32006L0076

Kommissionens direktiv 2006/76/EF af 22. september 2006 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår specifikationen for aktivstoffet chlorothalonil (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 263 af 23/09/2006 s. 0009 - 0011


Kommissionens direktiv 2006/76/EF

af 22. september 2006

om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår specifikationen for aktivstoffet chlorothalonil

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler [1], særlig artikel 6, stk. 1, andet afsnit, andet led, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved direktiv 2005/53/EF [2] blev aktivstoffet chlorothalonil optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, efter at Nederlandene som rapporterende medlemsstat havde vurderet stoffet. I direktiv 2005/53/EF fastsættes maksimumsgrænseværdierne for visse urenheder. Ifølge Kommissionens sædvanlige praksis blev disse grænseværdier baseret på specifikationer, som var udarbejdet af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), vedrørende renheden af og omfanget af urenheder i aktivstoffer, herunder navnlig en publikation fra februar 2005. I specifikationerne fastsættes maksimumsgrænseværdien for hexachlorbenzen til 0,01 g/kg aktivstof. FAO udsendte imidlertid i december 2005, efter at direktiv 2005/53/EF var vedtaget, endnu et sæt specifikationer for chlorothalonil [3]. De nye specifikationer kompletterede og ophævede formelt specifikationerne fra februar 2005, som var taget i betragtning ved vedtagelsen af det pågældende direktiv. I de nye specifikationer fastsættes maksimumsgrænseværdien for hexachlorbenzen til 0,04 g/kg aktivstof.

(2) Selv om Fællesskabet har ret til at fastsætte sit eget niveau for beskyttelse af folkesundheden, dyresundheden og miljøet, er det blevet undersøgt, om de grænseværdier for renheden, der er omhandlet i direktiv 2005/53/EF, kan tilpasses til at følge de nye FAO-specifikationer.

(3) Efter at have foretaget en toksikologisk og økotoksikologisk ad hoc-vurdering konkluderede Nederlandene, at en ændring ikke vil medføre risici ud over dem, der allerede blev taget højde for, da chlorothalonil blev optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Konklusionen blev meddelt de andre medlemsstater, som var enige. På baggrund af konklusionen og de særlige omstændigheder i denne sag mener Kommissionen, at det er berettiget at ændre specifikationen for chlorothalonil.

(4) Da det i artikel 2 i direktiv 2005/53/EF fastsættes, at medlemsstaterne skal anvende direktivets bestemmelser fra den 1. september 2006, bør den ændrede specifikation for chlorothalonil også finde anvendelse fra denne dato, jf. dog de øvrige tidsfrister, der er fastsat i artikel 3 i direktiv 2005/53/EF. Som følge heraf bør nærværende direktiv træde i kraft snarest muligt.

(5) Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6) De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag I til direktiv 91/414/EØF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. august 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. september 2006.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. september 2006.

På Kommissionens vegne

Markos Kyprianou

Medlem af Kommissionen

[1] EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2006/75/EF (EUT L 248 af 12.9.2006, s. 3).

[2] EUT L 241 af 17.9.2005, s. 51.

[3] Specifications and Evaluations for Agricultural Pesticides — Chlorothalonil (Tetrachloroisophthalonitrile), udsendt af FAO i december 2005.

--------------------------------------------------

BILAG

I bilag I til direktiv 91/414/EØF affattes række 102 således:

Nr. | Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr. | IUPAC-navn | Renhed [1] | Ikrafttrædelse | Udløbsdato for stoffets optagelse i listen | Særlige bestemmelser |

"102 | Chlorothalonil CAS-nr. 1897-45-6 CIPAC-nr. 288 | Tetrachlorisophthalonitril | 985 g/kg Hexachlorbenzen: højst 0,04 g/kgDecachlorbiphenyl: højst 0,03 g/kg | 1. marts 2006 | 28. februar 2016 | DEL AMå kun tillades anvendt som fungicid. DEL B Med henblik på gennemførelsen af de ensartede principper i bilag VI skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om chlorothalonil, særlig tillæg I og II, som er færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 15. februar 2005.Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særligt opmærksomme på beskyttelsen af:vandorganismergrundvandet, navnlig for så vidt angår aktivstoffet og dets metabolitter R417888 og R611965 (SDS46851), når aktivstoffet anvendes i områder med følsomme jordbunds- og/eller klimaforhold.Anvendelsesbetingelserne bør omfatte risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant." |

[1] Yderligere oplysninger om de aktive stoffers identitet og specifikationer fremgår af den reviderede vurderingsrapport.

--------------------------------------------------


Administreret af Publikationskontoret