b)	uanset artikel 47, stk. 8, ændringer, som har indflydelse på, om anlægget skal anses for et anlæg med små emissionsmængder

c)	ændringer i emissionskilderne

d)	en omlægning fra beregningsbaseret til målingsbaseret bestemmelse af emissioner eller omvendt

e)	en ændring i det anvendte metodetrin

f)	indførelsen af nye kildestrømme

g)	en ændring i kategoriseringen af kildestrømme — mellem større, mindre eller ubetydelige kildestrømme

h)	en ændring i standardværdien for en beregningsfaktor, hvor værdien skal fastlægges i overvågningsplanen

i)	indførelsen af nye procedurer i forbindelse med prøvetagning, analyse eller kalibrering, hvor ændringerne af disse procedurer har en direkte indvirkning på emissionsdataenes nøjagtighed

j)	gennemførelse eller tilpasning af en kvantificeringsmetode for emission i form af udsivning på lagringsanlæg.

4.   Betydelige ændringer af en luftfartøjsoperatørs overvågningsplaner omfatter følgende:

a)

For så vidt angår overvågningsplanen for emission: i) en ændring af metodetrin i forbindelse med brændstofforbrug ii) en ændring af emissionsfaktorværdierne i overvågningsplanen iii) en ændring af beregningsmetoderne i bilag III iv) indførelsen af nye kildestrømme v) hvis en ændring i kategoriseringen af kildestrømme betyder, at en mindre kildestrøm ændres til en større kildestrøm vi) en ændring af luftfartøjsoperatørens status som luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder i henhold til artikel 54, stk. 1

b)	For så vidt angår overvågningsplanen for tonkilometerdata: i) en ændring af den udbudte lufttransportydelses status fra ikke-kommerciel til kommerciel ii) en ændring af formålet med lufttransportydelsen, hvor formålet er passagerer, fragt eller post.

Artikel 16

Gennemførelse og registrering af ændringer

1.   Inden driftslederen eller luftfartøjsoperatøren modtager en godkendelse eller information i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, kan den ændrede overvågningsplan anvendes som grundlag for overvågning og rapportering, hvis det med rimelighed kan antages, at de foreslåede ændringer ikke er betydelige, eller hvis overvågningen i henhold til den oprindelige overvågningsplan ville føre til ufuldstændige emissionsdata.

I tvivlstilfælde udfører driftslederen eller luftfartøjsoperatøren al overvågning og rapportering, og i den mellemliggende tid dokumentationen, sideløbende på grundlag af både den ændrede og den oprindelige overvågningsplan.

2.   Efter at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har modtaget godkendelsen eller information i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, anvendes kun data vedrørende den ændrede overvågningsplan, og al overvågning og rapportering udføres udelukkende på grundlag af den ændrede overvågningsplan.

3.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren fører register over alle ændringer af overvågningsplanen. For hver registrering angives følgende:

a)	en klar beskrivelse af ændringen

b)	en begrundelse for ændringen

c)	datoen, hvor den kompetente myndighed blev underrettet om ændringen

d)	i påkommende tilfælde den dato, hvor den kompetente myndighed bekræftede modtagelsen af denne underretning, jf. artikel 15, stk. 1, og godkendelses- eller informationsdatoen, jf. artikel 15, stk. 2

e)	startdatoen for gennemførelsen af den ændrede overvågningsplan i overensstemmelse med stk. 2 i nærværende artikel.

AFSNIT 2

Teknisk gennemførlighed og urimelige omkostninger

Artikel 17

Teknisk gennemførlighed

Såfremt driftslederen eller luftfartøjsoperatøren hævder, at det er teknisk umuligt at anvende en specifik overvågningsmetode, vurderer den kompetente myndighed den tekniske gennemførlighed under hensyntagen til driftslederens eller luftfartøjsoperatørens begrundelse. Begrundelsen baseres på, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har de nødvendige tekniske ressourcer til at efterleve et foreslået system eller påbud, som kan gennemføres inden for den tidsramme, der kræves i denne forordning. Disse tekniske ressourcer omfatter tilgængeligheden af de påkrævede teknikker og den nødvendige teknologi.

Artikel 18

Urimelige omkostninger

1.   Såfremt en driftsleder eller luftfartøjsoperatør hævder, at anvendelsen af en specifik overvågningsmetode medfører urimelige omkostninger, vurderer den kompetente myndighed under hensyntagen til luftfartøjsoperatørens begrundelse, hvorvidt omkostningerne er urimelige.

Den kompetente myndighed anser omkostninger for urimelige, hvis de skønnede omkostninger overstiger fordelene. Til dette formål beregnes fordelene ved at gange en forbedringsfaktor med en referencepris på 20 EUR pr. kvote, og til omkostningerne medregnes en passende afskrivningsperiode, som baseres på udstyrets økonomiske levetid.

2.   Når det vurderes, om omkostninger i forbindelse med valget af metodetrin for aktivitetsdata er urimelige, anvender den kompetente myndighed som forbedringsfaktor, jf. stk. 1, differencen mellem den aktuelt opnåede usikkerhed og usikkerhedstærsklen for metodetrinet, der ville være opnået med forbedring, ganget med de gennemsnitlige årlige emissioner forårsaget af den pågældende kildestrøm over de seneste tre år som forbedringsfaktor.

I mangel af en gennemsnitlig årlig emissionsmængde forårsaget af denne kildestrøm over de tre seneste år foretager driftslederen eller luftfartøjsoperatøren en konservativ beregning af de årlige gennemsnitlige emissioner med undtagelse af CO2, der stammer fra biomasse, og før fratrækning af overført CO2. For måleinstrumenter under national, lovbestemt metrologisk kontrol kan den aktuelt opnåede usikkerhed erstattes af tilladt tolerance i drift som foreskrevet i den relevante nationale lovgivning.

3.   Til vurderingen af, hvorvidt omkostninger i forbindelse med foranstaltninger, der øger kvaliteten af rapporterede emissioner, men som er uden direkte indvirkning på nøjagtigheden af aktivitetsdata, er rimelige, anvender den kompetente myndighed en forbedringsfaktor på 1 % af de gennemsnitlige årlige emissioner for de respektive kildestrømme for de tre seneste rapporteringsperioder. Disse foranstaltninger kan omfatte:

a)	et skift fra standardværdier til analyser i forbindelse med bestemmelsen af beregningsfaktorer

b)	en stigning i antallet af analyser pr. kildestrøm

c)

hvis specifikke måleopgaver ikke hører ind under national, lovbestemt metrologisk kontrol, udskiftes måleinstrumenter med instrumenter, der overholder relevante krav til lovbestemt metrologisk kontrol af medlemsstaterne ved lignende anvendelser eller til måleinstrumenter, der overholder gældende nationale bestemmelser vedtaget i henhold til direktiv 2004/22/EF eller Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/23/EF (10)

d)	en afkortning af kalibrerings- og vedligeholdelsesintervaller for måleinstrumenter

e)	forbedringer af datastrøms- og kontrolaktiviteter, der mindsker den iboende kontrolrisiko betydeligt.

4.   Foranstaltninger i forbindelse med forbedringen af et anlægs overvågningsmetode i henhold til artikel 69 anses ikke for at medføre urimelige omkostninger op til et samlet beløb på 2 000 EUR pr. rapporteringsperiode. For anlæg med små emissionsmængder er denne grænse 500 EUR pr. rapporteringsperiode.

KAPITEL III

OVERVÅGNING AF EMISSIONER FRA STATIONÆRE ANLÆG

AFSNIT 1

Generelle bestemmelser

Artikel 19

Kategorisering af anlæg og kildestrømme

1.   Med henblik på at overvåge emissioner og fastsætte minimumskrav til metodetrin fastlægger driftslederen anlæggets kategori i henhold til stk. 2, og i påkommende tilfælde for hver kildestrøm i henhold til stk. 3.

2.   Driftslederen klassificerer de enkelte anlæg i én af følgende kategorier:

a)	kategori A-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner for handelsperioden før den indeværende, svarer til eller er mindre end 50 000 t CO2(e), dog undtaget CO2 fra biomasse og før fratrækning af overført CO2

b)	kategori B-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner for handelsperioden før den indeværende er over 50 000 t CO2(e) og svarer til eller er mindre end 500 000 t CO2(e), dog undtaget CO2 fra biomasse og før fratrækning af overført CO2

c)	kategori C-anlæg, hvis de gennemsnitlige, verificerede, årlige emissioner for handelsperioden før den indeværende er over 500 000 t CO2(e), dog undtaget CO2 fra biomasse og før fratrækning af overført CO2.

3.   Driftslederen klassificerer de enkelte kildestrømme ved at sammenligne kildestrømmen med summen af alle absolutte værdier af fossilt CO2 og CO2(e), som svarer til alle kildestrømme, der indgår i de beregningsbaserede metoder, og alle emissioner fra emissionskilder, der overvåges ved hjælp af målingsbaserede metoder, før fratrækning af overført CO2, i én af følgende kategorier:

a)	mindre kildestrømme, hvor de kildestrømme, som driftslederen har udvalgt, tilsammen udgør mindre end 5 000 t fossilt CO2 om året eller mindre end 10 %, dog højst i alt 100 000 t fossilt CO2 om året, alt efter hvilken absolut værdi der er højest

b)	ubetydelige kildestrømme, hvor de kildestrømme, som driftslederen har udvalgt, tilsammen udgør mindre end 1 000 t fossilt CO2 om året eller mindre end 2 %, dog højst i alt 20 000 t fossilt CO2 om året, alt efter hvilken absolut værdi der er højest

c)	større kildestrømme, hvor kildestrømmene ikke kan klassificeres i nogen af de i litra a) og b) omtalte kategorier.

4.   Hvis den gennemsnitlige, verificerede, årlige emissionsmængde for anlægget for handelsperioden før den indeværende ikke er tilgængelig eller er unøjagtig, anvender driftslederen et konservativt skøn over den gennemsnitlige årlige emissionsmængde med undtagelse af CO2, der stammer fra biomasse, og før fratrækning af overført CO2, til at bestemme anlæggets kategori.

Artikel 20

Overvågningsgrænser

1.   Driftslederen definerer hvert anlægs overvågningsgrænser.

Driftslederen skal inden for disse grænser medtage samtlige emissioner af relevante drivhusgasser fra samtlige emissionskilder og kildestrømme i forbindelse med de i bilag I til direktiv 2003/87/EF angivne aktiviteter, der udføres i anlægget, samt aktiviteter og drivhusgasser, som en medlemsstat har medtaget i henhold til artikel 24 i direktiv 2003/87/EF.

Driftslederen skal ligeledes medtage emissioner fra normal drift og unormale forhold, herunder opstart og nedlukning samt nødsituationer i løbet af rapporteringsperioden, dog med undtagelse af emissioner fra flytbare maskiner til transport.

2.   Ved definition af overvågnings- og rapporteringsprocessen medtager driftslederen de sektorspecifikke krav i bilag IV.

3.   Hvis der fra et lagringskompleks, jf. direktiv 2009/31/EF, konstateres udsivninger, som betyder, at der udledes eller frigives CO2 til vandsøjlen, skal de medtages som emissionskilder for det pågældende anlæg og skal overvåges i overensstemmelse med afsnit 23 i bilag IV til nærværende forordning.

Udsivningen kan med den kompetente myndigheds godkendelse udelukkes som emissionskilde i overvågnings- og rapporteringsprocessen, når der er truffet udbedrende foranstaltninger, jf. artikel 16 i direktiv 2009/31/EF, og der ikke længere kan konstateres emissioner eller frigivelser til vandsøjlen fra den pågældende udsivning.

Artikel 21

Valg af overvågningsmetode

1.   Til overvågning af et anlægs emissioner vælger driftslederen enten at anvende en beregningsbaseret metode eller en målingsbaseret metode, der begge er underlagt specifikke bestemmelser i henhold til nærværende forordning.

Den beregningsbaserede metode indebærer, at emissioner fra kildestrømme bestemmes ud fra aktivitetsdata, der opnås via målesystemer og yderligere parametre fra laboratorieanalyser eller standardfaktorer. Den kan gennemføres ved hjælp af standardmetoden i artikel 24 eller massebalancemetoden i artikel 25.

