31996L0009

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser

EF-Tidende nr. L 077 af 27/03/1996 s. 0020 - 0028


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDETS DIREKTIV 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, og artikel 66 og 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Databaser er for øjeblikket ikke tilstrækkelig beskyttet i samtlige medlemsstater efter den eksisterende lovgivning; findes en sådan beskyttelse, er den af forskellig beskaffenhed;

(2) sådanne forskelle i den retlige beskyttelse, der gælder i henhold til medlemsstaternes love, har direkte negative indvirkninger på funktionen af det indre marked for databaser og navnlig på fysiske og juridiske personers adgang til at stille online databaseprodukter og -tjenester til rådighed på ensartede vilkår i hele Fællesskabet; disse forskelle kan blive endnu mere udtalte, efterhånden som medlemsstaterne vedtager nye love på dette område, som i stadig højere grad bliver internationalt;

(3) bestående forskelle, der har en fordrejende virkning på det indre markeds funktion, skal fjernes, og nye forhindres i at opstå, medens dette ikke er nødvendigt for så vidt angår forskelle, der ikke indvirker negativt på det indre markeds funktion eller på udviklingen af et informationsmarked i Fællesskabet;

(4) ophavsretlig beskyttelse af databaser findes i forskellig form i medlemsstaterne i henhold til enten deres lovgivning eller deres retspraksis, og så længe forskelle med hensyn til rækkevidden og vilkårene for beskyttelsen vedbliver med at bestå mellem medlemsstaternes lovgivninger, kan sådanne ikke-harmoniserede intellektuelle ejendomsrettigheder virke som en hindring for den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser inden for Fællesskabet;

(5) ophavsret er en velegnet form for eneret for databasers ophavsmænd;

(6) det er imidlertid nødvendigt, at der, så længe der endnu ikke er foretaget en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende illoyal konkurrence, og så længe der endnu ikke foreligger nogen retspraksis på dette område, vedtages andre foranstaltninger for at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af indholdet af en database;

(7) fremstillingen af databaser kræver investering af betydelige ressourcer af menneskelig, teknisk og økonomisk art, medens de kan kopieres eller konsulteres til en brøkdel af de omkostninger, der er nødvendige for at udvikle dem selvstændigt;

(8) uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af indholdet af en database er handlinger, der kan få alvorlige økonomiske og tekniske følger;

(9) databaser er et vigtigt redskab med henblik på udvikling af et informationsmarked i Fællesskabet; dette redskab kan også være nyttigt på mange andre områder;

(10) den eksponentielle vækst i Fællesskabet og på verdensplan i den informationsmængde, der produceres og behandles årligt inden for alle sektorer af handel og industri, kræver, at der foretages investeringer i avancerede informationsbehandlingssystemer i samtlige medlemsstater;

(11) der er for øjeblikket en stor uligevægt i omfanget af investeringer i databasesektoren både mellem medlemsstaterne og mellem Fællesskabet og de største databaseproducerende tredjelande;

(12) investeringer i moderne informationslagrings- og informationssøgningssystemer vil ikke finde sted i Fællesskabet, medmindre der indføres en sikker og ensartet retlig ordning til beskyttelse af databasefremstillernes rettigheder;

(13) dette direktiv beskytter samlinger, undertiden kaldet kompilationer, af værker, data og andet materiale, der struktureres, lagres og konsulteres ved brug af fremgangsmåder, der omfatter elektroniske, elektromagnetiske eller elektrooptiske processer eller tilsvarende processer;

(14) den beskyttelse, dette direktiv giver, bør udvides til også at omfatte ikke-elektroniske databaser;

(15) kriterierne for, om en database kan beskyttes ophavsretligt, bør være, at udvælgelsen eller struktureringen af databasens indhold udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse; beskyttelsen tager sigte på databasens struktur;

(16) kun det krav om originalitet, der gælder for ophavsmandens intellektuelle frembringelse, må anvendes for at afgøre, om en database kan beskyttes ophavsretligt, og navnlig må der ikke foretages en vurdering af databasens kvalitet eller dens æstetiske værdi;

