EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005R0768

Rådets forordning (EF) nr. 768/2005 af 26. april 2005 om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur og om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik

OJ L 128, 21.5.2005, p. 1–14 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 164M, 16.6.2006, p. 36–49 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 04 Volume 008 P. 69 - 82
Special edition in Romanian: Chapter 04 Volume 008 P. 69 - 82
Special edition in Croatian: Chapter 04 Volume 005 P. 82 - 95

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 13/04/2019; ophævet ved 32019R0473

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/768/oj

21.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 768/2005

af 26. april 2005

om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur og om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Medlemsstaterne skal i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (2) sørge for effektiv kontrol, inspektion og håndhævelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik og samarbejde med hinanden og tredjelande herom.

(2)

For at opfylde disse forpligtelser må medlemsstaterne på deres landterritorium, i EF-farvande og i internationale farvande samordne deres kontrol og inspektion under hensyntagen til folkeretten og Fællesskabets forpligtelser inden for regionale fiskeriorganisationer og i henhold til aftaler med tredjelande.

(3)

Ingen inspektionsordning kan være omkostningseffektiv uden inspektioner på landjorden. Af denne grund bør landterritoriet være omfattet af fælles ressourceanvendelsesplaner.

(4)

Samarbejdet bør via operativ koordinering af kontrollen og inspektionen bidrage til bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer samt sikre ensartede spilleregler for den del af fiskeindustrien, der er involveret i denne udnyttelse, og dermed reducere forvridning af konkurrencevilkårene.

(5)

Effektiv fiskerikontrol og -inspektion anses for at være af afgørende betydning i bekæmpelsen af ulovligt, ikke-rapporteret og ikke-reguleret fiskeri.

(6)

Uden at dette i øvrigt indskrænker medlemsstaternes forpligtelser i henhold til forordning (EF) nr. 2371/2002, er der behov for et teknisk og administrativt EF-organ til at tilrettelægge samarbejdet og samordningen mellem medlemsstaterne af fiskerikontrollen og -inspektionen.

(7)

Med henblik herpå bør der inden for Fællesskabets eksisterende institutionelle struktur og under hensyntagen til kompetencefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne oprettes et EF-fiskerikontrolagentur (i det følgende benævnt »agenturet«).

(8)

Agenturets opgaver bør fastlægges, for at de mål, der danner grundlaget for dets oprettelse, kan nås.

(9)

Agenturet bør især efter anmodning fra Kommissionen kunne bistå Fællesskabet og medlemsstaterne i deres forbindelser med tredjelande og/eller regionale fiskeriorganisationer og samarbejde med deres myndigheder som led i Fællesskabets internationale forpligtelser.

(10)

Der er endvidere behov for at arbejde hen imod en effektiv anvendelse af Fællesskabets inspektionsprocedurer. Agenturet kan med tiden blive en referenceramme for videnskabelig og teknisk bistand til fiskerikontrol og -inspektion.

(11)

Med henblik på opfyldelse af den fælles fiskeripolitiks mål, der skal muliggøre en bæredygtig udnyttelse af levende akvatiske ressourcer som et led i en bæredygtig udvikling, vedtager Rådet foranstaltninger vedrørende bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer.

(12)

For at sikre en korrekt håndhævelse af disse foranstaltninger må medlemsstaterne tage passende kontrol- og håndhævelsesmidler i brug. Med sigte på en mere effektiv kontrol og håndhævelse er det hensigtsmæssigt, at Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i forordning (EF) nr. 2371/2002, artikel 30, stk. 2, og i samråd med de berørte medlemsstater vedtager særlige kontrol- og inspektionsprogrammer. Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (3) bør ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

Agenturets koordinering af medlemsstaternes operative samarbejde bør foregå på grundlag af fælles planer for tilrettelæggelse af anvendelsen af de kontrol- og inspektionsressourcer, som de berørte medlemsstater har stillet til rådighed, med henblik på gennemførelsen af kontrol- og inspektionsprogrammerne. Medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion bør foretages efter fælles kriterier, prioriteter, referencepunkter og procedurer for kontrol og inspektion på grundlag af disse programmer.

(14)

Vedtagelsen af et kontrol- og inspektionsprogram forpligter medlemsstaterne til effektivt at yde de ressourcer, der er nødvendige for programmets gennemførelse. Det er nødvendigt, at medlemsstaterne straks meddeler agenturet, med hvilke kontrol- og inspektionsressourcer de agter at gennemføre et sådant program. Der må ikke med de fælles ressourceanvendelsesplaner skabes yderligere forpligtelser med hensyn til kontrol, inspektion og håndhævelse eller i forbindelse med de ressourcer, der er nødvendige i denne sammenhæng.

(15)

Agenturet skal kun udarbejde en fælles ressourceanvendelsesplan, hvis det fremgår af arbejdsprogrammet.

(16)

Arbejdsprogrammet bør vedtages af bestyrelsen, der sørger for, at der er opnået tilstrækkelig enighed, herunder om overensstemmelse mellem agenturets opgaver i henhold til arbejdsprogrammet og agenturets disponible ressourcer på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne.

(17)

Den administrerende direktørs hovedopgave bør være i sine konsultationer med bestyrelsesmedlemmerne og medlemsstaterne at sørge for, at ambitionerne i arbejdsprogrammet for det enkelte år modsvares af tilstrækkelige ressourcer, som medlemsstaterne har stillet til rådighed for agenturet til gennemførelse af arbejdsprogrammet.

(18)

Den administrerende direktør bør navnlig udarbejde detaljerede ressourceanvendelsesplaner under inddragelse af de ressourcer, som medlemsstaterne har meddelt, med henblik på gennemførelse af det enkelte kontrol- og inspektionsprogram og under overholdelse af reglerne og målene i det særlige kontrol- og inspektionsprogram, som den fælles ressourceanvendelsesplan er baseret på, samt andre relevante regler som f.eks. reglerne vedrørende EF-inspektører.

