8.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 267/8


RÅDETS DIREKTIV 2008/90/EF

af 29. september 2008

om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion

(omarbejdet udgave)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 92/34/EØF af 28. april 1992 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion (2) er blevet væsentligt ændret ved flere lejligheder (3). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Produktionen af frugt spiller en stor rolle inden for Fællesskabets landbrug.

(3)

Tilfredsstillende resultater af dyrkningen af frugt afhænger i vid udstrækning af kvaliteten og den fytosanitære tilstand for det materiale, der anvendes til formering af frugtplanter, og for de frugtplanter, der er bestemt til frugtproduktion.

(4)

Harmoniserede betingelser på fællesskabsplan sikrer, at køberne i hele Fællesskabet får formeringsmateriale og frugtplanter, som er sunde og af god kvalitet.

(5)

Hvad plantesundheden angår, bør sådanne harmoniserede betingelser være i overensstemmelse med Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (4).

(6)

Der bør fastlægges fællesskabsregler for de frugtslægter og -arter, som har særlig økonomisk betydning i Fællesskabet, ved indførelse af en fællesskabsprocedure, som gør det muligt på et senere tidspunkt at tilføje andre slægter og arter til listen over slægter og arter, som dette direktiv finder anvendelse på. De slægter og arter, der opføres på listen, bør være dem, der er almindeligt udbredt i medlemsstaterne, og for hvis formeringsmateriale og/eller frugtplanter der findes et væsentligt marked, der omfatter mere end én medlemsstat.

(7)

Med forbehold af de plantesundhedsbestemmelser, der er fastsat i direktiv 2000/29/EF, er det ikke hensigtsmæssigt at lade fællesskabsreglerne gælde for afsætning af formeringsmateriale og frugtplanter, der bevisligt er bestemt til udførsel til tredjelande, da dér gældende regler kan være forskellige fra dem, der fastsættes i dette direktiv.

(8)

Af klarhedshensyn bør de relevante definitioner fastsættes. Disse definitioner bør tage udgangspunkt i den tekniske og videnskabelige udvikling og dække den pågældende term så fuldstændigt og entydigt som muligt med henblik på at fremme harmoniseringen af det indre marked under hensyntagen til alle nye muligheder på markedet og alle nye produktionsmetoder for formeringsmateriale. Definitionerne bør være i overensstemmelse med de definitioner, der vedtages for afsætning af andet formeringsmateriale, som er omfattet af fællesskabslovgivningen.

(9)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge plantesundheds- og kvalitetsnormer for hver enkelt frugtslægt og -art på grundlag af internationale ordninger, som bl.a. kan omfatte bestemmelser om testning for patogener. Der bør derfor indføres et system med harmoniserede regler for de forskellige kategorier af formeringsmateriale og frugtplanter, der afsættes, som tager udgangspunkt i sådanne internationale ordninger, i det omfang de forefindes.

(10)

Det er i overensstemmelse med nugældende landbrugspraksis at kræve, at formeringsmateriale og frugtplanter enten underkastes en officiel undersøgelse eller undersøges under officielt tilsyn som foreskrevet for andre arter, der er omfattet af fællesskabslovgivningen.

(11)

Genmodificeret formeringsmateriale og genmodificerede frugtplanter bør ikke afsættes, og frugtsorter bør ikke registreres officielt medmindre der er truffet alle passende foranstaltninger for at undgå enhver risiko for menneskers sundhed eller miljøet som foreskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (5) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (6).

(12)

Det er ønskeligt at sikre, at den genetiske diversitet bevares og anvendes på en bæredygtig måde. Der bør i overensstemmelse med anden relevant fællesskabslovgivning fastsættes passende foranstaltninger til bevarelse af biodiversiteten, som sikrer, at de eksisterende sorter bevares.

(13)

Der bør fastsættes betingelser for afsætning af materiale, der skal bruges til forsøg, videnskabelige formål eller fremavlsarbejde, hvis dette materiale ikke kan opfylde de normale plantesundheds- og kvalitetsnormer på grund af den særlige anvendelse.

(14)

Først og fremmest leverandører af formeringsmateriale og/eller frugtplanter har ansvaret for at sikre, at deres produkter opfylder de betingelser, der fastlægges i dette direktiv. Leverandørernes rolle og de betingelser, som de er omfattet af, bør defineres. Leverandørerne bør være officielt registreret for at skabe en gennemsigtig og økonomisk forsvarlig procedure for certificering af formeringsmateriale og frugtplanter.

(15)

Leverandører, der kun afsætter til endelige forbrugere, som ikke er erhvervsdrivende, kan fritages for denne registreringspligt.

(16)

Køberen af formeringsmateriale og frugtplanter har interesse i, at sortens betegnelse er kendt, og at identiteten beskyttes for at sikre sporbarhed og øge tilliden til markedet.

(17)

Dette mål kan bedst nås enten ved almindeligt kendskab til sorten, især hvad angår gamle sorter, eller ved at der stilles en beskrivelse til rådighed på grundlag af protokoller fra EF-Sortsmyndigheden eller, i mangel heraf, andre internationale eller nationale regler.

(18)

For at kunne garantere identiteten og en velordnet afsætning af formeringsmateriale og frugtplanter bør der indføres fællesskabsregler for adskillelse af partier og for mærkning. De anvendte etiketter bør indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage officiel kontrol og for at informere brugeren.