(17) begrebet »database« bør forstås som omfattende samlinger af værker, hvad enten de er litterære, kunstneriske, musikalske eller af anden art, eller af materiale som tekst, lyd, billeder, tal, fakta og data; der skal være tale om samlinger af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk, og som kan konsulteres individuelt; heraf følger, at en optagelse af et audiovisuelt værk, filmværk, litterært værk eller musikværk som sådan ikke falder ind under dette direktivs anvendelsesområde;

(18) dette direktiv berører ikke ophavsmændenes frihed til at bestemme, om og hvorledes det er tilladt at medtage deres værker i en database, herunder navnlig om tilladelsen er eksklusiv eller ikke; beskyttelsen af databaserne i medfør af sui generis-retten berører ikke eksisterende rettigheder over deres indhold; når en ophavsmand eller en indehaver af beslægtede rettigheder tillader, at visse af hans værker eller præstationer medtages i en database i medfør af en ikke-eksklusiv licensaftale, kan tredjemand udnytte disse værker eller præstationer på grundlag af den krævede tilladelse fra ophavsmanden eller fra indehaveren af beslægtede rettigheder, uden at databasefremstillerens sui generis-ret kan gøres gældende over for ham, såfremt disse værker eller præstationer ikke trækkes ud af databasen eller genanvendes ud fra denne;

(19) normalt falder kompilation af flere optagelser af musikudførelse på en CD ikke ind under dette direktivs anvendelsesområde, både fordi en kompilation ikke opfylder betingelserne for at blive ophavsretligt beskyttet, og fordi den ikke repræsenterer en investering, der er tilstrækkelig væsentlig til at være omfattet af sui generis-retten;

(20) beskyttelsen efter dette direktiv kan ligeledes omfatte det materiale, der er nødvendigt til drift af eller søgning i visse databaser, såsom Thesaurus og indekssystemer;

(21) beskyttelsen efter dette direktiv gælder de databaser, hvori værker, data eller andet materiale er struktureret systematisk eller metodisk; det kræves ikke, at den fysiske lagring er velorganiseret;

(22) elektroniske databaser som omhandlet i dette direktiv kan også omfatte f.eks. CD-ROM og CD-I;

(23) udtrykket »database« omfatter ikke de edb-programmer, der benyttes ved fremstillingen eller driften af en database; de er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer (4);

(24) udlejning og udlån af databaser inden for ophavsret og beslægtede rettigheder er udelukkende reguleret i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (5);

(25) ophavsrettens varighed er allerede reguleret i direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (6);

(26) værker beskyttet ved ophavsret og præstationer beskyttet ved beslægtede rettigheder, som indlægges i en database, forbliver imidlertid omfattet af den respektive eneret og kan ikke indlægges i eller udtrækkes af databasen uden tilladelse fra rettighedshaveren eller den, til hvem hans rettigheder er overgået;

(27) ophavsret til værker og beslægtede rettigheder til præstationer, der således er indlagt i en database, berøres på ingen måde af en selvstændig ret til den originale udvælgelse eller strukturering af disse værker og præstationer i databasen;

(28) den droit moral, der tilkommer den fysiske person, der har frembragt databasen, tilhører ophavsmanden og udøves i overensstemmelse med medlemsstaternes love og bestemmelserne i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker; droit moral forbliver uden for dette direktivs anvendelsesområde;

(29) det overlades til medlemsstaternes skøn at fastsætte den ordning, der skal gælde for arbejdstageres frembringelser; intet i dette direktiv er derfor til hinder for, at medlemsstaterne i deres lovgivning præciserer, at når en arbejdstager frembringer en database under udførelsen af sit arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, er arbejdsgiveren eneberettiget til at udøve alle de økonomiske rettigheder, der er knyttet til den således frembragte base, medmindre andet fastsættes ved aftale;

(30) ophavsmandens enerettigheder bør omfatte retten til at bestemme, hvorledes og af hvem hans værk kan udnyttes, herunder navnlig ret til at kontrollere spredningen af hans værk til personer uden tilladelse;