(19)

Det er i den forbindelse nødvendigt, at den administrerende direktør tilrettelægger arbejdet på en sådan måde, at medlemsstaterne får tilstrækkelig tid til at fremsætte kommentarer ud fra deres praktiske erfaring, samtidig med at agenturets arbejdsplan og tidsfristerne i denne forordning overholdes. Den administrerende direktør skal tage hensyn til de medlemsstaters interesser, der er berørt af fiskeriet i den enkelte plan. Det er med henblik på at sikre en effektiv og rettidig koordinering af den fælles kontrol og inspektion nødvendigt at fastlægge en procedure, der gør det muligt at vedtage planerne, når der ikke kan opnås enighed mellem de berørte medlemsstater.

(20)

Proceduren for udarbejdelse og vedtagelse af fælles ressourceanvendelsesplaner uden for EF-farvandene skal svare til proceduren for EF-farvandene. Grundlaget for sådanne fælles ressourceanvendelsesplaner skal være et internationalt kontrol- og inspektionsprogram, der udmønter internationale forpligtelser vedrørende kontrol og inspektion, som er bindende for Fællesskabet.

(21)

For så vidt angår gennemførelsen af fælles ressourceanvendelsesplaner bør de berørte medlemsstater forene og anvende de kontrol- og inspektionsressourcer, som de har afsat til disse planer. Agenturet bør vurdere, om de disponible kontrol- og inspektionsressourcer er tilstrækkelige, og, hvis det er relevant, underrette de pågældende medlemsstater og Kommissionen om, at ressourcerne ikke er tilstrækkelige til, at de opgaver, der skal gennemføres ifølge kontrol- og inspektionsprogrammet, kan udføres.

(22)

Selv om medlemsstaterne bør overholde deres forpligtelser med hensyn til inspektion og kontrol, navnlig i henhold til det særlige kontrol- og inspektionsprogram, der er vedtaget i medfør af forordning (EF) nr. 2371/2002, bør agenturet ikke have bemyndigelse til at pålægge yderligere forpligtelser via fælles ressourceanvendelsesplaner eller til at iværksætte straffeforanstaltninger over for medlemsstaterne.

(23)

Agenturet bør med regelmæssige mellemrum vurdere, om de fælles ressourceanvendelsesplaner er effektive.

(24)

Det er hensigtsmæssigt at åbne mulighed for at vedtage særlige gennemførelsesbestemmelser for vedtagelse og godkendelse af fælles ressourceanvendelse. Det kan være nyttigt at anvende denne mulighed, når agenturet har påbegyndt sit virke og den administrerende direktør mener, at sådanne bestemmelser bør fastsættes i EF-retten.

(25)

Agenturet kan, hvis det ønskes, indgå aftale om at stille kontrol- og inspektionsressourcer til rådighed, som skal anvendes af de berørte medlemsstater i fællesskab.

(26)

Med henblik på udførelsen af agenturets opgaver bør Kommissionen, medlemsstaterne og agenturet udveksle relevante informationer om kontrol og inspektion via et informationsnet.

(27)

Agenturets status og struktur bør stemme overens med den objektive karakter, som de resultater, det forventes at præstere, skal have, og sætte det i stand til at udøve sine funktioner i tæt samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen. Derfor bør agenturet være selvstændigt både retligt, finansielt og administrativt, samtidig med at det bevarer nære forbindelser til EF-institutionerne og medlemsstaterne. Med henblik herpå er det både nødvendigt og hensigtsmæssigt, at agenturet er et EF-organ, der har status som juridisk person, og som udøver de beføjelser, der tillægges det ved denne forordning.

(28)

Med hensyn til agenturets ansvar i kontraktforhold, som reguleres i henhold til den lovgivning, der gælder for aftaler indgået af agenturet, bør Domstolen tillægges kompetence ved en voldgiftsbestemmelse i aftalen. Domstolen bør også have kompetence i tvister vedrørende skadeserstatning opstået i forbindelse med agenturets ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.

(29)

Kommissionen og medlemsstaterne bør være repræsenteret i en bestyrelse, der skal være ansvarlig for, at agenturet fungerer korrekt og effektivt.

(30)

Der bør oprettes et rådgivende udvalg, der skal rådgive den administrerende direktør og sikre et tæt samarbejde mellem de berørte parter.

(31)

Da agenturet skal opfylde Fællesskabets forpligtelser og efter anmodning fra Kommissionen samarbejde med tredjelande og regionale fiskeriorganisationer som led i Fællesskabets internationale forpligtelser, bør bestyrelsens formand vælges blandt Kommissionens repræsentanter.

(32)

Ved fastsættelsen af bestyrelsens afstemningsregler bør der tages hensyn til medlemsstaternes og Kommissionens interesse i, at agenturet kommer til at fungere effektivt.

(33)

Det er hensigtsmæssigt, at en repræsentant for det rådgivende udvalg deltager i bestyrelsens drøftelser uden stemmeret.

(34)

Der bør fastsættes regler for udnævnelse og afskedigelse af den administrerende direktør for agenturet og fastsættes bestemmelser for, hvordan vedkommende skal udøve sit hverv.

(35)

For at fremme åbenheden omkring agenturets funktion bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4) gælde uindskrænket for agenturet.

(36)

For at beskytte fysiske personers privatliv bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5) gælde for nærværende forordning.

(37)

For at sikre agenturet fuld selvstændighed og uafhængighed bør det råde over et selvstændigt budget, hvor indtægterne hidrører fra et EF-bidrag og fra betalinger for kontraktlige tjenesteydelser, som agenturet har leveret. Fællesskabets budgetprocedure bør gælde for så vidt angår EF-bidraget og enhver støtte, som ydes over Den Europæiske Unions almindelige budget. Revisionsretten bør revidere regnskaberne.

(38)

For at bekæmpe svig, korruption og anden ulovlig virksomhed bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (6), gælde uindskrænket for agenturet, som bør tiltræde den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (7).

