32006D0977R(01)


Titel og reference

Berigtigelse til Rådets beslutning 2006/977/Euratom af 19. december 2006 om særprogrammet for Det Fælles Forskningscenters gennemførelse af direkte aktioner under Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratoms) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2007-2011) ( EUT L 400 af 30.12.2006 )

 EUT L 54 af 22.2.2007, s. 149–156 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

 CS  DA  DE  EL  EN  ES  ET  FI  FR  HU  IT  LT  LV  MT  NL  PL  PT  SK  SL  SV

Tekst

BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
  html html html html html html html html   html html html html html html html html   html html html html
  pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf   pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf pdf   pdf pdf pdf pdf
tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff tiff

Datoer

Klassifikationer

Diverse oplysninger

Relationer mellem dokumenter

Tekst

Vis også sprogudgaven: CS DA DE EL EN ES ET FI FR HU IT LT LV MT NL PL PT SK SL SV

Berigtigelse til Rådets beslutning 2006/977/Euratom af 19. december 2006 om særprogrammet for Det Fælles Forskningscenters gennemførelse af direkte aktioner under Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratoms) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2007-2011)

(Den Europæiske Unions Tidende L 400 af 30. december 2006)

Beslutning 2006/977/Euratom læses således:

Rådets beslutning

af 19. december 2006

om særprogrammet for Det Fælles Forskningscenters gennemførelse af direkte aktioner under Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratoms) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2007-2011)

(2006/977/Euratom)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 7,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [1],

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [2],

efter høring af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg og Styrelsesrådet for Det Fælles Forskningscenter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til traktatens artikel 7 gennemføres Rådets afgørelse 2006/970/Euratom af 18. december 2006 om Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratoms) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse (2007-2011) [3] (i det følgende benævnt "rammeprogrammet") ved hjælp af særprogrammer, som fastsætter de nærmere bestemmelser for gennemførelse, varighed og midler, der skønnes nødvendige.

(2) Det Fælles Forskningscenter, i det følgende benævnt "FFC", bør gennemføre den forsknings- og uddannelsesindsats, der udføres ved såkaldte direkte aktioner, i henhold til et særprogram for FFC til gennemførelse af Euratoms rammeprogram.

(3) Under udførelsen af sit hverv skal Det Fælles Forskningscenter levere kundedrevet videnskabelig og teknisk støtte til EU’s politiske beslutningsproces og således sørge for støtte til gennemførelse og overvågning af eksisterende politikker og for, at der reageres på nye politiske behov. For at opfylde sin mission bør FFC drive forskning af højeste sammenlignelige europæiske kvalitet, bl.a. ved at opretholde sin egen videnskabelige topkvalitet.

(4) Ved gennemførelsen af dette særprogram bør der lægges vægt på at fremme forskernes mobilitet og uddannelse samt innovationen i Fællesskabet. FFC bør navnlig iværksætte de fornødne uddannelsesaktiviteter inden for nuklear sikkerhed.

(5) Særprogrammet bør gennemføres på en fleksibel, effektiv og gennemsigtig måde, så der tages hensyn til relevante behov hos FFC's brugere og Fællesskabets politikker samt til målsætningen om at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Forskningsindsatsen under dette program bør i givet fald tilpasses disse behov og den videnskabelige og teknologiske udvikling og sigte mod at opnå videnskabelig topkvalitet.

(6) De regler, der under EF-rammeprogrammet gælder for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse og for formidling af forskningsresultater (i det følgende benævnt "regler for deltagelse og formidling"), og som berører de direkte aktioner, bør også finde anvendelse for FoU-indsatsen under dette særprogram.

(7) Med henblik på gennemførelsen af dette program kan det ud over det samarbejde, der er omfattet af aftalen om det europæiske økonomiske samarbejdsområde eller af en associeringsaftale, være hensigtsmæssigt at deltage i internationale samarbejdsaktiviteter, særlig på grundlag af traktatens artikel 2, litra h, artikel 101 og 102, med tredjelande og internationale organisationer.