Den målingsbaserede metode indebærer, at emissioner fra emissionskilder bestemmes ved hjælp af kontinuerlig måling af koncentrationen af de relevante drivhusgasser i røggassen og kontinuerlig måling af røggasstrømmen, herunder overvågning af CO2-overførsel mellem anlæg, hvor CO2-koncentrationen og strømmen af overført gas måles.

Når den beregningsbaserede metode anvendes, definerer driftslederen for hver kildestrøm i overvågningsplanen, hvorvidt standardmetoden eller massebalancemetoden anvendes, herunder de relevante metodetrin i overensstemmelse med bilag II.

2.   Efter godkendelse fra den kompetente myndighed kan driftslederen kombinere standardmetoder, massebalancemetoder og målingsbaserede metoder for forskellige emissionskilder og kildestrømme fra et anlæg, såfremt det påvises, at emissioner hverken udelades eller regnes med to gange.

3.   Hvis driftslederen ikke vælger en målingsbaseret metode, vælger driftslederen den metode, der kræves i det pågældende afsnit i bilag IV, medmindre det kan dokumenteres over for den kompetente myndighed, at anvendelsen af denne metode ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger, eller at en anden metode resulterer i emissionsdata, der overordnet set er mere nøjagtige.

Artikel 22

Overvågningsmetode, der ikke er baseret på metodetrin

Uanset artikel 21, stk. 1, kan driftslederen benytte en overvågningsmetode, der ikke er baseret på metodetrin (i det følgende benævnt »den alternativ metode«) for udvalgte kildestrømme eller emissionskilder, såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

det er ikke teknisk muligt, eller det ville medføre urimelige omkostninger som minimum at anvende metodetrin 1 under den beregningsbaserede metode for én eller flere større kildestrømme eller mindre kildestrømme samt en målingsbaseret metode for mindst én emissionskilde i forbindelse med samme kildestrømme

b)

driftslederen vurderer og kvantificerer hvert år usikkerhederne i forbindelse med alle anvendte parametre til at bestemme de årlige emissioner i overensstemmelse med ISO-retningslinjen om måleusikkerhedsangivelser (JCGM 100:2008) eller en anden international anerkendt standard, og medtager resultaterne i den årlige emissionsrapport

c)

driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den generelle usikkerhedstærskel for det årlige emissionsniveau af drivhusgasser for hele anlægget ikke overskrider 7,5 % for kategori A-anlæg, 5,0 % for kategori B-anlæg og 2,5 % for kategori C-anlæg, når der anvendes en alternativ overvågningsmetode.

Artikel 23

Midlertidige ændringer i overvågningsmetoden

1.   Såfremt det af tekniske årsager midlertidigt ikke er muligt at anvende metodetrinet i overvågningsplanen for aktivitetsdata eller de enkelte beregningsfaktorer for en brændsels- eller materialestrøm, som den kompetente myndighed har godkendt, anvender den pågældende driftsleder det højest mulige metodetrin, indtil forudsætningerne for at anvende det godkendte metodetrin i overvågningsplanen er blevet genetableret.

Driftslederen træffer alle nødvendige foranstaltninger til hurtigt at genetablere det metodetrin i overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt.

2.   Den pågældende driftsleder informerer den kompetente myndighed uden unødig forsinkelse om den midlertidige ændring i overvågningsmetoden, jf. stk. 1, med angivelse af:

a)	årsagen til afvigelserne fra metodetrinet

b)	en detaljeret gennemgang af den midlertidige overvågningsmetode, som driftslederen anvender til at bestemme emissionerne, indtil forholdene for anvendelsen af metodetrinet i overvågningsplanen er blevet genetableret

c)	de foranstaltninger, som driftslederen træffer for at genetablere forholdene for anvendelsen af metodetrinet i overvågningsplanen, som den kompetente myndighed har godkendt

d)	det forventede tidspunkt, hvor metodetrinnet, som den kompetente myndighed har godkendt, igen vil blive anvendt.

AFSNIT 2

Beregningsbaserede metoder

Underafsnit 1

Generelt

Artikel 24

Beregning af emissioner med standardmetoden

1.   Med standardmetoden beregner driftslederen forbrændingsemissioner pr. kildestrøm ved at gange aktivitetsdata for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt som terajoule baseret på nedre brændværdi (NCV) med den tilsvarende emissionsfaktor udtrykt som ton CO2 pr. terajoule (t CO2/TJ), der stemmer overens med brugen af NCV og med den tilsvarende oxidationsfaktor.

Den kompetente myndighed kan tillade brug af emissionsfaktorer for brændsler udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3. I sådanne tilfælde bestemmer driftslederen forbrændingsemissionen ved at gange aktivitetsdata for mængden af brændsel, som forbrændes, udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor og den tilsvarende oxidationsfaktor.

2.   Driftslederen bestemmer procesemissioner pr. kildestrøm ved at gange aktivitetsdata for materialeforbrug, produktionsmængde eller produktionsudbytte udtrykt i ton eller normalkubikmeter med den tilsvarende emissionsfaktor, udtrykt i t CO2/t eller t CO2/Nm3, og den tilsvarende omregningsfaktor.

3.   Hvis en metodetrin 1- eller metodetrin 2-emissionsfaktor allerede omfatter effekten af ufuldstændige kemiske reaktioner, indstilles oxidationsfaktoren eller omregningsfaktoren til 1.

Artikel 25

Beregning af emissioner med massebalancemetoden

1.   Med massebalancemetoden beregner driftslederen CO2-mængden for hver enkelt kildestrøm, der er omfattet af massebalancen, ved at gange aktivitetsdata for mængden af materiale, der medtages eller udtages af massebalancen, med materialets kulstofindhold ganget med 3 664 t CO2/t C under anvendelse af afsnit 3 i bilag II.

2.   Uanset artikel 49 udgør emissionerne fra den samlede proces, der er omfattet af massebalancen, summen af de CO2-mængder, der svarer til alle de kildestrømme, der er omfattet af massebalancen. Kulilte (CO), som udledes i atmosfæren beregnes i massebalancen som emission af den molære ækvivalensmængde af CO2.

Artikel 26

Anvendelige metodetrin

1.   Til bestemmelse af aktivitetsdata og de enkelte beregningsfaktorer anvender driftslederen ved definitionen af de relevante metodetrin i henhold til artikel 21, stk. 1:

a)	som minimum de metodetrin, der er anført i bilag V, for så vidt angår kategori A-anlæg, eller hvis der kræves en beregningsfaktor for en kildestrøm, som er et standardhandelsbrændsel

b)	i andre tilfælde end anført under litra a), det højeste metodetrin, der er omhandlet i bilag II.

Driftslederen kan imidlertid anvende et metodetrin, der er et metodetrin lavere end påkrævet i henhold til første afsnit for kategori C-anlæg og op til to metodetrin lavere for kategori A- og B-anlæg med minimum metodetrin 1, hvis det kan dokumenteres til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i første afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger.

Den kompetente myndighed kan i en overgangsperiode på op til tre år tillade driftslederen at anvende lavere metodetrin end de omtalte i andet afsnit, dog mindst metodetrin 1, forudsat at følgende krav er overholdt:

a)	driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at det i andet afsnit krævede metodetrin ikke er teknisk muligt eller medfører urimelige omkostninger

b)	driftslederen fremlægger en forbedringsplan med angivelse af, hvor og hvornår det i andet afsnit krævede metodetrin som minimum vil blive nået.

2.   Til aktivitetsdata og beregningsfaktorer for mindre kildestrømme anvender driftslederen det højeste metodetrin, der er teknisk muligt og ikke medfører urimelige omkostninger (minimum metodetrin 1).

3.   Til aktivitetsdata og beregningsfaktorer for ubetydelige kildestrømme kan driftslederen bestemme aktivitetsdata og de enkelte beregningsfaktorer ved hjælp af konservative skøn i stedet for at benytte metodetrin, medmindre et defineret metodetrin kan opnås uden yderligere tiltag.

4.   For så vidt angår oxidationsfaktoren og omregningsfaktoren, anvender driftslederen som minimum de laveste metodetrin angivet i bilag II.

5.   Såfremt den kompetente myndighed har tilladt brug af emissionsfaktorer for brændsler udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3, og hvis brændsler kan anvendes som procesinput eller i massebalancer i henhold til artikel 25, kan den nedre brændværdi overvåges ved hjælp af lavere metodetrin end det højeste metodetrin, som fremgår af bilag II.

Underafsnit 2

Aktivitetsdata

Artikel 27

Bestemmelse af aktivitetsdata

1.   Driftslederen bestemmer aktivitetsdataene for en kildestrøm på én af følgende måder:

a)	baseret på en kontinuerlig måling af processen, som forårsager emissionen

b)	baseret på en sammenlægning af målinger af mængder, der leveres separat, hvor der tages højde for relevante ændringer i lagerbeholdningen.

2.   Ved anvendelsen af stk. 1, litra b), beregnes mængden af brændsel eller materiale, som forarbejdes i løbet af rapporteringsperioden, som mængden af brændsel eller materiale, der indkøbes i løbet af rapporteringsperioden, minus mængden af brændsel eller materiale, der udgår fra anlægget, plus mængden af brændsel eller materiale på lager ved begyndelsen af rapporteringsperioden, minus mængden af brændsel eller materiale på lager ved afslutning af rapporteringsperioden.

Såfremt det er teknisk umuligt eller ville medføre urimelige omkostninger at bestemme lagerbeholdningerne ved direkte måling, kan driftslederen foretage et skøn over beholdningerne på grundlag af enten:

a)	data fra tidligere år korreleret med data for produktionsmængden i rapporteringsperioden eller

b)	dokumenterede procedurer og foreliggende data fra reviderede regnskaber for rapporteringsperioden.

Når bestemmelsen af aktivitetsdata for et helt kalenderår ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, kan driftslederen vælge den næstmest passende dag til at adskille ét rapporteringsår fra det efterfølgende og dermed forene det med det påkrævede kalenderår. De afvigelser, der dermed kan forekomme i forhold til én eller flere kildestrømme, skal registreres tydeligt, danne grundlag for en værdi, der er repræsentativ for kalenderåret, og opgøres konsekvent i forhold til det følgende år.

Artikel 28

Målesystemer under driftslederens kontrol

1.   Til bestemmelse af aktivitetsdata i henhold til artikel 27 anvender driftslederen måleresultater baseret på målesystemer, som er under driftslederens kontrol på anlægget, forudsat at alle nedenstående betingelser overholdes:

a)	driftslederen udfører en usikkerhedsvurdering og sikrer, at usikkerhedstærsklerne for det relevante metodetrin overholdes

b)

driftslederen sikrer, at der mindst én gang om året og efter hver kalibrering af måleinstrumenterne foretages en sammenligning mellem de relevante usikkerhedstærskler og kalibreringsresultaterne ganget med en konservativ justeringsfaktor baseret på en passende tidsrække af tidligere kalibreringer af samme eller lignende måleinstrumenter for at tage højde for effekten af usikkerheden under drift.

Overskrides de godkendte tærskler for metodetrinene, jf. artikel 12, eller skønnes udstyret ikke at være i overensstemmelse med andre krav, træffer driftslederen korrigerende foranstaltninger uden unødig forsinkelse og informerer den kompetente myndighed herom.

2.   Driftslederen fremlægger en usikkerhedsvurdering, jf. stk. 1, litra a), for den kompetente myndighed, når der informeres om en ny overvågningsplan, eller hvis det er relevant at ændre den godkendte overvågningsplan.

Usikkerhedsvurderingen omfatter den angivne usikkerhed ved de anvendte måleinstrumenter, usikkerhed i forbindelse med kalibrering og enhver yderligere usikkerhed, der skyldes måleinstrumenternes praktiske anvendelse. Usikkerhed i forbindelse med ændringer i lagerbeholdningerne medtages i usikkerhedsvurderingen, hvis lagerkapaciteten er mindst 5 % af den årligt anvendte relevante brændsels- eller materialemængde. Ved vurderingen tager driftslederen hensyn til, at de angivne værdier, der anvendes til at definere tærskelværdier for usikkerhed i metodetrinsystemet i bilag II, henviser til usikkerheden for en hel rapporteringsperiode.

