31.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/19


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2009/89/EF

af 30. juli 2009

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF med henblik på at optage nitrogen som et aktivt stof i bilag I hertil

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 16, stk. 2, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007 af 4. december 2007 om den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter (2), er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til direktiv 98/8/EF. Denne liste omfatter nitrogen.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 1451/2007 er nitrogen vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 18, insektbekæmpelsesmidler, jf. bilag V til direktiv 98/8/EF.

(3)

Irland blev udpeget som rapporterende medlemsstat og sendte den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling til Kommissionen den 13. november 2007 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4 og 6, i forordning (EF) nr. 1451/2007.

(4)

Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1451/2007 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport i Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter den 28. november 2008.

(5)

Det fremgår af de forskellige undersøgelser, at biocidholdige produkter, der anvendes som insektbekæmpelsesmidler og indeholder nitrogen, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF. Nitrogen bør derfor optages i bilag I for at sikre, at der i alle medlemsstater kan gives, ændres eller tilbagekaldes godkendelser af biocidholdige produkter, der anvendes som insektbekæmpelsesmidler og indeholder nitrogen, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, i direktiv 98/8/EF.

(6)

Ikke alle potentielle anvendelser er blevet vurderet på fællesskabsplan. Derfor bør medlemsstaterne vurdere de risici for delmiljøer og befolkningsgrupper, der ikke har været behandlet repræsentativt i risikovurderingen på fællesskabsplan, og sikre, at der i forbindelse med udstedelse af produktgodkendelser træffes passende foranstaltninger eller stilles specifikke betingelser, som begrænser de identificerede risici til et acceptabelt omfang.

(7)

I lyset af resultaterne i vurderingsrapporten bør der i forbindelse med produkttilladelsen stilles krav om, at der træffes specifikke risikobegrænsende foranstaltninger for produkter, som indeholder nitrogen, og som anvendes som insektbekæmpelsesmidler. Produkterne bør kun sælges til og anvendes af fagfolk, der er uddannet i brugen af dem og som følger sikre arbejdsrutiner og -systemer, således at risikoen minimeres mest muligt.

(8)

Det er vigtigt at anvende dette direktivs bestemmelser samtidigt i alle medlemsstaterne for at sikre ligebehandling af biocidholdige produkter indeholdende det aktive stof nitrogen på markedet og også lette den korrekte funktion af markedet for biocidholdige produkter generelt.

(9)

Før et aktivt stof optages i bilag I, bør medlemsstaterne og de berørte parter have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav, optagelsen medfører, og for at sikre, at ansøgere, der har udarbejdet dossierer, fuldt ud kan udnytte databeskyttelsesperioden på ti år, der indledes på datoen for optagelsen, jf. artikel 12, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 98/8/EF.

(10)

Efter optagelsen bør medlemsstaterne have en rimelig frist til at gennemføre bestemmelserne i artikel 16, stk. 3, i direktiv 98/8/EF og især til at give, ændre eller tilbagekalde godkendelser af biocidholdige produkter i produkttype 18 indeholdende nitrogen med henblik på at sikre, at direktiv 98/8/EF er opfyldt.

(11)

Direktiv 98/8/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag I til direktiv 98/8/EF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. august 2010 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. september 2011.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2009.

På Kommissionens vegne

Stavros DIMAS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1.

(2)  EUT L 325 af 11.12.2007, s. 3.


BILAG

Følgende »nr. 27« indsættes i tabellen i bilag I til direktiv 98/8/EF:

Nr.

Almindeligt anvendt navn

IUPAC-navn

Identifikationsnr.

Minimumsrenhed af det biocidholdige produkts aktive stof i den form, det markedsføres

Optagelsesdato

Frist for overensstemmelse med artikel 16, stk. 3

(undtagen for produkter, som indeholder mere end ét aktivt stof — her er fristen for overholdelse af artikel 16, stk. 3, den frist, der fastsættes i den sidste af beslutningerne om optagelse angående dets aktive stof)

Udløbsdato for optagelsen

Produkttype

Særlige bestemmelser (1)

»27

Nitrogen

Nitrogen

EF-nr.: 231-783-9

CAS-nr.: 7727-37-9

999 g/kg

1. september 2011

31. august 2013

31. august 2021

18

Når medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 5 og bilag VI vurderer ansøgningen om godkendelse af et produkt, skal de lægge særlig vægt på de miljømedier og/eller befolkningsgrupper, der ikke er omfattet af risikovurderingen på fællesskabsplan, og som måtte udsættes for produktet, og brugs- og udsættelsesscenarier, der ikke er blevet repræsentativt behandlet i risikovurderingen på fællesskabsplan.

Når medlemsstaterne udsteder produktgodkendelser, skal de vurdere risiciene og efterfølgende sørge for, at der træffes egnede foranstaltninger eller pålægges specifikke betingelser for at afbøde de konstaterede risici.

Der må kun udstedes produktgodkendelser, hvis ansøgningen påviser, at risiciene kan reduceres til acceptable niveauer.

Medlemsstaterne sikrer, at godkendelser gives på følgende betingelser:

1)

Produkterne må kun sælges til og anvendes af fagfolk, der er uddannet i brugen af dem.

2)

Der skal foreligge sikre arbejdsrutiner og -systemer, således at risikoen minimeres mest muligt, herunder om nødvendigt adgang til personligt sikkerhedsudstyr.«


(1)  Med henblik på gennemførelsen af de fælles principper i bilag VI findes indholdet og konklusionerne af vurderingsrapporterne på Kommissionens websted: http://ec.europa.eu/comm/environment/biocides/index.htm