(31) ophavsretlig beskyttelse af databaser omfatter ligeledes, at databaser stilles til rådighed i en anden form end ved spredning af eksemplarer;

(32) medlemsstaterne skal sikre, at der mindst er materiel overensstemmelse mellem deres nationale bestemmelser og de ophavsretlige enerettigheder i henhold til dette direktiv;

(33) spørgsmålet om konsumption af retten til spredning foreligger ikke i forbindelse med online-databaser, som falder ind under tjenesteydelser; dette gælder også en kopi af indholdet af en sådan database, som brugeren af den pågældende tjenesteydelse har taget med rettighedshaverens samtykke; modsat CD-ROM eller CD-I, hvor den intellektuelle ejendomsret indgår i et fysisk medium, dvs. en vare, er hver online-tjenesteydelse således en handling, for hvilken der kræves en tilladelse, såfremt det er fastsat i ophavsretten;

(34) har indehaveren af ophavsretten imidlertid først indvilliget i at stille et eksemplar af databasen til rådighed for en bruger, enten som en online-tjenesteydelse eller ved anden form for spredning, må denne bruger kunne opnå adgang til og benytte databasen til de formål og efter den fremgangsmåde, der er fastsat i licensaftalen med rettighedshaveren, selv om en sådan adgang og benyttelse nødvendiggør udførelsen af handlinger, som ellers falder ind under de ophavsretlige enerettigheder;

(35) der bør udarbejdes en liste over undtagelser fra de ophavsretlige enerettigheder, som tager hensyn til, at den i dette direktiv omhandlede ophavsret kun omfatter udvælgelsen eller struktureringen af materialet i en database; medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte sådanne undtagelser i visse tilfælde; denne mulighed skal imidlertid anvendes i overensstemmelse med Bernerkonventionen, og kun såfremt undtagelserne vedrører databasens struktur; der bør sondres mellem undtagelser til privat brug og reproduktion i privat øjemed, som vedrører visse medlemsstaters nationale bestemmelser om afgifter på tomme medier eller optagere;

(36) udtrykket »videnskabelig forskning« i dette direktiv dækker både naturvidenskab og humaniora;

(37) Bernerkonventionens artikel 10, stk. 1, berøres ikke af dette direktiv;

(38) med den stadig mere udbredte brug af digital teknologi udsættes databasefremstilleren for den risiko, at indholdet af hans database kopieres og uden hans tilladelse omordnes elektronisk, således at der fremstilles en database med identisk indhold, men som ikke krænker ophavsretten til struktureringen af den oprindelige databases indhold;

(39) ud over den ophavsretlige beskyttelse af den originale udvælgelse eller strukturering af en databases indhold er formålet med dette direktiv at beskytte databasefremstillerne mod uretmæssig tilegnelse af resultaterne af den økonomiske og faglige investering, der er medgået til fremskaffelse og indsamling af indholdet, idet hele databasen eller væsentlige dele af den beskyttes mod visse handlinger, der begås af brugeren eller af en konkurrent;

(40) formålet med denne sui generis-ret er at sikre, at en investering i indsamling, kontrol eller præsentation af indholdet i en database beskyttes i den begrænsede tid, retten varer; investeringen kan bestå i anvendelse af økonomiske ressourcer og/eller brug af tid, indsats og energi;

(41) formålet med sui generis-retten er at give fremstilleren af en database mulighed for at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af hele den pågældende databases indhold eller en væsentlig del deraf; databasefremstilleren er den person, der tager initiativet og påtager sig risikoen i forbindelse med investeringerne; dette udelukker navnlig underleverandører fra at være omfattet af definitionen på en fremstiller;

(42) den særlige ret til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser tager sigte på en bruger, som overskrider sine legitime rettigheder og dermed skader investeringen; retten til at forbyde udtræk og/eller genanvendelse af hele indholdet eller en væsentlig del deraf tager ikke blot sigte på fremstillingen af et konkurrerende piratprodukt, men også på en bruger, som ved sine handlinger skader investeringen væsentligt i kvalitativ eller kvantitativ henseende;

