2006/664/EF: Rådets afgørelse af 19. juni 2006 om tilpasning af bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse
EU-Tidende nr. L 277 af 09/10/2006 s. 0004 - 0006
Rådets afgørelse af 19. juni 2006 om tilpasning af bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (2006/664/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, undertegnet i Luxembourg den 25. april 2005, særlig artikel 4, stk. 3, under henvisning til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 34, stk. 4, under henvisning til forslag fra Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [1], og ud fra følgende betragtninger: (1) Ved Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) [2] ændres gældende EU-ret, som tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien var baseret på. (2) Derfor bør akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse ændres, så den bliver forenelig med forordning (EF) nr. 1698/2005. (3) Når der foretages de fornødne tilpasninger i akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, bør forhandlingsresultaternes grundlæggende karakter og principper bevares og anvendes i forbindelse med nye elementer. Endvidere bør tiltrædelsesakten kun tilpasses i det omfang, det er absolut nødvendigt. (4) Foranstaltningerne for "delvis selvforsynende landbrug" og "producentsammenslutninger" i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er omfattet af forordning (EF) nr. 1698/2005, som overgangsforanstaltninger for Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet. Derfor bør disse bestemmelser udgå af akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. (5) Bestemmelserne om teknisk bistand i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er omfattet af forordning (EF) nr. 1698/2005 og bør derfor udgå. (6) Ved forordning (EF) nr. 1698/2005 indføres der en obligatorisk Leader-akse i programmet for udvikling af landdistrikterne, som skal tegne sig for en minimumsprocentdel af ELFUL-bidraget til programmet. Endvidere indføres der ved artikel 59 i samme forordning en foranstaltning, der skal støtte kompetenceudvikling, og den afviger fra de ordninger, som blev forhandlet med Bulgarien og Rumænien. Derfor er det nødvendigt at harmonisere Leader-bestemmelserne i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse med de nye bestemmelser i forordning (EF) nr. 1698/2005. (7) I henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005 ydes der støtte til anvendelse af rådgivningstjenester. Der er imidlertid forskel på foranstaltningens anvendelsesområde i akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og i den nye forordning. For især at undgå dobbeltfinansiering i programmets første tre år bør Bulgarien og Rumænien derfor have valget mellem enten at gennemføre foranstaltningen i bilag VIII til tiltrædelsesakten eller foranstaltningen i forordning (EF) nr. 1698/2005. (8) Da Rådet og Kommissionen nåede til politisk enighed om forordning (EF) nr. 1698/2005, forpligtede de sig i en fælles erklæring vedrørende Bulgarien og Rumænien til at forlænge den foranstaltning med rådgivningstjenester, der er omhandlet i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, og som gælder for landbrugere, der modtager støtte til at drive delvis selvforsynende landbrug, indtil 2013. Tiltrædelsesaktens bilag VIII bør tilpasses for at tage hensyn til denne aftale. (9) Da der ved Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik [3] blev oprettet én fond for EF-støtte til udvikling af landdistrikterne, som afløser de to tidligere finansieringskilder, bør det præciseres, på hvilket grundlag det loft på 20 %, der er fastsat for supplering af direkte betalinger i afdeling I, punkt E, i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, skal beregnes. (10) Formålet med den EF-støtte, der er omhandlet i afdeling I, punkt E, i bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, er at medfinansiere medlemsstaternes direkte betalinger eller støtte i henhold til artikel 143c i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 [4]. Derfor bør den støtte ikke medtages ved beregningen af ligevægten mellem målene, jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1698/2005. (11) Ifølge forordning (EF) nr. 1698/2005 er økonomisk levedygtighed ikke længere en betingelse for, at der kan ydes