Driftslederen kan forenkle usikkerhedsvurderingen ved at antage, at den tilladte tolerance, der er angivet for det benyttede måleinstrument, eller — hvis den er lavere — at den usikkerhed, der opnås ved kalibrering, ganget med en konservativ justeringsfaktor for at tage højde for effekten af usikkerhed i drift anses som usikkerheden over hele rapporteringsperioden som påkrævet i henhold til metodetrindefinitionerne i bilag II, såfremt måleinstrumenterne er installeret i omgivelser, der passer til deres brugsspecifikationer.

3.   Med forbehold af stk. 2 kan den kompetente myndighed tillade driftslederen at anvende måleresultater baseret på målesystemer under driftslederens egen kontrol på anlægget, hvis denne dokumenterer, at det anvendte måleinstrument er underlagt relevant national, lovbestemt metrologisk kontrol.

Til dette formål kan den tilladte tolerance i drift i den relevante nationale lovgivning om lovbestemt metrologisk kontrol for den relevante måleopgave benyttes som usikkerhedsværdi uden fremlæggelse af yderligere dokumentation.

Artikel 29

Målesystemer uden for driftslederens egen kontrol

1.   Hvis en forenklet usikkerhedsvurdering viser, at anvendelsen af målesystemer uden for driftslederens egen kontrol sammenlignet med brugen af målesystemer under driftslederens egen kontrol i henhold til artikel 28 giver driftslederen mulighed for at overholde kravene til et mindst ligeså højt metodetrin, giver mere pålidelige resultater og færre kontrolrisici, skal driftslederen bestemme aktivitetsdata fra målesystemer uden for dennes egen kontrol.

Til dette formål kan driftslederen anvende en af følgende datakilder:

a)	mængder fra fakturaer udstedt af en handelspartner, såfremt der finder en kommerciel transaktion mellem to uafhængige handelspartnere sted

b)	direkte aflæsninger fra målesystemerne.

2.   Driftslederen sikrer overholdelse af det anvendte metodetrin i henhold til artikel 26.

Til dette formål kan den tilladte tolerance i drift i henhold til den relevant lovgivning om national, lovbestemt metrologisk kontrol for den relevante kommercielle transaktion benyttes som usikkerhedsværdi uden fremlæggelse af yderligere dokumentation.

Hvis de gældende bestemmelser ifølge national, lovbestemt metrologisk kontrol er mindre strenge end det relevante metodetrin i henhold til artikel 26, skal driftslederen indhente dokumentation for den gældende usikkerhed fra den handelspartner, der er ansvarlig for målesystemet.

Underafsnit 3

Beregningsfaktorer

Artikel 30

Bestemmelse af beregningsfaktorer

1.   Driftslederen bestemmer beregningsfaktorerne, enten som standardværdier eller værdier baseret på analyse alt efter det relevante metodetrin.

2.   Driftslederen bestemmer og rapporterer beregningsfaktorerne i overensstemmelse med den tilstand, som benyttes for de tilknyttede aktivitetsdata, med henvisning til den tilstand, som brændslet eller materialet indkøbes i eller anvendes i processen, der forårsager emission, før det tørres eller på anden måde behandles inden en laboratorieanalyse.

Hvis fremgangsmåden medfører urimelige omkostninger, eller hvis der kan opnås større nøjagtighed, kan driftslederen konsekvent rapportere aktivitetsdata og beregningsfaktorer, som henviser til den tilstand, som laboratorieanalyserne udføres i.

Artikel 31

Standardværdier for beregningsfaktorer

1.   Hvis driftslederen fastsætter beregningsfaktorer som standardværdier, skal vedkommende i henhold til kravene for det anvendte metodetrin som anført i bilag II og VI anvende en af følgende værdier:

a)	standardfaktorer og støkiometriske faktorer opført i bilag VI

b)	standardfaktorer, som medlemsstaten benytter til forelæggelse af dens nationale opgørelse til sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer

c)	litteraturværdier aftalt med den kompetente myndighed, herunder offentliggjorte standardfaktorer fra den kompetente myndighed, der er forenelige med faktorerne i litra b), men som er repræsentative for mere opdelte kildebrændselsstrømme

d)	værdier angivet og garanteret af leverandøren af et materiale, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at kulstofindholdet udviser et 95 % konfidensinterval på ikke mere end 1 %

e)	værdier baseret på tidligere udførte analyser, såfremt driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at værdierne er repræsentative for fremtidige partier af samme materiale.

2.   Driftslederen angiver alle standardværdier, der er anvendt i overvågningsplanen.

Ændres standardværdierne hvert år, angiver driftslederen den pågældende autoritative kilde til denne værdi i overvågningsplanen.

3.   Den kompetente myndighed må kun godkende en ændring af standardværdier for en beregningsfaktor i overvågningsplanen i henhold til artikel 15, stk. 2, hvis driftslederen kan dokumentere, at den nye standardværdi fører til en mere nøjagtig fastsættelse af emissioner.

4.   Efter ansøgning herom fra driftslederen kan den kompetente myndighed tillade, at den nedre brændværdi og emissionsfaktorer for brændsel bestemmes ved anvendelse af samme metodetrin som krævet for standardhandelsbrændsel, forudsat at driftslederen mindst hvert tredje år indsender dokumentation for, at intervallet på 1 % for den angivne brændværdi er overholdt de seneste tre år.

Artikel 32

Beregningsfaktorer baseret på analyser

1.   Driftslederen sikrer, at analyser, prøveudtagning, kalibreringer og valideringer til bestemmelse af beregningsfaktorer udføres ved hjælp af metoder, der er baseret på tilsvarende EN-standarder.

Hvis sådanne standarder ikke er til rådighed, baseres metoderne på passende ISO-standarder eller nationale standarder. Hvis der ikke findes relevante offentliggjorte standarder, anvendes relevante udkast til standarder, industriens retningslinjer for bedste praksis eller andre videnskabeligt beviste metoder for at sikre retvisende prøvetagning og måling.

2.   Såfremt onlinegaskromatografer eller ekstraktive eller ikke-ekstraktive gasanalysatorer anvendes til emissionsbestemmelse, skal driftslederen indhente godkendelse fra den kompetente myndighed til brugen af dette udstyr. Udstyret må kun bruges i forbindelse med sammensætningsdata for gasholdige brændsler og materialer. På kvalitetssikringsområdet skal driftslederen som minimum sikre, at der gennemføres en indledende validering og årligt tilbagevendende valideringer af instrumentet.

3.   Analyseresultater må kun bruges i leveringsperioden eller for et parti af brændsel eller materiale, hvorfra der er taget prøver, og som prøverne skulle være repræsentative for.

Til bestemmelse af en specifik parameter anvender driftslederen resultater fra alle udførte analyser i forbindelse med den pågældende parameter.

Artikel 33

Prøveudtagningsplan

1.   Fastlægges beregningsfaktorerne på baggrund af analyser, indsender driftslederen en prøveudtagningsplan for hvert brændsel eller materiale til den kompetente myndigheds godkendelse i form af en skriftlig procedure, der indeholder oplysninger om de anvendte metoder til forberedelsen af prøveudtagningen, herunder information om ansvarsområder, lokaliteter, hyppighed og mængde, samt metoderne til lagring og transport af prøver.

Driftslederen sikrer, at de udtagne prøver er repræsentative for det relevante parti eller den relevante leveringsperiode, og at de er upartiske. Relevante elementer af prøveudtagningsplanen aftales med laboratoriet, der udfører analysen af det respektive brændsel eller materiale, og dokumentation for denne aftale medtages i planen. Driftslederen gør planen tilgængelig med henblik på verificering i henhold til forordning (EU) nr. 600/2012.

2.   Efter aftale med laboratoriet, der udfører analysen af det pågældende brændsel eller materiale, og som er underlagt krav om godkendelse fra den kompetente myndighed, tilpasser driftslederen elementerne i prøveudtagningsplanen, hvis analyseresultaterne viser, at brændslets eller materialets heterogenitet i betydelig grad afviger fra den information om heterogenitet, som den oprindelige prøveudtagningsplan for det specifikke brændsel eller materiale var baseret på.

Artikel 34

Brug af laboratorier

1.   Driftslederen sikrer, at de laboratorier, som benyttes til at udføre analyser til bestemmelsen af beregningsfaktorerne, er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025 for de relevante analysemetoder.

2.   Laboratorier, der ikke er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025, anvendes kun til at fastlægge beregningsfaktorer, hvis driftslederen kan dokumentere til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den i stk. 1 omhandlede adgang til laboratorier, ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, og at det ikke-akkrediterede laboratorium lever op til krav svarende til EN ISO/IEC 17025.

3.   Den kompetente myndighed anser et laboratorium for at overholde krav svarende til EN ISO/IEC 17025, jf. stk. 2, hvis driftslederen i det omfang, det er muligt, fremlægger dokumentation herfor i overensstemmelse med andet og tredje afsnit i nærværende stykke i form af og på et lignende detaljeringsniveau, som der kræves for procedurer i henhold til artikel 12, stk. 2.

For så vidt angår kvalitetsstyringen, fremviser driftslederen en akkrediteret certificering af laboratoriet i henhold til EN ISO/IEC 9001 eller andre certificerede kvalitetsstyringssystemer, der omfatter laboratoriet. I mangel af et sådan certificeret kvalitetsstyringssystem fremlægger driftslederen andre passende beviser på, at laboratoriet er i stand til at håndtere sit personale, procedurer, dokumenter og opgaver på pålidelig vis.

For så vidt angår den tekniske kompetence, dokumenterer driftslederen, at laboratoriet er kompetent og i stand til at generere teknisk gyldige resultater ved hjælp af relevante analyseprocedurer. Dokumentationen skal som minimum omfatte ét af følgende elementer:

a)	håndtering af personalets kompetencer i forhold til den tildelte specifikke opgave

b)	lokalernes og de miljømæssige forholds egnethed

c)	udvælgelse af analysemetoder og relevante standarder

d)	i påkommende tilfælde styring af prøvetagningen og forberedelsen af prøverne, herunder kontrol med prøvernes integritet

e)	i påkommende tilfælde udvikling og validering af nye analysemetoder eller anvendelse af metoder, der ikke er omfattet af internationale eller nationale standarder

f)	usikkerhedsskøn

g)	håndtering af udstyr, herunder procedurer til kalibrering, justering, vedligeholdelse og reparation af udstyr og registrering deraf

h)	styring og kontrol af data, dokumenter og software

i)	håndtering af kalibreringsenheder og referencematerialer

j)	kvalitetssikring af kalibrering og testresultater, herunder jævnlig deltagelse i præstationsprøvningsordninger, hvor der anvendes analysemetoder på certificeret referencemateriale eller sammenligninger med et akkrediteret laboratorium

k)	styring af outsourcede processer

l)	styring af opgaver, kundeklager og sikring af, at der træffes rettidige korrigerende foranstaltninger.

Artikel 35

Analysehyppighed

1.   Driftslederen anvender som minimum den analysehyppighed for relevante brændsler og materiale, der er angivet i bilag VII. Bilag VII bliver jævnligt revideret, første gang senest to år efter, at denne forordning er trådt i kraft.

2.   Den kompetente myndighed kan give driftslederen tilladelse til at benytte en anden hyppighed end angivet i stk. 1, hvis der ikke foreligger mindstehyppigheder, eller hvis driftslederen dokumenterer et af følgende:

a)

baseret på historiske data, herunder analyseværdier for de respektive brændsler eller materialer i rapporteringsperioden før den indeværende, var der ingen afvigelser i analyseværdierne for det respektive brændsel eller materiale, der overstiger 1/3 af den usikkerhedsværdi, som driftslederen skal overholde med hensyn til bestemmelsen af aktivitetsdata for de relevante brændsler eller materialer

b)	anvendelsen af den krævede hyppighed ville medføre urimelige omkostninger.

