32007D0184


Titel og reference

2007/184/EF: Kommissionens beslutning af 23. marts 2007 om offentliggørelse af referencen for standard EN 71-1:2005 Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber for så vidt angår de tekniske krav til halvkugleformet legetøj i henhold til Rådets direktiv 88/378/EØF om sikkerhedskrav til legetøj (meddelt under nummer K(2007) 1256)( EØS-relevant tekst).

 EUT L 85 af 27.3.2007, s. 7–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
 EUT L 219M af 24.8.2007, s. 382–384 (MT)

 BG  CS  DA  DE  EL  EN  ES  ET  FI  FR  HU  IT  LT  LV  NL  PL  PT  RO  SK  SL  SV

Tekst

BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
  html html html html html html html html   html html html html   html html html   html html html html
pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf   pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf
tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff

Datoer

Klassifikationer

Diverse oplysninger

Relationer mellem dokumenter

Tekst

Vis også sprogudgaven: BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR HU IT LT LV NL PL PT RO SK SL SV

Kommissionens beslutning

af 23. marts 2007

om offentliggørelse af referencen for standard EN 71-1:2005 "Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber" for så vidt angår de tekniske krav til halvkugleformet legetøj i henhold til Rådets direktiv 88/378/EØF om sikkerhedskrav til legetøj

(meddelt under nummer K(2007) 1256)

(EØS-relevant tekst)

(2007/184/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 88/378/EØF af 3. maj 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj [1], særlig artikel 6, stk. 1, andet afsnit,

under henvisning til udtalelse fra det stående udvalg, der er nedsat ved artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester [2], som ændret ved direktiv 98/48/EF (Udvalget for Tekniske Standarder og Forskrifter), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 2 i direktiv 88/378/EØF må legetøj kun markedsføres, hvis det ikke indebærer fare for sikkerheden og/eller sundheden for brugerne eller andre personer, når det anvendes til det beregnede formål eller på den måde, som børn normalt må forventes at anvende det på.

(2) I henhold til artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF forudsættes legetøj at opfylde de væsentlige sikkerhedskrav, der er omhandlet i direktivets artikel 3, når det opfylder de nationale standarder, som gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(3) I henhold til artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF offentliggør medlemsstaterne referencerne for de nationale standarder, der vedtages til gennemførelse af de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(4) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) har efter bemyndigelse fra Kommissionen udarbejdet og den 15. juli 1998 vedtaget den harmoniserede standard EN 71-1:1998 "Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber", hvis referencer blev offentliggjort for første gang i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 28. juli 1999 [3].

(5) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) vedtog den 16. september 2004 ændring 10 til den harmoniserede standard EN 71-1:1998 "Legetøj — sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber". Referencerne til denne ændring blev første gang offentliggjort den 2. august 2005 i Den Europæiske Unions Tidende [4].

(6) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) vedtog den 19. september 2005 standard EN 71-1:2005 "Legetøj — sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber", der er en konsolideret udgave af den harmoniserede standard EN 71-1:1998 og de 11 ændringer heraf. Ændring 10 er indarbejdet i standard EN 71-1:2005.

(7) Ændring 10 har til formål at imødegå risici for kvælning i forbindelse med kop- eller skålformet legetøj eller legetøj med form som et halvt æg med en næsten rund, oval eller ellipseformet åbning, som småbørn kan anbringe foran ansigtet, når de leger, og der dermed kan dannes en lufttæt forsegling. Ændringens anvendelsesområde omfatter ikke legetøj bestemt til at drikke af, f.eks. kopper i et testel.

(8) I medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 88/378/EØF har de franske myndigheder indgivet en formel indsigelse vedrørende kravene i standard EN 71-1:2005 til halvkugleformet legetøj, navnlig det forhold, at legetøj bestemt til at drikke af ikke er omfattet.

(9) Ifølge de franske myndigheder har de tekniske krav i den harmoniserede standard for halvkugleformet legetøj til formål at imødegå de risici for kvælning, der findes i forbindelse med bestemte legetøjsformer, der kan anbringes over et barns næse og mund og danne en lufttæt forsegling. Blandt sådanne produkter hører legetøj bestemt til at drikke af. Det drejer sig nemlig om legetøj, som børn med al sandsynlighed anbringer over munden, når de leger og lader, som om de drikker. Efter de franske myndigheders opfattelser bør legetøj bestemt til at drikke af derfor være omfattet af kravene til halvkugleformet legetøj i den harmoniserede standard EN 71-1:2005.

