32002A0205(01)

Kommissionens udtalelse af 30. januar 2002 om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald fra kraftværket Sizewell A i Det Forenede Kongerige, i henhold til artikel 37 i Euratom-traktaten

EF-Tidende nr. C 032 af 05/02/2002 s. 0020 - 0020


Kommissionens udtalelse

af 30. januar 2002

om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald fra kraftværket Sizewell A i Det Forenede Kongerige, i henhold til artikel 37 i Euratom-traktaten

(2002/C 32/09)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

Den 30. juli 2001 modtog Kommissionen i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 37 fra den britiske regering de almindelige oplysninger om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald fra kraftværket Sizewell A.

På grundlag af disse oplysninger og efter høring af ekspertgruppen har Kommissionen udfærdiget følgende udtalelse:

a) Afstanden mellem anlægget og den nærmeste medlemsstat (i dette tilfælde Frankrig) er ca. 135 km.

b) Under normale driftsforhold og under hensyntagen til den nye, planlagte udledningstilladelse, forventes de væske- og gasformige udslip ikke at give anledning til en sundhedsskadelig eksponering af betydning af befolkningen i en anden medlemsstat.

c) Fast mellemaktivt radioaktivt affald opbevares på anlægsområdet. Lavaktivt radioaktivt affald og bestrålede brændselselementer opbevares på anlægsområdet, indtil det transporteres andetsteds hen med henblik på bortskaffelse eller oparbejdning på anlæg i Det Forenede Kongerige.

d) I tilfælde af uforudsete udslip af radioaktive stoffer forårsaget af en ulykke af samme art og omfang som den, der beskrives i de almindelige oplysninger, vil de doser, som befolkningen i en anden medlemsstat vil kunne blive udsat for, ikke være af betydning ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Kommissionen konkluderer, at iværksættelsen af planen for bortskaffelse af radioaktivt affald, uanset type, fra kraftværket Sizewell A i Det Forenede Kongerige, ikke - hverken under normal drift eller i tilfælde af en ulykke af den art og det omfang, der er beskrevet i de almindelige oplysninger - kan antages at ville forårsage nogen sundhedsskadelig radioaktiv kontaminering af betydning af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum.


Administreret af Publikationskontoret