19.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 14/9


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 35/2011

af 18. januar 2011

om ændring af forordning (EU) nr. 595/2010 for så vidt angår forlængelse af overgangsperioden for anvendelse af visse sundhedscertifikater for mælk og mælkeprodukter, serum fra dyr af hestefamilien og behandlede blodprodukter, bortset fra blodprodukter fra dyr af hestefamilien, til fremstilling af tekniske produkter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (1), særlig artikel 32, stk. 1, første og andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 595/2010 af 2. juli 2010 om ændring af bilag VIII, X og XI til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (2), blev der indført krav vedrørende markedsføring og import af blod og blodprodukter fra dyr af hestefamilien, og eksisterende krav vedrørende import fra tredjelande af serum fra dyr af hestefamilien til tekniske formål blev ændret. Den nævnte forordning trådte i kraft den 28. juli 2010.

(2)

Ved artikel 2 i forordning (EU) nr. 595/2010 blev der fastsat en overgangsperiode, som udløb den 31. august 2010, og hvor sendinger af animalske biprodukter, der ledsages af et sundhedscertifikat, som er behørigt udfyldt og underskrevet i overensstemmelse med den relevante certifikatmodel i henholdsvis kapitel 2, kapitel 4(A) og kapitel 4(D) i bilag X til forordning (EF) nr. 1774/2002 før ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 595/2010, skal accepteres af medlemsstaterne.

(3)

På grund af problemer med tilpasning til de nye bestemmelser har nogle vigtige erhvervsdrivende anmodet om en forlængelse af overgangsperioden.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (3) anvendes fra den 4. marts 2011 og indfører nye krav vedrørende import; overgangsperioden bør derfor forlænges.

(5)

For at undgå forstyrrelser af handelen med animalske biprodukter, der ledsages af sundhedscertifikater, som er udfyldt og underskrevet i overensstemmelse med de relevante certifikatmodeller i forordning (EF) nr. 1774/2002 før den 28. juli 2010, bør nærværende forordning anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2010.

(6)

Det er derfor nødvendigt, at denne forordning træder i kraft så hurtigt som muligt for at undgå eventuelle handelsforstyrrelser.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 2 i forordning (EU) nr. 595/2010 affattes således:

»Artikel 2

I en overgangsperiode, som udløber den 4. marts 2011, accepterer medlemsstaterne sendinger af mælk og mælkeprodukter, serum fra dyr af hestefamilien og behandlede blodprodukter, bortset fra blodprodukter fra dyr af hestefamilien, til fremstilling af tekniske produkter, der ledsages af et sundhedscertifikat, som er behørigt udfyldt og underskrevet i overensstemmelse med de relevante certifikatmodeller i kapitel 2, kapitel 4(A) og kapitel 4(D) i bilag X til forordning (EF) nr. 1774/2002 før nærværende forordnings ikrafttrædelse.

Indtil den 30. april 2011 accepterer medlemsstaterne sådanne sendinger, hvis de ledsagende sundhedscertifikater er udfyldt og underskrevet før den 5. marts 2011.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. september 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. januar 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1.

(2)  EUT L 173 af 8.7.2010, s. 1.

(3)  EUT L 300 af 14.11.2009, s. 1.