(43) ved online-transmission er retten til at forbyde genanvendelse ikke udtømt, hverken hvad angår databasen eller hvad angår en kopi af indholdet af den pågældende database eller af en del deraf, som modtageren af transmissionen har taget med rettighedshaverens samtykke;

(44) når visualisering på en dataskærm af en databases indhold nødvendiggør permanent eller midlertidig overførsel af hele dette indhold eller en væsentlig del deraf til et andet medium, skal rettighedshaveren give sin tilladelse dertil;

(45) retten til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser er på ingen måde en udvidelse af den ophavsretlige beskyttelse til også at omfatte rene fakta eller data;

(46) retten til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af hele en bestemt databases værker, data eller materiale eller en væsentlig del deraf medfører ikke, at der skabes en selvstændig ret til selve værkerne, dataene eller materialet;

(47) af hensyn til konkurrencen mellem leverandører af informationsprodukter og -tjenester skal beskyttelsen i medfør af sui generis-retten ikke udøves på en sådan måde, at det letter misbrug af en dominerende stilling, især for så vidt angår fremstilling og distribution af nye produkter og tjenester, der har en merværdi af intellektuel, dokumentarisk, teknisk, økonomisk eller kommerciel art; dette direktivs bestemmelser berører derfor ikke anvendelsen af konkurrencereglerne, uanset om det er fællesskabsregler eller nationale regler;

(48) formålet med dette direktiv, der er at etablere et adækvat og ensartet beskyttelsesniveau for databaser for at sikre databasefremstilleren det vederlag, der tilkommer ham, er forskelligt fra det mål, der tilstræbes i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (7), hvis formål er at sikre fri udveksling af personoplysninger på grundlag af harmoniserede regler til beskyttelse af grundlæggende rettigheder, herunder navnlig retten til privatlivets fred, der er anerkendt i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; bestemmelserne i nærværende direktiv berører ikke lovgivningen om databeskyttelse;

(49) uanset retten til at forbyde udtræk og/eller genanvendelse af hele en database eller en væsentlig del af den bør det fastsættes, at fremstilleren af en database eller rettighedshaveren ikke kan forhindre den, der har ret til at benytte databasen, i at udtrække og genanvende uvæsentlige dele; denne bruger må dog ikke urimeligt skade hverken de legitime interesser, der tilkommer indehaveren af sui generis-retten, eller de rettigheder, der tilkommer indehaveren af en ophavsret eller en beslægtet rettighed, som omfatter værker eller præstationer, der findes i databasen;

(50) medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte undtagelser fra retten til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af en væsentlig del af en databases indhold, når der er tale om udtræk til privat brug, til illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning, og når udtræk og/eller genanvendelse finder sted af hensyn til den offentlige sikkerhed eller med henblik på en administrativ procedure eller en retsprocedure; disse transaktioner må ikke berøre fremstillerens eneret til at udnytte databasen, og deres formål må ikke være kommercielt;

(51) når medlemsstaterne gør brug af muligheden for at tillade den, der har ret til at benytte en database, at udtrække en væsentlig del af indholdet til illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning, kan de begrænse denne tilladelse til kun at omfatte visse kategorier af uddannelses- eller forskningsinstitutioner;

(52) de medlemsstater, som har specifikke bestemmelser om en ret, der er sammenlignelig med den sui generis-ret, som dette direktiv fastsætter, skal med hensyn til denne rye ret kunne opretholde de undtagelser, som traditionelt anerkendes i disse bestemmelser;

(53) det påhviler basens fremstiller at bevise, hvornår fremstillingen af en database er afsluttet;

(54) det påhviler fremstilleren af den ændrede base at bevise, at de kriterier, der gør det muligt at fastslå, at en væsentlig ændring af en databases indhold skal betragtes som en væsentlig ny investering, er opfyldt;

(55) en væsentlig ny investering, der medfører en ny beskyttelsestid, kan omfatte en gennemgribende kontrol af databasens indhold;