(19)

Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør ved udførelse af kontrol og inspektioner sikre, at betingelserne med hensyn til formeringsmateriale eller frugtplanter og leverandører er opfyldt. Niveauet og grundigheden i forbindelse med og hyppigheden af sådanne inspektioner bør fastlægges under hensyntagen til den pågældende materialekategori.

(20)

Der bør fastlægges fællesskabskontrolforanstaltninger for at sikre en ensartet anvendelse i samtlige medlemsstater af de normer, der fastsættes i dette direktiv.

(21)

Der bør indføres regler, der i tilfælde af midlertidige forsyningsvanskeligheder som følge af naturkatastrofer, herunder brand og uvejr eller andre uforudsigelige forhold, gør det muligt i en begrænset periode og på særlige betingelser at afsætte formeringsmateriale og frugtplanter, der er undergivet mindre strenge krav end de i dette direktiv fastsatte.

(22)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet gives mulighed for at fritage mindre producenter, hvis samlede produktion og salg af formeringsmateriale og frugtplanter er bestemt til endeligt forbrug af personer på det lokale marked, når disse personer ikke er erhvervsmæssigt beskæftiget med planteproduktion (lokal omsætning), for kravene om mærkning og fra kontrollen og de officielle inspektioner.

(23)

Det bør for så vidt angår de slægter og arter, der er omhandlet i bilag I, forbydes medlemsstaterne at indføre nye betingelser eller restriktioner for afsætningen ud over dem, der er fastsat i dette direktiv.

(24)

Det bør fastsættes, at afsætning inden for Fællesskabet af formeringsmateriale og frugtplanter, som er produceret i tredjelande, kan tillades, forudsat at de frembyder samme garantier som formeringsmateriale og frugtplanter, der er produceret i Fællesskabet og opfylder fællesskabsbestemmelserne.

(25)

For at harmonisere de tekniske kontrolmetoder, der anvendes i medlemsstaterne, og sammenligne formeringsmateriale og frugtplanter, der er produceret i Fællesskabet, med dem, der er produceret i tredjelande, bør der foretages sammenlignende prøver for at kontrollere, at disse produkter opfylder bestemmelserne i dette direktiv.

(26)

For at undgå enhver afbrydelse af handelen bør medlemsstaterne have mulighed for i en overgangsperiode at tillade afsætning på deres eget område af certificeret materiale og CAC (Conformitas Agraria Communitatis)-materiale, der kommer fra moderplanter, som stadig eksisterer, og som allerede er certificeret eller accepteret som CAC-materiale på datoen for dette direktivs anvendelse, selv om dette materiale ikke opfylder de nye betingelser.

(27)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(28)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes forpligtelser vedrørende overholdelse af fristerne for gennemførelse i national lovgivning og anvendelse af de i bilag II, del B, angivne direktiver —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL 1

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv gælder for afsætning inden for Fællesskabet af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på de slægter og arter, der er opført i bilag I, samt hybrider deraf. Det finder ligeledes anvendelse på grundstammer og andre plantedele af andre slægter eller arter end dem, der er opført i bilag I, eller hybrider deraf, såfremt materiale af de bilag I anførte slægter eller arter eller hybrider deraf er eller vil blive podet på dem.

3.   Anvendelsen af dette direktiv berører ikke bestemmelserne om plantesundhed i direktiv 2000/29/EF.

4.   Dette direktiv gælder ikke for formeringsmateriale eller frugtplanter, som bevisligt er bestemt til udførsel til tredjelande, såfremt de er identificeret og holdes tilstrækkelig adskilt

Gennemførelsesbestemmelserne til første afsnit, navnlig med hensyn til identifikation og adskillelse, vedtages efter proceduren i artikel 19, stk. 2.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)

»formeringsmateriale«: frø, plantedele og alt andet plantemateriale, herunder grundstammer, som er bestemt til formering og produktion af frugtplanter

2)

»frugtplanter«: planter, som efter afsætning er bestemt til udplantning eller genudplantning

3)

»sort«: en bestand af planter inden for en enkelt botanisk taksonomisk gruppe af lavest kendte rang, der kan

a)

defineres på grundlag af forekomsten af karakteristika, der skyldes en given genotype eller kombination af genotyper

b)

skelnes fra enhver anden bestand af planter på grundlag af forekomsten af mindst et af de nævnte karakteristika, og

c)

betragtes som en enhed hvad angår dens egnethed til at blive formeret uforandret

4)

»klon«: et vegetativt genetisk ensartet afkom af en enkelt plante

5)

»kerneplanter«: formeringsmateriale, som:

a)

er fremavlet efter almindeligt accepterede metoder med henblik på bevarelse af sortens identitet, herunder de relevante pomologiske karakteristika, og med henblik på forebyggelse af sygdomme

b)

er bestemt til produktion af basismateriale eller af andet certificeret materiale end frugtplanter

c)

opfylder de specifikke krav for kerneplanter, der udarbejdes i henhold til artikel 4, og

d)

i henhold til en officiel inspektion opfylder betingelserne i litra a), b) og c)

6)