(8) Som led i arbejdet med udvidelsen af EU og integrationen af de nye medlemsstater vil FFC gøre en indsats for at integrere organisationer og forskere fra de nye medlemsstater i centrets aktiviteter, herunder især dem, der vedrører gennemførelsen af de videnskabelige og teknologiske elementer i gældende EU-ret, og for at øge samarbejdet med organisationer og forskere fra tiltrædelseslande og kandidatlande. Det er også tanken at åbne gradvis over for nabolandene, især inden for emner, der har høj prioritet i EU's naboskabspolitik.

(9) Forskningsaktiviteter under dette særprogram bør gennemføres under overholdelse af grundlæggende etiske principper, herunder dem, der kommer til udtryk i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(10) FFC bør fortsat udføre indtægtsgivende, konkurrencebaserede aktiviteter; de omfatter deltagelse i rammeprogrammets indirekte aktioner, arbejde for tredjeparter og i mindre grad udnyttelse af intellektuel ejendomsret.

(11) En forsvarlig økonomisk forvaltning af rammeprogrammet og dets gennemførelse bør sikres på en måde, der er så effektiv og brugervenlig som muligt, samtidig med at der sikres retssikkerhed og adgang til programmet for alle deltagere, og dette bør ske under overholdelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget [4] og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 [5] om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen med senere ændringer.

(12) Desuden bør der træffes passende foranstaltninger — som står i et rimeligt forhold til Det Europæiske Fællesskabs finansielle interesser — til overvågning af effektiviteten af såvel den tildelte økonomiske støtte og som anvendelsen af disse midler med henblik på at forebygge uregelmæssigheder og svig, og de nødvendige skridt bør tages for at kræve tabte, uberettiget udbetalte eller forkert anvendte midler tilbagebetalt i overensstemmelse med forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002, forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002, Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser [6], Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder [7] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) [8].

(13) Kommissionen bør i rette tid sørge for en uafhængig evaluering af aktiviteterne på programområderne —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Særprogrammet for Det Fælles Forskningscenters direkte aktioner inden for forskning og uddannelse, i det følgende benævnt "særprogrammet", fastlægges hermed for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2011.

Artikel 2

Dette særprogram omfatter Det Fælles Forskningscenters nukleare aktiviteter og understøtter hele spektret af forskningsaktiviteter, som gennemføres i et tværnationalt samarbejde inden for følgende temaer:

a) håndtering af nukleart affald, virkningen på miljøet

b) nuklear sikkerhed

c) nuklear sikkerhedskontrol.

Målene for og hovedlinjerne i disse aktioner fastsættes i bilaget.

Artikel 3

I overensstemmelse med rammeprogrammets artikel 3 skønnes bevillingsbehovet til gennemførelse af særprogrammet at være 517 mio. EUR.

Artikel 4

Alle forskningsaktiviteter, der iværksættes under særprogrammet, gennemføres under overholdelse af grundlæggende etiske principper.

Artikel 5

1. Særprogrammet gennemføres ved hjælp af direkte aktioner, jf. rammeprogrammets bilag II.

2. Reglerne for deltagelse og formidling finder anvendelse på dette særprogram, i den udstrækning de vedrører direkte aktioner.

Artikel 6

1. Kommissionen udarbejder et flerårigt arbejdsprogram til gennemførelse af særprogrammet med en mere detaljeret redegørelse for målene og de videnskabelige og teknologiske prioriteringer, der er fastsat i bilaget, og med en tidsplan for gennemførelsen.

2. I det flerårige arbejdsprogram tages der hensyn til relevante forskningstiltag, som medlemsstaterne, associerede stater, europæiske og internationale organisationer gennemfører. Det ajourføres efter behov.

Artikel 7

Kommissionen sørger for, at der gennemføres en uafhængig evaluering af aktiviteterne på de områder, som særprogrammet omfatter, jf. rammeprogrammets artikel 6.

