32000L0039

Kommissionens direktiv 2000/39/EF af 8. juni 2000 om etablering af den første liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering til gennemførelse af Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mod farerne ved at være udsat for kemiske agenser under arbejdet (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 142 af 16/06/2000 s. 0047 - 0050


Kommissionens direktiv 2000/39/EF

af 8. juni 2000

om etablering af den første liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering til gennemførelse af Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mod farerne ved at være udsat for kemiske agenser under arbejdet

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagerens sundhed, og sikkerhed mod farerne ved at være udsat for kemiske agenser under arbejdet(1), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionens skal ifølge direktiv 98/24/EF fremsætte forslag til europæiske mål i form af vejledende EF-grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering med henblik på beskyttelsen af arbejdstagere mod kemiske risici.

(2) I forbindelse med udførelsen af dette arbejde bistås Kommissionen af Det Videnskabelige Udvalg for Grænseværdier for Erhvervsmæssig Eksponering for Kemiske Agenser, der er nedsat i henhold til Kommissionens afgørelse 95/320/EF(2).

(3) For enhver kemisk agens, for hvilken der på fællesskabsplan er fastsat en vejledende grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering, skal medlemsstaterne fastsætte en national grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering, baseret på Fællesskabets grænseværdi, således at dens art bestemmes i overensstemmelse med national lovgivning og praksis.

(4) Vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering bør ses som et vigtigt led i de samlede bestræbelser på at sikre beskyttelsen af arbejdstagernes helbred på arbejdspladsen mod risici hidrørende fra farlige kemikalier.

(5) Ved Kommissionens direktiv 91/322/EØF(3) og direktiv 96/94/EF(4) fastsattes henholdsvis den første og den anden liste over vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering på grundlag af bestemmelserne i Rådets direktiv 80/1107/EØF af 27. november 1980 om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved at være udsat for kemiske, fysiske og biologiske agenter under arbejdet(5).

(6) Ved direktiv 98/24/EF blev direktiv 80/1107/EØF ophævet med virkning fra den 5. maj 2001.

(7) De for erhvervsmæssig eksponering vejledende grænseværdier, der er fastsat i direktiv 91/322/EØF og direktiv 96/94/EF på grundlag af direktiv 80/1107/EØF, bør vedtages på ny, nu på grundlag af direktiv 98/24/EF.

(8) Den i bilaget til nærværende direktiv anførte liste omfatter de stoffer, der er anført i bilaget til direktiv 96/94/EF, med tilføjelse af en række andre agenser, for hvilke Det Videnskabelige Udvalg for Grænseværdier for Erhvervsmæssig Eksponering for Kemiske Agenser - på baggrund af en evaluering af de senest tilgængelige videnskabelige data, for så vidt angår påvirkning af sundhedstilstanden og under hensyn til eksistensen af måleteknikker - har anbefalet, at der bør fastsættes vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering. I betragtning af det ovenfor anførte samt af hensyn til klarheden bør direktiv 96/94/EF nyaffattes.

(9) Det er endvidere for visse stoffer nødvendigt at fastsætte grænseværdier for eksponering i kortere perioder for at tage hensyn til virkningerne af en kortvarig eksponering.

(10) For visse agenser er det nødvendigt at undersøge risikoen for en indtrængen gennem huden for at sikre det højst mulige beskyttelsesniveau.

(11) Dette direktiv er et praktisk skridt hen imod virkeliggørelsen af det indre markeds sociale dimension.

(12) De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 17 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(6) -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

De kemiske agenser, for hvilke der er fastsat vejledende EF-grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering er anført i bilaget.

Artikel 2

Medlemsstaterne fastsætter på grundlag af EF-grænseværdierne nationale grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering for de kemiske agenser, der er anført i bilaget.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2001. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Direktiv 96/94/EF ophæves med virkning fra den i artikel 3, stk. 1, nævnte dato.

Artikel 5

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 6

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juni 2000.

På Kommissionens vegne

Anna Diamantopoulou

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 131 af 5.5.1998, s. 11.

(2) EFT L 188 af 9.8.1995, s. 14.

(3) EFT L 177 af 5.7.1991, s. 22.

(4) EFT L 338 af 28.12.1996, s. 86.

(5) EFT L 327 af 3.12.1980, s. 8.

(6) EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.

BILAG

VEJLEDENDE GRÆNSEVÆRDIER FOR ERHVERVSMÆSSIG EKSPONERING

>TABELPOSITION>