2005/760/EF: Kommissionens beslutning af 27. oktober 2005 om visse beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med højpatogen aviær influenza i bestemte tredjelande for så vidt angår import af fugle i fangenskab (meddelt under nummer K(2005) 4288) (EØS-relevant tekst)
EU-Tidende nr. L 285 af 28/10/2005 s. 0060 - 0062
Kommissionens beslutning af 27. oktober 2005 om visse beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med højpatogen aviær influenza i bestemte tredjelande for så vidt angår import af fugle i fangenskab (meddelt under nummer K(2005) 4288) (EØS-relevant tekst) (2005/760/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR — under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF [1], særlig artikel 18, stk. 1, under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet [2], særlig artikel 22, stk. 1, og ud fra følgende betragtninger: (1) Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og fugle, som kan være dødelig og forårsage forstyrrelser, der hurtigt kan udvikle sig til en epizooti, som kan udgøre en alvorlig trussel mod dyre- og folkesundheden og gå voldsomt ud over fjerkræopdrættets rentabilitet. Der er en risiko for, at sygdomsagensen kan blive indslæbt via international handel med levende fugle, bortset fra fjerkræ. (2) Højpatogen aviær influenza er blevet påvist hos importerede fugle i karantæne i en medlemsstat, og import af sådanne fugle fra visse risikoområder bør derfor suspenderes, og ved afgrænsningen af de pågældende områder bør der henvises til OIE's relevante regionale kommissioner. (3) Rådets direktiv 92/65/EØF af 13. juli 1992 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel med og indførsel til Fællesskabet af dyr samt sæd, æg og embryoner, der for så vidt angår disse betingelser ikke er underlagt specifikke fællesskabsbetingelser som omhandlet i bilag A, del I, til direktiv 90/425/EØF [3], er der fastsat bestemmelser om godkendte organer, institutter og centre og en model til et certifikat, der skal ledsage dyr eller dyrs kønsceller mellem sådanne godkendte organer, institutter og centre i forskellige medlemsstater. De oplysninger, der kræves i forbindelse med handel, kunne også anvendes i forbindelse med import. (4) I henhold til Kommissionens beslutning 2000/666/EF af 16. oktober 2000 om dyresundhedsmæssige betingelser og udstedelse af sundhedscertifikat ved indførsel af fugle, bortset fra fjerkræ, samt karantænebetingelser [4] skal medlemsstaterne tillade import af fugle fra tredjelande, der er opført som medlemmer af Det Internationale Kontor for Epizootier (OIE). De lande, som hører under dem af OIE's regionale kommissioner, der er anført i bilaget til nærværende beslutning, er medlemmer af OIE, og medlemsstaterne skal derfor i henhold til beslutning 2000/666/EF acceptere import af fugle, bortset fra fjerkræ, fra de pågældende lande. (5) Når medlemsstaterne giver adgang til karantænestationer, bør de på grundlag af certifikater verificere, om den pågældende fugl er indenlandsk eller er udruget og opdrættet eller fanget i eksportlandet. (6) Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 1. Medlemsstaterne suspenderer import fra tredjelande eller dele af tredjelande, som hører under dem af OIE's regionale kommissioner, der er anført i bilaget, af: a) levende fugle, bortset fra fjerkræ, som defineret i artikel 1, tredje led, i beslutning 2000/666/EF b) produkter fremstillet af de arter, der er omhandlet i litra a). 2. Suspenderingen, jf. stk. 1, gælder ikke for fugle omfattet af et certifikat, der er udstedt af et tredjeland i henhold til beslutning 2000/666/EF før offentliggørelsen af nærværende beslutning. Artikel 2 1. Uanset artikel 1, stk. 1, litra a), tillader medlemsstaterne import af fugle, der kommer fra organer, institutter og centre og sendes til organer, institutter og centre, der er godkendt af den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten i henhold til direktiv 92/65/EØF. 2. Uanset artikel 1, stk. 1, litra b), tillader medlemsstaterne import af følgende: a) rugeæg af de fugle, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), forudsat at æggene: i) enten som bestemmelsessted har godkendte organer, institutter eller centre som omhandlet i stk. 1 ii) eller som bestemmelsessted har rugerier, som den kompetente myndighed har godkendt specifikt til dette formål, som ikke samtidig udruger fjerkrææg, og hvor æggene først placeres efter at have gennemgået en gasbehandling, der effektivt dekontaminerer skallen. b) prøver, uanset hvilken fugleart de er udtaget af, der er sikkert emballeret, og som under ansvar af de kompetente myndigheder i afsendelseslandet, der skal være anført i bilaget, sendes direkte til et godkendt laboratorium i en medlemsstat til laboratoriediagnose. Artikel 3 1. Medlemsstaterne sikrer, at a) fugle som omhandlet i artikel 2, stk. 1, ledsages af et veterinærcertifikat i overensstemmelse med bilag A til beslutning 2000/666/EF b) rugeæg som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), ledsages af et veterinærcertifikat, der mindst indeholder de oplysninger, der kræves i det certifikat, der er fastsat i del 3 i bilag E til direktiv 92/65/EØF. 2. Medlemsstaterne sikrer, at de veterinærcertifikater, der ledsager sendinger af de i stk. 1 omhandlede fugle og produkter, indeholder følgende bekræftelse: "Levende fugle eller rugeæg i overensstemmelse med artikel 2 i Kommissionens beslutning 2005/760/EF". Artikel 4 Medlemsstaterne sikrer, at sendinger af fugle som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), der importeres i henhold til denne beslutning, ledsages af et certifikat, hvori det attesteres, at fuglene er indenlandske eller er blevet udruget og opdrættet eller fanget i eksporttredjelandet. Artikel 5 Medlemsstaterne træffer straks de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning og offentliggøre foranstaltningerne. De underretter straks Kommissionen herom. Artikel 6 Denne beslutning anvendes indtil den 30. november 2005. Artikel 7 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 27. oktober 2005. På Kommissionens vegne Markos Kyprianou Medlem af Kommissionen [1] EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003. [2] EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003. [3] EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 (EUT L 146 af 13.6.2003, s. 1). [4] EFT L 278 af 31.10.2000, s. 26. Senest ændret ved beslutning 2002/279/EF (EFT L 99 af 16.4.2002, s. 17). -------------------------------------------------- BILAG Tredjelande, der hører under OIE's regionale kommissioner, jf. artikel 1, i: - Afrika - Amerika - Asien, Fjernøsten og Oceanien - Europa - Mellemøsten. --------------------------------------------------