EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R1103

Kommissionens forordning (EU) nr. 1103/2010 af 29. november 2010 om regler for mærkning af kapaciteten af bærbare genopladelige batterier og bilbatterier og -akkumulatorer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF EØS-relevant tekst

OJ L 313, 30.11.2010, p. 3–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 059 P. 172 - 176

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1103/oj

30.11.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 313/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1103/2010

af 29. november 2010

om regler for mærkning af kapaciteten af bærbare genopladelige batterier og bilbatterier og -akkumulatorer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF af 6. september 2006 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer samt om ophævelse af direktiv 91/157/EØF (1), særlig artikel 21, stk. 2, og stk. 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Affaldsmængderne kan mindskes ved en forøgelse af genopladelige batteriers gennemsnitlige levetid. Hvis det rette batteri vælges til et apparat, vil mængden af udtjente batterier og akkumulatorer blive reduceret.

(2)

Det er af stor betydning, at mærkningen af kapaciteten foregår med metoder, der er harmoniserede og kontrollerbare, og som kan gentages, således at en redelig konkurrence sikres, og at producenterne garanteres sammenhængende kvalitetsværdier.

(3)

Direktiv 2006/66/EF kræver, at kapaciteten for alle bærbare batterier, bilbatterier og akkumulatorer skal angives med mærkning. Hensigten med mærkning af kapaciteten er at give nyttige, letforståelige og sammenlignelige oplysninger til slutbrugerne, når de erhverver bærbare batterier, bilbatterier og -akkumulatorer.

(4)

Undtagelser fra mærkningskravene i denne artikel kan gives i henhold til artikel 21, stk. 7, i direktiv 2006/66/EF.

(5)

Det er af hensyn til sikkerheden, ydeevnen, medicinske grunde, for at bevare data og for at opretholde en vedvarende forbindelse mellem apparatet hensigtsmæssigt at give sådanne undtagelser for batterier og akkumulatorer, der sælges indbygget i apparater og ikke er beregnet til at blive fjernet af slutbrugerne. Disse batterier og akkumulatorer er ikke tilgængelige for slutbrugerne, og slutbrugerne behøver ikke at beslutte sig for køb af dem.

(6)

Det er ønskeligt, at oplysningerne baseres på eksisterende internationale og europæiske standarder, så nøjagtigheden af de oplysninger, som slutbrugerne får, er baseret på et ordentligt videnskabeligt og teknisk grundlag.

(7)

Der er et behov for at harmonisere de eksisterende regler for kapacitetsmærkning af bærbare genopladelige batterier og bilbatterier og -akkumulatorer. Den mulige harmonisering af reglerne for kapacitetsmærkning af bærbare batterier, der ikke kan genoplades, bør også undersøges.

(8)

Producenterne af batterier og akkumulatorer behøver mindst 18 måneder for at tilpasse deres teknologiske metoder til de nye krav om kapacitetsmærkning.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra udvalget nedsat ved artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af 5. april 2006 om affald (2)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse på bærbare genopladelige batterier og bilbatterier og -akkumulatorer, der bringes i omsætning på markedet første gang 18 måneder efter den dato, der nævnes i artikel 5.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer, der er opført på fortegnelsen i bilag I.

Artikel 2

Bestemmelse af kapaciteten

1.   Et batteris eller en akkumulators kapacitet fastsættes som den elektriske ladning, som batteriet eller akkumulatoren kan yde under et bestemt sæt af forhold.

2.   Kapaciteten af bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer fastsættes på grundlag af standarderne IEC/EN 61951-1, IEC/EN 61951-2, IEC/EN 60622, IEC/EN 61960 og IEC/EN 61056-1 afhængigt af de indeholdte kemiske stoffer som specificeret i bilag II, del A.

3.   Kapaciteten af bilbatterier og -akkumulatorer fastsættes på grundlag af standarden IEC 60095-1/EN 50342-1 afhængigt af de indeholdte kemiske stoffer som specificeret i bilag II, del B.

Artikel 3

Måleenhed for kapacitet

1.   Kapaciteten af bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer udtrykkes i »milliamperetimer« (mAh) eller »amperetimer« (Ah), idet forkortelserne anvendes.

2.   Kapaciteten af bilbatterier og -akkumulatorer udtrykkes i »amperetimer« (Ah) og »koldstartampere« (A), idet forkortelserne anvendes.

Artikel 4

Udformning af kapacitetsmærkningen

1.   Bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer skal forsynes med en mærkning, der giver de oplysninger, der er fastsat i bilag III, del A. Minimumsstørrelsen af mærkningen fastlægges afhængigt af batteri- og akkumulatortype som specificeret i bilag IV, del A.

2.   Alle bilbatterier og -akkumulatorer skal forsynes med en mærkning, der giver de oplysninger, der er fastsat i bilag III, del B. Minimumsstørrelsen af mærkningen fastlægges afhængigt af batteri- og akkumulatortype som specificeret i bilag IV, del B.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 266 af 26.9.2006, s. 1.

(2)  EUT L 114 af 27.4.2006, s. 9.


BILAG I

Undtagelser fra bestemmelserne om kapacitetsmærkning

1)

Bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer, der er indbygget i enheder eller er beregnet til at blive indbygget, før de leveres til slutbrugerne, og derefter ikke er beregnet til at blive fjernet i henhold til artikel 11 i direktiv 2006/66/EF, er undtaget fra denne forordnings anvendelsesområde.