Underafsnit 4

Specifikke beregningsfaktorer

Artikel 36

Emissionsfaktorer for CO2

1.   Driftslederen fastsætter aktivitetsspecifikke emissionsfaktorer for CO2-emissioner.

2.   Emissionsfaktorer for brændsler, herunder når de anvendes som procesinput, udtrykkes som t CO2/TJ.

Den kompetente myndighed kan tillade driftslederen at benytte en emissionsfaktor for et brændsel udtrykt som t CO2/t eller t CO2/Nm3 for forbrændingsemissioner, hvis brugen af en emissionsfaktor udtrykt som t CO2/TJ medfører urimelige omkostninger, eller hvis en som minimum tilsvarende nøjagtighed for de beregnede emissioner kan opnås ved hjælp af sådan en emissionsfaktor.

3.   Til konverteringen af kulstofindholdet til den respektive værdi af en CO2-relateret emissionsfaktor eller omvendt benytter driftslederen faktoren 3 664 t CO2/t C.

Artikel 37

Oxidations- og omregningsfaktorer

1.   Driftslederen benytter mindst metodetrin 1 til at fastsætte oxidations- eller omregningsfaktorer. Driftslederen bruger værdien 1 til en oxidations- eller omregningsfaktor, hvis emissionsfaktoren omfatter effekten af ufuldstændig oxidation eller omdannelse.

Den kompetente myndighed kan imidlertid kræve, at driftslederne altid anvender metodetrin 1.

2.   Såfremt der anvendes flere brændsler i et anlæg, og metodetrin 3 skal anvendes til den specifikke oxidationsfaktor, kan driftslederen anmode om den kompetente myndigheds godkendelse af ét eller begge de følgende punkter:

a)	bestemmelsen af en samlet oxidationsfaktor for hele forbrændingsprocessen og anvendelse af denne på alle brændsler

b)	henføring af en ufuldstændig oxidation til en større kildestrøm og anvendelse af en værdi på 1 for oxidationsfaktoren for andre kildestrømme.

Hvis biomasse eller blandede brændsler anvendes, dokumenterer driftslederen, at anvendelse af litra a) eller b) i første afsnit ikke fører til en undervurdering af emissionerne.

Underafsnit 5

Behandling af biomasse

Artikel 38

Biomassekildestrømme

1.   Driftslederen kan fastslå aktivitetsdata for biomassekildestrømme uden anvendelse af metodetrin og fremlægge analysedokumentation for biomasseindhold, hvis denne kildestrøm udelukkende består af biomasse, og driftslederen kan garantere, at den ikke er forurenet af andre materialer eller brændsler.

2.   Emissionsfaktoren for biomasse er nul.

Emissionsfaktoren for blandede brændsler eller materialer beregnes og rapporteres som den foreløbige emissionsfaktor fastlagt i henhold til artikel 30 ganget med brændslets eller materialets fossilfraktion.

3.   Tørv, xylit og fossilfraktioner i blandede brændsler eller materialer anses ikke for at være biomasse.

4.   Hvis biomassefraktionen for blandede brændsler eller materialer svarer til eller er højere end 97 %, eller hvis den på grund af mængden af emissioner forbundet med brændslets eller materialets fossile fraktion klassificeres som en ubetydelig kildestrøm, kan den kompetente myndighed tillade driftslederen at anvende ikke-metodetrindelte metoder, herunder energibalancemetoden, til bestemmelse af aktivitetsdata og relevante beregningsfaktorer, medmindre den respektive værdi skal anvendes til fratrækning af biomasseafledt CO2 fra emissioner, der er bestemt ved hjælp af fortsat emissionsmåling.

Artikel 39

Bestemmelse af biomasse og fossil fraktion

1.   Hvis biomassefraktionen for et specifikt brændsel eller materiale på grundlag af krævede metodetrin og tilgængeligheden af passende standardværdier, jf. artikel 31, stk. 1, bestemmes ved hjælp af analyser, bestemmer driftslederen biomassefraktionen på grundlag af en relevant standard og de dertil hørende analysemetoder og anvender kun denne standard, såfremt den er godkendt af den kompetente myndighed.

2.   Hvis bestemmelsen af biomassefraktionen af et blandet brændsel eller materiale ved analyse, jf. stk. 1, ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger, baserer driftslederen sin beregning på standardemissionsfaktorer og biomassefraktionsværdier for blandede brændsler og materialer samt skønsmetoder offentliggjort af Kommissionen.

I mangel af sådanne standardemissionsfaktorer og værdier, antager driftslederen enten en manglende biomasseandel eller indsender en skønsmetode til bestemmelse af biomassefraktionen til den kompetente myndigheds godkendelse. Hvor der er tale om brændsler eller materialer, som stammer fra en fremstillingsproces med definerede og sporbare tilførselsstrømme, kan driftslederen bestemme biomassefraktionen ud fra en massebalance over det fossile kulstof og det biomassekulstof, som går til og fra processen.

3.   Uanset stk. 1 og 2 samt artikel 30 må driftslederen, hvis der i overensstemmelse med artikel 2, litra j), og artikel 15 i direktiv 2009/28/EF er etableret en oprindelsesgaranti for biogasser, som indsprøjtes i og efterfølgende fjernes fra et gasnet, ikke anvende analyser til bestemmelse af biomassefraktionen.

AFSNIT 3

Målingsbaserede metoder

Artikel 40

Anvendelse af målingsbaserede overvågningsmetoder

Driftslederen anvender målingsbaserede metoder til alle emissioner af kvælstofforilte (N2O) som fastsat i bilag IV samt til kvantificering af overført CO2 i henhold til artikel 49.

Driftslederen kan endvidere anvende målingsbaserede metoder til CO2-emissionskilder, hvis det kan dokumenteres, at kravene til metodetrin for den enkelte emissionskilde, jf. artikel 41, er overholdt.

Artikel 41

Krav til metodetrin

1.   For hver emissionskilde, der udleder mere end 5 000 t CO2(e) årligt, eller bidrager med mere end 10 % af den samlede årlige emissionsmængde for anlægget, hvilket tal end måtte være højest i absolut emission, anvender driftslederen det højeste metodetrin anført i afsnit 1 i bilag VIII. For alle andre emissionskilder anvender driftslederen mindst ét metodetrin lavere end det højeste metodetrin.

2.   Kun hvis driftslederen til den kompetente myndigheds tilfredshed kan dokumentere, at anvendelsen af det ifølge stk. 1 krævede metodetrin ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger, og anvendelse af en beregningsmetode med brug af de påkrævede metodetrin i henhold til artikel 26 ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger, kan det næste lavere metodetrin anvendes for relevante emissionskilder med minimum metodetrin 1.

Artikel 42

Målestandarder og laboratorier

1.   Alle målinger udføres ved hjælp af metoder, der er baseret på EN 14181 Emissioner fra stationære kilder — Kvalitetssikring af automatiske målere til luftforurening, EN 15259 Luftkvalitet — Måling af emissioner fra stationære kilder — Krav til målested, målsætning, planlægning og rapport samt andre tilsvarende EN-standarder.

Hvis der ikke findes sådanne standarder, baseres metoderne på egnede ISO-standarder, standarder offentliggjort af Kommissionen eller nationale standarder. Såfremt der ikke findes relevante offentliggjorte standarder, anvendes relevante udkast til standarder, industriens retningslinjer for bedste praksis eller andre videnskabeligt beviste metoder for at sikre retvisende prøveudtagning og måling.

Driftslederen tager hensyn til alle relevante aspekter af et kontinuerligt målesystem, herunder udstyrets placering, kalibrering, måling, kvalitetssikring og kvalitetskontrol.

2.   Driftslederen sikrer, at laboratorier, der udfører målinger, kalibreringer og relevante vurderinger af udstyr til kontinuerlige emissionsmålingssystemer (CEMS) er akkrediteret i henhold til EN ISO/IEC 17025 for de relevante analysemetoder eller kalibreringsaktiviteter.

Hvis laboratoriet ikke har en sådan akkreditering, sikrer driftslederen, at krav svarende til artikel 34, stk. 2 og 3, er overholdt.

Artikel 43

Bestemmelse af emissioner

1.   Driftslederen bestemmer de årlige emissioner fra en emissionskilde i løbet af rapporteringsperioden ved at sammenfatte alle timeværdier af den målte drivhusgaskoncentration ganget med timeværdier for røggasstrømmen, hvor timeværdierne er gennemsnit af alle individuelle målingsresultater for den respektive driftstime.

For så vidt angår CO2-emissioner, fastsætter driftslederen den årlige emission baseret på ligning 1 i bilag VIII. Kulilte (CO) udledt i atmosfæren behandles som den molære ækvivalensmængde af CO2.

For så vidt angår kvælstofforilte (NO2), bestemmer driftslederen de årlige emissioner baseret på ligningen i bilag IV, afsnit 16, underafsnit B.1.

2.   Såfremt der findes flere emissionskilder i et anlæg, og disse ikke kan måles som én emissionskilde, måler driftslederen emissionerne fra disse emissionskilder separat og lægger resultaterne sammen for at opnå de samlede emissioner for den specifikke gas i rapporteringsperioden.

3.   Driftslederen bestemmer drivhusgaskoncentrationen i røggas ved kontinuerlig måling på et repræsentativt punkt ved hjælp af én af følgende metoder:

a)	direkte måling

b)	i tilfælde af en høj koncentration i røggassen beregnes koncentrationen ved hjælp af en indirekte koncentrationsmåling, ligning 3 i bilag VIII og under hensyntagen til de målte koncentrationsværdier for alle andre komponenter af gasstrømmen som fastlagt i driftslederens overvågningsplan.

4.   Hvor det er relevant, bestemmer driftslederen separat alle CO2-mængder, der stammer fra biomasse, ved hjælp af beregningsbaserede overvågningsmetoder og fratrækker dem fra den samlede, målte CO2-emission.

5.   Driftslederen bestemmer røggasstrømmen til beregningen i henhold til stk. 1 ved hjælp af én af følgende metoder:

a)	beregning ved hjælp af en egnet massebalance, hvor alle væsentlige parametre på tilførselssiden, herunder for CO2-emissioner som minimum tilført materialemængde, tilført luftmængde og proceseffektivitet samt på produktionssiden som minimum produktmængde samt O2-, SO2- og NOx-koncentration

b)	bestemmelse ved kontinuerlig flowmåling på et repræsentativt punkt.

Artikel 44

Dataaggregering

1.   Driftslederen beregner timegennemsnit for hver parameter, der er relevant for bestemmelsen af emissioner på baggrund af en målingsbaseret metode, herunder koncentrationer og røggasstrøm, ved hjælp af alle datapunkter, der er tilgængelige for den pågældende time.

Hvis en driftsleder kan generere data for kortere referenceperioder uden yderligere udgifter, benyttes disse referenceperioder til at bestemme de årlige emissioner i henhold til artikel 43, stk. 1.

2.   Hvis det kontinuerlige måleudstyr for en parameter er i uorden, uden for rækkevidde eller ude af drift i en del af timen eller den i stk. 1 omtalte referenceperiode, beregner driftslederen det relaterede timegennemsnit pro rata i forhold til de resterende datapunkter for den specifikke time eller en kortere referenceperiode, forudsat at mindst 80 % af det maksimale antal datapunkter for en parameter er tilgængelige. Artikel 45, stk. 2 til 4, finder anvendelse, hvis mindre end 80 % af det maksimale antal datapunkter for en parameter er tilgængelige.

Artikel 45

Manglende data

1.   Hvis måleudstyr i det kontinuerlige overvågningssystem for emissioner er ude af drift i mere end fem fortløbende dage i et kalenderår, informerer driftslederen den kompetente myndighed herom uden unødig forsinkelse og foreslår passende tiltag for at forbedre kvaliteten af det pågældende kontinuerlige overvågningssystem for emissioner.

2.   Når der ikke kan indhentes en gyldig datatime eller en kortere referenceperiode for data i henhold til artikel 44, stk. 1, for én eller flere parametre i den målingsbaserede metode som følge af, at udstyret er i uorden, uden for rækkevidde eller ude af drift, bestemmer driftslederen erstatningsværdier for hver manglende datatime.

3.   Hvis der ikke kan indhentes en gyldig datatime eller en kortere referenceperiode for data for en parameter direkte målt som koncentration, beregner driftslederen en erstatningsværdi som summen af en gennemsnitlig koncentration og to gange den standardafvigelse, der hører til dette gennemsnit, ved brug af ligning 4 i bilag VIII.