»basismateriale«: formeringsmateriale, som:

a)

er fremavlet efter almindeligt accepterede metoder med henblik på bevarelse af sortens identitet, herunder de relevante pomologiske karakteristika, og med henblik på forebyggelse af sygdomme, og som hidrører direkte fra kerneplanter eller i et kendt antal generationer nedstammer vegetativt fra kerneplanter

b)

er bestemt til produktion af certificeret materiale

c)

opfylder de specifikke krav til basismateriale, der udarbejdes i henhold til artikel 4, og

d)

i henhold til en officiel inspektion opfylder betingelserne i litra a), b) og c)

7)

»certificeret materiale«:

a)

formeringsmateriale, som

i)

er fremavlet direkte på en vegetativ måde af basismateriale eller kerneplanter eller, hvis det er bestemt til produktion af grundstammen, med certificerede frø fra basismateriale eller certificeret materiale fra grundstammen

ii)

er bestemt til produktion af frugtplanter

iii)

opfylder de specifikke krav til certificeret materiale, der udarbejdes i henhold til artikel 4, og

iv)

i henhold til en officiel inspektion opfylder betingelserne i i), ii) og iii)

b)

frugtplanter, som

i)

er fremavlet direkte af certificeret formeringsmateriale, basisformeringsmateriale eller formeringsmateriale i form af kerneplanter

ii)

er bestemt til produktion af frugter

iii)

opfylder de specifikke krav til certificeret materiale, der udarbejdes i henhold til artikel 4

iv)

i henhold til en officiel inspektion opfylder betingelserne i i), ii) og iii)

8)

»CAC-materiale (Conformitas Agraria Communitatis)«: formeringsmateriale og frugtplanter, som:

a)

har sortsidentitet og passende sortsrenhed

b)

er bestemt til:

produktion af formeringsmateriale

produktion af frugtplanter og/eller

produktion af frugter

c)

opfylder de specifikke krav til for CAC-materiale, som udarbejdes i henhold til artikel 4

9)

»leverandør«: en fysisk eller juridisk person, der erhvervsmæssigt udøver mindst en af følgende aktiviteter i relation til formeringsmateriale eller frugtplanter: reproduktion, produktion, bevarelse og/eller behandling, import samt afsætning

10)

»afsætning«: salg, besiddelse med henblik på salg, udbud til salg og enhver overdragelse, levering eller overførsel med henblik på kommerciel udnyttelse af formeringsmateriale eller frugtplanter til tredjepart mod vederlag eller vederlagsfrit

11)

»officielt ansvarligt organ«:

a)

en myndighed, der er oprettet eller udpeget af medlemsstaten, står under den nationale regerings kontrol og er ansvarlig for kvalitetsspørgsmål vedrørende formeringsmateriale og frugtplanter

b)

enhver offentlig myndighed, der er oprettet:

enten på nationalt plan, eller

på regionalt plan under de nationale myndigheders kontrol inden for de rammer, der er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning

12)

»officiel inspektion«: en af det officielle ansvarlige organ foretaget inspektion eller en inspektion foretaget under det officielle ansvarlige organs ansvar

13)

»parti«: et antal enheder af samme produkt, som er karakteriseret ved ensartethed med hensyn til sammensætning og oprindelse.

KAPITEL 2

KRAV TIL FORMERINGSMATERIALE OG FRUGTPLANTER

Artikel 3

Generelle krav til afsætning

1.   Formeringsmateriale og frugtplanter må kun afsættes, såfremt:

a)

formeringsmaterialet er blevet officielt certificeret som »kerneplanter«, »basismateriale« eller »certificeret materiale«, eller det opfylder betingelserne for at blive kvalificeret som CAC-materiale

b)

frugtplanterne er blevet officielt certificeret som certificeret materiale, eller de opfylder betingelserne for at blive kvalificeret som CAC-materiale.

2.   Formeringsmateriale og frugtplanter, der består af en genetisk modificeret organisme, jf. artikel 2, nr. 1 og 2, i direktiv 2001/18/EF, kan kun afsættes, hvis den genetisk modificerede organisme er blevet godkendt i henhold til nævnte direktiv eller forordning (EF) nr. 1829/2003.

3.   Når produkter, der hidrører fra frugtplanter eller formeringsmateriale, er bestemt til at blive anvendt som eller i fødevarer, der er omfattet af artikel 3, eller som eller i foderstoffer, der er omfattet af artikel 15 i forordning (EF) nr. 1829/2003, kan det pågældende formeringsmateriale og de pågældende frugtplanter kun afsættes hvis de fødevarer eller foderstoffer, der hidrører fra dette materiale, er blevet godkendt i henhold til denne forordning.

4.   Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade leverandører på deres eget område at afsætte passende mængder formeringsmateriale og frugtplanter, der er bestemt

a)

til forsøg eller videnskabelige formål

b)

til udvælgelsesarbejde, eller

c)

til at bidrage til bevarelsen af den genetiske diversitet.

Betingelserne for, at medlemsstaterne kan give en sådan tilladelse, fastsættes efter proceduren i artikel 19, stk. 2.

