EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R1655

Rådets forordning (EF) nr. 1655/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1416/76

OJ L 245, 29.9.2003, p. 41–43 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Estonian: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Latvian: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Lithuanian: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Hungarian Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Maltese: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Polish: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Slovak: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Slovene: Chapter 05 Volume 004 P. 368 - 370
Special edition in Bulgarian: Chapter 05 Volume 006 P. 237 - 239
Special edition in Romanian: Chapter 05 Volume 006 P. 237 - 239
Special edition in Croatian: Chapter 05 Volume 006 P. 152 - 154

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 19/02/2019; stiltiende ophævelse ved 32019R0128

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1655/oj

32003R1655

Rådets forordning (EF) nr. 1655/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1416/76

EU-Tidende nr. L 245 af 29/09/2003 s. 0041 - 0043


Rådets forordning (EF) Nr. 1655/2003

af 18. juni 2003

om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1416/76

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Visse af bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 337/75 af 10. februar 1975 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse(4) bør bringes i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(5) (i det følgende benævnt "den almindelige finansforordning"), særlig artikel 185. I overensstemmelse med nævnte artikel skal Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse vedtage finansielle bestemmelser, der stemmer overens med Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(6). Som følge heraf må Rådets forordning (EØF) nr. 1416/76 af 1. juni 1976 om finansielle bestemmelser vedrørende Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse(7) ophæves med virkning fra ikrafttrædelsen af de finansielle bestemmelser, som centrets bestyrelse vedtager.

(2) De generelle principper og begrænsninger, der gælder for aktindsigt i henhold til traktatens artikel 255, er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(8).

(3) I forbindelse med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 blev de tre institutioner i en fælles erklæring enige om, at agenturer og lignende organer skal indføre regler i overensstemmelse med forordningen om aktindsigt i deres dokumenter.

(4) I forordning (EØF) nr. 337/75 må der derfor indføjes de bestemmelser, der er nødvendige, for at forordning (EF) nr. 1049/2001 kan finde anvendelse på Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse samt en bestemmelse om klageadgang ved afslag på en begæring om aktindsigt.

(5) Forordning (EØF) nr. 337/75 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 337/75 ændres således:

1) Artikel 10, 11, 12 og 12a affattes således:

"Artikel 10

1. Alle centrets indtægter og udgifter skal anslås for hvert regnskabsår, der er sammenfaldende med kalenderåret, og opføres på centrets budget, der indeholder en stillingsoversigt.

2. Indtægterne og udgifterne på centrets budget skal balancere.

Artikel 11

1. Bestyrelsen udarbejder hvert år på basis af et udkast fra direktøren et overslag over centrets indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår. Bestyrelsen fremsender senest den 31. marts dette overslag, der indeholder en stillingsfortegnelse, til Kommissionen.

2. Kommissionen fremsender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (herefter kaldet 'budgetmyndigheden') sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

3. På grundlag af overslaget anfører Kommissionen i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget de beløb, som den finder påkrævet i forbindelse med stillingsfortegnelsen, og de tilskud, der ydes over det almindelige budget, og den forelægger dem for budgetmyndigheden i overensstemmelse med traktatens artikel 272.

4. Budgetmyndigheden fastsætter bevillingerne i form af tilskud til centret.

Budgetmyndigheden fastsætter centrets stillingsfortegnelse.

5. Centrets budget vedtages af bestyrelsen. Det bliver endeligt, når Den Europæiske Unions almindelige budget er endeligt vedtaget. Om nødvendigt tilpasses det i overensstemmelse hermed.

6. Bestyrelsen underretter hurtigst muligt budgetmyndigheden om alle projekter, som den agter at gennemføre, og som kan få betydelige finansielle følgevirkninger for finansieringen af dens budget, navnlig projekter vedrørende fast ejendom, såsom leje eller erhvervelse af ejendomme. Den underretter Kommissionen herom.