(56) retten til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser gælder kun for databaser, hvis fremstiller er statsborger eller har sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, og for databaser produceret af juridiske personer, der ikke er etableret i en af medlemsstaterne i traktatens forstand, hvis de pågældende tredjelande giver databaser, der er produceret af statsborgere i medlemsstaterne eller af personer, der har deres sædvanlige opholdssted på Fællesskabets område, en tilsvarende beskyttelse;

(57) ud over de sanktioner, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning kan bringes i anvendelse i tilfælde af krænkelse af ophavsret eller andre rettigheder, skal medlemsstaterne fastlægge passende sanktioner med henblik på at imødegå uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af en database;

(58) ud over den beskyttelse, dette direktiv giver databasers struktur gennem ophavsretten og deres indhold gennem sui generis-retten til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser, finder de i medlemsstaterne gældende bestemmelser om levering af databaseprodukter og -tjenester fortsat anvendelse;

(59) dette direktiv er ikke til hinder for, at de regler om udsendelse via fjernsyn af audiovisuelle programmer, der måtte være anerkendt i en medlemsstats lovgivning, anvendes på databaser, der består af audiovisuelle værker;

(60) visse medlemsstater lader for øjeblikket databaser, der ikke opfylder dette direktivs kriterier for ophavsretlig beskyttelse, være omfattet af en ophavsretsordning; selv hvis de pågældende databaser er berettiget til beskyttelse i henhold til den i dette direktiv fastsatte ret til at forhindre uautoriserede udtræk og/eller genanvendelser af deres indhold, er beskyttelsestiden betydelig kortere end den, de har i henhold til de for tiden gældende nationale ordninger; en harmonisering af de kriterier, der anvendes for at fastslå, om en database skal være ophavsretligt beskyttet, må ikke medføre en afkortning af den beskyttelsestid, indehaverne af de pågældende rettigheder for øjeblikket har; der bør fastsættes en undtagelse i den henseende; virkningerne af denne undtagelse skal være begrænset til de pågældende medlemsstaters område -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv vedrører den retlige beskyttelse af databaser, uanset deres form.

2. I dette direktiv forstås ved »database« en samling af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på anden måde.

3. Beskyttelsen i dette direktiv gælder ikke for edb-programmer, som anvendes til fremstilling eller drift af databaser, der kan konsulteres ved brug af elektronisk udstyr.

Artikel 2

Begrænsninger i anvendelsesområdet

Dette direktiv finder anvendelse med forbehold af fællesskabsbestemmelserne om:

a) retlig beskyttelse af edb-programmer

b) udlejnings- og udlånsrettigheder samt visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret

c) beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder.

KAPITEL II

OPHAVSRET

Artikel 3

Beskyttelsens genstand

1. I henhold til dette direktiv skal databaser, som på grund af udvælgelsen eller struktureringen af indholdet udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse, have ophavsretlig beskyttelse som sådan. Der gælder ikke andre kriterier for, om de er berettiget til denne beskyttelse.

2. Den ophavsretlige beskyttelse af databaser i henhold til dette direktiv omfatter ikke databasens indhold, og den berører ikke eventuelle rettigheder til dette indhold.

Artikel 4

Databasens ophavsmand

1. Ophavsmanden til en database er den fysiske person eller den gruppe af fysiske personer, der har frembragt basen, eller, hvis medlemsstatens lovgivning tillader det, den juridiske person, der i henhold til denne lovgivning anerkendes som rettighedshaver.

2. Anerkender en medlemsstats lovgivning kollektive værker, tilhører de økonomiske rettigheder den person, som har ophavsretten.

3. Er en database frembragt af flere fysiske personer i fællesskab, tilhører enerettighederne disse personer i fællesskab.

