32001G0306(02)

Rådets resolution af 12. februar 2001 om anvendelsen af nationale ordninger med faste bogpriser

EF-Tidende nr. C 073 af 06/03/2001 s. 0005 - 0005


Rådets resolution

af 12. februar 2001

om anvendelsen af nationale ordninger med faste bogpriser

(2001/C 73/03)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

1. SOM HENVISER TIL, at Fællesskabet i sin indsats skal tage hensyn til de kulturelle aspekter, navnlig med henblik på at respektere og fremme den kulturelle mangfoldighed,

2. SOM HENVISER TIL, at Rådet i sin afgørelse af 21. august 1997 og derefter i sin resolution af 8. februar 1999, som blev støttet af Det Europæiske Råd i Köln den 3. og 4. juni 1999, erkender bøgers dobbelte funktion som formidler af kulturelle værdier og som vare samt vigtigheden af en afbalanceret vurdering af bøgernes kulturelle og økonomiske aspekter,

3. SOM HENVISER TIL, at hver medlemsstat har frihed til inden for rammerne af sin politik til fremme af bøger og læsning at vælge eller ikke at vælge en lov- eller aftalebaseret national ordning for bogpriser,

4. SOM TAGER HENSYN TIL den betydning, en række medlemsstater tillægger de nationale ordninger med faste bogpriser som et middel til at tilgodese bøgernes kulturelle og økonomiske egenart og til at give læserne adgang til det størst mulige udbud på de bedst mulige betingelser,

5. SOM HENVISER TIL Kommissionens afgørelser og dens stillingtagen på området, navnlig skrivelsen af 12. november 1998 fra Kommissionens medlemmer med ansvar for kultur og konkurrence til kulturministrene,

6. SOM NOTERER SIG resultatet af konferencen "The Economics of the Book Industry in Europe" i Strasbourg den 29. og 30. september 2000, hvor der var mulighed for indgående at drøfte bogens egenart, udviklingen på distributionsområdet, metoder til regulering af bogmarkederne samt digitaliseringens indvirkning på bogbranchen,

7. SOM PÅ NY BEKRÆFTER, at homogene sprogområder er et vigtigt distributionsområde for bøger og således giver bogmarkedet en grænseoverskridende dimension, som der bør tages hensyn til,

8. SOM FINDER, at udviklingen af elektronisk handel, som ændrer de økonomiske og juridiske vilkår i bogbranchen, kan føre til en bredere distribution af bøger, men at den samtidig kan indvirke på bl.a. de eksisterende nationale fastprisordninger, og

9. SOM FINDER, at virkeliggørelsen af de kulturelle mål, som tilstræbes med de eksisterende nationale ordninger med faste bogpriser, gør det nødvendigt, at der i fællesskabsretten tages hensyn til bestemte bogmarkeders grænseoverskridende dimension,

OPFORDRER KOMMISSIONEN TIL

a) ved anvendelse af konkurrencereglerne og reglerne om varerernes frie bevægelighed at tage hensyn til bøgernes særlige kulturelle værdi og deres betydning, når det gælder fremme af den kulturelle mangfoldighed, samt til bogmarkedets grænseoverskridende dimension

b) ved behandling af de nationale regler og aftaler om faste bogpriser at være særlig opmærksom på følgende, i det omfang samhandelen mellem medlemsstaterne berøres heraf:

- den stigende risiko for omgåelse af reglerne/aftalerne

- konsekvenserne af udviklingen af elektronisk handel

- spørgsmål knyttet til import mellem lande, der har en ordning med faste bogpriser.


Administreret af Publikationskontoret