Såfremt rapporteringsperioden ikke kan anvendes til at bestemme sådanne erstatningsværdier på grund af betydelige tekniske ændringer af anlægget, indgår driftslederen en aftale med den kompetente myndighed om en repræsentativ tidsramme for bestemmelsen af gennemsnit og standardafvigelse, om muligt med en varighed på ét år.

4.   Hvis der ikke kan indhentes en gyldig datatime for en parameter ud over koncentration, indhenter driftslederen erstatningsværdier for denne parameter via en passende massebalancemodel eller energibalancemetoden for processen. Driftslederen validerer resultaterne ved hjælp af den målingsbaserede metodes resterende målte parametre og data fremkommet under almindelige arbejdsforhold, hvor der anvendes en tidsperiode af samme varighed som for de manglede data.

Artikel 46

Underbyggende emissionsberegning

Driftslederen underbygger fastslåede emissionsmængder ved hjælp af en målingsbaseret metode, med undtagelse af emissioner af kvælstofforilte (N2O) fra fremstilling af salpetersyre og drivhusgasser overført til et transportnet eller et lagringsanlæg, ved beregning af de årlige emissioner for hver enkelt drivhusgas for samme emissionskilder og kildestrømme.

Brugen af metodetrin er ikke påkrævet.

AFSNIT 4

Særlige bestemmelser

Artikel 47

Anlæg med små emissionsmængder

1.   Den kompetente myndighed kan tillade, at driftslederen forelægger en forenklet overvågningsplan, jf. artikel 13, forudsat at der er tale om et anlæg med små emissionsmængder.

Første afsnit finder ikke anvendelse på anlæg, der udfører aktiviteter, der omfatter N2O, i henhold til bilag I til direktiv 2003/87/EF.

2.   For så vidt angår første afsnit i stk. 1 anses et anlæg for at have en lille emissionsmængde, hvis mindst en af følgende betingelser er overholdt:

a)	anlæggets gennemsnitlige årlige emissioner, der er rapporteret i de verificerede emissionsrapporter for handelsperioden før den indeværende med undtagelse af CO2, der stammer fra biomasse, og før fratrækning af overført CO2, var mindre end 25 000 t CO2(e) om året

b)

de gennemsnitlige årlige emissioner omtalt i litra a) er ikke tilgængelig, eller er ikke længere relevant på grund af ændringer i anlæggets grænser eller driftsforhold, men de årlige emissioner for dette anlæg i de næste fem år, med undtagelse af CO2 fra biomasse og før fratrækning af overført CO2 vil på baggrund af et konservativt skøn være mindre end 25 000 t CO2(e) om året.

3.   Driftslederen for et anlæg med små emissionsmængder skal ikke fremlægge den i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, nævnte supplerende dokumentation og er fritaget for rapporteringskravet angående de i artikel 69, stk. 4, omtalte forbedringer.

4.   Uanset artikel 27 kan driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder bestemme mængden af brændsel eller materiale ved hjælp af tilgængelige og dokumenterede indkøbsregistre og anslåede lagerændringer. Driftslederen er også undtaget fra kravet om at forelægge en usikkerhedsvurdering for den kompetente myndighed, jf. artikel 28, stk. 2.

5.   Driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder er undtaget fra kravet om bestemmelse af lagerdata i begyndelsen og afslutningen af rapporteringsperioden, jf. artikel 28, stk. 2, hvis lagerkapaciteten er mindst 5 % af det årlige forbrug af brændsel eller materiale i løbet af rapporteringsperioden, med henblik på at medtage den dermed forbundne usikkerhed i en usikkerhedsvurdering.

6.   Uanset artikel 26, stk. 1, kan driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder som minimum anvende metodetrin 1 til at bestemme aktivitetsdata og beregningsfaktorer for alle kildestrømme, medmindre større nøjagtighed kan opnås uden yderligere tiltag fra driftslederens side, uden at der fremlægges dokumentation for, at anvendelsen af højere metodetrin ikke er teknisk mulig eller ville medføre urimelige omkostninger.

7.   Med henblik på bestemmelse af beregningsfaktorer på basis af analyser, jf. artikel 32, kan driftslederen af et anlæg med små emissionsmængder benytte ethvert laboratorium, der er teknisk kompetent og i stand til at generere teknisk gyldige resultater på baggrund af relevante analyseprocedurer og fremlægge bevis på kvalitetssikringsforanstaltninger, jf. artikel 34, stk. 3.

8.   Hvis et anlæg med små emissionsmængder, som er underlagt krav om forenklet overvågning, overskrider den i stk. 2 omtalte grænse i et givent kalenderår, informerer anlæggets driftsleder den kompetente myndighed om dette uden unødig forsinkelse.

Driftslederen fremsender i henhold til artikel 15, stk. 3, litra b), uden unødig forsinkelse betydelige ændringer af overvågningsplanen til den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

Den kompetente myndighed giver tilladelse til, at driftslederen fortsætter med den forenklede overvågning, forudsat at driftslederen dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at den i stk. 2 omtalte grænse ikke allerede er overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder og ikke vil blive overskredet igen fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode.

Artikel 48

Indeholdt CO2

1.   Indeholdt CO2, som overføres til et anlæg, inklusive CO2 indeholdt i naturgas eller røggas, herunder højovnsgas eller koksovnsgas, medregnes i det pågældende brændsels emissionsfaktor.

2.   Hvis indeholdt CO2 stammer fra aktiviteter omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF eller er medtaget i henhold til artikel 24 i samme direktiv og efterfølgende overføres fra anlægget som del af et brændsel til et andet anlæg og en anden aktivitet omfattet af det omtalte direktiv, tælles det ikke som emission fra det anlæg, som det stammer fra.

Udledes eller overføres indeholdt CO2 imidlertid fra anlægget til enheder, der ikke er omfattet af det omtalte direktiv, tælles det som emission fra anlægget, hvor det oprindeligt stammer fra.

3.   Driftslederne kan fastsætte de mængder af indeholdt CO2, der overføres fra anlægget, både for overførselsanlægget og modtageranlægget. I så fald skal mængden af henholdsvis overført og modtaget indeholdt CO2 være identisk.

Hvis mængden af overført og modtaget indeholdt CO2 ikke er identisk, anvendes det aritmetiske gennemsnit for begge de målte værdier i både overførsels- og modtageranlæggets emissionsrapporter, forudsat at afvigelsen mellem værdierne kan forklares med målesystemernes usikkerhed. I sådanne tilfælde skal det i emissionsrapporten nævnes, at værdien er blevet justeret.

Hvis afvigelsen mellem de målte værdier ikke kan forklares med en usikkerhedsmargin i målesystemerne, justerer driftslederne på overførsels- og modtageranlægget værdierne ved at anvende konservative justeringer godkendt af den kompetente myndighed.

Artikel 49

Overført CO2

1.   Driftslederen fratrækker fra anlæggets emissioner den mængde CO2, der stammer fra fossilt kulstof i aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som ikke udledes fra anlægget, men overføres fra anlægget til ét af følgende:

a)	et opsamlingsanlæg med henblik på transport og langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

b)	et transportnet med henblik på langsigtet geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF

c)	et lagringsanlæg med tilladelse efter direktiv 2009/31/EF med henblik på langsigtet geologisk lagring.

For alle andre former for overførsel af CO2 fra anlægget må der ikke fratrækkes CO2 fra anlæggets emissioner.

2.   Overførselsanlæggets driftsleder angiver i sin årlige emissionsrapport modtageranlæggets identifikationskode i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1193/2011 af 18. november 2011 om oprettelse af et EU-register for handelsperioden, der starter den 1. januar 2013, og efterfølgende handelsperioder for EU's emissionshandelsordning i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentet og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 2216/2004 og (EU) nr. 920/2010 (11).

Første afsnit finder ligeledes anvendelse på modtageranlægget, for så vidt angår overførselsanlæggets identifikationskode.

3.   Til bestemmelse af mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet anvender driftslederen en målingsbaseret metode, bl.a. i overensstemmelse med artikel 43, 44 og 45. Emissionskilden skal svare til målingspunktet, og emissionerne udtrykkes som mængden af overført CO2.

4.   Til bestemmelse af mængden af overført CO2 fra et anlæg til et andet, anvender driftslederen metodetrin 4, jf. definitionen i bilag VIII, afsnit 1.

Driftslederen kan imidlertid anvende det næste lavere metodetrin, forudsat at vedkommende kan dokumentere, at anvendelsen af metodetrin 4, som defineres i bilag VIII, afsnit 1, ikke er teknisk mulig eller medfører urimelige omkostninger.

5.   Driftslederne kan fastsætte mængderne af CO2, der overføres fra anlægget, både i overførsels- og modtageranlægget. I dette tilfælde finder artikel 48, stk. 3, anvendelse.

KAPITEL IV

OVERVÅGNING AF EMISSIONER OG TONKILOMETERDATA FRA LUFTFART

Artikel 50

Generelle bestemmelser

1.   Luftfartøjsoperatøren overvåger og rapporterer emissioner fra luftfartøjsaktiviteter for alle flyvninger omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, som udføres af den pågældende luftfartøjsoperatør i løbet af rapporteringsperioden, og som luftfartøjsoperatøren er ansvarlig for.

Til dette formål henfører luftfartøjsoperatøren alle flyvninger til afgangstidens kalenderår (målt efter koordineret verdenstid (UTC)).

2.   Luftfartøjsoperatører, der agter at søge om gratis tildeling af kvoter ifølge artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF, overvåger også tonkilometerdata for de samme flyvninger i løbet af de pågældende overvågningsår.

3.   Med henblik på at kunne identificere den enkelte luftfartøjsoperatør, jf. artikel 3, litra o), i direktiv 2003/87/EF, som ansvarlig for en flyvning anvendes det kaldesignal, som benyttes af flyvekontroltjenesten. Kaldesignalet skal være ét af følgende:

a)	ICAO-designatorkoden fastlagt i flyveplanens rubrik 7

b)	luftfartøjets registreringsmærke i mangel af en ICAO-designatorkode for luftfartøjsoperatøren.

4.   Er luftfartøjsoperatørens identitet ikke bekendt, anser den kompetente myndighed luftfartøjets ejer for at være luftfartøjsoperatør, medmindre denne kan bevise den ansvarlige luftfartøjsoperatørs identitet.

Artikel 51

Indsendelse af overvågningsplaner

1.   Senest fire måneder før påbegyndelse af luftfartøjsaktiviteter, som er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, skal luftfartøjsoperatøren fremlægge en overvågningsplan for overvågning og rapportering af emissioner til den kompetente myndighed i henhold til artikel 12.

Uanset første afsnit indsender en luftfartøjsoperatør, der for første gang udfører en luftfartøjsaktivitet omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som ikke kunne være forudset fire måneder før aktiviteten, en overvågningsplan til den kompetente myndighed uden unødig forsinkelse, dog senest seks uger efter udførelsen af den pågældende aktivitet. Luftfartøjsoperatøren giver en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor det ikke var muligt at indsende en overvågningsplan fire måneder før aktiviteten.

Hvis den administrerende medlemsstat, jf. artikel 18a i direktiv 2003/87/EF, ikke er kendt på forhånd, indsender luftfartøjsoperatøren overvågningsplanen uden unødig forsinkelse, når oplysninger om den kompetente myndighed i den administrerende medlemsstat bliver tilgængelige.

2.   Hvis luftfartøjsoperatøren agter at søge om gratis tildeling af kvoter ifølge artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF, indsender luftfartøjsoperatøren ligeledes en overvågningsplan for overvågning og rapportering af tonkilometerdata. Denne overvågningsplan skal indsendes senest fire måneder før påbegyndelsen af ét af følgende punkter:

a)	overvågningsåret omtalt i artikel 3e, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF for ansøgninger i henhold til denne artikel

b)	det andet kalenderår i perioden omtalt i artikel 3c, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF for ansøgninger i henhold til direktivets artikel 3f.

Artikel 52

Overvågningsmetoder for emissioner fra luftfartøjsaktiviteter

1.   Luftfartøjsoperatøren beregner den årlige CO2-emission fra luftfartøjsaktiviteter ved at gange det årlige forbrug af hver brændstoftype udtrykt i ton med den respektive emissionsfaktor.