Artikel 4

Specifikke krav til slægter og arter

Efter proceduren i artikel 19, stk. 3, opstilles der for hver af de i bilag I nævnte slægter og arter specifikke krav, der specificerer:

a)

de betingelser, som CAC-materiale skal opfylde, især dem, der gælder for den anvendte formeringsmåde, renheden af afgrøder på roden plantesundhed samt, undtagen i forbindelse med grundstammer, hvis materiale ikke tilhører nogen sort, sortstræk

b)

de betingelser, som kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale skal opfylde med hensyn til kvalitet (herunder for kerneplanter og basismateriale metoderne til bevaring af sortens identitet og i givet fald af klonens identitet, herunder de relevante pomologiske karakteristika), plantesundhed, de anvendte prøvningsmetoder og -fremgangsmåder, de(n) anvendte formeringsmåde(r) samt, undtagen i forbindelse med grundstammer, hvis materiale ikke tilhører nogen sort, sortstræk

c)

de betingelser, som grundstammer og andre plantedele af andre slægter eller arter end dem, der er anført i bilag I, eller hybrider deraf, skal opfylde, hvis formeringsmaterialet af den slægt eller art, der er anført i bilag I, eller hybrider deraf, podes på dem.

KAPITEL 3

KRAV TIL LEVERANDØRER

Artikel 5

Registrering

1.   Medlemsstaterne sikrer, at leverandører bliver registreret officielt for de aktiviteter, de udfører i henhold til dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 1 på leverandører, som kun afsættes til endelige forbrugere, som ikke er erhvervsdrivende.

3.   Der kan efter proceduren i artikel 19, stk. 2, fastsættes detaljerede regler for anvendelsen af nærværende artikels stk. 1 og 2.

Artikel 6

Specifikke krav

1.   Medlemsstaterne sikrer, at kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale samt CAC-materiale produceres under de leverandørers ansvar, som er beskæftiget med produktion eller reproduktion af formeringsmateriale og frugtplanter. Leverandørerne skal med henblik herpå

identificere og overvåge kritiske punkter i deres produktionsproces, der påvirker materialets kvalitet

gemme oplysninger om den i første led nævnte overvågning med henblik på kontrol på anmodning fra det officielle ansvarlige organ

udtage stikprøver, når det er nødvendigt, til analyse i et laboratorium, og

sikre, at partier af formeringsmateriale fortsat kan identificeres særskilt under produktionen.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at i tilfælde af forekomst i en virksomhed, som tilhører en leverandør, af en skadegører, der er omfattet af bilagene til direktiv 2000/29/EF, eller hvortil der henvises i de specifikke krav, der fastsættes i henhold til artikel 4 i dette direktiv, på et højere niveau end det niveau, der er tilladt i henhold til disse specifikke krav, skal leverandøren straks og uanset eventuelle indberetningsforpligtelser i henhold til direktiv 2000/29/EF indberette det til det officielle ansvarlige organ og træffe de foranstaltninger, som dette organ foreskriver.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at leverandører fører registre over salg og køb i mindst tre år efter afsætning af formeringsmateriale eller frugtplanter.

Første afsnit finder ikke anvendelse på leverandører, der er fritaget for registrering i henhold til artikel 5, stk. 2.

4.   Der kan i henhold til proceduren i artikel 19, stk. 2, fastsættes detaljerede regler for anvendelsen af nærværende artikels stk. 1.

KAPITEL 4

SORTSIDENTIFIKATION OG MÆRKNING

Artikel 7

Sortsidentifikation

1.   Formeringsmateriale og frugtplanter afsættes med angivelse af, hvilken sort materialet og planterne tilhører. Hvis materialet, for så vidt angår grundstammer, ikke tilhører nogen sort, henvises der til den pågældende art eller artshybrid.

2.   De sorter der skal henvises til i henhold til stk. 1, skal være:

a)

retligt beskyttet ved sortsbeskyttelse i henhold til regler om beskyttelse af nye sorter

b)

officielt registreret i henhold til stk. 4 i denne artikel, eller

c)

almindelig kendt, en sort anses for at være almindelig kendt, hvis

i)

den har været officielt registreret i en anden medlemsstat

ii)

den er genstand for en ansøgning om officiel registrering i en medlemsstat eller en ansøgning om en sorts beskyttelse som omhandlet i litra a, eller

iii)

den allerede har været afsat før den 30. september 2012 på den pågældende medlemsstats eller en anden medlemsstats område, såfremt den har en officielt anerkendt beskrivelse.

En henvisning i henhold til stk. 1 kan også foretages til en sort, der er uden egentlig kommerciel produktionsværdi, såfremt sorten har en officielt anerkendt beskrivelse, og formeringsmaterialet og frugtplanterne er afsat som CAC-materiale på den pågældende medlemsstats område og er identificeret ved en henvisning til denne bestemmelse på etiketten og/eller dokumentet.

3.   Så vidt muligt skal hver sort have samme betegnelse i alle medlemsstaterne i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelser, der kan vedtages efter proceduren i artikel 19, stk. 2, eller, hvis der ikke foreligger gennemførelsesbestemmelser, i overensstemmelse med godkendte internationale retningslinjer.

4.   Sorterne kan registreres officielt, hvis de skønnes at opfylde visse officielt godkendte betingelser, og hvis de har en officiel beskrivelse. De kan ligeledes registreres officielt, hvis deres materiale allerede er blevet markedsført inden den 30. september 2012 på den pågældende medlemsstats område, såfremt de har en officielt anerkendt beskrivelse.

En genetisk modificeret sort må kun officielt anerkendes, hvis den genetisk modificerede organisme, som den består af, er blevet godkendt i henhold til direktiv 2001/18/EF eller til forordning (EF) 1829/2003.

