2000/130/RIA: Rådets Fælles holdning af 31. januar 2000 om den foreslåede protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, der supplerer FN-kombinationen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet
EF-Tidende nr. L 037 af 12/02/2000 s. 0001 - 0002
RÅDETS FÆLLES HOLDNING af 31. januar 2000 om den foreslåede protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, der supplerer FN-kombinationen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (2000/130/RIA) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 34, stk. 2, litra a), under henvisning til initiativ fra Den Portugisiske Republik, og ud fra følgende betragtninger: (1) Rådet anerkender betydningen af internationalt samarbejde i straffesager med henblik på at forebygge og bekæmpe alle former for grov kriminalitet, herunder ulovlig våbenhandel, jf. traktatens artikel 29. (2) Der er truffet foranstaltninger til at udarbejde og forhandle en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, der supplerer FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet. (3) De Forenede Nationers Generalforsamling har besluttet, at den endelige tekst til konventionsudkastet og protokollerne hertil skal forelægges for den med henblik på tidlig vedtagelse forud for en undertegnelseskonference på højt plan, som skal finde sted i Palermo. (4) Der er i Unionen og andre fora vedtaget en række internationale instrumenter, hvorefter der skal træffes foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med ødelæggelsesmateriel. (5) Der blev den 17. december 1998 vedtaget en fælles aktion om Den Europæiske Unions bidrag til bekæmpelse af destabiliserende ophobning og spredning af håndskydevåben og lette våben(1). (6) Det er ønskeligt at bidrage mest muligt til forhandlingerne vedrørende den foreslåede protokol og undgå, at den bliver uforenelig med de instrumenter, der udarbejdes i EU-regi. (7) Rådet anmodede i sine konklusioner af 5. oktober 1998 formandskabet om at foreslå en eller flere fælles holdninger i henhold til EU-traktaten i relation til udkastet til FN's konvention og protokollerne hertil. (8) Rådet vedtog den 29. marts 1999 en fælles holdning vedrørende FN-konventionen om bekæmpelse af organiseret kriminalitet(2) - VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING: Artikel 1 Under forhandlingerne om De Forenede Nationers protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil skal medlemsstaterne støtte en definition af et skydevåben baseret på forestillingen om et dødbringende våben med løb, som udsender, er konstrueret til at udsende eller let kan omdannes til at udsende et skud, en kugle eller et projektil ved hjælp af en sprængledning, dog ikke antikke skydevåben eller efterligninger heraf. I den forbindelse bør definitionen af et antikt skydevåben følge den nationale lovgivning, men ikke omfatte et skydevåben fremstillet efter 1870. Artikel 2 I udkastet til protokol anses eksplosive våben såsom bomber, granater, raketter eller missiler ikke for skydevåben. Teksten bør dog åbne mulighed for at kriminalisere ulovlig fremstilling af og handel med sådanne våben. Artikel 3 1. Medlemsstaterne er enige om, at yderligere overvejelser om spørgsmål vedrørende kriminelles ulovlige fremstilling af og handel med sprængstoffer og deres anvendelse til kriminelle formål bør afvente resultatet af den undersøgelse, der skal udføres af den ad hoc-ekspertgruppe, som er omhandlet i FN-generalforsamlingens resolution E/1999/30, og det internationale instrument om ulovlig fremstilling af og handel med sprængstoffer, som eventuelt skal udarbejdes af De Forenede Nationers Ad hoc-udvalg vedrørende Udarbejdelse af en Konvention om Bekæmpelse af Grænseoverskridende Organiseret Kriminalitet. 2. Medlemsstaterne skal støtte arbejdet i De Forenede Nationers ekspertgruppe og søge at sikre, at dens arbejde afsluttes hurtigst muligt. Artikel 4 Rådet tilstræber efter behov at fastlægge yderligere fælles holdninger i forbindelse med protokoludkastet. Udfærdiget i Bruxelles, den 31. januar 2000. På Rådets vegne J. PINA MOURA Formand (1) EFT L 9 af 15.1.1999, s. 1. (2) EFT L 87 af 31.3.1999, s. 1.