2.   Luftfartøjsoperatøren fastsætter brændstofforbruget for hver flyvning og for hver brændstoftype, herunder brændstofforbrug for hjælpemotorer. Til dette formål benytter luftfartøjsoperatøren én af metoderne i bilag III, afsnit 1. Luftfartøjsoperatøren vælger den metode, der giver de mest fyldestgørende og rettidige data kombineret med den laveste usikkerhed, uden at det medfører urimelige omkostninger.

3.   Luftfartøjsoperatøren fastslår brændstofpåfyldningen i henhold til afsnit 1 i bilag III på grundlag af ét af nedenstående punkter:

a)	brændstofleverandørens måling som dokumenteret på følgesedler eller fakturaer for hver flyvning

b)	data fra målesystemer om bord på luftfartøjet eller registreret i masse- og balancedokumenter, i luftfartøjets tekniske logbog eller overført elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren.

4.   Luftfartøjsoperatøren opgør brændstofmængden i tanken ved hjælp af data, der stammer fra luftfartøjets målesystemer om bord og er registreret i masse- og balancedokumenterne eller i luftfartøjets tekniske logbog eller er overført elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren.

5.   Luftfartøjsoperatører anvender metodetrin 2 som fastsat i bilag III, afsnit 2.

Luftfartøjsoperatører, der har rapporteret gennemsnitlige årlige emissionsmængder for handelsperioden før den indeværende, som var mindre end eller lig med 50 000 t fossilt CO2, må som minimum anvende metodetrin 1, jf. definitionen i afsnit 2 i bilag III. Alle luftfartøjsoperatører må som minimum anvende metodetrin 1 som angivet i afsnit 2 i bilag III for kildestrømme, der samlet svarer til mindre end 5 000 t fossilt CO2 årligt eller mindre end 10 %, op til et maksimalt bidrag på 100 000 t fossilt CO2 årligt, afhængigt af hvad der er højest i absolutte værdier. Hvis de tal, der skal rapporteres i henhold til dette afsnit ikke foreligger eller ikke længere er gyldige, kan luftfartøjsoperatøren anvende et konservativt skøn eller en konservativ fremskrivning til at bestemme den gennemsnitlige årlige emission.

6.   Hvis brændstofpåfyldningsmængden eller brændstofmængden i luftfartøjets brændstoftanke er angivet i volumenenheder (liter), omregner luftfartøjsoperatøren denne kvantitet fra volumen til mængde ved at benytte de reelle densitetsværdier. Luftfartøjsoperatøren bestemmer den faktiske densitet ved hjælp af én af følgende:

a)	målesystemer om bord

b)	den af brændstofleverandøren målte densitet ved brændstofpåfyldning og registreret på fakturaen eller følgesedlen for brændstoffet.

Den reelle densitet udtrykkes i kg/liter og bestemmes ved den reelle temperatur for en specifik måling.

I tilfælde, hvor de faktiske værdier ikke er tilgængelige, anvendes en standardfaktor for densitet på 0,8 kg/liter efter godkendelse fra den kompetente myndighed.

7.   Til den i stk. 1 omhandlede beregning anvender luftfartøjsoperatøren standardemissionsfaktorerne i tabel 2 i bilag III.

I forbindelse med rapporteringen betragtes denne metode som metodetrin 1. For brændstoffer, der ikke er anført i denne tabel, bestemmer luftfartøjsoperatøren emissionsfaktoren i henhold til artikel 32, betragtet som metodetrin 2. For sådanne brændstoffer bestemmes og rapporteres den nedre brændværdi som en memorandumpost.

8.   Uanset stk. 7 kan luftfartøjsoperatøren efter godkendelse fra den kompetente myndighed for kommercielt handlet brændstof udlede emissionsfaktoren eller det kulstofindhold, den er baseret på, eller den nedre brændværdi af de indkøbsregistre for de pågældende brændstoffer, som brændselsleverandøren har leveret, såfremt udledningen er foretaget i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder, og de i bilag III, tabel 2, angivne emissionsfaktorer ikke kan anvendes.

Artikel 53

Særlige bestemmelser for biomasse

Artikel 39 finder ligeledes anvendelse ved bestemmelse af biomassefraktionen i en brændstofblanding.

Uanset artikel 39, stk. 2, tillader den kompetente myndighed, hvor det er relevant, anvendelsen af en metode til bestemmelse af biomassefraktionen, der kan finde ensartet anvendelse i alle medlemsstater.

I henhold til denne metode bestemmes biomassefraktionen, den nedre brændværdi og emissionsfaktoren eller kulstofindholdet for brændstof anvendt i en EU ETS-luftfartøjsaktivitet, der er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, ved hjælp af fortegnelser over brændstofindkøb.

Metoden baseres på Kommissionens retningslinjer, som skal sikre en ensartet anvendelse i alle medlemsstater.

Anvendelsen af biobrændstoffer til luftfart vurderes i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2009/28/EF.

Artikel 54

Luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder

1.   Luftfartøjsoperatører, som udfører færre end 243 flyvninger pr. periode i tre på hinanden følgende firemånedersperioder, og luftfartøjsoperatører, som udfører flyvninger, hvor de samlede emissioner er lavere end 25 000 t CO2 pr. år, betragtes som luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder.

2.   Uanset artikel 52 kan luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder give et overslag over brændstofforbruget med værktøjer, der er indført af Eurocontrol eller en anden relevant organisation, som kan behandle al relevant lufttrafikinformation, der svarer til den, der står til Eurocontrols rådighed, og undgå enhver undervurdering af emissionsmængderne.

De pågældende værktøjer må kun anvendes, hvis de er godkendt af Kommissionen, og dette gælder også anvendelsen af korrektionsfaktorer til kompensation for eventuelle unøjagtigheder i metoderne til opstilling af modeller.

3.   Uanset artikel 12 indsender en luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder, som agter at benytte de omtalte værktøjer i stk. 2 i denne artikel, kun følgende oplysninger i overvågningsplanen for emission:

a)	oplysninger, som kræves i henhold til i bilag I, afsnit 2, punkt 1

b)	dokumentation for, at de definerede grænseværdier for luftfartøjsoperatører med små emissionsmængder i stk. 1 i nærværende artikel overholdes

c)	navnet på eller en henvisning til værktøjet, der er beskrevet i stk. 2 i nærværende artikel, som vil blive anvendt til vurdering af brændstofforbruget.

En luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder er undtaget fra kravet om at skulle forelægge supplerende dokumenter, jf. artikel 12, stk. 1, tredje afsnit.

4.   Hvis en luftfartøjsoperatør gør brug af de i stk. 2 omtalte værktøjer og overskrider de i stk. 1 omtalte grænser i et givent rapporteringsår, informerer luftfartøjsoperatøren den kompetente myndighed om dette uden unødig forsinkelse.

Luftfartøjsoperatøren fremsender uden unødig forsinkelse betydelige ændringer af overvågningsplanen, som defineret i artikel 15, stk. 4, litra a), punkt vi, til den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

Den kompetente myndighed tillader dog, at luftfartøjsoperatøren fortsætter med at anvende det i stk. 2 omtalte værktøj, forudsat at luftfartøjsoperatøren dokumenterer til den kompetente myndigheds tilfredshed, at de i stk. 1 omtalte grænser ikke allerede er blevet overskredet inden for de seneste fem rapporteringsperioder, og at de ikke vil blive overskredet igen fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode.

Artikel 55

Kilder til usikkerhed

1.   Luftfartøjsoperatøren påpeger kilder til usikkerhed og deres tilknyttede usikkerhedsniveauer. Luftfartøjsoperatøren skal ved valget af overvågningsmetode tage disse oplysninger i betragtning, jf. artikel 52, stk. 2.

2.   Når luftfartøjsoperatøren fastslår brændstofpåfyldning i henhold til artikel 52, stk. 3, litra a), er yderligere dokumentation for det tilknyttede usikkerhedsniveau ikke nødvendig.

3.   Såfremt der anvendes systemer om bord til at måle brændstofpåfyldning eller brændstof i tankene, jf. artikel 52, stk. 3, litra b), støttes usikkerhedsniveauet i tilknytning til brændstofmålingen af:

a)	luftfartøjsproducentens specifikationer til bestemmelse af usikkerhedsniveauer for brændstofmålesystemer om bord på luftfartøjet

b)	dokumentation for, at der er udført rutinemæssig kontrol af, at brændstofmålesystemet fungerer på tilfredsstillende vis

4.   Uanset stk. 2 og stk. 3 kan luftfartøjsoperatøren basere usikkerheder for alle andre komponenter af overvågningsmetoden på konservative ekspertskøn, der tager det anslåede antal flyvninger inden for rapporteringsperioden i betragtning.

5.   Luftfartøjsoperatøren udfører jævnligt passende kontrolaktiviteter, herunder krydstjek mellem mængden af påfyldt brændstof ifølge fakturaer og påfyldningsmængden ifølge målinger om bord på luftfartøjet og træffer afhjælpende foranstaltninger, hvis der konstateres betydelige afvigelser.

Artikel 56

Opgørelse af tonkilometerdata

1.   En luftfartøjsoperatør, som agter at søge om gratis tildeling af kvoter i henhold til artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF, skal i overvågningsår, der er relevante for formålet, overvåge tonkilometerdata for alle flyvninger omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF.

2.   Luftfartøjsoperatøren beregner tonkilometerdata ved at gange afstand, beregnet i henhold til afsnit 4 i bilag III og udtrykt i kilometer (km), med nyttelast, beregnet som summen af mængden af fragt, post, passagerer og indtjekket bagage, udtrykt i ton (t).

3.   Luftfartøjsoperatøren bestemmer mængden af fragt og post på grundlag af den faktisk masse eller standardmassen, der er indeholdt i masse- og balancedokumenterne for de relevante flyvninger.

Luftfartøjsoperatører, der ikke er forpligtet til at have masse- og balancedokumenter, foreslår i overvågningsplanen en passende metode til bestemmelse af mængden af fragt og post, hvor egenvægten af alle paller og containere, der ikke er nyttelast, samt startvægten undtages.

4.   Luftfartøjsoperatøren bestemmer massen af passagerer ved hjælp af ét af følgende metodetrin:

a)	Metodetrin 1: omfatter en standardværdi på 100 kg for hver passager, herunder deres indtjekkede bagage

b)	Metodetrin 2: omfatter massen for passagerer og indtjekket bagage i masse- og balancedokumenterne for de enkelte flyvninger.

Det valgte metodetrin finder imidlertid anvendelse på alle flyvninger i overvågningsår, der er relevante i henhold til artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF.

KAPITEL V

DATAHÅNDTERING OG -KONTROL

Artikel 57

Datastrømsaktiviteter

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren etablerer, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og sikrer, at den årlige emissionsrapport, der udarbejdes på grundlag af datastrømsaktiviteter, ikke indeholder fejlagtige udsagn og er i overensstemmelse med overvågningsplanen, de skriftlige procedurer og denne forordning.

Hvis luftfartøjsoperatøren agter at søge om gratis tildeling af kvoter ifølge artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF, finder første afsnit ligeledes anvendelse på overvågning og rapportering af tonkilometerdata.

2.   Beskrivelserne af de skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter, der er indeholdt i overvågningsplanen, skal som minimum omfatte:

a)	de oplysninger, der er anført i artikel 12, stk. 2

b)	en identifikation af de primære datakilder

c)	de enkelte trin i datastrømmen — fra primære data til årlige emissionsmængder eller tonkilometerdata — som afspejler rækkefølgen og interaktionen mellem datastrømsaktiviteterne

d)	de relevante bearbejdningstrin i forbindelse med hver enkelt specifik datastrømsaktivitet, herunder formler og data anvendt til at bestemme emissionsmængder eller tonkilometerdata

e)	de anvendte, relevante elektroniske databehandlings- og lagringssystemer samt interaktionen mellem disse systemer og andre input, bl.a. manuelle input

f)	måden, hvorpå resultatet af datastrømsaktiviteter registreres.

Artikel 58

Kontrolsystem

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren etablerer, dokumenterer, gennemfører og vedligeholder et effektivt kontrolsystem for at sikre, at den årlige emissionsrapport og, hvis det er relevant, tonkilometerrapporten, der udarbejdes på grundlag af datastrømsaktiviteter, ikke indeholder ukorrekte angivelser og er i overensstemmelse med overvågningsplanen og denne forordning.