Artikel 8

Denne beslutning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 9

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2006.

På Rådets vegne

J. Korkeaoja

Formand

BILAG

FFC-EURATOM-PROGRAMMET

1. Mål

At levere kundedrevet videnskabelig og teknisk støtte til Fællesskabets politiske beslutningsproces i forbindelse med nuklear energi og således sørge for støtte til gennemførelse og overvågning af eksisterende politikker og for, at der reageres fleksibelt på nye politiske behov.

2. Baggrund

FFC har til opgave er at levere kundedrevet videnskabelig og teknisk støtte til udarbejdelse, udvikling, gennemførelse og overvågning af Fællesskabets politikker med det formål at bevare den europæiske forsknings førerposition. Der er derfor behov for, at FFC udfører forskningsopgaver på højt niveau i nøje kontakt med industrien og andre organer og udvikler netværk, hvori medlemsstaternes offentlige og private institutioner deltager. Begge disse dimensioner indgår i alle FFC’s aktiviteter, men i varierende grad, alt efter om der er tale om direkte støtte til Kommissionens tjenestegrene eller om grundforskning, der gennemføres inden for en bredere europæisk eller international ramme.

FFC’s nukleare aktiviteter sigter mod at opfylde Euratom-traktatens FoU-krav og at yde støtte til både Kommissionen og medlemsstaterne inden for områderne nuklear sikkerhedskontrol og ikke-spredning, affaldshåndtering, sikring af nukleare anlæg og brændselskredsløbet, radioaktivitetsniveauer i miljøet og strålingsbeskyttelse.

Dette særprogram har til formål at udvikle og samle viden, at levere vigtige videnskabelige/tekniske oplysninger og støtte til nuklear sikkerhed/sikkerhedskontrol og pålidelighed, bæredygtighed og kontrolforanstaltninger, herunder vurdering af innovative/fremtidige systemer. I forbindelse med deltagelse i rammeprogrammets indirekte aktioner tilstræbes det at nå den bedst mulige komplementaritet med FFC’s arbejdsprogram, som er beskrevet i afsnit 3.

Et af de alvorligste problemer inden for det nukleare område i vore dage er tab af viden, ekspertise og navnlig teknologi og ingeniørdiscipliner i forbindelse med håndtering af radioaktivt materiale og strålingsfelter. FFC vil fortsætte med at være det europæiske referenceorgan for udbredelse af oplysninger og oplæring og videreuddannelse af unge forskere og vil desuden give andre forskere adgang til centrets anlæg og således bevare nuklear knowhow i Europa.

Et andet mål er en videreudvikling af netværkssamarbejdet på europæisk og internationalt plan. I den forbindelse vil det være særlig vigtigt for FFC at kunne deltage i ekspertisenet og integrerede projekter.

Derudover vil FFC fremme en faktabaseret debat og gøre det lettere på grundlag af solid viden at træffe afgørelser om, hvilket energimix der mest hensigtsmæssigt kan opfylde Europas energibehov (herunder vedvarende energikilder og kernekraft).

3. Aktiviteter

3.1. Håndtering af nukleart affald, virkningen på miljøet

3.1.1. Karakterisering, lagring og deponering af brugt brændsel

Håndtering af brugt brændsel og højradioaktivt affald indbefatter transportkonditionering, lagring og geologisk deponering. Det vigtigste mål er at forhindre, at der afgives radionuklider til biosfæren i et meget langt tidsrum. Udformning, evaluering og funktion af systemer af konstruerede og naturlige barrierer over det relevante tidsrum er nøglefaktorer, når det gælder om at nå dette mål og afhænger bl.a. af brændslets opførsel.

FFC søger at indsamle data om brugt brændsels opførsel over lang tid og at udvikle metoder til pålidelig evaluering af de konstruerede systemer med hovedvægt på affaldsenheders integritet og benchmarking for risikoorienterede beslutningskriterier.

