32009D0370

2009/370/EF: Rådets afgørelse af 6. april 2009 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel, vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001

EU-Tidende nr. L 121 af 15/05/2009 s. 0003 - 0007


Rådets afgørelse

af 6. april 2009

om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel, vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001

(2009/370/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [1], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Fællesskab ønsker at skabe et fælles retsområde baseret på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser.

(2) Konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr (i det følgende benævnt "Cape Town-konventionen") og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel (i det følgende benævnt "flymaterielprotokollen") vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001 udgør et nyttigt bidrag til regulering internationalt inden for deres respektive områder. Det er derfor ønskeligt, at bestemmelserne i de to instrumenter, som vedrører områder henhørende under Fællesskabets enekompetence, bringes i anvendelse så snart som muligt.

(3) Kommissionen har ført forhandlingerne om Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen på Fællesskabets vegne for de dele, som henhører under Fællesskabets enekompetence.

(4) Organisationer for regional økonomisk integration, der har kompetence på visse af de områder, der reguleres af Cape Town-konventionen eller flymaterielprotokollen, kan tiltræde nævnte konvention og nævnte protokol efter deres ikrafttræden.

(5) Nogle af de anliggender, der reguleres ved Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [2], Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs [3] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) [4], omhandles også i Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen.

(6) Fællesskabet har enekompetence på visse af de områder, der er omhandlet i Cape Town-konventionen og i flymaterielprotokollen, hvorimod medlemsstaterne har kompetence på andre af de i de to instrumenter omhandlede områder.

(7) Fællesskabet bør derfor tiltræde Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen.

(8) In artikel 48 i Cape Town-konventionen og artikel XXVII i flymaterielprotokollen fastsættes, at organisationer for regional økonomisk integration på tidspunktet for tiltrædelsen skal afgive en erklæring om, for hvilke områder, der reguleres af konventionen og protokollen, organisationens medlemsstater har overdraget kompetence til organisationen. Fællesskabet bør derfor afgive en sådan erklæring på tidspunktet for tiltrædelsen af de to instrumenter.

(9) Konventionens artikel 55 giver de kontraherende stater mulighed for at erklære, at de enten helt eller delvis ikke vil anvende artikel 13 eller artikel 43 eller begge. Fællesskabet bør på tidspunktet for tiltrædelsen af konventionen afgive en sådan erklæring.

(10) Flymaterielprotokollens artikel X, XI og XII finder kun anvendelse, når den kontraherende stat har afgivet en erklæring med dette for øje i medfør af protokollens artikel XXX og på de betingelser, der er fastlagt i denne erklæring. Fællesskabet bør på tidspunktet for tiltrædelsen af flymaterielprotokollen erklære, at det ikke agter at anvende artikel XII, og at det ikke agter at afgive nogen erklæring i medfør af artikel XXX, stk. 2 og 3. Medlemsstaternes kompetence, hvad angår materielle retsregler på konkursområdet, berøres ikke.

(11) Anvendelsen af artikel VIII i flymaterielprotokollen vedrørende lovvalg afhænger ligeledes af en erklæring, som alle kontraherende stater kan afgive i medfør af artikel XXX, stk. 1. Fællesskabet bør på tidspunktet for tiltrædelsen erklære, at det ikke agter at anvende artikel VIII.

(12) Det Forenede Kongerige forbliver bundet af Romkonventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser [5], indtil det eventuelt bliver bundet af forordning (EF) nr. 593/2008. Det antages, at Det Forenede Kongerige, hvis det inden da tiltræder flymaterielprotokollen, på tidspunktet for tiltrædelsen vil afgive en erklæring i medfør af artikel XXX, stk. 1, som ikke påvirker anvendelsen af bestemmelserne i nævnte forordning.

(13) Det Forenede Kongerige og Irland deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14) I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr (i det følgende benævnt "Cape Town-konventionen") og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel (i det følgende benævnt "flymaterielprotokollen"), vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001, godkendes herved på Det Europæiske Fællesskabs vegne.

Teksten til Cape Town-konventionen og flymaterielprotokollen er knyttet til denne afgørelse.

2. I denne afgørelse forstås ved "medlemsstat" alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den (de) person(er), der er beføjet til på Fællesskabets vegne at deponere de instrumenter, der er omhandlet i artikel 47, stk. 4, i Cape Town-konventionen og i artikel XXVI, stk. 4, i flymaterielprotokollen.

Artikel 3

1. Fællesskabet afgiver på tidspunktet for tiltrædelsen af Cape Town-konventionen de erklæringer, der er angivet i punkt I i bilag I og II.

2. Fællesskabet afgiver på tidspunktet for tiltrædelsen af flymaterielprotokollen de erklæringer, der er angivet i punkt II i bilag I og II.

Udfærdiget i Luxembourg, den 6. april 2009.

På Rådets vegne

J. Pospíšil

Formand

[1] Udtalelse af 18.12.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

[2] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[3] EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1.

[4] EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.

[5] EFT L 266 af 9.10.1980, s. 1.

--------------------------------------------------

BILAG I

Generelle erklæringer om Det Europæiske Fællesskabs kompetence, som Fællesskabet skal afgive på tidspunktet for tiltrædelsen af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr ("Cape Town-konventionen") og protokollen om specifikke forhold for flymateriel ("flymaterielprotokollen"), som blev vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001

I. Erklæring i medfør af artikel 48, stk. 2, om Det Europæiske Fællesskabs kompetence, for så vidt angår de områder, der reguleres af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr ("Cape Town-konventionen"), og for hvilke medlemsstaterne har overdraget kompetence til Fællesskabet

1. I Cape Town-konventionens artikel 48 fastlægges, at konventionen kan tiltrædes af organisationer for regional økonomisk integration bestående af suveræne stater, når sådanne organisationer har kompetence på nogle af de områder, der reguleres af konventionen, forudsat at der afgives en erklæring som omhandlet i samme artikels stk. 2. Fællesskabet har vedtaget at tiltræde konventionen og afgiver således nævnte erklæring.

