31996F0748

96/748/RIA: Fælles aktion af 16. december 1996 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union med henblik på udvidelse af Europols Narkotikaenheds mandat

EF-Tidende nr. L 342 af 31/12/1996 s. 0004 - 0004


FÆLLES AKTION af 16. december 1996 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union med henblik på udvidelse af Europols Narkotikaenheds mandat (96/748/RIA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel K.3, stk. 2, litra b),

som erindrer om den fælles aktion af 10. marts 1995 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende Europols Narkotikaenhed (1), som bemyndigede Europols Narkotikaenhed til at udføre visse opgaver for at bistå medlemsstaterne med et bekæmpe visse former for grænseoverskridende kriminalitet,

som erindrer om Rådets retsakt af 26. juli 1995 (2) om udarbejdelse af Europol-konventionen, undertegnet af repræsentanter for unionsmedlemsstaternes regeringer,

som erindrer om, at konventionen, når den træder i kraft efter at være blevet vedtaget af alle medlemsstater, vil give Europol et mandat, der går videre end Europols Narkotikaenheds nuværende mandat, idet det vil omfatte andre former for grænseoverskridende kriminalitet, herunder menneskehandel,

som tager hensyn til Europa-Parlamentets ønske, som fremgår af dets beslutninger af 19. september 1996, der understreger betydningen af at bekæmpe menneskehandel og opfordrer til at tildele Europols Narkotikaenhed en rolle på dette område,

som har kendskab til konklusionerne fra konferencen i Wien om handel med kvinder, som Europa-Kommissionen og den østrigske regering havde indkaldt til i juni 1996,

som har kendskab til konklusionerne fra verdenskonferencen om kommerciel seksuel udnyttelse af børn, som blev afholdt i Stockholm den 26.-31. august 1996,

som er enigt om at udvide Europols Narkotikaenheds mandat til at omfatte menneskehandel,

HAR VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Artikel 2, stk. 2, i den fælles aktion af 10. marts 1995 affattes således:

»2. Enheden fungerer som en ikke-operativ enhed, der skal sørge for udveksling og analyse af oplysninger om følgende forhold, når disse vedrører to eller flere medlemsstater:

a) ulovlig narkotikahandel

b) ulovlig handel med radioaktive og nukleare materialer

c) menneskesmugling

d) menneskehandel

e) ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer

samt om de deri implicerede kriminelle organisationer og om hvidvaskning af penge i den forbindelse.

Ved »menneskehandel« forstås i denne fælles aktion menneskehandel som defineret i Europol-konventionen.«

Artikel 2

Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. december 1996.

På Rådets vegne

M. D. HIGGINS

Formand

(1) EFT nr. L 62 af 20. 3. 1995, s. 1.

(2) EFT nr. C 316 af 27. 11. 1995, s. 1.


Administreret af Publikationskontoret