Når produkter, der hidrører fra frugtplanter eller formeringsmateriale, er beregnet til at blive anvendt som eller i fødevarer, der er omfattet af artikel 3, eller som eller i foderstoffer, der er omfattet af artikel 15 i forordning (EF) nr. 1829/2003, kan den pågældende sort kun blive officielt registreret, såfremt de fødevarer eller de foderstoffer, der hidrører fra dette materiale, er blevet godkendt i henhold til den forordning.

5.   De krav om officiel registrering, der er nævnt i stk. 4, fastlægges efter proceduren i artikel 19, stk. 2, under hensyn til den nuværende videnskabelige og tekniske viden og omfatter:

a)

betingelserne for officiel af registrering, som bl.a. kan omfatte særpræg, stabilitet og tilstrækkelig ensartethed

b)

de egenskaber, der mindst skal omfattes af undersøgelserne af de forskellige arter

c)

mindstekravene for gennemførelsen af undersøgelserne

d)

længste gyldighedsperiode for den officielle registrering af en sort.

6.   Efter proceduren i artikel 19, stk. 2, kan der:

indføres en ordning med anmeldelse af sorter, arter eller artshybrider til medlemsstaternes officielle ansvarlige organer

træffes afgørelse om udarbejdelse og offentliggørelse af en fælles liste.

Artikel 8

Sammensætning og identifikation af partier

1.   Under væksten og ved optagningen eller ved fjernelse af podekviste fra moderplanten skal formeringsmateriale og frugtplanter holdes i adskilte partier.

2.   Samles eller blandes formeringsmateriale eller frugtplanter med forskellig oprindelse under emballering, oplagring og transport eller ved leveringen, skal leverandøren registrere oplysninger om partiets sammensætning og de enkelte bestanddeles oprindelse.

Artikel 9

Mærkning

1.   Formeringsmateriale og frugtplanter må kun afsættes i tilstrækkelig ensartede partier og skal afsættes:

a)

enten betegnet som CAC-materiale og ledsaget af et dokument, som udfærdiges af leverandøren i overensstemmelse med de specifikke krav, der er fastsat i henhold til artikel 4. Indeholder dokumentet en officiel erklæring, skal denne fremstå klart adskilt fra dokumentets øvrige indhold, eller

b)

betegnet som kerneplante, basismateriale eller certificeret materiale og certificeret som sådant af det officielle ansvarlige organ i overensstemmelse med de specifikke krav, der er fastsat i henhold til artikel 4.

De krav med hensyn til mærkning og/eller lukning og emballering, der gælder for formeringsmateriale og/eller frugtplanter, kan medtages i de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages efter proceduren i artikel 19, stk. 3.

2.   Ved detailsalgslevering af formeringsmateriale og frugtplanter til en endelig forbruger, der ikke er erhvervsdrivende, kan kravene vedrørende mærkning, jf. stk. 1, begrænses til passende oplysninger om produktet.

3.   Når det drejer sig om formeringsmateriale eller en frugtplante af en genetisk modificeret sort, skal det på etiketter og dokumenter af enhver art, såvel officielle som uofficielle, der er fastgjort til eller ledsager det pågældende materiale i henhold til dette direktiv, være klart angivet, at sorten er genetisk modificeret, og navnet på de genetisk modificerede organismer skal anføres.

KAPITEL 5

UNDTAGELSER

Artikel 10

Lokal omsætning

1.   Medlemsstaterne kan fritage:

a)

mindre producenter for anvendelsen af artikel 9 stk. 1, hvis deres samlede produktion og salg af formeringsmateriale og frugtplanter er bestemt til endeligt forbrug af personer på et lokalt marked, når disse personer ikke er erhvervsmæssigt beskæftiget med planteproduktion (lokal omsætning)

b)

lokal omsætning af formeringsmateriale og frugtplanter, der er produceret af således fritagne personer, for den kontrol og de officielle inspektioner, der er omhandlet i artikel 13.

2.   Gennemførelsesbestemmelser vedrørende andre krav i forbindelse med de i første afsnit i denne artikel nævnte fritagelser, særlig med hensyn til begrebet »mindre producent« og »lokalt marked«, samt vedrørende procedurerne i forbindelse hermed kan vedtages efter proceduren i artikel 19, stk. 2.

Artikel 11

Midlertidige forsyningsvanskeligheder

Hvis der som følge af naturkatastrofer eller uforudsigelige forhold opstår midlertidige forsyningsvanskeligheder for formeringsmateriale eller frugtplanter, der opfylder kravene i dette direktiv, kan der efter proceduren i artikel 19, stk. 2, træffes foranstaltninger med henblik på at lade mindre strenge krav gælde for afsætningen af formeringsmateriale og frugtplanter.

KAPITEL 6

FORMERINGSMATERIALE OG FRUGTPLANTER, DER ER PRODUCERET I ET TREDJELAND

Artikel 12

1.   Efter proceduren i artikel 19, stk. 2, træffes der afgørelse om, hvorvidt formeringsmateriale og frugtplanter, der er produceret i et tredjeland og frembyder de samme garantier med hensyn til leverandørens forpligtelser, identitet, karakteristika, plantesundhed, vækstmedium, emballering, inspektionsordninger, mærkning og lukning, på alle disse punkter kan ligestilles med formeringsmateriale og frugtplanter, der er produceret i Fællesskabet og opfylder kravene og betingelserne i dette direktiv.