2. Fællesskabets nuværende medlemsstater er Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

3. Denne erklæring gælder dog ikke for Kongeriget Danmark, jf. artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

4. Denne erklæring gælder ikke for de af medlemsstaternes områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab ikke finder anvendelse, og berører ikke foranstaltninger eller beslutninger, som medlemsstaterne vedtager i henhold til Cape Town-konventionen på disse områders vegne eller i deres interesse.

5. Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater har overdraget kompetence til Fællesskabet, for så vidt angår anliggender, der berører Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [1], Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs [2] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) [3].

6. Fællesskabet afgiver på tidspunktet for tiltrædelsen af Cape Town-konventionen ingen af de erklæringer, som tillades i henhold til de i konventionens artikel 56 omhandlede artikler, med undtagelse af en erklæring vedrørende artikel 55. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence vedrørende de materielle retsregler på konkursområdet.

7. Udøvelsen af kompetence, som medlemsstaterne har overdraget til Fællesskabet i medfør af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er i sagens natur i stadig udvikling. Inden for traktatens rammer kan de kompetente institutioner træffe afgørelse om rækkevidden af Fællesskabets kompetence. Fællesskabet forbeholder sig således ret til at ændre denne erklæring i overensstemmelse hermed, uden at det udgør en forudsætning for udøvelsen af Fællesskabets kompetence for så vidt angår de emner, der reguleres af Cape Town-konventionen.

II. Erklæring i medfør af artikel XXVII, stk. 2, om Det Europæiske Fællesskabs kompetence, for så vidt angår de områder, der reguleres af protokollen om specifikke forhold for flymateriel ("flymaterielprotokollen"), og for hvilke medlemsstaterne har overdraget kompetence til Fællesskabet

1. Flymaterielprotokollens artikel XXVII fastlægger, at protokollen kan tiltrædes af organisationer for regional økonomisk integration bestående af suveræne stater, når sådanne organisationer har kompetence på nogle af de områder, der reguleres af protokollen, forudsat at der afgives en erklæring som omhandlet i samme artikels stk. 2. Fællesskabet har vedtaget at tiltræde flymaterielprotokollen og afgiver således nævnte erklæring.

2. Det Europæiske Fællesskabs nuværende medlemsstater er Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

3. Denne erklæring gælder dog ikke for Kongeriget Danmark, jf. artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

4. Denne erklæring gælder ikke for de af medlemsstaternes områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab ikke finder anvendelse, og berører ikke foranstaltninger eller beslutninger, som medlemsstaterne vedtager i henhold til flymaterielprotokollen på disse områders vegne eller i deres interesse.

5. Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater har overdraget kompetence til Fællesskabet, for så vidt angår anliggender, der berører Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [4], Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs [5] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) [6].

6. Fællesskabet afgiver på tidspunktet for tiltrædelsen af flymaterielprotokollen ingen erklæring i medfør af artikel XXX, stk. 1, vedrørende anvendelsen af artikel VIII, ej heller vil det afgive nogen af de erklæringer, som tillades i henhold til artikel XXX, stk. 2 og 3. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence vedrørende de materielle retsregler på konkursområdet.

7. Udøvelsen af kompetence, som medlemsstaterne har overdraget til Fællesskabet i medfør af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er i sagens natur i stadig udvikling. Inden for traktatens rammer kan de kompetente institutioner træffe afgørelse om rækkevidden af Fællesskabets kompetence. Fællesskabet forbeholder sig således ret til at ændre denne erklæring i overensstemmelse hermed, uden at det udgør en forudsætning for udøvelsen af Fællesskabets kompetence for så vidt angår de emner, der reguleres af flymaterielprotokollen.

[1] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[2] EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1.

[3] EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.

[4] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[5] EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1.

[6] EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.

--------------------------------------------------

BILAG II

Det Europæiske Fællesskabs erklæringer på tidspunktet for tiltrædelsen af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr ("Cape Town-konventionen") og protokollen om specifikke forhold for flymateriel ("flymaterielprotokollen"), vedtaget samlet i Cape Town den 16. november 2001 vedrørende visse af konventionens og protokollens bestemmelser og foranstaltninger

I. Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab i medfør af artikel 55 i konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr ("Cape Town-konventionen")

Medlemsstaterne er bundet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [1], hvorfor de i medfør af Cape Town-konventionens artikel 55 i tilfælde, hvor debitor har sin bopæl på en EF-medlemsstats område, kun vil anvende Cape Town-konventionens artikel 13 og 43 vedrørende afgørelser om foreløbige retsmidler i overensstemmelse med artikel 31 i forordning (EF) nr. 44/2001 som fortolket af De Europæiske Fællesskabers Domstol inden for rammerne af artikel 24 i Bruxelleskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager [2].

II. Erklæring fra Det Europæiske Fællesskab i medfør af artikel XXX i protokollen om specifikke forhold for flymateriel ("flymaterielprotokollen")

I overensstemmelse med flymaterielprotokollens artikel XXX, stk. 5, vil bestemmelserne i protokollens artikel XXI ikke blive anvendt i Fællesskabet, og Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [3] finder anvendelse på området, for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af nævnte forordning eller enhver anden aftale, der har til formål at udbrede virkningerne heraf.

[1] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[2] EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32.

[3] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

--------------------------------------------------


Administreret af Publikationskontoret