2.   Det i stk. 1 omtalte kontrolsystem består af følgende:

a)	en driftsleders eller luftfartøjsoperatørs vurdering af iboende risici og kontrolrisici

b)	skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter, der skal afhjælpe de identificerede risici

3.   De i stk. 2, litra b), omtalt skriftlige procedurer for kontrolaktiviteter skal som minimum omfatte:

a)	kvalitetssikring af måleudstyret

b)	kvalitetssikring af det it-system, der anvendes til datastrømsaktiviteter, herunder computerteknologi til processtyring

c)	en adskillelse af opgaver i datastrømsaktiviteter og kontrolaktiviteter samt håndtering af nødvendige kompetencer

d)	interne evalueringer og validering af data

e)	korrektioner og korrigerende tiltag

f)	kontrol af outsourcede processer

g)	registrering og dokumentation, herunder håndtering af dokumentversioner.

4.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren overvåger effektiviteten af kontrolsystemet, bl.a. ved at foretage interne evalueringer og tage højde for verifikatorernes konklusioner under verifikationen af den årlige emissionsrapport og, hvis det er relevant, tonkilometerdatarapporter, der udføres i henhold til forordning (EU) nr. 600/2012 forordning om akkreditering og verifikation].

Såfremt det vurderes, at kontrolsystemet er ineffektivt eller ikke svarer til de identificerede risici, søger driftslederen eller luftfartøjsoperatøren i givet fald at forbedre kontrolsystemet og opdatere overvågningsplanen eller de underliggende skriftlige procedurer for datastrømsaktiviteter, risikovurderinger og kontrolaktiviteter.

Artikel 59

Kvalitetssikring

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren sikrer ved anvendelse af artikel 58, stk. 3, litra a), at alt anvendt måleudstyr kalibreres, justeres og kontrolleres regelmæssigt, også inden brug, og kontrolleres i forhold til målestandarder, som skal kunne spores til internationale målestandarder, hvis der findes sådanne, i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser og i rimeligt forhold til de identificerede risici.

Hvis nogle af målesystemernes komponenter ikke kan kalibreres, lader driftslederen eller luftfartøjsoperatøren disse fremgå af overvågningsplanen og foreslår alternative kontrolaktiviteter.

Hvis udstyret ikke vurderes at være i overensstemmelse med kravene, iværksætter driftslederen eller luftfartøjsoperatøren øjeblikkeligt de nødvendige korrigerende foranstaltninger.

2.   For så vidt angår systemer til kontinuerlig emissionsmåling, anvender driftslederen kvalitetssikring, der er baseret på standarden Kvalitetssikring af automatiske målesystemer (EN 14181), herunder mindst én gang om året parallelmålinger med standardreferencemetoder, som udføres af kompetent personale.

Såfremt kvalitetssikringen kræver emissionsgrænseværdier (EGV) som nødvendige parametre som grundlag for kalibrering og funktionsprøvninger, anvendes den årlige gennemsnitlige timekoncentration af drivhusgas som erstatning for disse EGV. Såfremt driftslederen opdager manglende overholdelse af kravene til kvalitetssikring, herunder at der skal udføres rekalibrering, rapporteres dette til den kompetente myndighed, og driftslederen iværksætter korrigerende foranstaltninger uden unødig forsinkelse.

Artikel 60

Kvalitetssikring af it-systemet

Med henblik på anvendelsen af artikel 58, stk. 3, litra b), sikrer driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, at it-systemet er udformet, dokumenteret, testet og implementeret, og at det kontrolleres og vedligeholdes på en sådan måde, at databearbejdningen bliver pålidelig, nøjagtig og rettidig under hensyntagen til de identificerede risici, jf. artikel 58, stk. 2, litra a).

Kontrollen af it-systemet skal omfatte adgangskontrol, kontrol af sikkerhedskopiering, gendannelse, kontinuitetsplanlægning og systemsikkerhed.

Artikel 61

Adskillelse af opgaver

Med henblik på anvendelsen af artikel 58, stk. 3, litra c), udpeger driftslederen eller luftfartøjsoperatøren for alle datastrøms- og kontrolaktiviteter personer, der har ansvaret for at varetage disse aktiviteter, på en sådan måde, at kolliderende opgaver holdes adskilt. I tilfælde af, at der ikke udføres andre kontrolaktiviteter, sikrer driftslederen hhv. luftfartøjsoperatøren, for alle datastrømsaktiviteter under hensyntagen til de identificerede iboende risici, at alle relevante oplysninger og data bekræftes af mindst én person, der ikke har været involveret i bestemmelse og registrering af disse oplysninger eller data.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren forvalter de kompetencer, der kræves til de berørte ansvarsområder, og sørger herunder for passende ansvarsfordeling, uddannelse og præstationsevalueringer.

Artikel 62

Interne evalueringer og validering af data

1.   Med henblik på anvendelsen af artikel 58, stk. 3, litra d), skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren evaluere og validere de data, der hidrører fra datastrømsaktiviteter, jf. artikel 57, på grundlag af de iboende risici og kontrolrisici, der er identificeret i risikovurderingen, jf. artikel 58, stk. 2, litra a).

Denne evaluering og validering af data skal mindst omfatte:

a)	en kontrol af, om dataene er fuldstændige

b)	en sammenligning af de data, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har indhentet, overvåget og rapporteret gennem flere år

c)

en sammenligning af data og værdier fra forskellige dataindsamlingssystemer, herunder i relevant omfang følgende sammenligninger: i) en sammenligning af indkøbsdata for brændsel eller materiale med data om lagerændringer og om forbrug for de relevante kildestrømme ii) en sammenligning mellem beregningsfaktorer fastlagt ved analyse eller beregnet eller indhentet fra brændsels- eller materialeleverandøren og nationale eller internationale referencefaktorer for tilsvarende brændsler eller materialer iii) en sammenligning mellem emissionsmængder fastlagt ved målingsbaserede metoder og resultaterne af underbyggende beregning, jf. artikel 46 iv) en sammenligning af aggregerede data og rådata.

2.   Driftslederen og luftfartøjsoperatøren skal i størst muligt omfang sikre, at kriterierne for afvisning af data som led i evaluering og validering er kendt på forhånd. Med henblik herpå fastsættes kriterierne for afvisning af data i dokumentationen for de relevante skriftlige procedurer.

Artikel 63

Rettelser og korrigerende tiltag

1.   Når det viser sig, at den del af datastrømsaktiviteterne, jf. artikel 57, eller kontrolaktiviteterne, jf. artikel 58, ikke fungerer effektivt eller kun fungerer uden for de grænser, der er foreskrevet i dokumentationen af procedurerne for de pågældende datastrøms- og kontrolaktiviteter, afhjælper driftslederen eller luftfartøjsoperatøren straks funktionsfejlen og retter afviste data uden at sætte den anslåede emissionsmængde for lavt.

2.   Med henblik på stk. 1 foretager driftslederen eller luftfartøjsoperatøren mindst følgende:

a)	en vurdering af, om resultaterne af de forskellige trin i datastrømsaktiviteterne, jf. artikel 57, eller kontrolaktiviteterne, jf. artikel 58, er gyldige

b)	en bestemmelse af årsagen til defekten eller fejlen

c)	de fornødne afhjælpende foranstaltninger, herunder rettelse af fejlbehæftede data i, efter omstændighederne, emissionsrapporten eller tonkilometerrapporten.

3.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren udfører de korrigerende foranstaltninger, jf. stk. 1, på en sådan måde, at der reageres på de iboende risici og kontrolrisici, der er identificeret i risikovurderingen, jf. artikel 58.

Artikel 64

Outsourcede processer

En driftsleder eller luftfartøjsoperatør, der outsourcer en eller flere datastrømsaktiviteter, jf. artikel 57, eller kontrolaktiviteter, jf. artikel 58, skal:

a)	kontrollere kvaliteten af de outsourcede datastrøms- og kontrolaktiviteter i overensstemmelse med denne forordning

b)	definere passende krav til resultaterne af de outsourcede processer og til de metoder, der anvendes i disse processer

c)	kontrollere kvaliteten af resultaterne og metoderne, jf. litra b)

d)	sikre, at outsourcede aktiviteter udføres således, at der reageres på de iboende risici og kontrolrisici, der er identificeret i risikovurderingen, jf. artikel 58.

Artikel 65

Håndtering af manglende data

1.   Hvis der mangler data, som er relevante for bestemmelsen af emissionsmængden for et anlæg, benytter driftslederen en passende metode til ansættelse af konservativt skønnede surrogatdata for den pågældende tidsperiode og det manglende parameter.

Er skønsmetoden endnu ikke fastlagt i en skriftlig procedure, udarbejder driftslederen en sådan skriftlig procedure og søger om den kompetente myndigheds godkendelse af en passende ændring af overvågningsplanen, jf. artikel 15.

2.   Hvis der mangler data, som er relevante for bestemmelsen af en luftfartøjsoperatørs emissionsmængde for en eller flere flyvninger, skal operatøren benytte surrogatdata for den pågældende tidsperiode beregnet efter den alternative metode, der er fastlagt i overvågningsplanen.

Såfremt surrogatdata ikke kan bestemmes i overensstemmelse med første afsnit i dette stykke, kan luftfartøjsoperatøren anslå emissionsmængden for den eller de pågældende flyvninger ud fra brændstofforbruget bestemt ved brug af et værktøj som omhandlet i artikel 54, stk. 2.

Artikel 66

Registreringer og dokumentation

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal opbevare registreringer af alle relevante data og informationer i mindst 10 år, herunder oplysninger om de forhold, der er opregnet i bilag IX.

Der skal være tilstrækkeligt med dokumenterede og arkiverede data til verifikation af den årlige emissionsrapport eller tonkilometerdata i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2012. Data, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har indberettet, og som ligger i et elektronisk rapporterings- og datastyringssystem, der er etableret af den kompetente myndighed, kan anses for at være opbevaret hos driftslederen eller luftfartøjsoperatøren, hvis de har adgang til disse data.

2.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal sikre, at relevante dokumenter foreligger, når og hvor der er behov for dem til udførelse af datastrøms- eller kontrolaktiviteter.

Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren stiller på anmodning disse dokumenter til rådighed for den kompetente myndighed og for den verifikator, der verificerer emissionsmængderapporten eller tonkilometerdatarapporten efter reglerne i forordning (EU) nr. 600/2012.

KAPITEL VI

RAPPORTERINGSKRAV

Artikel 67

Tidsfrister og forpligtelser vedrørende rapportering

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren indsender senest den 31. marts hvert år til den kompetente myndighed en emissionsrapport, der omfatter de årlige emissionsmængder for rapporteringsperioden, og som er verificeret efter reglerne i forordning (EU) nr. 600/2012.

De kompetente myndigheder kan dog forlange, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren indsender den verificerede årlige emissionsrapport tidligere end 31. marts, men tidligst 28. februar.

2.   Vælger luftfartøjsoperatøren at søge om gratis tildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF, indsender luftfartøjsoperatøren til den kompetente myndighed inden den 31. marts året efter overvågningsåret, jf. artikel 3e eller 3f i nævnte direktiv, en rapport om overvågningsårets tonkilometerdata, verificeret efter reglerne i forordning (EU) nr. 600/2012.

3.   De årlige emissionsrapporter og tonkilometerdatarapporter skal mindst oplyse om de forhold, der er opregnet i bilag X.

Artikel 68

Force majeure

1.   Hvis en luftfartøjsoperatør som følge af alvorlige og uforudsete forhold uden for dennes kontrol ikke er i stand til at levere verificerede tonkilometerdata til den kompetente myndighed inden for den relevante tidsfrist i overensstemmelse med artikel 3e, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, kan vedkommende med henblik på anvendelse af den nævnte bestemmelse sende den kompetente myndighed de under omstændighederne bedste foreliggende tonkilometerdata, om nødvendigt også data, der bygger på troværdige skøn.