Laboratorieundersøgelser af brændsels opførsel under repræsentative forhold tilvejebringer relevante oplysninger, som anvendes i modeller til langtidsprognosticering og gør det muligt at validere dem. FFC vil også deltage i forskellige europæiske projekter vedrørende sikker affaldsdeponering og aktivt støtte videnudveksling mellem de forskellige lande.

3.1.2. Separation, transmutation og konditionering

Programmets vigtigste udfordringer er fortsat både optimering af brændselsseparationen for at udskille udvalgte langlivede radionuklider og fremstilling og karakterisering af sikre og pålidelige brændsler eller mål for actinidtransmutation.

Undersøgelsen af disse alternative affaldshåndteringsstrategier nyder fortsat stor bevågenhed, fordi de ville mindske langtidsrisiciene ved affaldsdeponering ganske væsentligt. Til transmutation overvejes både hurtige og termiske reaktorer samt dedikerede actinidbrændere. I de fleste koncepter for fremtidige reaktorsystemer indgår en sådan selektiv radionuklidseparation.

Udviklingen af inerte matricer til konditionering af højradioaktivt affald, som giver en stor reduktion i mængden af langlivede radionuklider og væsentligt mindre affaldsmængder i affaldsdeponeringsanlæg, vil på langt sigt føre til en meget bedre håndtering af nukleart affald.

FFC vil drive nye anlæg for hhv. avanceret separation og produktion af brændsel og mål (the Minor Actinide Laboratory) inden for dette område. Der gennemføres også bestrålingsundersøgelser af mål og brændsel, og der produceres grundlæggende nukleare data om transmutation. Endelig bestemmes den kemiske resistens for matricer beregnet til konditionering af actinider på grundlag af korrosions- og udvaskningsundersøgelser.

3.1.3. Actinidgrundforskning

De grundlæggende forskningsaktiviteter tager sigte på at tilvejebringe grundlæggende viden, som underbygger forståelsen af de fysiske processer i nukleart brændsel (fra energiproduktion til affaldshåndtering) og er nært forbundne med uddannelsesaktiviteter. Grundforskningsaktiviteterne fokuseres på materialers termofysiske egenskaber, actinidbærende systemers egenskaber og grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber.

FFC’s anlæg som f.eks. laboratoriet for actinidbrugere vil fortsat være vært for forskere fra især europæiske universiteter.

3.1.4. Kernetekniske data

De foreslåede udformninger af dedikerede små actinidbrændere og avancerede koncepter for produktion af nuklearenergi udløser et behov for nye kernetekniske data med en væsentlig forbedret nøjagtighed.

FFC vil gennemføre målinger af kernetekniske data med henblik på håndteringen af nukleart affald. Den teknologiske udvikling har ført til væsentlige forbedringer i målekapaciteten. FFC fremmer også en vigtig indsats for så vidt angår udvikling af grundlæggende teorier på nuklearområdet med henblik på modelberegning af reaktioner, som det ikke er muligt at gennemføre som forsøg.

Radionuklidmetrologi supplerer dette arbejde med målinger, som giver bedre data for radioaktivt henfald af fissile materialer og fissionsprodukter. Der er også behov for nøjagtige forsøgsdata for at validere teorier og modelberegninger, som udgør grundlaget for regler om strålingsbeskyttelse.

3.1.5. Medicinske anvendelser, som er fremgået af nuklearforskning

FFC’s nukleare anlæg og ekspertise har frembragt en række resultater, der har fundet medicinsk anvendelse. Disse anvendelser er fremkommet som følge af forskning i produktion af nye isotoper, udvikling af kliniske referencematerialer og støtte til nye kræftbehandlingsformer. FFC sigter mod at stille disse nye anvendelser til rådighed for hospitaler og farmaindustrien.