2.   Indtil der er truffet afgørelse i henhold til stk. 1, kan medlemsstaterne indtil den 31. december 2010 og med forbehold af bestemmelserne i direktiv 2000/29/EF ved indførsel af formeringsmateriale og frugtplanter fra tredjelande anvende betingelser, der mindst svarer til dem, der midlertidigt eller endeligt er anført i de specifikke krav, der er fastsat i henhold til artikel 4. Hvis der ikke findes sådanne betingelser i disse specifikke krav, skal betingelserne for indførsel mindst svare til dem, der gælder for produktionen i den pågældende medlemsstat.

Efter proceduren i artikel 19, stk. 2, kan det i første afsnit i dette stykke nævnte tidspunkt udsættes for de forskellige tredjelande, indtil der er truffet afgørelse i henhold til stk. 1 i denne artikel.

Formeringsmateriale og frugtplanter, der indføres af en medlemsstat efter en afgørelse truffet af den pågældende medlemsstat i henhold til første afsnit, må ikke underkastes afsætningsrestriktioner i de øvrige medlemsstater hvad angår de i stk. 1 omhandlede forhold.

KAPITEL 7

KONTROLFORANSTALTNINGER

Artikel 13

Officiel inspektion

1.   Medlemsstaterne drager omsorg for, at formeringsmateriale og frugtplanter inspiceres officielt under produktionen og afsætningen, for at det kan fastslås, at kravene og betingelserne i dette direktiv er opfyldt. Med henblik herpå skal det officielle ansvarlige organ have fri adgang til alle dele af leverandørernes lokaler på alle rimelige tidspunkter.

2.   De officielle ansvarlige organer, kan i overensstemmelse med national lovgivning delegere de opgaver, der i henhold til dette direktiv skal udføres under deres myndighed og kontrol, til enhver juridisk — offentligretlig eller privatretlig — person, der i medfør af sine officielt godkendte vedtægter udelukkende varetager bestemte almennyttige opgaver, forudsat at en sådan juridisk person og dens medlemmer ikke har nogen personlig fordel af resultatet af de foranstaltninger, de træffer.

Enhver anden juridisk person, der er oprettet under et officielt ansvarligt organ, og som handler under dette organs myndighed og kontrol, kan godkendes efter proceduren i artikel 19, stk. 2, forudsat at denne juridiske person ikke har nogen personlig fordel af resultatet af de foranstaltninger, den træffer.

Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om deres officielle ansvarlige organer. Kommissionen videregiver disse oplysninger til de øvrige medlemsstater.

3.   Detaljerede gennemførelsesbestemmelser til stk. 1 fastsættes efter proceduren i artikel 19, stk. 2. Disse bestemmelser skal stå i et rimeligt forhold til den pågældende materialekategori.

Artikel 14

EF-kontrol

1.   Der udføres analyser eller relevante prøver i medlemsstaterne på udvalgte stikprøver for at efterprøve, om formeringsmateriale og frugtplanter opfylder kravene og betingelserne i dette direktiv, herunder dem, der vedrører plantesundheden. Kommissionen kan lade foretage kontrol af prøverne med deltagelse af repræsentanter for medlemsstaterne og Kommissionen.

2.   Sammenlignende fællesskabsprøver og -analyser kan foretages inden for Fællesskabet for at efterkontrollere prøver af formeringsmateriale og frugtplanter, der markedsføres i henhold til dette direktivs bestemmelser, uanset om disse er præceptive eller deklaratoriske, herunder bestemmelserne om plantesundhed. De sammenlignende prøver og analyser kan omfatte følgende:

formeringsmateriale og frugtplanter fremstillet i tredjelande

formeringsmateriale og frugtplanter, der er egnet til økologisk landbrug

formeringsmateriale og frugtplanter, der afsættes i forbindelse med foranstaltninger til bevarelse af den genetiske diversitet.

3.   De i stk. 2 omhandlede sammenlignende prøver og analyser tjener til at harmonisere de tekniske metoder til kontrol af formeringsmateriale og frugtplanter og til at undersøge, om de betingelser, som dette materiale skal opfylde, er overholdt.

4.   Kommissionen fastsætter efter proceduren i artikel 19, stk. 2, de bestemmelser, der er nødvendige til gennemførelsen af de sammenlignende prøver og analyser. Kommissionen underretter den komité, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2, om den tekniske tilrettelægning af prøverne og analyserne samt resultaterne heraf. Opstår der problemer af plantesundhedsmæssig art, underretter Kommissionen Den Stående Komité for Plantesundhed.

5.   Fællesskabet kan yde et finansielt bidrag til gennemførelse af de i stk. 2 og 3 omhandlede prøver og analyser.

Det finansielle bidrag kan ikke overstige de årlige bevillinger, der vedtages af budgetmyndigheden.

6.   De prøver og analyser, der kan omfattes af et finansielt EF-bidrag, og de nærmere regler for ydelsen af det finansielle bidrag fastsættes efter proceduren i artikel 19, stk. 2.

7.   De prøver og analyser, som er omhandlet i stk. 2 og 3, må kun udføres af statslige myndigheder eller juridiske personer, der handler under statens ansvar.

