Rådets Resolution af 8. juni 1999 om Fællesskabets fremtidige indsats inden for folkesundhed
EF-Tidende nr. C 200 af 15/07/1999 s. 0001 - 0002
RÅDETS RESOLUTION af 8. juni 1999 om Fællesskabets fremtidige indsats inden for folkesundhed (1999/C 200/01) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, (1) SOM MINDER OM Kommissionens meddelelse af 15. april 1998 om udviklingen i folkesundhedspolitikken i Det Europæiske Fællesskab, som tager sigte på at fremme en bred debat på fællesskabsplan og nationalt plan; (2) SOM MINDER OM sine konklusioner af 26. november 1998 om den fremtidige ramme for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed(1), hvori der er fastlagt generelle principper; (3) SOM NOTERER SIG Europa-Parlamentets beslutning den 10. marts 1999 om Kommissionens meddelelse om udviklingen i sudhedspolitikken i Det Europæiske Fællesskab; (4) SOM NOTERER SIG udtalelserne fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg af 9. september 1998 og fra Regionsudvalget af 19. november 1998 om Kommissionens meddelelse om udviklingen i folkesundhedspolitikken i Det Europæiske Fællesskab; (5) SOM NOTERER SIG resultaterne af konferencen om Den Europæiske Unions nye folkesundhedspolitik den 27.-29. januar 1999 i Potsdam, som er et positivt bidrag til debatten om udviklingen af Fællesskabets fremtidige indsats inden for folkesundhed; (6) SOM UNDERSTREGER, at Fællesskabets fremtidige indsats - der tager sigte på at forbedre folkesundheden og på at forebygge sygdomme og sygdomsrisici hos mennesker - skal vedrøre Fællesskabets borgeres bekymringer med hensyn til sundhedsfarer og deres forventninger om et højt sundhedsniveau på en koordineret og sammenhængende måde; (7) SOM FINDER det nødvendigt, at alle sundhedsrelaterede aktiviteter i Fællesskabet har en høj grad af gennemsigtighed og synlighed med henblik på at forbedre borgernes viden og dermed inddrage dem mere; (8) SOM UNDERSTREGER, at et højt sundhedsbeskyttelsesniveau er stadig vigtigere i betragtning af de udfordringer for sundheden, som medlemsstaterne og Den Europæiske Union vil stå over for i det kommende årtusinde; (9) SOM FINDER, at nogle af de vigtigste udfordringer i denne forbindelse er de nye og genopståede trusler mod sundheden, de alvorligste sygdomme, de genetiske, adfærdsmæssige og miljømæssige sundhedsbestemmende faktorer, øgede sundhedsmæssige uligheder, kvalitetssikring, demografiske forandringer og konsekvenserne af aldringen, sociale, økonomiske og politiske faktorer, forskningens fremskridt og anvendelsen og spredningen af nye teknologier, især bioteknologi; (10) SOM UNDERSTREGER, at Fællesskabet skal have passende midler til at tage disse udfordringer op, både ved at der, navnlig på de tre områder, der er opstillet i Rådets konklusioner af 26. november 1998, udvikles en passende indsats og passende foranstaltninger med større værdi for Fællesskabet og passende videnskabelige og administrative strukturer; (11) SOM LÆGGER VÆGT PÅ betydningen af, at det nye program i overensstemmelse med traktatens mål inden for folkesundhed fremmer og om nødvendigt støtter samarbejdet mellem medlemsstaterne om passende centrale udfordringer og på de øvrige områder, hvor de måtte ønske at samarbejde, for så vidt traktatens målsætninger for folkesundheden tillader dette; (12) SOM FINDER, at det på længere sigt er en meget vigtig forudsætning for, at Fællesskabets folkesundhedspolitik kan blive effektiv, at der afsættes tilstrækkelige fællesskabsmidler til at nå de prioriterede mål, og at de relevante myndigheder i medlemsstaterne engagerer sig varigt i sagen; (13) UNDERSTREGER, at der skal foretages en vurdering af, om de eksisterende fællesskabsnet egner sig til at tage de vigtigste udfordringer op; (14) PÅPEGER PÅ NY, at der ved udviklingen af foranstaltninger inden for alle de tre områder, der er omhandlet i Rådets konklusioner af 26. november 1998, skal tages hensyn til de behov, der vil opstå som følge af den forestående udvidelse af Den Europæiske Union, og det arbejde, som internationale sundhedsorganisationer udfører; (15) UNDERSTREGER, at for at styrke det videnskabelige grundlag skal forskningen spille en væsentlig rolle med at understøtte Fællesskabets fremtidige indsats inden for folkesundhed. Forskningen på fællesskabsplan inden for folkessundhed skal for at være relevant for folkesundheden i Fællesskabet svare til de specifikke forskningsbehov og -områder, som er identificeret af folkesundhedssektoren, der bør have lettere adgang til forskningsprogrammer; (16) UNDERSTREGER behovet for at indføre procedurer, hvorved Fællesskabet og medlemsstaterne kan overvåge den effekt, som Fællesskabets politikker og aktiviteter, herunder navnlig dem, der vedrører det indre marked, har på folkesundhed og sundhedspleje med henblik på at lette en passende balance mellem det indre markeds virkninger og medlemsstaternes uændrede ansvar for at tilrettelægge og yde sundhedstjenester og lægehjælp; (17) FINDER DET PASSENDE, at man efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 tager den interne organisation, samarbejde og arbejdsmetoder på fællesskabsplan op til fornyet overvejelse for at opnå en bedre koordinering af sundhedsrelaterede spørgsmål med henblik på at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed i fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktiviteter; (18) OPFORDRER Kommissionen til snarest muligt og med henblik på at sikre kontinuiteten, når de igangværende programmer udløber, med henblik på næste rådssamling om sundhedsspørgsmål at forelægge et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et handlingsprogram inden for folkesundhed. (1) EFT C 390 af 15.12.1998, s. 1.