(39)

De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning, bør vedtages i henhold til Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8)

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Formål

Ved denne forordning oprettes der et EF-fiskerikontrolagentur (i det følgende benævnt »agenturet«), der skal tilrettelægge den operative koordinering af medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion og bistå dem med at samarbejde med henblik på at overholde bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik for derigennem at sikre disses effektive og ensartede anvendelse.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)

»kontrol og inspektion«: foranstaltninger truffet af medlemsstaterne i henhold navnlig til artikel 23, 24 og 28 i forordning (EF) nr. 2371/2002 for at kontrollere og inspicere fiskeriaktiviteter, der er omfattet af den fælles fiskeripolitik, herunder overvågning ved hjælp af satellitbaserede overvågningssystemer og observatørordninger

b)

»kontrol- og inspektionsressourcer«: overvågningsfartøjer, fly og køretøjer og andet materiel samt inspektører, observatører og andre menneskelige ressourcer, som medlemsstaterne anvender til kontrol og inspektion

c)

»fælles ressourceanvendelsesplan«: en plan for operationelle ordninger for anvendelse af disponible kontrol- og inspektionsressourcer

d)

»internationalt kontrol- og inspektionsprogram«: et program, der opstiller målsætninger, fælles prioriteter og kontrol- og inspektionsprocedurer med henblik på at opfylde Fællesskabets internationale forpligtelser i forbindelse med kontrol og inspektion

e)

»særligt kontrol- og inspektionsprogram«: et program, der opstiller mål, fælles prioriteter og kontrol- og inspektionsprocedurer, og som er udarbejdet i henhold til artikel 34c i forordning (EØF) nr. 2847/93

f)

»fiskeri«: aktiviteter, der består i at udnytte visse bestande som defineret af Rådet, især i henhold til artikel 5 og 6 i forordning (EF) nr. 2371/2002

g)

»EF-inspektører«: inspektører, der er opført i den i artikel 28, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2371/2002 omhandlede fortegnelse.

KAPITEL II

AGENTURETS KOMMISSORIUM OG OPGAVER

Artikel 3

Kommissorium

Agenturet skal:

a)

koordinere medlemsstaternes kontrol og inspektion i forbindelse med Fællesskabets kontrol- og inspektionsforpligtelser

b)

koordinere anvendelsen af de nationale kontrol- og inspektionsressourcer, som de berørte medlemsstater har slået sammen i henhold til denne forordning

c)

bistå medlemsstaterne med at indberette oplysninger om fiskeri og kontrol og inspektion til Kommissionen og tredjemand

d)

på sit kompetenceområde bistå medlemsstaterne med at udføre deres opgaver og opfylde deres forpligtelser i henhold til den fælles fiskeripolitik

e)

bistå medlemsstaterne og Kommissionen med at harmonisere anvendelsen af den fælles fiskeripolitik i hele Fællesskabet

f)

bidrage til medlemsstaternes og Kommissionens forskning i og udvikling af kontrol- og inspektionsteknik

g)

bidrage til koordinering af inspektøruddannelse og erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne

h)

under iagttagelse af Fællesskabets forskrifter koordinere operationerne til bekæmpelse af ulovligt, ikke-rapporteret og ikke-reguleret fiskeri.

Artikel 4

Opgaver i forbindelse med Fællesskabets internationale kontrol- og inspektionsforpligtelser

1.   Agenturet skal efter anmodning fra Kommissionen:

a)

bistå Fællesskabet og medlemsstaterne i forhold til tredjelande og regionale fiskeriorganisationer, som Fællesskabet er medlem af

b)

samarbejde med regionale fiskeriorganisationers myndigheder for så vidt angår Fællesskabets kontrol- og inspektionsforpligtelser inden for rammerne af de arbejdsaftaler, der er indgået med disse organisationer.

2.   Agenturet kan efter anmodning fra Kommissionen samarbejde med tredjelandes myndigheder i spørgsmål om kontrol og inspektion inden for rammerne af aftaler, der er indgået mellem Fællesskabet og disse lande.

3.   Agenturet kan inden for sit kompetenceområde på medlemsstaternes vegne udføre opgaver i henhold til internationale fiskeriaftaler, som Fællesskabet er part i.

Artikel 5

Opgaver i forbindelse med operativ koordinering

1.   Agenturets operative koordinering skal omfatte inspektion og kontrol af fiskeriaktiviteter, herunder import, transport og landing af fiskeriprodukter, frem til det punkt, hvor disse produkter kommer i den første købers besiddelse efter landingen.

2.   Agenturet udarbejder med henblik på den operative koordinering fælles ressourceanvendelsesplaner og tilrettelægger operativ koordinering af medlemsstaternes kontrol og inspektion i henhold til kapitel III.

Artikel 6

Kontraktlige tjenesteydelser til medlemsstaterne

Agenturet kan efter anmodning fra medlemsstaterne levere kontraktlige tjenesteydelser til dem i forbindelse med deres fiskerikontrol- og inspektionsforpligtelser i EF-farvande og/eller internationale farvande, herunder chartre, drive og bemande kontrol- og inspektionsplatforme og stille observatører til rådighed til udførelse af fælles opgaver, som de berørte medlemsstater er ansvarlige for.

Artikel 7

Bistand til medlemsstaterne

For at bistå medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser i henhold til den fælles fiskeripolitik bedre, skal agenturet navnlig:

a)

udarbejde et grundlæggende uddannelsesprogram for instruktører, der skal undervise medlemsstaternes fiskeriinspektører, og give supplerende uddannelseskurser og seminarer til sådanne inspektører og andet personale, som er involveret i overvågning, kontrol og inspektion

b)

efter anmodning fra medlemsstaterne foranstalte fælles indkøb af varer og tjenesteydelser i forbindelse med medlemsstaternes kontrol og inspektion og forberede og koordinere medlemsstaternes gennemførelse af fælles pilotprojekter

c)

udarbejde fælles operationelle procedurer for fælles kontrol og inspektion, som to eller flere medlemsstater skal foretage

d)

opstille kriterier for udveksling af kontrol- og inspektionsressourcer mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og tredjelande og for medlemsstaternes udlån af disse ressourcer.

KAPITEL III

OPERATIV KOORDINERING

Artikel 8

Opfyldelse af Fællesskabets forpligtelser i forbindelse med kontrol og inspektion

Agenturet koordinerer efter anmodning fra Kommissionen medlemsstaternes kontrol og inspektion på grundlag af internationale kontrol- og inspektionsprogrammer ved at udarbejde fælles ressourceanvendelsesplaner.