(10) Ifølge Det Europæiske Standardiseringsorgan (CEN) var standardiseringen af halvkugleformet legetøj begrundet i hændelser med børn, der legede med sådant legetøj i selvbetjeningsrestauranter. Arbejdet var baseret på en omfattende undersøgelse, der blev gennemført for at finde den kritiske størrelse og de kritiske former på genstande, som standardiseringen skal omfatte for så vidt angår beskyttelse af børn. Med hensyn til objekt bestemt til at drikke af, f.eks. kopper i et testel, konkluderede CEN, at der ikke var registreret nogen hændelser med sådant legetøj eller med rigtige kopper. På grundlag af disse undersøgelser besluttede CEN, at der ikke var grund til at udvide standardiseringsarbejdet til også at omfatte denne særlige type legetøj.

(11) På Kommissionens foranledning underrettede medlemsstaternes eksperter i legetøjssikkerhed Kommissionen om hændelser forårsaget af lignende legetøj. Hændelserne er omhandlet i en rapport, der blev offentliggjort i tidsskriftet "Pediatrics", vol. 111, nr. 1, januar 2003. Ifølge rapporten havde der været i alt 17 kendte hændelser. I alle de undersøgte tilfælde blev børn fundet med den halvstive genstand siddende helt fast på deres ansigter. Af de pågældende 17 hændelser drejede det sig i 13 tilfælde om legetøj. Hændelserne omfattede børn mellem 4 og 36 måneder.

(12) Kommissionen er desuden blevet underrettet om én hændelse uden dødelig udgang i USA, som blev registreret hos US Consumer Product Safety Commission den 27. oktober 2000. Et barn på 2 1/2 år blev fundet med en legetøjskop af hård plast siddende fast i mund og næse. Det pågældende legetøj indgik ikke i et legetøjstestel.

(13) På grundlag af oplysningerne fra de franske myndigheder, de øvrige nationale myndigheder og Udvalget for Tekniske Standarder og Forskrifter anses det for dokumenteret, at legetøj bestemt til at drikke af kan indebære en kvælningsrisiko. Da ovennævnte standard ikke omfatter det pågældende legetøj, skal medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 88/378/EØF kun forudsætte, at dette legetøj opfylder de væsentlige sikkerhedskrav, når et udpeget organ har udstedt en EF-typeattest for det —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Kop- eller skålformet legetøj eller legetøj med form som et halvt æg med en næsten rund, oval eller ellipseformet åbning, som er bestemt til at drikke af, er ikke omfattet af standard EN 71-1:2005. Det kan imidlertid udgøre samme kvælningsrisiko som legetøj, der er omfattet af standarden. Kommissionen vil derfor anmode Den Europæiske Standardiseringsorganisation om at revidere den pågældende standard.

Artikel 2

Når referencen for standard EN 71-1:2005 "Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber", offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, skal den ledsages af følgende supplerende tekst:

"Kop- eller skålformet legetøj eller legetøj med form som et halvt æg med en næsten rund, oval eller ellipseformet åbning, som er bestemt til at drikke af, f.eks. kopper i et testel, kan udgøre en risiko for børns sundhed. Det pågældende legetøj er ikke omfattet af standarden, og derfor skal der foreligge en EF-typeafprøvningsattest for sådanne produkter, og overensstemmelsen med den godkendte model skal være attesteret ved anbringelse af CE-mærket."

Artikel 3

Samme tekst som i artikel 2 i denne beslutning skal ledsage referencen for enhver national standard, der gennemfører standard EN 71-1:2005 "Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber" og som medlemsstaterne offentliggør i henhold til artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. marts 2007.

På Kommissionens vegne

Günter Verheugen

Næstformand

[1] EFT L 187 af 16.7.1988, s. 1. Ændret ved direktiv 93/68/EØF (EFT L 220 af 30.8.1993, s. 1).

[2] EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

[3] EFT C 215 af 28.7.1999, s. 4.

[4] EUT C 188 af 2.8.2005, s. 2.

--------------------------------------------------

Op

Administreret af Publikationskontoret