Artikel 5

Ophavsretlige enerettigheder

Ophavsmanden til en database har med hensyn til de af basens udtryk, der kan omfattes af ophavsretlig beskyttelse, eneret til at foretage eller tillade:

a) midlertidig eller varig, hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form

b) oversættelse, bearbejdelse, strukturering og enhver anden ændring

c) enhver form for spredning til almenheden af basen eller eksemplarer deraf. Første gang et eksemplar af en database sælges i Fællesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, er rettighedshaverens ret til at udøve kontrol med videresalg af dette eksemplar inden for Fællesskabet udtømt

d) tilgængeliggørelse, visning eller fremførelse til almenheden

e) eksemplarfremstilling, spredning, tilgængeliggørelse, visning eller fremførelse til almenheden af resultaterne af de handlinger, der er nævnt i litra b).

Artikel 6

Undtagelser fra ophavsretlige enerettigheder

1. Den, der har ret til at benytte en database eller et eksemplar heraf, kan uden tilladelse fra basens ophavsmand udføre enhver handling, der er nævnt i artikel 5, når den er nødvendig for, at brugeren kan få adgang til databasens indhold og gøre normal brug af dette. Har brugeren kun tilladelse til at benytte en del af databasen, gælder dette stykke kun for denne del.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte begrænsninger i de i artikel 5 nævnte rettigheder i følgende tilfælde:

a) når der er tale om eksemplarfremstilling til privat brug af en ikke-elektronisk database

b) når der udelukkende er tale om anvendelse med henblik på illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning, såfremt kilden angives, og i det omfang, som det ikke-kommercielle formål berettiger

c) når der er tale om anvendelse, der sker af hensyn til den offentlige sikkerhed eller med henblik på en administrativ procedure eller en retsprocedure

d) når der er tale om andre undtagelser fra ophavsretten, som traditionelt anerkendes i medlemsstatens lovgivning, jf. dog litra a), b) og c).

3. I overensstemmelse med Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker må denne artikel ikke fortolkes således, at den finder anvendelse på en måde, som gør urimeligt indgreb i rettighedshaverens legitime interesser eller strider mod den normale udnyttelse af databasen.

KAPITEL III

SUI GENERIS-RET

Artikel 7

Beskyttelsens genstand

1. Når indsamling, kontrol eller præsentation af en databases indhold ud fra et kvalitativt eller kvantitativt synspunkt er udtryk for en væsentlig investering, sikrer medlemsstaterne databasens fremstiller en ret til at forbyde udtræk og/eller genanvendelse af hele basens indhold eller en væsentlig del deraf, vurderet kvalitativt eller kvantitativt.

2. I dette kapitel forstås ved:

a) »udtræk«: permanent eller midlertidig overførsel af hele en databases indhold eller en væsentlig del deraf til et andet medium på en hvilken som helst måde eller i en hvilken som helst form

b) »genanvendelse«: enhver form for tilgængeliggørelse for almenheden af hele databasens indhold eller en væsentlig del deraf ved spredning af eksemplarer, udlejning, online-transmission eller på anden måde. Første gang et eksemplar af en database sælges i Fællesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, er rettighedshaverens ret til at udøve kontrol med videresalg af dette eksemplar inden for Fællesskabet udtømt.

Offentligt udlån er ikke udtræk eller genanvendelse.

3. Den i stk. 1 omhandlede ret kan overdrages, overføres eller gives i kontraktlig licens.

4. Den i stk. 1 omhandlede ret gælder, uanset om databasen er genstand for ophavsret eller anden beskyttelse. Endvidere gælder den, uanset som databasens indhold er genstand for ophavsret eller anden beskyttelse. Beskyttelsen af databaser efter den i stk. 1 omhandlede ret berører ikke rettigheder, som måtte eksistere med hensyn til basens indhold.

5. Gentagne og systematiske udtræk og/eller genanvendelser af uvæsentlige dele af databasens indhold, der kan sidestilles med handlinger, som strider mod en normal udnyttelse af basen, eller som skader databasefremstillerens legitime interesser urimeligt, er ikke tilladt.