Artikel 9

Gennemførelse af særlige kontrol- og inspektionsprogrammer

Agenturet koordinerer gennemførelsen af de særlige kontrol- og inspektionsprogrammer, der er fastsat i henhold til artikel 34c i forordning (EØF) nr. 2847/93, ved hjælp af fælles ressourceanvendelsesplaner.

Artikel 10

Fælles ressourceanvendelsesplaner

For fælles planer for ressourceanvendelse gælder følgende:

a)

opfylde det relevante kontrol- og inspektionsprograms krav

b)

implementere de kriterier, referencepunkter, prioriteter og fælles kontrolprocedurer, som Kommissionen har fastsat i kontrol- og inspektionsprogrammer

c)

søge at tilpasse de eksisterende nationale kontrol- og inspektionsressourcer, der er givet meddelelse om i henhold til artikel 11, stk. 2, til behovet samt tilrettelægge anvendelsen heraf

d)

tilrettelægge anvendelsen af de menneskelige og materielle ressourcer for så vidt angår de perioder og områder, hvor de skal anvendes, herunder tilrettelægge arbejdet for holdene af EF-inspektører fra mere end en medlemsstat

e)

tage hensyn til de berørte medlemsstaters eksisterende forpligtelser i forbindelse med andre fælles planer for ressourceanvendelse samt til eventuelle specifikke regionale eller lokale begrænsninger

f)

definere de omstændigheder, hvorunder en medlemsstats kontrol- og inspektionsressourcer må bevæge sig ind i farvand, som er under en anden medlemsstats overhøjhed og jurisdiktion.

Artikel 11

Meddelelse om kontrol- og inspektionsressourcer

1.   Medlemsstaterne meddeler hvert år inden den 15. oktober agenturet, hvilke kontrol- og inspektionsressourcer de har til rådighed til kontrol og inspektion det følgende år.

2.   Hver medlemsstat meddeler senest en måned efter at have fået meddelt en afgørelse om et internationalt kontrol- og inspektionsprogram eller et særligt kontrol- og inspektionsprogram, det er berørt af, agenturet, med hvilke ressourcer det agter at gennemføre det.

Artikel 12

Procedure for vedtagelse af fælles ressourceanvendelsesplaner

1.   På grundlag af de i artikel 11, stk. 2, omhandlede meddelelser og inden tre måneder fra modtagelsen af sådanne meddelelser udarbejder agenturets administrerende direktør i samråd med de berørte medlemsstater et udkast til en fælles ressourceanvendelsesplan.

2.   I udkastet til den fælles ressourceanvendelsesplan anføres de kontrol- og inspektionsressourcer, som vil kunne anvendes i forening til at gennemføre det kontrol- og inspektionsprogram, som planen vedrører, på grundlag af de berørte medlemsstaters interesse i det pågældende fiskeri.

En medlemsstats interesse i et fiskeri vurderes med udgangspunkt i følgende kriterier, hvis relative vægtning afhænger af den enkelte plans særlige karakteristika:

a)

den relative udstrækning af de farvande, der hører under dens overhøjhed eller jurisdiktion, og som er omfattet af den fælles ressourceanvendelsesplan

b)

den mængde fisk, der i en given referenceperiode landes på dens område i forhold til de samlede landinger fra det fiskeri, som er omfattet af den fælles ressourceanvendelsesplan

c)

det relative antal EF-fiskerfartøjer, der fører dens flag (maskineffekt og bruttotonnage), og som er involveret i det fiskeri, som er omfattet af den fælles ressourceanvendelsesplan, i forhold til det samlede antal fartøjer, der er involveret i dette fiskeri

d)

dens kvotes relative størrelse, eller hvis der ikke er nogen kvote, dens fangst inden for dette fiskeri i en given referenceperiode.

3.   Hvis det under udarbejdelsen af et udkast til en fælles ressourceanvendelsesplan bliver klart, at der ikke er tilstrækkelige kontrol- og inspektionsressourcer til rådighed til at opfylde kravene i det relevante kontrol- og inspektionsprogram, underretter den administrerende direktør straks de berørte medlemsstater og Kommissionen.

4.   Den administrerende direktør meddeler de berørte medlemsstater og Kommissionen udkastet til den fælles ressourceanvendelsesplan. Hvis de berørte medlemsstater eller Kommissionen ikke inden femten arbejdsdage fra meddelelsen har gjort indvendinger, godkender den administrerende direktør planen.

5.   Hvis en eller flere af de berørte medlemsstater eller Kommissionen har gjort indvendinger, overgiver den administrerende direktør sagen til Kommissionen. Kommissionen kan foretage de nødvendige justeringer af planen og vedtage den efter proceduren i artikel 30, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2371/2002.

6.   Agenturet tager de fælles ressourceanvendelsesplaner op til årlig revision i samråd med de berørte medlemsstater for at tage hensyn til eventuelle nye kontrol- og inspektionsprogrammer, som disse er med i, og eventuelle prioriteter, som Kommissionen har opstillet i kontrol- og inspektionsprogrammerne.

Artikel 13

Gennemførelse af fælles ressourceanvendelsesplaner

1.   Der gennemføres fælles kontrol og inspektion på grundlag af fælles ressourceanvendelsesplaner.

2.   Medlemsstaterne skal på grundlag af en fælles ressourceanvendelsesplan:

a)

stille de kontrol- og inspektionsressourcer til rådighed, som er afset til den fælles ressourceanvendelsesplan

b)

udpege en national kontaktperson/koordinator med tilstrækkelige beføjelser til i tide at kunne efterkomme anmodninger fra agenturet, der har med gennemførelsen af den fælles ressourceanvendelsesplan at gøre, og underrette agenturet herom

c)

anvende de sammenlagte kontrol- og inspektionsressourcer i overensstemmelse med den fælles ressourceanvendelsesplan og de i stk. 4 omhandlede krav

d)

give agenturet onlineadgang til de informationer, der er nødvendige for gennemførelsen af den fælles ressourceanvendelsesplan

e)

samarbejde med agenturet om gennemførelsen af den fælles ressourceanvendelsesplan

f)

sørge for, at alle kontrol- og inspektionsressourcer, der er sat ind til gennemførelse af en fælles EF-ressourceanvendelsesplan, udfører deres opgaver i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks regler.