BILAG II

Kapacitetsmåling vedrørende bærbare genopladelige batterier og bilbatterier og -akkumulatorer

Del A.   Bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer

1)

Den nominelle kapacitet af bærbare genopladelige nikkel-cadmium-batterier og -akkumulatorer måles i henhold til standarderne IEC/EN 61951-1 og IEC/EN 60622.

2)

Den nominelle kapacitet af bærbare genopladelige nikkel-metalhydrid-batterier og -akkumulatorer måles i henhold til standarden IEC/EN 61951-2.

3)

Den nominelle kapacitet af bærbare genopladelige lithiumbatterier og -akkumulatorer måles i henhold til standarden IEC/EN 61960.

4)

Den nominelle kapacitet af bærbare genopladelige blybatterier og -akkumulatorer måles i henhold til standarden IEC/EN 61056-1.

Del B.   Bilbatterier og -akkumulatorer

1)

Bilbatteriers og -akkumulatorers nominelle kapacitet og koldstartydeevne (startbatterier med blysyre) måles i henhold til standarden IEC 60095-1/EN 50342-1.


BILAG III

Oplysninger på kapacitetsmærkningen

Del A.   Bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer

Kapacitetsmærkningen af bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer skal indeholde følgende oplysninger:

1)

For bærbare genopladelige nikkel-cadmium (NiCd)-, nikkel-metalhydrid (Ni-MH)- og lithiumbatterier og -akkumulatorer angives den nominelle kapacitet som specificeret henholdsvis i standarderne IEC/EN 61951-1, IEC/EN 60622, IEC/EN 61951-2 og IEC/EN 61960:

a)

som et heltal, når kapaciteten udtrykkes i »mAh«, bortset fra bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer beregnet til håndværktøj

b)

som et decimaltal med én decimal, når kapaciteten udtrykkes i »Ah«, og som et heltal, når kapaciteten udtrykkes i »mAh«, for alle bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer beregnet til håndværktøj

c)

med den grad af nøjagtighed, der kræves af henholdsvis standarderne IEC/EN 61951-1, IEC/EN 61951-2, IEC/EN 60622 og IEC/EN 61960.

2)

For bærbare genopladelige blybatterier og -akkumulatorer udtrykkes minimumsværdien af den nominelle kapacitet inden for det prøveudvalg, der er specificeret i standarden IEC/EN 61056-1:

a)

som et decimaltal med én decimal, når kapaciteten udtrykkes i »mAh«, bortset fra bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer beregnet til håndværktøj, og

b)

med den grad af nøjagtighed, der kræves af standard IEC/EN 61056-1.

Del B.   Bilbatterier og -akkumulatorer

Kapacitetsmærkningen af bilbatterier og -akkumulatorer skal indeholde følgende oplysninger:

1)

Den nominelle kapacitet og koldstartydeevnen som specificeret i standard IEC 60095-1/EN 50342-1

2)

Den nominelle kapacitet og startstrømstyrke angivet i heltal med en nøjagtighed på ± 10 % af den nominelle værdi.


BILAG IV

Mærkningens minimumstørrelse og placering

Del A.   Bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer

Kapacitetsmærkningen af bærbare genopladelige batterier og akkumulatorer skal overholde følgende krav:

1)

For enkelte batterier og akkumulatorer, undtagen knapceller og hukommelsesbackupbatterier:

a)

På batteriet og akkumulatoren: mærkningen skal være på mindst 1,0 × 5,0 mm (H × L) (1).

b)

På det enkelte batteris eller den enkelte akkumulators pakke (forsiden): mærkningen skal være på mindst 5,0 × 12,0 mm (H × L).

c)

Mærkningen skal være placeret på pakningen (forsiden) og på batterierne og akkumulatorerne i pakningen.

d)

For batteripakker, der sælges uden pakning, skal mærkningen placeres på selve batteriet eller akkumulatoren.

2)

Batteripakker:

a)

For batteripakker, hvor den største side er under 70 cm2 i størrelse, skal mærkningen være på mindst 1,0 × 5,0 mm (H × L).

b)

For batteripakker, hvor den største side er lig med eller over 70 cm2 i størrelse, skal mærkningen være på mindst 2,0 × 5,0 mm (H × L).

c)

Mærkningen skal kun placeres på ydersiden af montagecellernes batterihus og ikke på hver enkelt celle i batterihuset.

3)

Hvis udformningen af batteriet eller batteripakken ikke tillader påsætning af en mærkning, skal kapaciteten angives på pakningen med en minimumstørrelse på 5,0 × 12,0 mm (H × L). I dette specifikke tilfælde, og hvis batteriet eller akkumulatoren eller batteripakken ikke leveres i egen indpakning, skal kapaciteten angives på pakningen til udstyret, når batteriet, akkumulatoren eller batteripakken sælges med udstyret.

4)

For knapceller og hukommelsesbackupbatterier:

a)

På pakningen (forside): mærkningen skal være på mindst 5,0 × 12,0 mm (H × L).

b)

Mærkningen skal placeres på pakningens forside.

Del B.   Bilbatterier og -akkumulatorer

Kapacitetsmærkningen af bilbatterier og -akkumulatorer skal overholde følgende krav:

a)

Mærkningen skal dække mindst 3 % af arealet på den største side af bilbatteriet eller -akkumulatoren op til maksimalt 20 × 150 mm (H × L).

b)

Mærkningen skal placeres på selve batteriet eller akkumulatoren på en af batteriets eller akkumulatorens sider med undtagelse af undersiden.


(1)  Højde (H), Længde (L).


Top