Artikel 8

Rettigheder og pligter for den, der har ret til at benytte en database

1. Fremstilleren af en database, der er gjort tilgængelig for almenheden, uanset på hvilken måde, kan ikke forhindre den, der har ret til at benytte denne base, i at udtrække og/eller genanvende uvæsentlige dele af dens indhold, vurderet kvalitativt eller kvantitativt, uanset formålet. Har brugeren kun tilladelse til at udtrække og/eller genanvende en del af databasen, gælder dette stykke kun for denne del.

2. Den, der har ret til at benytte en database, der er gjort tilgængelig for almenheden, uanset på hvilken måde, må ikke foretage handlinger, der strider mod en normal udnyttelse af basen, eller som skader basefremstillerens legitime interesser urimeligt.

3. Den, der har ret til at benytte en database, der er gjort tilgængelig for almenheden, uanset på hvilken måde, må ikke foretage handlinger, der er til skade for indehaveren af en ophavsret eller en beslægtet ret over værker eller præstationer i denne base.

Artikel 9

Undtagelser fra sui generis-retten

Medlemsstaterne kan fastsætte, at den, der har ret til at benytte en database, der er gjort tilgængelig for almenheden, uanset på hvilken måde, uden tilladelse fra basefremstilleren kan udtrække og/eller genanvende en væsentlig del af basens indhold:

a) når der er tale om udtræk til privat brug af indholdet af en ikke-elektronisk database

b) når der er tale om udtræk med henblik på illustration ved undervisning eller med henblik på videnskabelig forskning, såfremt kilden angives, og i det omfang, som det ikke-kommercielle formål berettiger

c) når der er tale om udtræk og/eller genanvendelse, der sker af hensyn til den offentlige sikkerhed eller med henblik på en administrativ procedure eller en retsprocedure.

Artikel 10

Beskyttelsestid

1. Retten efter artikel 7 opstår på det tidspunkt, hvor databasen er fremstillet. Den ophører 15 år efter den 1. januar i det år, der følger efter datoen for fremstillingen.

2. For en database, der er gjort tilgængelig for almenheden, uanset på hvilken måde, inden udløbet af den periode, der er fastsat i stk. 1, ophører beskyttelsen efter denne ret 15 år efter den 1. januar i det år, der følger efter den dato, hvor basen første gang blev gjort tilgængelig for almenheden.

3. Enhver væsentlig ændring af indholdet af en database i kvalitativ eller kvantitativ henseende, herunder enhver væsentlig ændring som følge af flere på hinanden følgende tilføjelser, udeladelser eller forandringer, der betyder, at der er tale om en væsentlig ny investering i kvalitativ eller kvantitativ henseende, medfører, at den database, der er resultatet af denne investering, opnår sin egen beskyttelsesperiode.

Artikel 11

Personer, som omfattes af sui generis-rettens beskyttelse

1. Retten efter artikel 7 gælder for databaser, når fremstilleren eller rettighedshaveren er statsborger i en medlemsstat eller har sit sædvanlige opholdssted i Fællesskabet.

2. Stk. 1 finder tillige anvendelse på selskaber og virksomheder, der er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedforretningssted er beliggende inden for Fællesskabet; hvis et sådant selskab eller en sådan virksomhed kun har sit vedtægtsmæssige hjemsted på Fællesskabets område, skal selskabets eller virksomhedens aktiviteter have reel og varig forbindelse med en af medlemsstaternes økonomi.

3. Rådet indgår på forslag af Kommissionen aftaler om udvidelse af beskyttelsen efter den i artikel 7 omhandlede ret til også at omfatte databaser, der er fremstillet i tredjelande, og som falder uden for bestemmelserne i stk. 1 og 2. Den beskyttelsestid, der ydes databaser i kraft af denne procedure, kan ikke være længere end den i artikel 10 fastsatte beskyttelsestid.

KAPITEL IV

FÆLLES BESTEMMELSER

Artikel 12

Sanktioner

Medlemsstaterne fastlægger passende sanktioner i tilfælde af krænkelse af rettighederne i henhold til dette direktiv.