3.   Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelser under en fælles ressourceanvendelsesplan, udarbejdet i henhold til artikel 12, er kommandoen over og kontrollen med de kontrol- og inspektionsressourcer, der er tildelt en fælles ressourceanvendelsesplan, de kompetente nationale myndigheders ansvar i henhold til national ret.

4.   Den administrerende direktør kan opstille krav til gennemførelsen af en fælles ressourceanvendelsesplan, der er vedtaget i henhold til artikel 12. Sådanne krav må ikke gå ud over denne plans rammer.

Artikel 14

Vurdering af fælles ressourceanvendelsesplaner

Agenturet foretager en årlig vurdering af, hvor effektiv hver enkelt fælles ressourceanvendelsesplan er, samt, på grundlag af foreliggende dokumentation, en analyse af, om der er risiko for, at fiskeriaktiviteterne ikke er i overensstemmelse med de gældende kontrolforanstaltninger. Sådanne vurderinger fremsendes straks til Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne.

Artikel 15

Fiskeri, der ikke er omfattet af kontrol- og inspektionsprogrammer

To eller flere medlemsstater kan anmode agenturet om at koordinere anvendelsen af deres kontrol- og inspektionsressourcer i forbindelse med et fiskeri eller et område, der ikke er omfattet af et kontrol- og inspektionsprogram. Koordineringen finder sted i henhold til kontrol- og inspektionskriterier og prioriteter, som de berørte medlemsstater har aftalt.

Artikel 16

Informationsnet

1.   Kommissionen, agenturet og medlemsstaternes myndigheder udveksler relevante oplysninger om fælles kontrol og inspektion i EF-farvande og internationale farvande.

2.   Medlemsstaternes myndigheder træffer i henhold til de relevante EF-retsforskrifter foranstaltninger til at sikre, at de oplysninger, de modtager i henhold til denne artikel, behandles fortroligt, jf. artikel 37 i forordning (EØF) nr. 2847/93.

Artikel 17

Gennemførelsesbestemmelser

Der kan vedtages gennemførelsesbestemmelser til dette kapitel efter proceduren i artikel 30, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2371/2002.

Disse bestemmelser kan især omhandle procedurerne for udarbejdelse og vedtagelse af udkast til fælles planer for ressourceanvendelse.

KAPITEL IV

INTERN STRUKTUR OG FUNKTION

Artikel 18

Retlig status og hovedkontor

1.   Agenturet er et EF-organ. Det har status som juridisk person.

2.   Agenturet har i hver enkelt medlemsstat den videstgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer. Det kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

3.   Agenturet repræsenteres af sin administrerende direktør.

4.   Agenturet får sæde i Vigo i Spanien.

Artikel 19

Personale

1.   Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne som fastlagt i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (9) og de bestemmelser, som De Europæiske Fællesskabers institutioner i fællesskab har vedtaget til gennemførelse af vedtægten og ansættelsesvilkårene, gælder for agenturets personale. Bestyrelsen fastsætter i samråd med Kommissionen de fornødne gennemførelsesbestemmelser.

2.   Agenturet udøver over for sine ansatte de beføjelser, vedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte tillægger ansættelsesmyndigheden, jf. dog artikel 30.

3.   Agenturets personale består af tjenestemænd, som midlertidigt udpeges eller udlånes af Kommissionen, og af øvrige ansatte, som agenturet efter behov ansætter til udførelse af sine opgaver.

Agenturet kan også beskæftige tjenestemænd, som medlemsstaterne har udlånt på midlertidig basis.

Artikel 20

Privilegier og immuniteter

Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter gælder for agenturet.

Artikel 21

Erstatningsansvar

1.   Agenturets ansvar i kontraktforhold er undergivet den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende aftale.

2.   Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til voldgiftsbestemmelser i de af agenturet indgåede aftaler.

3.   For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold skal agenturet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader, der er forvoldt af agenturet selv eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv. Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i tvister vedrørende sådanne skadeserstatninger.

4.   De ansattes personlige ansvar over for agenturet fastlægges i den vedtægt eller i de ansættelsesvilkår, der gælder for dem.

Artikel 22

Sprog

1.   Bestemmelserne i forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der gælder for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (10), gælder for agenturet.

2.   De oversættelsestjenesteydelser, agenturets virksomhed kræver, leveres af Oversættelsescenteret for Den Europæiske Unions Organer.

Artikel 23

Nedsættelse af bestyrelsen samt dennes beføjelser

1.   Agenturet har en bestyrelse.

2.   Bestyrelsen:

a)

udnævner og afskediger den administrerende direktør i henhold til artikel 30

b)

vedtager hvert år senest den 30. april agenturets almindelige beretning for det foregående år og sender den til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten og medlemsstaterne. Beretningen skal offentliggøres

c)

vedtager hvert år senest den 31. oktober under hensyntagen til udtalelse fra Kommissionen og medlemsstaterne agenturets arbejdsprogram for det kommende år og sender det til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

Arbejdsprogrammet skal indeholde agenturets vigtigste mål. Agenturets forpligtelser i forbindelse med kontrol- og overvågningsprogrammer prioriteres højest i programmet. Det vedtages med forbehold af Fællesskabets årlige budgetprocedure. Hvis Kommissionen inden 30 dage efter arbejdsprogrammets vedtagelse erklærer sig uenig i programmet, gennemgår bestyrelsen det på ny og vedtager det inden for en frist på to måneder, eventuelt med ændringer, ved andenbehandling

d)

vedtager agenturets endelige budget inden regnskabsårets begyndelse og justerer det om nødvendigt i overensstemmelse med EF-bidraget og agenturets øvrige indtægter

e)

udfører sine opgaver i forbindelse med agenturets budget i overensstemmelse med artikel 35, 36 og 38

f)

har disciplinærmyndighed over den administrerende direktør

g)

fastsætter sin forretningsorden, hvorefter der om nødvendigt kan nedsættes underudvalg under bestyrelsen

h)

vedtager de procedurer, der er nødvendige, for at agenturet kan udføre sine opgaver.