Artikel 15

EF-kontrol i medlemsstaterne

1.   Eksperter fra Kommissionen kan i samarbejde med medlemsstaternes officielle ansvarlige organer om nødvendigt foretage kontrol på stedet for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv, især for at efterprøve, om leverandørerne faktisk overholder kravene i det. En medlemsstat, på hvis område der foretages kontrol, skal i det fornødne omfang bistå eksperterne i udøvelsen af deres hverv. Kommissionen underretter medlemsstaterne om resultatet af de foretagne undersøgelser.

2.   Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 vedtages efter proceduren i artikel 19, stk. 2.

Artikel 16

Medlemsstaternes opfølgende foranstaltninger

1.   Medlemsstaterne drager omsorg for, at formeringsmateriale og frugteplanter, der er produceret på deres område og bestemt til afsætning, opfylder kravene i dette direktiv.

2.   Hvis det ved den officielle inspektion, der er omhandlet i artikel 13, eller de prøver, der er omhandlet i artikel 14, konstateres, at formeringsmateriale eller frugtplanter, der afsættes, ikke opfylder kravene i dette direktiv, træffer den berørte medlemsstats officielle ansvarlige organ alle relevante foranstaltninger for at sikre, at de bringes i overensstemmelse med disse krav eller, hvis dette ikke er muligt, at afsætning af formeringsmateriale og frugtplanter, der ikke opfylder kravene, forbydes i Fællesskabet.

3.   Konstateres det, at formeringsmateriale eller frugtplanter, der afsættes af en bestemt leverandør, ikke opfylder kravene og betingelserne i dette direktiv, skal den berørte medlemsstat sørge for, at der på passende vis skrides ind over for denne leverandør. Hvis leverandøren får forbud mod at afsætte formeringsmateriale og frugtplanter, underretter medlemsstaten Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder i medlemsstaterne herom.

4.   Foranstaltninger, der er truffet i medfør af stk. 3, ophæves, så snart det med tilstrækkelig sikkerhed er fastslået, at formeringsmateriale eller frugtplanter, som af leverandøren er bestemt til afsætning, fremtidig vil opfylde kravene og betingelserne i dette direktiv.

KAPITEL 8

GENERELLE OG ENDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 17

Klausul om fri bevægelighed

1.   Formeringsmateriale og frugtplanter, der opfylder kravene og betingelserne i dette direktiv, må ikke undergives andre afsætningsrestriktioner hvad angår leverandør, plantesundhed, vækstmedium og inspektionsordninger end dem, der er fastsat i dette direktiv.

2.   For så vidt angår formeringsmateriale og frugtplanter af de slægter og arter, der er anført i bilag I, undlader medlemsstaterne at indføre strengere krav eller andre afsætningsrestriktioner end dem, der er fastsat i dette direktiv eller i de specifikke krav, der er fastsat i henhold til artikel 4, eller som i givet fald var gældende den 28. april 1992.

Artikel 18

Ændringer og vedtagelse af bilag

Kommissionen kan efter proceduren i artikel 19, stk. 3, ændre bilag I for at tilpasse det til udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden.

Artikel 19

Komité

1.   Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Formeringsmateriale og Planter af Frugtslægter og –arter, herefter benævnt »komitéen«.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til en måned.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

4.   Komitéen vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 20

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. marts 2010 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 1, stk. 2 og 3, artikel 2, 3, 5, 6, artikel 7, stk. 2, 3 og 4, artikel 9, stk. 3, artikel 12, stk. 2, artikel 13, stk. 1, artikel 16 og 21. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 30. september 2012.

2.   Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde en bemærkning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved dette direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

3.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 21

Overgangsbestemmelser

Medlemsstaterne kan indtil den 31. december 2018 tillade afsætning på deres eget område af formeringsmateriale og frugtplanter, der kommer fra moderplanter, der eksisterede før den 30. september 2012, og som er blevet officielt certificeret eller opfylder betingelserne for at blive betegnet som CAC-materiale før den 31. december 2018. Når de afsættes, skal sådant formeringsmateriale og sådanne frugtplanter være identificeret med en henvisning til denne artikel på etiketten og/eller dokumentet. Efter den 31. december 2018 kan formeringsmaterialet og frugtplanterne afsættes, hvis dette direktivs krav er opfyldt.

Artikel 22

Ophævelse

1.   Direktiv 92/34/EØF, som ændret ved de direktiver, der er nævnt i bilag II, del A, ophæves med virkning fra den 30. september 2012 uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennemførelse og anvendelse, der er angivet i bilag II, del B.

2.   Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 23

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 24

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. september 2008.

På Rådets vegne

M. BARNIER

Formand


(1)  Udtalelse af 11.12.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 157 af 10.6.1992, s. 10.

(3)  Jf. bilag II, del A.

(4)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

(5)  EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1.

(6)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.

(7)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.


BILAG I

Liste over de slægter og arter, som dette direktiv gælder for

 

Castanea sativa Mill.

 

Citrus L.

 

Corylus avellana L.

 

Cydonia oblonga Mill.

 

Ficus carica L.

 

Fortunella Swingle

 

Fragaria L.

 

Juglans regia L.

 

Malus Mill.

 

Olea europaea L.

 

Pistacia vera L.

 

Poncirus Raf.

 

Prunus amygdalus Batsch

 

Prunus armeniaca L.

 

Prunus avium (L.) L.

 

Prunus cerasus L.

 

Prunus domestica L.