Artikel 13

Fortsat anvendelse af andre retsforskrifter

Dette direktiv berører ikke forskrifter vedrørende f.eks. ophavsret, ophavsretsbeslægtede rettigheder eller andre rettigheder eller forpligtelser med hensyn til data, værker eller andet materiale indlagt i en database, patenter, varemærker, mønstre og modeller, beskyttelse af nationale skatte, forskrifter om karteller og illoyal konkurrence, forretningshemmeligheder, sikkerhed, fortrolighed, beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, adgang til offentlige dokumenter og aftaleret.

Artikel 14

Tidsmæssig anvendelse

1. Beskyttelsen i henhold til dette direktiv vedrørende ophavsret gælder også for databaser, der er frembragt før den i artikel 16, stk. 1, omhandlede dato, og som på denne dato opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv med hensyn til ophavsretlig beskyttelse af databaser.

2. Når en database, som på datoen for dette direktivs offentliggørelse er beskyttet af en ophavsretsordning i en medlemsstat, ikke opfylder kriterierne for ophavsretlig beskyttelse i artikel 3, stk. 1, kan dette direktiv, uanset stk. 1 i nærværende artikel, ikke medføre, at den resterende beskyttelsestid i den pågældende medlemsstat i henhold til nævnte ordning afkortes.

3. Beskyttelsen efter den i artikel 7 omhandlede ret gælder også for databaser, hvis fremstilling er afsluttet ikke mere end 15 år før den i artikel 16, stk. 1, omhandlede dato, og som på denne dato opfylder de krav, der er fastsat i artikel 7.

4. Beskyttelsen i henhold til stk. 1 og 3 berører ikke eventuelle handlinger, der er foretaget, eller rettigheder, der er erhvervet inden den dato, der er nævnt i disse stykker.

5. Er der tale om en database, hvis fremstilling er afsluttet ikke mere end 15 år før den i artikel 16, stk. 1, omhandlede dato, er beskyttelsestiden i forbindelse med den i artikel 7 fastsatte ret 15 år fra den 1. januar i det år, der følger efter denne dato.

Artikel 15

Visse bestemmelsers bindende karakter

Alle aftalebestemmelser, der strider mod artikel 6, stk. 1, og artikel 8, er ugyldige.

Artikel 16

Afsluttende bestemmelser

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1998.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3. Senest ved udløbet af det tredje år efter den i stk. 1 anførte dato og derefter hvert tredje år forelægger Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske Sociale Udvalg en beretning om direktivets anvendelse, hvori den, navnlig på grundlag af specifikke oplysninger fra medlemsstaterne, især undersøger anvendelsen af sui generis-beskyttelsen, herunder artikel 8 og 9, og navnlig om anvendelsen af denne beskyttelse har medført misbrug af en dominerende stilling eller andre indgreb i den frie konkurrence, der kunne begrunde passende foranstaltninger, herunder gennemførelse af en ordning med tvangslicenser. Kommissionen fremsætter om nødvendigt forslag om tilpasning af dette direktiv til udviklingen på databaseområdet.

Artikel 17

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. marts 1996.

På Europa-Parlamentets vegne

K. HÄNSCH

Formand

På Rådets vegne

L. DINI

Formand

(1) EFT nr. C 156 af 23. 6. 1992, s. 4, og EFT nr. C 308 af 15. 11. 1993, s. 1.

(2) EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993, s. 3.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 23. juni 1993 (EFT nr. C 194 af 19. 7. 1993, s. 144), Rådets fælles holdning af 10. juli 1995 (EFT nr. C 288 af 30. 10. 1995, s. 14) og Europa-Parlamentets afgørelse af 14. december 1995 (EFT nr. C 17 af 22. 1. 1996). Rådets afgørelse af 26. februar 1996.

(4) EFT nr. L 122 af 17. 5. 1991, s. 42. Direktivet er senest ændret ved direktiv 93/98/EØF (EFT nr. L 290 af 24. 11. 1993, s. 9).

(5) EFT nr. L 346 af 27. 11. 1992, s. 61.

(6) EFT nr. L 290 af 24. 11. 1993, s. 9.

(7) EFT nr. L 281 af 23. 11. 1995, s. 31.