Artikel 24

Bestyrelsens sammensætning

1.   Bestyrelsen sammensættes af repræsentanter for medlemsstaterne og seks repræsentanter for Kommissionen. Hver enkelt medlemsstat har ret til at udpege et medlem. Medlemsstaterne og Kommissionen udpeger en suppleant for hvert medlem, som skal repræsentere medlemmet i dettes fravær.

2.   Bestyrelsesmedlemmerne udpeges på grundlag af deres erfaring og ekspertise inden for fiskerikontrol og -inspektion.

3.   Medlemmerne udpeges for en periode på fem år regnet fra udpegningsdatoen. Mandatet kan fornyes.

Artikel 25

Bestyrelsens formandskab

1.   Bestyrelsen vælger en formand blandt Kommissionens repræsentanter. Bestyrelsen vælger en næstformand blandt sine medlemmer. Næstformanden afløser formanden, når denne er forhindret i at udføre sit hverv.

2.   Formandens og næstformandens mandatperiode er tre år og udløber, når deres medlemskab af bestyrelsen ophører. Den kan fornys én gang.

Artikel 26

Møder

1.   Bestyrelsen indkaldes til møde af formanden. Formanden fastlægger dagsordenen under hensyntagen til forslag fra bestyrelsens medlemmer og agenturets administrerende direktør.

2.   Den administrerende direktør og en repræsentant, der udpeges af det rådgivende udvalg, deltager i forhandlingerne uden stemmeret.

3.   Bestyrelsen afholder ordinært møde mindst en gang om året. Den træder desuden sammen på formandens initiativ eller efter anmodning fra Kommissionen eller en tredjedel af de medlemsstater, der er repræsenteret i bestyrelsen.

4.   Bestyrelsen kan, når det drejer sig om fortrolige spørgsmål eller interessekonflikter, beslutte at drøfte specifikke punkter på dagsordenen, uden at det af det rådgivende udvalg udpegede medlem er til stede. Nærmere regler for anvendelsen af denne bestemmelse kan fastlægges i forretningsordenen.

5.   Bestyrelsen kan indbyde enhver, hvis synspunkt kan være af interesse, til at overvære dens møder som observatør.

6.   Bestyrelsens medlemmer kan med forbehold af forretningsordenens bestemmelser bistås af rådgivere eller eksperter.

7.   Bestyrelsens sekretariatsforretninger varetages af agenturet.

Artikel 27

Afstemning

1.   Bestyrelsen træffer beslutning med absolut flertal.

2.   Hvert medlem har én stemme. Hvis et medlem ikke er til stede, har suppleanten stemmeret.

3.   Forretningsordenen fastlægger de nærmere afstemningsregler, især betingelserne for, at et medlem kan handle på et andet medlems vegne, samt om nødvendigt alle krav vedrørende beslutningsdygtighed.

Artikel 28

Interesseerklæring

Medlemmerne af bestyrelsen afgiver en interesseerklæring, hvori de enten anfører, at de ikke har nogen interesser, der berører deres uafhængighed, eller at de har visse direkte eller indirekte interesser, der vil kunne anses for at berøre deres uafhængighed. Sådanne erklæringer afgives skriftligt hvert år, eller når en interessekonflikt vil kunne opstå i forbindelse med punkterne på dagsordenen. I sidstnævnte tilfælde har det pågældende medlem ikke stemmeret under disse dagsordenpunkter.

Artikel 29

Den administrerende direktørs opgaver og beføjelser

1.   Agenturet ledes af den administrerende direktør. Med forbehold af Kommissionens og bestyrelsens respektive beføjelser må den administrerende direktør hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ.

2.   Den administrerende direktør skal ved udførelsen af sine opgaver følge den fælles fiskeripolitiks principper.

3.   Den administrerende direktør har følgende opgaver og beføjelser:

a)

Han udarbejder udkastet til arbejdsprogrammet og forelægger det for bestyrelsen efter at have hørt Kommissionen og medlemsstaterne. Han træffer de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre arbejdsprogrammet inden for de grænser, der er fastsat i denne forordning, gennemførelsesbestemmelserne hertil og andre gældende retsforskrifter.

b)

Han træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at agenturets organisation og funktionsmåde er i overensstemmelse med denne forordning, og vedtager i den forbindelse interne administrative instrukser og offentliggør bekendtgørelser.

c)

Han træffer alle nødvendige foranstaltninger, herunder beslutninger om agenturets ansvar på grundlag af kapitel II og III samt om chartring og anvendelse af kontrol- og inspektionsressourcer og drift af et informationsnet.

d)

Han skal efterkomme anmodninger fra Kommissionen og anmodninger om bistand fra en medlemsstat i henhold til artikel 6, 7 og 15.

e)

Han indfører en effektiv overvågningsordning, således at agenturets resultater kan sammenholdes med de operationelle mål. På dette grundlag udarbejder den administrerende direktør hvert år et udkast til den almindelige beretning og forelægger det for bestyrelsen. Han indfører regelmæssig evaluering baseret på anerkendte faglige standarder.

f)

Han udøver beføjelserne i artikel 19, stk. 2, over for de ansatte.

g)

Han udarbejder overslag over agenturets indtægter og udgifter i overensstemmelse med artikel 35 og gennemfører budgettet i overensstemmelse med artikel 36.

4.   Den administrerende direktør er ansvarlig over for bestyrelsen.

Artikel 30

Udnævnelse og afskedigelse af den administrerende direktør

1.   Den administrerende direktør udpeges af bestyrelsen på grundlag af merit og dokumenteret relevant erfaring på den fælles fiskeripolitiks område og inden for fiskerikontrol og -inspektion fra en liste med mindst to kandidater, som Kommissionen forelægger på grundlag af en udvælgelsesprocedure efter opslag af stillingen i Den Europæiske Unions Tidende og andetsteds i form af indkaldelse af interessetilkendegivelser.

