2003/881/EF: Kommissionens beslutning af 11. december 2003 om dyresundhedsbetingelser og bestemmelser om udstedelse af certifikat ved import af bier (Apis mellifera og Bombus spp.) fra visse tredjelande og om ophævelse af beslutning 2000/462/EF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 4623)
EU-Tidende nr. L 328 af 17/12/2003 s. 0026 - 0031
Kommissionens beslutning af 11. december 2003 om dyresundhedsbetingelser og bestemmelser om udstedelse af certifikat ved import af bier (Apis mellifera og Bombus spp.) fra visse tredjelande og om ophævelse af beslutning 2000/462/EF (meddelt under nummer K(2003) 4623) (EØS-relevant tekst) (2003/881/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 92/65/EØF af 13. juli 1992 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel med og indførsel til Fællesskabet af dyr samt sæd, æg og embryoner, der for så vidt angår disse betingelser ikke er underlagt specifikke fællesskabsbetingelser som omhandlet i bilag A, del I, til direktiv 90/425/EØF(1), særlig artikel 17, stk. 2, litra b), artikel 18, stk. 1, første led, og artikel 19, litra b), og ud fra følgende betragtninger: (1) I Kommissionens beslutning 2000/462/EF af 12. juli 2000 om sundhedscertifikater ved indførsel af bier/bistader, dronninger og arbejdsbier fra tredjelande(2) er der i medfør af direktiv 92/65/EØF fastsat betingelser for udstedelse af sundhedscertifikater ved nævnte import fra tredjelande. (2) Lille stadebille (Aethina tumida) er et eksotisk skadedyr, der gør skade på honningbier, og som har spredt sig fra forskellige afrikanske lande til en række andre tredjelande, hvorved der er skabt alvorlige problemer for biavlen. Der findes for øjeblikket ingen effektiv og sikker behandling mod dette skadedyr. Hvis lille stadebille føres ind i Fællesskabet, vil den udgøre en risiko for biavlens bæredygtighed i Fællesskabet og dermed for landbruget og miljøet på grund af den deraf følgende forstyrrelse af bestøvningen. (3) Lille stadebille er endnu ikke optaget på sygdomslisten fra Det Internationale Kontor for Epizootier (OIE). Man ved derfor ikke, hvor meget den er udbredt i tredjelande. (4) Tropilaelaps (Tropilaelaps spp.) er en eksotisk mide, der gør skade på honningbier, og som spredes i forskellige tredjelande, hvorved der er skabt alvorlige problemer for biavlen. Hvis Tropilaelaps føres ind i Fællesskabet, kan den få lignende alvorlige konsekvenser for biavlens bæredygtighed i Fællesskabet. (5) I henhold til forordning (EF) nr. 1398/2003 er forekomst i Fællesskabet af lille stadebille og Tropilaelaps-mide anmeldelsespligtig, idet de er opført på listen i direktiv 92/65/EØF. Der har endnu ikke været indberetninger om fund af nogen af dem i Fællesskabet. (6) Ud over at gøre forekomst af disse skadedyr anmeldelsespligtig i Fællesskabet er det derfor nødvendigt at fastsætte supplerende krav til import af bier fra visse tredjelande for at begrænse risikoen for at føre lille stadebille eller Tropilaelaps-mide ind i Fællesskabet med henblik på at beskytte Fællesskabets status vedrørende sundhed i biavlen. (7) Det er kun dronninger ledsaget af et lille antal arbejdsbier i forsendelsesbure med en enkelt dronning, der let kan tjekkes for forekomst af lille stadebille og Tropilaelaps-mide, og import af bier bør derfor i princippet begrænses til kun at omfatte sådanne sendinger. (8) Der er dog ikke dokumentation for, at Tropilaelaps-mide kan angribe humlebifamilier (Bombus spp.). Dertil kommer, at der kun under forsøgsbetingelser er påvist lille stadebille-angreb i humlebifamilier, og det er ikke dokumenteret, at lille stadebille kan angribe humlebifamilier i det naturlige miljø. Små familier af humlebier, der er avlet under