3.1.6. Måling af radioaktivitet i miljøet

FFC anvender sin ekspertise inden for sporanalyse til at verificere radioaktive udledninger og emissioner fra nukleare anlæg. Arbejdet omfatter også typebestemmelse, undersøgelse af migrationsmønstre i biosfæren og undersøgelse af actiniders strålingstoksicitet. På baggrund af de nye grænseværdier for radionuklider i fødevaretilsætningsstoffer vil FFC udvikle analyseteknikker og udarbejde dertil hørende referencematerialer. Der organiseres sammenligninger mellem medlemsstaternes laboratorier for at vurdere sammenligneligheden af de indberettede overvågningsdata og støtte harmoniseringen af systemerne til måling af radioaktivitet.

3.1.7. Videnforvaltning og uddannelse

Det er vigtigt, at de nye generationer af forskere og ingeniører på nuklearområdet kan vedligeholde og uddybe deres viden om nuklear forskning ved hjælp af fortidens forsøg, resultater, fortolkninger og kvalifikationer. Det gælder navnlig for områder, hvor tre årtiers erfaringer inden for reaktorpræstationer og -sikkerhed er koncentreret i komplekse analytiske værktøjer som modeller og computerkoder. For at forhindre et muligt tab af viden og mangel på nye forskere og ingeniører inden for området nuklear teknologi vil FFC bestræbe sig på at fastholde den nødvendige viden og sikre, at denne viden er umiddelbart tilgængelig på en velstruktureret og -dokumenteret måde. FFC vil endvidere tilskynde til, at der udvikles nye forskere og ingeniører inden for området kerneenergi, bl.a. ved at tiltrække unge forskere og ingeniører til området. FFC vil også støtte uddannelsesaktiviteter på højere læreanstalter i Europa. FFC vil desuden bidrage til en forbedret kommunikation om nukleare spørgsmål, herunder navnlig dem, der vedrører offentlighedens accept, og mere generelt om strategier for almen energibevidsthed.

3.2. Nuklear sikkerhed

3.2.1. Nukleare reaktorers sikkerhed

Med sigte på at bibeholde og forbedre sikkerhedsniveauet i både vestlige og russiske typer reaktoranlæg er der behov for at videreudvikle og validere mere avancerede og nøjagtige sikkerhedsevalueringsmetoder og dertil hørende analytiske værktøjer. Der gennemføres målrettede eksperimentelle undersøgelser med henblik på validering og verificering af sikkerhedsevalueringsværktøjerne og for at forbedre forståelsen af de tilgrundliggende fysiske fænomener og processer. FFC deltager fuldt ud i den internationale indsats, som skal skabe forbedret sikkerhed for nukleare reaktorer.

3.2.2. Nuklear brændselssikkerhed i energiproduktionsreaktorer i EU

Brændselssikkerhed er koncentreret om at forebygge og afbøde virkningerne af hypotetiske uheld. De to vigtigste aspekter inden for denne forskningsgren vedrører brændselselementernes mekaniske integritet i reaktorens levetid, og brændslets reaktion på transiente forhold og på svære reaktoruheld op til kernenedsmeltning.

I denne forbindelse deltager FFC i den nuværende brændselsstrategi, som sigter mod at forbedre sikkerheden og mindske civile og militære plutoniumlagre. FFC benytter HFR-reaktoren til at afprøve brændsels opførsel og egenskaber. Der gennemføres også målinger af egenskaber, som påvirker præstationsniveauet.

3.2.3. Sikker drift af avancerede nukleare energisystemer

Verden over undersøges nye reaktorstrategier i åbne forskningsprojekter, f.eks. køreplanen for fjerdegenerationsreaktorer (Generation IV Roadmap), som sigter mod en omfattende evaluering, bl.a. af de problemstillinger, som beskæftiger offentligheden, som f.eks. forbedret sikkerhed, mindre affald og bedre beskyttelse mod spredning af nukleare materialer.