2.   Bestyrelsen har beføjelse til at afskedige den administrerende direktør. Bestyrelsen behandler dette punkt efter anmodning fra Kommissionen eller en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne.

3.   Bestyrelsen træffer afgørelse i medfør af stk. 1 og 2 med et flertal på to tredjedele af medlemmerne.

4.   Den administrerende direktør udnævnes for fem år. Perioden kan efter forslag fra Kommissionen forlænges én gang med yderligere fem år og godkendes med et flertal på to tredjedele af bestyrelsens medlemmer.

Artikel 31

Det rådgivende udvalg

1.   Det rådgivende udvalg sammensættes af de i artikel 31 i forordning (EF) nr. 2371/2002 omhandlede repræsentanter fra regionale rådgivende råd, idet hvert enkelt rådgivende råd udpeger én repræsentant til udvalget. En repræsentant kan afløses af sin suppleant, der udpeges samtidig.

2.   Medlemmer af det rådgivende udvalg kan ikke være medlem af bestyrelsen. Det rådgivende udvalg udpeger ét af sine medlemmer til at deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret.

3.   Det rådgivende udvalg rådgiver på den administrerende direktørs anmodning denne om udførelsen af dennes hverv i henhold til denne forordning.

4.   Den administrerende direktør er formand for det rådgivende udvalg. Formanden indkalder til møde i udvalget mindst én gang om året.

5.   Agenturet yder det rådgivende udvalg den nødvendige praktiske bistand og varetager sekretariatsforretningerne i forbindelse med udvalgets møder.

6.   Bestyrelsesmedlemmerne kan deltage i det rådgivende udvalgs møder.

Artikel 32

Åbenhed og kommunikation

1.   Forordning (EF) nr. 1049/2001 finder anvendelse på agenturets dokumenter.

2.   Bestyrelsen træffer senest seks måneder efter sit første møde praktiske foranstaltninger til at gennemføre forordning (EF) nr. 1049/2001.

3.   Agenturet kan selv tage initiativ til kommunikation inden for sit ansvarsområde. Det sikrer navnlig, at offentligheden og alle interesserede parter hurtigt får objektive, pålidelige og letforståelige oplysninger om agenturets arbejde.

4.   Bestyrelsen fastsætter de nødvendige interne regler for gennemførelse af stk. 3.

5.   Klager over afgørelser truffet af agenturet i henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001 kan indbringes for ombudsmanden eller Domstolen i henhold til traktatens artikel 195 og 230.

6.   Oplysninger, der indsamles af Kommissionen og agenturet i overensstemmelse med denne forordning, er omfattet af forordning (EF) nr. 45/2001.

Artikel 33

Tavshedspligt

1.   Bestyrelsens medlemmer, den administrerende direktør og agenturets ansatte har, selv efter at deres hverv er ophørt, tavshedspligt i henhold til traktatens artikel 287.

2.   Bestyrelsen fastsætter interne regler for den praktiske gennemførelse af reglerne om tavshedspligt, jf. stk. 1.

Artikel 34

Adgang til oplysninger

1.   Kommissionen har ubegrænset adgang til alle agenturets oplysninger. Agenturet skal på Kommissionens forlangende udlevere alle oplysninger og vurderinger af sådanne oplysninger i den af Kommissionen ønskede form.

2.   Medlemsstater, som berøres af en af agenturets operationer, har adgang til de oplysninger, som agenturet indsamler i forbindelse med sådanne, dog med forbehold af de betingelser, som måtte blive opstillet efter proceduren i artikel 30, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2371/2002.

KAPITEL V

FINANSIELLE BESTEMMELSER

Artikel 35

Budget

1.   Agenturets indtægter udgøres af:

a)

et tilskud fra Fællesskabet, der opføres på Den Europæiske Unions almindelige budget (sektion »Kommissionen«)

b)

gebyrer for tjenesteydelser, som agenturet har leveret til medlemsstaterne i henhold til artikel 6

c)

gebyrer for publikationer, uddannelse og/eller andre tjenesteydelser, som agenturet har leveret.

2.   Agenturets udgifter omfatter udgifter til personale, administration, infrastruktur og drift.

3.   Den administrerende direktør udarbejder et udkast til overslag over agenturets indtægter og udgifter for det følgende regnskabsår og forelægger det for bestyrelsen sammen med et udkast til stillingsfortegnelse.

4.   Indtægter og udgifter skal balancere.

5.   Hvert år udarbejder bestyrelsen på grundlag af et udkast til overslag over indtægter og udgifter et overslag over agenturets indtægter og udgifter for det følgende regnskabsår.

6.   Bestyrelsen sender senest den 31. marts Kommissionen overslaget, der skal indbefatte et udkast til stillingsfortegnelse tillige med det foreløbige arbejdsprogram.

7.   Kommissionen sender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (budgetmyndigheden) sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

8.   På grundlag af overslaget anfører Kommissionen i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget de beløb, som den finder påkrævet i forbindelse med stillingsfortegnelsen, og de tilskud, der skal ydes over det almindelige budget, og forelægger det for budgetmyndigheden i overensstemmelse med traktatens artikel 272.

9.   Budgetmyndigheden godkender bevillingerne i form af tilskud til agenturet. Budgetmyndigheden godkender agenturets stillingsfortegnelse.

10.   Budgettet vedtages af bestyrelsen. Det bliver endeligt, når Den Europæiske Unions almindelige budget er endeligt vedtaget. Om nødvendigt tilpasses det i overensstemmelse hermed.

11.   Bestyrelsen underretter hurtigst muligt budgetmyndigheden om alle projekter, som den agter at gennemføre, og som kan få betydelige finansielle følgevirkninger for finansieringen af budgettet, navnlig projekter vedrørende fast ejendom, såsom leje eller erhvervelse af ejendomme. Den underretter Kommissionen herom.

12.   Når en af budgetmyndighedens parter har meddelt, at den agter at fremsætte en udtalelse, sender den bestyrelsen denne senest seks uger efter underretningen om projektet.