2.   Når betingelserne i stk. 1 er opfyldt, sender medlemsstaten med henblik på anvendelsen af artikel 3e, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF og i overensstemmelse med samme artikels stk. 2, de data, den har modtaget fra den pågældende luftfartøjsoperatør, til Kommissionen sammen med en redegørelse for de omstændigheder, der har medført, at der ikke foreligger en rapport, som er verificeret efter reglerne i forordning (EU) nr. 600/2012.

Kommissionen og medlemsstaterne benytter disse data med henblik på anvendelsen af artikel 3e, stk. 3 og 4, i direktiv 2003/87/EF.

3.   Hvis en medlemsstat sender Kommissionen modtagne data for en luftfartøjsoperatør som omhandlet i denne artikels stk. 2, skal den pågældende luftfartøjsoperatør sørge for, at de indsendte tonkilometerdata verificeres efter reglerne i forordning (EU) nr. 600/2012 hurtigst muligt og senest, når de forhold, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, ikke længere foreligger.

Luftfartøjsoperatøren sender uden unødig forsinkelse de verificerede data til den kompetente myndighed.

Den pågældende kompetente myndighed skal efter omstændighederne nedsætte tildelingen af gratis kvoter til luftfartøjsoperatøren og offentliggøre den reviderede tildeling i henhold til artikel 3e, stk. 4 i direktiv 2003/87/EF. Den pågældende tildeling må ikke sættes op. I givet fald tilbageleverer luftfartøjsoperatøren overskydende kvoter, der er modtaget i henhold til artikel 3e, stk. 5, i nævnte direktiv.

4.   Den kompetente myndighed træffer foranstaltninger, der effektivt sikrer, at den pågældende luftfartøjsoperatør overholder sine forpligtelser i henhold til stk. 3.

Artikel 69

Rapportering om forbedringer af overvågningsmetoden

1.   Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren kontrollerer jævnligt, om den anvendte overvågningsmetode kan forbedres.

Driftslederen af et anlæg indsender en rapport med de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvis et er relevant, til den kompetente myndighed med henblik på godkendelse inden for følgende tidsfrister:

a)	for anlæg i kategori A, senest den 30. juni hvert fjerde år

b)	for anlæg i kategori B, senest den 30. juni hvert andet år

c)	for anlæg i kategori C, senest den 30. juni hvert år.

Den kompetente myndighed kan imidlertid fastsætte en alternativ dato for indsendelse af rapporten, men senest den 30. september samme år.

2.   Hvis driftslederen ikke som minimum anvender de påkrævede metodetrin i henhold til artikel 26, stk. 1, første afsnit, og artikel 41, stk. 1, skal driftslederen forklare, hvorfor det ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger at anvende de påkrævede metodetrin.

Men viser det sig, at de nødvendige tiltag for at nå disse metodetrin er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal driftslederen underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i overensstemmelse med artikel 15 og indsende forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger med en tidsplan.

3.   Hvis driftslederen anvender en alternativ overvågningsmetode, jf. artikel 22, skal driftslederen forklare, hvorfor det er ikke er teknisk muligt eller ville medføre urimelige omkostninger som minimum at anvende metodetrin 1 for en eller flere større eller mindre kildestrømme.

Men viser det sig, at de nødvendige tiltag for som minimum at nå metodetrin 1 for disse kildestrømme er blevet teknisk mulige og ikke længere medfører urimelige omkostninger, skal driftslederen underrette den kompetente myndighed om, hvordan de relevante ændringer skal foretages i overvågningsplanen, i overensstemmelse med artikel 15 og indsende forslag til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger med en tidsplan.

4.   Hvis den verifikationsrapport, der er udarbejdet i henhold til forordning (EU) nr. 600/2012, nævner uløste tilfælde af manglende overensstemmelse eller anbefaler forbedringer, jf. artikel 27, 29 og 30 i den omtalte forordning, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren til den kompetente myndighed indsende en rapport til godkendelse senest den 30. juni samme år, som verifikationsrapporten er udarbejdet af verifikatoren. Rapporten skal beskrive, hvordan og hvornår driftslederen eller luftfartøjsoperatøren har udbedret eller har planer om at udbedre mangler identificeret af verifikator og om at gennemføre anbefalede forbedringer.

Hvis det er relevant, kan denne rapport kombineres med den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede rapport.

Hvis anbefalede forbedringer ikke ville give en bedre overvågningsmetode, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren begrunde, hvorfor dette ikke er tilfældet. Såfremt anbefalede forbedringer vil medføre urimelige omkostninger, skal driftslederen eller luftfartøjsoperatøren fremlægge dokumentation for urimeligheden af disse omkostninger.

Artikel 70

Den kompetente myndigheds bestemmelse af emissionsmængden

1.   Den kompetente myndighed skal anlægge et konservativt skøn over emissionsmængden fra et anlæg eller en luftfartøjsoperatør i følgende situationer:

a)	hvis driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ikke har indsendt en verificeret årlig emissionsrapport inden for den frist, der er fastsat i artikel 67, stk. 1

b)	hvis den verificerede årlige emissionsrapport, jf. artikel 67, stk. 1, ikke er i overensstemmelse med denne forordning

c)	hvis emissionsrapporten fra en driftsleder eller luftfartøjsoperatør ikke er blevet verificeret i henhold til forordning (EU) nr. 600/2012.

2.   Hvis verifikatoren har anført i verifikationsrapporten, jf. forordning (EU) nr. 600/2012, at der foreligger uvæsentlige fejlangivelser, som driftslederen eller luftfartøjsoperatøren ikke har rettet inden udstedelsen af verifikationserklæringen, skal den kompetente myndighed vurdere disse fejlangivelser og efter omstændighederne anlægge et konservativt skøn over anlæggets eller luftfartøjsoperatørens emissionsmængde. Den kompetente myndighed underretter driftslederen eller luftfartøjsoperatøren om, hvorvidt det er nødvendigt at rette emissionsrapporten, og hvilke rettelser der i givet fald skal foretages. Driftslederen eller luftfartøjsoperatøren skal gøre denne underretning tilgængelig for verifikatoren.

3.   Medlemsstaterne skal etablere en effektiv udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for godkendelse af overvågningsplaner og dem, der er ansvarlige for godkendelse af årlige emissionsrapporter.

Artikel 71

Adgang til oplysninger

Emissionsrapporter, der foreligger hos den kompetente myndighed, skal af denne myndighed gøres tilgængelige for offentligheden i overensstemmelse med de nationale regler, der er vedtaget i medfør af direktiv 2003/4/EF. Hvad angår anvendelse af undtagelsen i direktivets artikel 4, stk. 2, litra d), kan driftsledere eller luftfartøjsoperatører i deres rapport anføre, hvilke oplysninger de anser for forretningsmæssigt følsomme.

Artikel 72

Afrunding af data

1.   Den samlede årlige emissionsmængde rapporteres som afrundede tons CO2 eller CO2(e).

Tonkilometer rapporteres som afrundede værdier af tonkilometer.

2.   Alle anvendte variabler til beregning af emissionsmængden afrundes således, at alle decimaler, der har betydning for beregningen og rapporteringen af emissionsmængderne, er med.

3.   Alle data pr. flyvning afrundes således, at alle decimaler, der har betydning for beregningen af afstanden og nyttelast i henhold til artikel 56 og for rapporteringen af tonkilometerdataene, er med.

Artikel 73

Sikring af overensstemmelse med anden rapportering

Hver af de aktiviteter, der udføres af en driftsleder eller luftfartøjsoperatør og er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, mærkes om muligt med koder fra følgende rapporteringsordninger:

a)	det fælles rapporteringsformat for nationale drivhusgasopgørelser, som er vedtaget af de kompetente organer under FN's rammekonvention om klimaændringer

b)	anlæggets id-nummer i det europæiske register over udledning og overførsel af forurenende stoffer, jf. Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 (12)

c)	IPPC-aktivitet i bilag I til forordning (EF) nr. 166/2006,

d)	NACE-koden i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 (13).

KAPITEL VII

KRAV TIL INFORMATIONSTEKNOLOGI

Artikel 74

Formater til elektronisk dataudveksling

1.   Medlemsstaterne kan kræve, at driftslederen eller luftfartøjsoperatøren benytter elektroniske skabeloner eller bestemte filformater til indsendelse af overvågningsplaner og ændringer af overvågningsplanen samt for indsendelse af årlige emissionsrapporter, tonkilometerdatarapporter, verifikationsrapporter og forbedringsrapporter.

Skabeloner og specifikationer for filformater, der således er udarbejdet af medlemsstaterne, skal mindst indeholde de samme oplysninger som elektroniske skabeloner eller filformatspecifikationer offentliggjort af Kommissionen.

2.   Når medlemsstaterne udarbejder skabeloner eller filformatspecifikationer som omhandlet i stk. 1, kan de vælge en af eller begge følgende muligheder:

a)	filformatspecifikationer ved hjælp af et standardiseret, elektronisk rapporteringssprog (herefter kaldet »EU ETS-rapporteringssprog«) baseret på XML til brug i forbindelse med avancerede, automatiske systemer

b)	skabeloner udgivet i et format, der kan anvendes af standardsoftware for tekstbehandling, inklusive regneark og tekstbehandlingsfiler.

Artikel 75

Brug af automatiserede systemer

1.   Såfremt en medlemsstat vælger at benytte automatiserede systemer til udveksling af elektroniske data baseret på EU ETS-rapporteringssproget, jf. artikel 74, stk. 2, litra a), skal disse systemer ved implementering af tidssvarende teknologiske foranstaltninger sikre følgende på en omkostningseffektiv måde:

a)	dataintegritet, så elektroniske meddelelser ikke ændres under transmissionen

b)	datafortrolighed ved hjælp af sikkerhedsteknikker, herunder krypteringsteknikker, så dataene kun er tilgængelige for den part, som de er tiltænkt, og så ingen data kan opfanges af uvedkommende parter

c)	dataægthed, således at identiteten på både afsender og modtager af data er kendt og verificeret

d)	uafviselighed af data, således at en transaktionspart ikke kan afvise at have modtaget eller den anden at have sendt transaktionen, ved anvendelse af metoder som underskriftsteknikker eller uafhængig revision af systemmæssige sikkerhedsforanstaltninger.

2.   Ethvert automatiseret system, der bygger på EU ETS-rapporteringssproget, og som medlemsstaterne benytter til kommunikation mellem kompetent myndighed, driftsleder og luftfartøjsoperatør samt verifikator og akkrediteringsorgan, jf. forordning (EU) nr. 600/2012, skal opfylde følgende ikke-funktionelle krav ved implementering af tidssvarende teknologiske foranstaltninger:

a)

adgangskontrol, så der kun er adgang til systemet for beføjede parter, og så ingen data kan læses, skrives eller opdateres af ubeføjede parter, ved implementering af teknologiske foranstaltninger med følgende formål: i) begrænsning af den fysiske adgang til det hardware, hvorpå de automatiserede systemer kører, ved hjælp af fysiske barrierer ii) begrænsning af logisk adgang til automatiserede systemer ved hjælp af teknologi til identifikation, autentificering og godkendelse

b)	tilgængelighed, således at adgangen til dataene er sikret, også efter længere tid, og efter at der i givet fald er indført ny software

c)	kontrolspor, så det sikres, at dataændringer altid kan genfindes og analyseres efterfølgende.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 76

Ophævelse af beslutning 2007/589/EF og overgangsbestemmelser

1.   Beslutning 2007/589/EF ophæves.

2.   Bestemmelserne i beslutning 2007/589/EF gælder fortsat for overvågning, rapportering og verifikation af emissioner og relevante aktivitetsdata, der opstår før 1. januar 2013.

Artikel 77

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på den tyvende dag efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2013.

---

(1)  EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.

(2)  EUT L 229 af 31.8.2007, s. 1.

(3)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(4)  EUT L 149 af 12.6.2009, s. 69.

(5)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114.

(6)  EUT L 135 af 30.4.2004, s. 1.

(7)  EFT L 373 af 31.12.1991, s. 4.

(8)  Se side 1 i denne EUT.

(9)  EUT L 130 af 17.5.2011, s. 1.

(10)  EUT L 122 af 16.5.2009, s. 6.

(11)  EUT L 315 af 29.11.2011, s. 1.

(12)  EUT L 33 af 4.2.2006, s. 1.

(13)  EUT L 393 af 30.12.2006, s. 1.

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---