Rådets resolution af 22. juni 1998 om styrkelse af synergien mellem Den Europæiske Rumorganisation og Det Europæiske Fællesskab
EF-Tidende nr. C 224 af 17/07/1998 s. 0001 - 0002
RÅDETS RESOLUTION af 22. juni 1998 om styrkelse af synergien mellem Den Europæiske Rumorganisation og Det Europæiske Fællesskab (98/C 224/01) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, SOM HENVISER til udviklingen inden for rumforskning og rumteknologi og anvendelsen heraf; SOM UNDERSTREGER, at rumteknologierne åbner nye markeder og derved øger den økonomiske værdi af rumaktiviteter, samtidig med at deres politiske, kulturelle og sociale betydning fortsat er en dominerende faktor; SOM ERKENDER, at sådanne rumteknologier understøtter den politik, der føres på miljø-, informationssamfunds- og transportområdet, og bidrager til at skabe nye jobmuligheder og højere livskvalitet; SOM TAGER I BETRAGTNING, at den internationale konkurrence øges, og at europæisk industri må stilles på lige fod med internationale konkurrenter; SOM FREMHÆVER de resultater, der allerede er nået inden for videnskab, løfteraketter, satellitapplikationer og rumflyvning med mennesker; SOM ANERKENDER de fremskridt, der allerede er gjort i samarbejdet mellem en række forskellige aktører i den europæiske rumsektor, herunder især Den Europæiske Rumorganisation (ESA), Det Europæiske Fællesskab (Fællesskabet), de nationale rumfartsmyndigheder, industrien, forskningssamfundet og operatørerne, og det udbytte, sådant fremskridt i samarbejdet kan give europæiske brugere og europæisk industri; SOM ERKENDER, at et sådant samarbejde bør bygge på komplementaritet mellem ESA's interesser (ESA's ansvarsområde omfatter især udarbejdelse og gennemførelse af en langsigtet europæisk rumpolitik, aktiviteter og programmer på rumområdet og en industripolitik, der modsvarer organisationens program) og Fællesskabets interesser (Fællesskabet har kompetence på retlige, økonomiske og samfundsmæssige områder, der har indflydelse på reguleringen af rumfartsrelaterede markeder) med hensyn til Fællesskabets politik angående miljø, transport og informationssamfundet, som vil drage nytte af anvendelsen af rumsystemer; SOM ER AF DEN OPFATTELSE, at dette samarbejde vil tilskynde europæisk industri til at investere i rumprojekter med forretningsmæssige muligheder; SOM NOTERER SIG Kommissionens meddelelse om rumpolitik og Europa-Parlamentets dertil knyttede beslutning fra den 13. januar 1998 (1), samt Kommissionens initiativ til at udarbejde konkrete handlingsplaner i visse rumsektorer og de dertil knyttede konklusioner fra Rådet for Den Europæiske Union af 22. september 1997, 27. juni 1997 og 17. marts 1998; SOM HENVISER til Rådets fælles holdning (EF) nr. 31/98 (2) vedrørende femte rammeprogram, der giver mulighed for i særprogrammerne at samordne rumteknologirelaterede applikationer; SOM MINDER OM det frugtbare samarbejde, der i årenes løb er udviklet mellem ESA og Fællesskabet; SOM ER OVERBEVIST OM, at Europa har behov for en fælles vision og en fælles referenceramme, som kan give de ovenfor nævnte forskellige aktører i rumsektoren mulighed for at samordne deres indsats; SOM NOTERER SIG, at ESA-medlemsstaternes ministre med ansvar for rumaktiviteter under højtideligholdelsen af 25-året for den europæiske rumkonference, der blev indledt i 1973, den 23. juni 1998 vil fremhæve betydningen af, at synergien mellem ESA og Fællesskabet styrkes; 1. ER ENIGT OM, at der er behov for yderligere at styrke synergien og øge komplementariteten mellem Fællesskabet og ESA under hensyntagen til deres respektive kompetenceområder for at øge effektiviteten af statslige investeringer i rumsystemer og teknologier til gavn for brugere, industri og de relevante europæiske politikker; 2. UNDERSTREGER, at dette mål vil blive forfulgt aktivt, især inden for applikationer, der bygger på rumteknologi og -systemer, som Kommissionen har udarbejdet eller agter at udarbejde en handlingsplan for, dvs. telekommunikation, navigation og jordobservation; 3. ER ENIGT OM på disse områder at tage størst muligt hensyn til interesserne hos de stater, der er medlemmer af ESA, men ikke af Fællesskabet, og om at opfordre ESA til at tage tilsvarende hensyn til interesserne hos de stater, der er medlemmer af Fællesskabet, men ikke af ESA, og at gøre alt hvad de kan for at sikre, at disse stater ikke stilles ringere end stater, der er medlemmer af begge organisationer; 4. OPFORDRER Kommissionen til inden for de ovennævnte rumapplikationer at inddrage ESA i fastlæggelse, ændring og gennemførelse af aktioner og planer og i sin dialog med andre aktører i rumsektoren, for at maksimere ESA's og Fællesskabets udbytte til støtte for alle medlemsstaters målsætninger på rumområdet; 5. TILSKYNDER Kommissionen til at begynde at træffe praktiske foranstaltninger til fremme af synergien mellem ESA's og Fællesskabets aktiviteter, idet unødvendigt dobbeltarbejde bør undgås, og indsatsen samles om de ovenfor nævnte specifikke anvendelsesområder; 6. OPFORDRER Kommissionen til at tage initiativer med henblik på at opnå de nødvendige vedtagelser i Rådet. (1) EFT C 34 af 2.2.1998, s. 27. (2) EFT C 178 af 10.6.1998, s. 49.