Det er væsentligt for FFC at udfylde sin rolle i dette arbejde, både direkte og som koordinator for europæiske bidrag til dette verdensomspændende initiativ, hvori de vigtigste forskningsorganisationer deltager. Det omfatter udelukkende områder, der kan bidrage til at forbedre brændselskredsløbets sikkerheds- og sikkerhedskontrolaspekter, herunder navnlig karakterisering, afprøvning og analyse af nye brændsler. Herudover behandles udvikling af sikkerheds- og kvalitetsmål, sikkerhedskrav og avancerede evalueringsmetoder for systemer. Oplysningerne formidles systematisk til interesserede medlemsstaters myndigheder og Kommissionens tjenestegrene, især ved jævnlige koordineringsmøder.

3.3. Nuklear sikkerhedskontrol

3.3.1. Sikkerhedskontrol

Ikke-sprednings-aspektet bliver stadig vigtigere, og det er af afgørende betydning for EU-borgernes sikkerhed, at de nødvendige kapaciteter fortsat er til rådighed. FFC"s aktiviteter på dette område omfatter teknisk støtte til Kommissionens tjenestegrene i henhold til Euratom-traktaten og til IAEA (Den Internationale Atomenergiorganisation) i henhold til traktaten om ikke-spredning. Målet er at indføre flere automatiserede systemer og bedre værktøjer til informationsanalyse, så inspektørernes arbejdsbyrde og byrderne for nuklearindustrien kan reduceres.

Selv om FFC har over 30 års erfaring med at levere støtte i henhold til Euratom-traktaten og traktaten om ikke-spredning, medfører tekniske nyskabelser og forbedringer, at der hele tiden er behov for en fortsat videreudvikling af sikkerhedskontrolstrategien. Samtidig med at FFC"s aktiviteter udvikles til at imødegå disse udfordringer, vil de også fortsat omfatte verificering og detektion samt indeslutnings- og overvågningsteknologier, målemetoder til nukleare materialer, produktion af nukleare referencematerialer og uddannelse af navnlig IAEA’s og Kommissionens inspektører.

3.3.2. Tillægsprotokollen

Tillægsprotokollen har til formål at sikre, at der ikke foregår uanmeldte nukleare aktiviteter. Protokollens gennemførelse kræver en række teknikker, som er forskellige fra dem, der bruges ved verificering af regnskaber over nukleart materiale. Der er bl.a. tale om en overordnet beskrivelse af et lands nukleare aktiviteter, krav om mere omfattende erklæringer for anlæg og en række forskellige inspektionskrav. Disse krav kan omfatte overvågning af virkningen af anlæggets aktiviteter på omgivelserne og overvågning af aktiviteter uden for anlæggets område samt miljøpartikelanalyse som et værktøj til at detektere uanmeldte nukleare aktiviteter.

FFC har som mål at nærme sig realtidsopfølgning af overførsler af nukleart materiale og integreret informationsanalyse. FFC vil navnlig arbejde med udvikling og validering af informationsanalyseværktøjer og metoder, som bygger på systemanalyse.

3.3.3. Informationsindsamling fra åbne kilder vedrørende ikke-spredning

Med sigte på at støtte Kommissionens tjenestegrene og samarbejde med IAEA og medlemsstaternes myndigheder vil FFC fortsætte med systematiske at indsamle og analysere oplysninger fra en række kilder (internet, speciallitteratur, databaser) om ikke-spredningstemaer (evt. også om andre masseødelæggelsesvåben og deres fremføringssystemer). Oplysningerne bruges til at lave landerapporter, som nøje følger udviklingen i udvalgte landes nukleare aktiviteter og import og/eller eksport af udstyr og teknologi med direkte nukleart formål eller dobbelt anvendelsesformål. Oplysningerne fra de åbne kilder underbygges med satellitbilleder. FFC vil desuden videreudvikle flersproget internetsøgning, videnforvaltning og data mining-teknologier for at understøtte dette arbejde.