 

Prunus persica (L.) Batsch

 

Prunus salicina Lindley

 

Pyrus L.

 

Ribes L.

 

Rubus L.

 

Vaccinium L.


BILAG II

DEL A

Ophævet direktiv med ændringer

(jf. artikel 22)

Rådets direktiv 92/34/EØF

(EFT L 157 af 10.6.1992, s. 10)

 

Kommissionens beslutning 93/401/EØF

(EFT L 177 af 21.7.1993, s. 28)

 

Kommissionens beslutning 94/150/EF

(EFT L 66 af 10.3.1994, s. 31)

 

Kommissionens beslutning 95/26/EF

(EFT L 36 af 16.2.1995, s. 36)

 

Kommissionens beslutning 97/110/EF

(EFT L 39 af 8.2.1997, s. 22)

 

Kommissionens beslutning 1999/30/EF

(EFT L 8 af 14.1.1999, s. 30)

 

Kommissionens beslutning 2002/112/EF

(EFT L 41 af 13.2.2002, s. 44)

 

Rådets forordning (EF) nr. 806/2003

(EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1)

Kun punkt 7 i bilag II og punkt 28 i bilag III

Rådets direktiv 2003/61/EF

(EUT L 165 af 3.7.2003, s. 23)

Kun artikel 1, stk. 5

Kommissionens direktiv 2003/111/EF

(EUT L 311 af 27.11.2003, s. 12)

 

Kommissionens beslutning 2005/54/EF

(EUT L 22 af 26.1.2005, s. 16)

 

Kommissionens beslutning 2007/776/EF

(EUT L 312 af 30.11.2007, s. 48)

 

DEL B

Liste over frister for gennemførelse i national ret og anvendelse

(jf. artikel 22)

Direktiv

Gennemførelsesfrist

Anvendelsesdato

92/34/EØF

31. december 1992

31. december 1992 (1)

2003/61/EF

10. oktober 2003

 

2003/111/EF

31. oktober 2004

 


(1)  For så vidt angår artikel 5-11, 14, 15, 17, 19 og 24 fastsættes anvendelsesdatoen for hver enkelt af de i bilag II nævnte slægter eller arter efter proceduren i artikel 21 ved udarbejdelsen af den i artikel 4 nævnte oversigt (jf. artikel 26, stk. 2, i direktiv 92/34/EØF).


BILAG III

Sammenligningstabel

Direktiv 92/34/EØF

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 3

Artikel 18, ændret

Artikel 1, stk. 2 og 3

Artikel 2

Artikel 1, stk. 4

Artikel 3, litra a) og b)

Artikel 2, stk. 1 og 2

Artikel 2, stk. 3 og 4

Artikel 3, litra c)-f)

Artikel 2, stk. 5-stk. 8, ændret

Artikel 3, litra g) og h)

Artikel 3, litra i) og j)

Artikel 2, stk. 9 og 10, ændret

Artikel 3, litra k), nr. i) og ii)

Artikel 2, stk. 11

Artikel 3, litra k), delvist

Artikel 13, stk. 2, ændret

Artikel 3, litra l) og m)

Artikel 2, stk. 12 og 13

Artikel 3, litra n)

Artikel 3, litra o)

Artikel 2, stk. 14

Artikel 3, litra p)

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, ændret

Artikel 4, stk. 2

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 15

Artikel 8, stk. 1 og 2

Artikel 3, stk. 1, litra a) og b), ændret

Artikel 3, stk. 2

Artikel 3, stk. 3

Artikel 8, stk. 3

Artikel 3, stk. 4, ændret

Artikel 9, stk. 1

Artikel 7, stk. 1

Artikel 7, stk. 2

Artikel 9, stk. 2, nr. i) og ii)

Artikel 7, stk. 3, litra a) og b), ændret

Artikel 9, stk. 2, endelig

Artikel 7, stk. 4, ændret

Artikel 9, stk. 3

Artikel 7, stk. 5

Artikel 9, stk. 4

Artikel 9, stk. 5

Artikel 7, stk. 6

Artikel 9, stk. 6

Artikel 7, stk. 7

Artikel 10, stk. 1 og 2

Artikel 8, stk. 1 og 2, ændret

Artikel 10, stk. 3

Artikel 11

Artikel 9, ændret

Artikel 12

Artikel 10

Artikel 13

Artikel 11, ændret

Artikel 14

Artikel 17, stk. 1

Artikel 15

Artikel 17, stk. 2, ændret

Artikel 16

Artikel 12

Artikel 17

Artikel 13, stk. 1, ændret

Artikel 18

Artikel 13, stk. 3, ændret

Artikel 19, stk. 1

Artikel 16, stk. 2

Artikel 19, stk. 2

Artikel 16, stk. 3

Artikel 19, stk. 3

Artikel 16, stk. 4

Artikel 20

Artikel 14

Artikel 21, stk. 1 og 2

Artikel 19, stk. 1 og 2

Artikel 21, stk. 3

Artikel 19, stk. 4

Artikel 22, stk. 1 og 2

Artikel 19, stk. 1 og 3

Artikel 23

Artikel 24, stk. 1

Artikel 16, stk. 1

Artikel 24, stk. 2

Artikel 25

Artikel 26

Artikel 20

Artikel 21

Artikel 22

Artikel 23

Artikel 27

Artikel 24

Bilag I

Bilag II

Bilag I

Bilag II og III