Artikel 36

Gennemførelse af og kontrol med budgettet

1.   Den administrerende direktør gennemfører agenturets budget.

2.   Senest den 1. marts efter hvert afsluttet regnskabsår sender agenturets regnskabsfører det foreløbige årsregnskab ledsaget af en beretning om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige årsregnskaber for institutionerne og de decentraliserede organer i overensstemmelse med artikel 128 i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (11) (finansforordningen).

3.   Senest den 31. marts efter hvert afsluttet regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører agenturets foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Revisionsretten. Beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning sendes tillige til Europa-Parlamentet og Rådet.

4.   Ved modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger om agenturets foreløbige årsregnskab opstiller den administrerende direktør i medfør af artikel 129 i finansforordningen på eget ansvar agenturets endelige årsregnskab og sender det til bestyrelsen til udtalelse.

5.   Bestyrelsen afgiver udtalelse om agenturets endelige årsregnskab.

6.   Senest den 1. juli det efterfølgende år sender den administrerende direktør det endelige årsregnskab og bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

7.   Det endelige årsregnskab offentliggøres.

8.   Agenturet opretter en intern revisionsfunktion; revision skal ske under iagttagelse af de relevante internationale standarder.

9.   Den administrerende direktør sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Dette svar sendes ligeledes til bestyrelsen.

10.   Den administrerende direktør forelægger på Europa-Parlamentets anmodning dette alle oplysninger, der måtte være nødvendige for, at dechargeproceduren for det pågældende regnskabsår kan forløbe gnidningsløst, jf. artikel 146, stk. 3, i finansforordningen.

11.   Europa-Parlamentet meddeler efter henstilling fra Rådet inden den 30. april i det andet derpå følgende år agenturets administrerende direktør decharge for gennemførelsen af det pågældende års budget.

Artikel 37

Bekæmpelse af svig

1.   For at bekæmpe svig, korruption og andre ulovlige handlinger gælder forordning (EF) nr. 1073/1999 uindskrænket for agenturet.

2.   Agenturet tiltræder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af OLAF, og fastlægger omgående de relevante bestemmelser, som skal gælde for alle agenturets medarbejdere.

3.   I finansieringsafgørelserne samt enhver aftale eller ethvert instrument til gennemførelse heraf fastsættes det udtrykkeligt, at Revisionsretten og OLAF om nødvendigt kan foretage kontrol på stedet hos dem, der modtager midler fra agenturet, og dem, der fordeler midlerne.

Artikel 38

Finansielle bestemmelser

Bestyrelsen vedtager efter at have fået Kommissionens godkendelse og efter udtalelse fra Revisionsretten agenturets finansielle bestemmelser. De må kun afvige fra Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 23. december 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (12), såfremt dette er nødvendigt som følge af agenturets særlige behov, og kun hvis Kommissionen på forhånd giver sit samtykke.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 39

Evaluering

1.   Senest fem år efter, at agenturet har indledt sin virksomhed, og derefter hvert femte år lader bestyrelsen foretage en uafhængig ekstern evaluering af denne forordnings gennemførelse. Kommissionen stiller alle oplysninger til rådighed for agenturet, som dette finder relevante for evalueringen.

2.   Ved hver evaluering vurderes det, hvilken virkning denne forordning har haft, om agenturet og dets arbejdsmetoder har været nyttige, relevante og effektive, og i hvilket omfang det har været med til at skabe et højt niveau for efterlevelse af den fælles fiskeripolitiks regler. Bestyrelsen præciserer opgaven nærmere efter aftale med Kommissionen og efter høring af de berørte parter.

3.   Evalueringen forelægges bestyrelsen, som fremsætter henstillinger til Kommissionen med henblik på ændringer af denne forordning, agenturet og dets arbejdsform. Kommissionen sender resultaterne af evalueringen og henstillingerne til Europa-Parlamentet og Rådet, og de offentliggøres.

Artikel 40

Indledning af agenturets virksomhed

Agenturet indleder sin virksomhed senest tolv måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 41

Ændring

Artikel 34c i forordning (EØF) nr. 2847/93 affattes således:

»Artikel 34c

1.   Kommissionen fastsætter efter proceduren i artikel 36, og i samråd med de berørte medlemsstater, hvilket fiskeri, omfattende to eller flere medlemsstater, der skal underlægges særlige kontrol- og inspektionsprogrammer samt de særlige betingelser for sådanne programmer.

I det særlige kontrol- og inspektionsprogram skal det fastlægges, hvilket fiskeri, omfattende to eller flere medlemsstater, som er omfattet af programmet, og hvilke vilkår der skal gælde for dette fiskeri.

I det enkelte særlige kontrol- og inspektionsprogram fastlægges mål, prioriteter og procedurer samt referencepunkter for kontrol og inspektion, de forventede resultater af de fastsatte foranstaltninger samt den strategi, der er nødvendig, for at kontrollen og inspektionen bliver så ensartet, effektiv og økonomisk som muligt. I hvert program skal de berørte medlemsstater anføres.

De særlige kontrol- og inspektionsprogrammer må ikke vare længere end tre år eller en anden periode, som er fastsat med henblik herpå i en genopretningsplan, der er vedtaget i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (13), eller en forvaltningsplan, der er vedtaget i henhold til artikel 6 i samme forordning.

De berørte medlemsstater gennemfører de særlige kontrol- og inspektionsprogrammer på grundlag af fælles ressourceanvendelsesplaner, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 768/2005 af 26. april 2005 om oprettelse af et EF-fiskerikontrolagentur og om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (14).

2.   Kommissionen kontrollerer og evaluerer gennemførelsen af hvert enkelt af de særlige kontrol- og inspektionsprogrammer og aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet i henhold til artikel 27, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2371/2002.

Artikel 42

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 26. april 2005.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand


(1)  Udtalelse af 23. februar 2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

(3)  EFT L 261 af 20.10.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1954/2003 (EUT L 289 af 7.11.2003, s. 1).

(4)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

(6)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

(7)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 15.

(8)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(9)  EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 (EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1).

(10)  EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58.

(11)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(12)  EUT L 357 af 31.12.2002, s. 72.

(13)  EFT L 358 af 21.12.2002, s. 59.

(14)  EUT L 128 af 21.5.2005, s. 1.«.


Top