3.3.4. Bekæmpelse af ulovlig handel med nukleare materialer, herunder nuklearforensiske analyser

Detektering og identifikation af nukleart materiale, som transporteres eller lagres illegalt, er en vigtig forsvarslinje mod den illegale handel. Nuklearforensiske undersøgelser tilvejebringer oplysninger om beslaglagt materiales oprindelse. Det er fortsat en vigtig opgave at opstille passende beredskabsplaner i forbindelse med opdagelse af illegalt materiale. På det nuklearforensiske område og på området illegal handel vil FFC øge sit samarbejde med de nationale myndigheder og internationale organisationer (ITWG, IAEA, osv.).

Etiske aspekter

Under gennemførelsen af særprogrammet og i den forskning, der drives i den forbindelse, skal grundlæggende etiske principper respekteres. De omfatter bl.a. de principper, der ligger til grund for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, såsom beskyttelse af menneskelig værdighed, menneskeliv, personoplysninger og privatlivets fred samt dyre- og miljøbeskyttelse i overensstemmelse med fællesskabsretten og de seneste versioner af relevante internationale konventioner og adfærdskodekser som f.eks. Helsingfors-erklæringen, Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin undertegnet i Oviedo den 4. april 1997 og dens tillægsprotokoller, FN's konvention om børns rettigheder, den universelle erklæring om det menneskelige genom og menneskerettighederne, som UNESCO har vedtaget, FN-konventionen om forbud mod biologiske våben (BTWC), den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug samt de relevante resolutioner fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Der vil desuden blive taget hensyn til udtalelser fra Gruppen af Rådgivere vedrørende Etik inden for Bioteknologi (1991-1997) og fra Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi (1998 og fremefter).

I overensstemmelse med nærhedsprincippet og de forskellige holdninger, der gør sig gældende i Europa, skal deltagerne i forskningsprojekter overholde gældende love og etiske regler i de lande, hvor forskningen udføres. Det er under alle omstændigheder de nationale regler, der gælder, og ingen forskning, som er forbudt i en given medlemsstat eller et andet land, vil få støtte fra fællesskabsmidler til udførelse i den medlemsstat eller det land.

Hvor det er relevant, skal de, der gennemfører forskningsprojekter, ansøge de relevante nationale eller lokale etiske råd om godkendelse, inden de påbegynder FTU-aktiviteterne. Kommissionen vil endvidere foretage en systematisk etisk gennemgang af forslag, der vedrører følsomme spørgsmål, eller hvis etiske aspekter ikke er fyldestgørende dækket. I særlige tilfælde kan en etisk gennemgang foretages, mens et projekt er i gang.

Den protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, der er knyttet til traktaten, kræver, at Fællesskabet tager fuldt hensyn til dyrs velfærd, når Fællesskabets politikker, herunder forskningspolitikken, fastlægges og gennemføres. I Rådets direktiv 86/609/EØF [1] om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål, kræves det, at alle forsøg tilrettelægges på en sådan måde, at forsøgsdyrene ikke udsættes for angst eller påføres unødig smerte og lidelse, at der anvendes så få dyr som muligt, at der anvendes dyr med laveste neurofysiologiske følsomhed, og at forsøgene forårsager mindst smerte, lidelse, angst og varigt men. Ændring af dyrs arvemasse og kloning af dyr kommer kun i betragtning, hvis formålene er etisk velbegrundede, vilkårene sikrer dyrenes velfærd, og principperne om biologisk mangfoldighed overholdes.

Under programmets gennemførelse vil Kommissionen løbende følge med i den videnskabelige udvikling og i de relevante nationale og internationale regler, så der kan tages højde for alle fremskridt og ændringer.

[1] Udtalelse af 30.11.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

[2] EUT C 185 af 8.8.2006, s. 10.

[3] EUT L 400 af 30.12.2006, s. 60. Berigtiget på s. 21 i denne EUT.

[4] EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

[5] EUT L 357 af 31.12.2002, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1248/2006 (EUT L 227 af 19.8.2006, s. 3).

[6] EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

[7] EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

[8] EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

[1] EFT L 358 af 18.12.1996, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/65/EF (EUT L 230 af 16.9.2003, s. 32).

--------------------------------------------------

Op

Administreret af Publikationskontoret