16.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/1

(1)

Rådets direktiv 89/396/EØF af 14. juni 1989 om angivelser af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti (3) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (4). Direktivet bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Det indre marked indebærer, at varer, personer, tjenesteydelser og kapital sikres fri bevægelighed inden for et område uden indre grænser.

(3)

Handelen med levnedsmidler indtager en meget vigtig plads i forbindelse med det indre marked.

(4)

Angivelser til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti, opfylder behovet for at sikre bedre oplysning om varernes identitet. Sådanne angivelser er nyttige, såfremt levnedsmidlerne bliver genstand for en tvist eller frembyder en fare for forbrugernes sundhed.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (5), omhandler ikke angivelser til identifikation af levnedsmiddelpartier.

(6)

På internationalt plan er der i almindelighed pligt til for færdigpakkede levnedsmidler at angive en reference vedrørende enten fremstillingen eller indpakningen af et bestemt levnedsmiddelparti. Unionen bør bidrage til udviklingen af den internationale samhandel.

(7)

Der bør derfor fastsættes generelle og horisontale regler, med henblik på forvaltningen af et fælles system til identifikation af levnedsmiddelpartier.

(8)

Systemets effektivitet afhænger af dets anvendelse på de forskellige distributionsstadier. Visse produkter og visse aktiviteter, navnlig aktiviteter i de første stadier af distributionen af landbrugsprodukter, bør dog undtages.

(9)

Der bør tages hensyn til den omstændighed, at visse levnedsmidler, såsom konsumis i portionspakninger, fortæres straks efter købet, hvilket gør det unødvendigt, at angivelsen af partiet findes direkte på den enkelte emballage. For disse produkter bør angivelsen af partiet derimod obligatorisk findes på gruppeemballagen.

(10)

Begrebet levnedsmiddelparti forudsætter, at flere salgsenheder af samme levnedsmiddel frembyder praktisk taget ens fremstillings-, tilvirknings- eller emballeringskarakteristika. Dette begreb bør derfor ikke anvendes på varer, der leveres i løs vægt, eller som på grund af deres individuelle eller heterogene karakter ikke kan anses for at udgøre en homogen mængde.

(11)

Mangfoldigheden af de anvendte identifikationsmetoder gør det mest hensigtsmæssigt, at det er erhvervsvirksomheden, der afgrænser levnedsmiddelpartiet og anbringer de dertil svarende angivelser eller mærker.

(12)

Hvis angivelserne skal opfylde det informationsbehov, for hvilket de anføres, bør de fremtræde klart og tydeligt som sådanne.

(13)

Datoen for mindste holdbarhed eller sidste anvendelsesdato, som omhandlet i direktiv 2000/13/EF, kan tjene som angivelse til identifikation af levnedsmiddelpartiet, såfremt dens anførelse er præcis

(14)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktiverne —

a)

på landbrugsprodukter, der fra bedriftens område:

b)

når levnedsmidler på detailsalgsstedet ikke forefindes i færdigpakket stand, indpakkes på købers anmodning eller færdigpakkes med henblik på umiddelbart salg

c)

på emballager eller beholdere, hvis største yderflade har et flademål på under 10 cm2

d)

på konsumis i portionspakninger. Oplysninger til identifikation af partiet skal findes på gruppeemballagerne.