investeringsstøtte. Den pågældende undtagelsesbestemmelse for Bulgarien og Rumænien i bilag VIII til tiltrædelsesakten bør derfor udgå. (12) Ved forordning (EF) nr. 1290/2005 fastlægges der nye regler for finansiering af udgifter til udvikling af landdistrikterne. Da disse bestemmelser følger de samme principper som artikel 31 og 32 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene [5], og da der henvises til dem i akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, er de særlige økonomiske bestemmelser i bilag VIII til tiltrædelsesakten ikke længere nødvendige. I samme bilag bør Fællesskabets økonomiske bidrag til miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og dyrevelfærdsforanstaltninger ændres, fordi medfinansieringssatserne ifølge artikel 70 i forordning (EF) nr. 1698/2005 ikke længere fastsættes for de enkelte foranstaltninger, men for hver akse — TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 I bilag VIII til akten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse foretages følgende ændringer: 1) I afdeling I foretages følgende ændringer: a) Punkt A og B udgår. b) Punkt C affattes således: "C. Leader+-lignende foranstaltninger Ud over de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 63, litra c), i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan der ydes støtte til følgende foranstaltninger: a) opbygning af repræsentative lokale udviklingspartnerskaber b) udarbejdelse af integrerede udviklingsstrategier c) finansiering af forskning og forberedelse af støtteansøgninger." c) Punkt D affattes således: "D. Rådgivnings- og konsulenttjenesteydelser 1) Der ydes støtte til rådgivnings- og konsulenttjenesteydelser. For perioden 2007–2009 kan den støtte ikke indgå i programmet for udvikling af landdistrikterne, hvis der skal ydes støtte i henhold til artikel 24 i forordning (EF) nr. 1698/2005. 2) For perioden 2010–2013 ydes der kun støtte til rådgivningstjenester til landbrugere, som modtager støtte til delvis selvforsynende landbrug, jf. artikel 20, litra d), nr. i), i forordning (EF) nr. 1698/2005. Som et minimum skal de landbrugsrådgivningstjenester til landbrugere, der er nævnt i nr. 1), omfatte følgende: a) de lovgivningsbestemte forvaltningskrav og de betingelser for god landbrugs- og miljømæssig stand, som er fastsat i artikel 4 og 5 i forordning (EF) nr. 1782/2003 og i bilag III og IV til samme forordning b) standarder for sikkerhed på arbejdspladsen baseret på fællesskabslovgivningen." d) I punkt E foretages følgende ændringer: i) Punkt 3, første punktum, affattes således: "EF's bidrag til støtte tildelt i henhold til dette punkt E i Bulgarien eller Rumænien for hvert af årene 2007, 2008 og 2009 må ikke overstige 20 % af dets respektive årlige tildeling fra EUGFL, Garantisektionen, jf. artikel 34, stk. 2, i denne tiltrædelsesakt." ii) Som nr. 5) indsættes: "5) EF's økonomiske bidrag til denne foranstaltning medtages ikke ved beregningen af ligevægten mellem målene, jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1698/2005." e) Punkt F og G udgår. 2) I afdeling II udgår nr. 1). 3) Afdeling IV affattes således: "Som undtagelse fra artikel 70, stk. 3, litra a), i forordning (EF) nr. 1698/2005 kan Fællesskabets økonomiske bidrag til akse 1 og 3 og til teknisk bistand udgøre 80 %. Som undtagelse fra artikel 70, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr. 1698/2005 kan Fællesskabets økonomiske bidrag til akse 2 udgøre 82 %." Artikel 2 Denne afgørelse udfærdiges på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk, bulgarsk og rumænsk, og alle 23 udgaver har samme gyldighed. Artikel 3 Denne afgørelse får virkning den 1. januar 2007 under forudsætning af, at traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse træder i kraft. Udfærdiget i Luxembourg, den 19. juni 2006. På Rådets vegne J. Pröll Formand [1] Endnu ikke offentliggjort i EUT. [2] EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1463/2006 (se side 1 i denne EUT). [3] EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 320/2006 (EUT L 58 af 28.2.2006, s. 42). [4] EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 953/2006 (EUT L 175 af 29.6.2006, s. 1). [5] EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 173/2005 (EUT L 29 af 2.2.2005, s. 3). --------------------------------------------------