kontrollerede miljøbetingelser, kan således sælges til navnlig gartneribranchen, mens det samtidig fortsat kan være nødvendigt at importere vilde humlebidronninger til avlsformål. Import af humlebier (Bombus spp.) bør derfor ligeledes tillades for små sendinger af humlebier, der udelukkende er avlet under kontrollerede miljøbetingelser på anerkendte virksomheder, og som kan garanteres værende fri for lille stadebille. (9) Af hensyn til fællesskabslovgivningens klarhed og for at sikre yderligere harmonisering af Fællesskabets dyresundhedsmæssige importbestemmelser bør beslutning 2000/462/EF derfor ophæves og erstattes af nærværende beslutning, hvorved der kun tillades import af honningbidronninger (Apis mellifera) og humlebidronninger (Bombus spp.) ledsaget af et lille antal arbejdsbier eller af små humlebifamilier (Bombus spp.) avlet under kontrollerede miljøbetingelser på anerkendte virksomheder. (10) Ved Rådets direktiv 96/93/EF af 17. december 1996 om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter(3) er der fastsat regler for certifikatudstedelse, som er nødvendige for at opnå gyldige certifikater og for at forebygge svig; det bør sikres, at de regler og principper, der anvendes af certifikatudstederne i tredjelande, frembyder garantier, som mindst svarer til dem, der er fastsat i nævnte direktiv, og der bør derfor kun tillades import af bier til Fællesskabet fra de tredjelande, der er opført i del 1 i bilaget til Rådets beslutning 79/542/EØF(4). (11) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 1. Medlemsstaterne tillader import af bier (Apis mellifera og Bombus spp.) i henhold til direktiv 92/65/EØF, såfremt følgende krav er opfyldt: - de kommer fra tredjelande eller dele af tredjelande, der er opført på listen i del 1 i bilaget til beslutning 79/542/EØF - de ledsages af et sundhedscertifikat i overensstemmelse med modellen i bilag I, og de opfylder de garantier, der er anført i modellen - sendingerne består af højst 20 ledsagende arbejdsbier pr. dronning i forsendelsesbure med en enkelt dronning. 2. På det angivne bestemmelsessted, hvor staderne kommer under offentlig kontrol, flyttes dronningerne over i nye bure, inden de indsættes til lokale familier. 3. Bure, arbejdsbier og andet materiale, der har ledsaget dronningerne fra oprindelsestredjelandet, sendes til et laboratorium med henblik på undersøgelse for forekomst af lille stadebille samt æg eller larver heraf og for tegn på Tropilaelaps-mide. Efter laboratorieundersøgelsen destrueres alt materiale. Artikel 2 Uanset artikel 1, stk. 1, andet og tredje led, tillader medlemsstaterne import af sendinger af humlebier (Bombus spp.), som dog højst kan bestå af én familie bestående af højst 200 voksne humlebier pr. beholder, og sendingen skal ledsages af et sundhedscertifikat i overensstemmelse med modellen i bilag II og opfylde de garantier, der er anført i modellen. I så fald er det, uanset artikel 1, stk. 2 og 3, tilstrækkeligt, at beholderen og alt materiale, der ledsagede humlebierne fra oprindelsestredjelandet, destrueres i familiens levetid eller umiddelbart derefter. Artikel 3 Beslutning 2000/462/EF ophæves. Artikel 4 Denne beslutning anvendes fra den 27. december 2003. Artikel 5 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2003. På Kommissionens vegne David Byrne Medlem af Kommissionen (1) EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1398/2003 (EUT L 198 af 6.8.2003, s. 3). (2) EFT L 183 af 12.7.2000, s. 18. (3) EFT L 13 af 16.1.1997, s. 28. (4) EFT L 146 af 14.6.1979, s. 15. BILAG I >PIC FILE= "L_2003328DA.002802.TIF"> >PIC FILE= "L_2003328DA.002901.TIF"> BILAG II >PIC FILE= "L_2003328DA.003002.TIF"> >PIC FILE= "L_2003328DA.003101.TIF">