Når en af budgetmyndighedens parter har meddelt, at den agter at fremsætte en udtalelse, sender den bestyrelsen denne inden for en frist på seks uger regnet fra underretningen om projektet.

Artikel 12

1. Centrets finansielle bestemmelser vedtages af bestyrelsen efter høring af Kommissionen. De må kun afvige fra Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(9), såfremt dette er nødvendigt som følge af centrets særlige behov, og kun hvis Kommissionen på forhånd giver sit samtykke.

Artikel 12a

1. Direktøren gennemfører centrets budget.

2. Centrets regnskabsfører sender senest den 1. marts efter det afsluttede regnskabsår det foreløbige regnskab ledsaget af en beretning om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige årsregnskaber for institutionerne og de decentraliserede organer i overensstemmelse med artikel 128 i den almindelige finansforordning.

3. Senest den 31. marts efter det afsluttede regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører centrets foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Revisionsretten. Beretningen om budgetforvaltningen og den økonomiske forvaltning i regnskabsåret sendes tillige til Europa-Parlamentet og Rådet.

4. Ved modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger om centrets foreløbige årsregnskab opstiller direktøren, i medfør af bestemmelserne i artikel 129 i den almindelige finansforordning, på eget ansvar centrets endelige årsregnskab og sender det til bestyrelsen med henblik på udtalelse.

5. Bestyrelsen afgiver udtalelse om centrets endelige årsregnskab.

6. Direktøren sender senest den 1. juli efter det afsluttede regnskabsår det endelige årsregnskab ledsaget af bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

7. Det endelige årsregnskab offentliggøres.

8. Direktøren sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Dette svar sendes ligeledes til bestyrelsen.

9. Direktøren forelægger alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren for det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, for Europa-Parlamentet på dettes anmodning, jf. artikel 146, stk. 3, i den almindelige finansforordning.

10. Efter henstilling fra Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, meddeler Europa-Parlamentet inden den 30. april i år N + 2 direktøren decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret N."

2) Følgende artikel indsættes:

"Artikel 12b

1. Senest den 15. juni hvert år vedtager bestyrelsen en årsberetning om centrets virksomhed og perspektiver, der fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Revisionsretten.

2. Centret forelægger hvert år budgetmyndigheden alle relevante oplysninger om resultaterne af evalueringsprocedurerne."

3) Følgende artikel indsættes:

"Artikel 14a

1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(10) finder anvendelse på centrets dokumenter.

2. Bestyrelsen vedtager de praktiske gennemførelsesbestemmelser for forordning (EF) nr. 1049/2001 senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1655/2003 af 18. juni 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1416/76(11).

3. Der kan klages til ombudsmanden over de beslutninger, som centret træffer efter artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, eller de kan indbringes for Domstolen efter bestemmelserne i traktatens artikel 195 og 230."

Artikel 2

Forordning (EØF) nr. 1416/76 ophæves med virkning fra den dato, hvor de finansielle bestemmelser, som bestyrelsen har vedtaget efter artikel 12, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 337/75, træder i kraft.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 18. juni 2003.

På Rådets vegne

G. Drys

Formand

(1) EFT C 331 E af 31.12.2002, s. 82.

(2) Udtalelse af 27.3.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3) EFT C 285 af 21.11.2002, s. 4.

(4) EFT L 39 af 13.2.1975, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 354/95 (EFT L 41 af 23.2.1995, s. 1).

(5) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1, med berigtigelse i EFT L 25 af 30.1.2003, s. 43.

(6) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72, med berigtigelse i EFT L 2 af 7.1.2003, s. 39.

(7) EFT L 164 af 24.6.1976, s. 1. Senest ændret ved forordning (EØF) nr. 1948/93 (EFT L 181 af 23.7.1993, s. 15).

(8) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(9) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72, med berigtigelse i EFT L 2 af 7.1.2003, s. 39.

(10) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(11) EUT L 245 af 29.9.2003, s. 41.

Top