31987L0343

*****

RAADETS DIREKTIV

af 22. juni 1987

om aendring, for saa vidt angaar kreditforsikring og kautionsforsikring, af direktiv 73/239/EOEF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udoevelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring

(87/343/EOEF)

RAADET FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab, saerlig artikel 57, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det oekonomiske og sociale Udvalg (3), og

ud fra foelgende betragtninger:

Ved Raadets foerste direktiv 73/239/EOEF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udoevelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (4), aendret ved direktiv 76/580/EOEF (5), ophaeves visse forskelle mellem de nationale lovgivninger for at lette adgangen til og udoevelsen af naevnte virksomhed;

det praeciseres imidlertid i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra d), at det »indtil den senere samordning, der skal gennemfoeres inden en frist paa fire aar efter dette direktivs bekendtgoerelse«, ikke vedroerer »eksportkreditforsikringsvirksomhed for statens regning eller med statsstoette«; den beskyttelse af den sikrede, som hjemles i dette direktiv, overtages af staten, naar eksportkreditforsikringsvirksomheden gennemfoeres for statens regning eller med statsgaranti, hvoraf foelger, at udelukkelsen af denne form for virksomhed fra direktivets anvendelsesomraade skal opretholdes, indtil en senere samordning er gennemfoert;

det praeciseres i direktivets artikel 7, stk. 2, litra c), at »indtil den senere samordning, der finder sted inden en frist paa fire aar efter meddelelse af dette direktiv, kan Forbundsrepublikken Tyskland opretholde forbudet mod, at sygeforsikring, kredit- og kautionsforsikring eller retshjaelpsforsikring udoeves sideloebende eller samtidig med andre klasser paa dens omraade«; heraf foelger, at der endnu er hindringer i vejen for oprettelse af visse agenturer og filialer; dette boer afhjaelpes;

med hensyn til kautionsforsikring er de sikredes interesser tilstraekkelig beskyttet gennem bestemmelserne i ovennaevnte direktiv; den mulighed, der ved direktivet blev givet Forbundsrepublikken Tyskland for at forbyde udoevelse af kautionsforsikring sammen med andre forsikringsklasser, boer ophaeves;

forsikringsvirksomheder, hvis kreditforsikringer udgoer mere end en lille del af deres samlede omsaetning, boer oprette en udligningsreserve, som ikke indgaar i solvensmargenen; denne reserve boer beregnes efter de i direktivet fastsatte aekvivalente metoder;

i betragtning af det cykliske skadesforloeb inden for kreditforsikring maa denne i forbindelse med beregningen af den gennemsnitlige skade efter artikel 16, stk. 2, i naevnte direktiv ligestilles med storm-, hagl- og frostskadeforsikring;

risikoen ved kreditforsikring er af en saadan art, at kreditforsikringsvirksomheder maa oprette en stoerre minimumsgarantifond end den, der for tiden er foreskrevet i direktiv 73/239/EOEF;

de virksomheder, som skal opfylde denne forpligtelse, boer indroemmes tilstraekkelige frister hertil;

det er ikke noedvendigt at paalaegge virksomheder, hvis aktiviteter inden for denne klasse ikke overstiger et bestemt omfang, denne forpligtelse;

paa grund af de i dette direktiv indeholdte bestemmelser vedroerende kreditforsikring er det ikke laengere berettiget at opretholde forbudet mod udoevelse af kreditforsikring sammen med andre forsikringsklasser i Forbundsrepublikken Tyskland, og forbudet boer derfor ophaeves -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 73/239/EOEF foretages foelgende aendringer:

1. Artikel 2, nr. 2, litra d), affattes saaledes:

»d) indtil en senere samordning, eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfaelde, hvor staten staar som forsikrer.«

2. I artikel 7, stk. 2, andet afsnit, litra c), udgaar ordene »kredit- og kautionsforsikring«.

3. Foelgende indsaettes som artikel 15a:

»Artikel 15a

1. Hver medlemsstat kraever, at virksomheder, der er etableret paa dens omraade, og som daekker risici, der er omfattet af forsikringsklassen under punkt A, nr. 14, i bilaget, i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«, skal oprette en udligningsreserve, som skal daekke et eventuelt teknisk tab eller en skadesprocent, der er hoejere end gennemsnittet, naar et saadant forhold forekommer inden for denne forsikringsklasse ved afslutningen af regnskabsaaret.

2. Udligningsreserven beregnes i henhold til regler, som hver stat fastsaetter, efter en af de fire metoder, der er anfoert under punkt D i bilaget og betragtes som aekvivalente.

3. Op til de beloeb, der er beregnet efter metoderne under punkt D i bilaget, indregnes udligningsreserven ikke i solvensmargenen.

4. Medlemsstaterne kan fritage forretningssteder fra kravet om oprettelse af en udligningsreserve for kreditforsikringsklassen, hvis deres indtaegt fra praemier og bidrag i denne klasse udgoer mindre end 4 % af den samlede praemie- og bidragsindtaegt og er mindre end 2 500 000 ECU.«

4. Artikel 16, stk. 2, andet punktum, affattes saaledes:

»Saafremt virksomheder hovedsagelig kun daekker en eller flere af foelgende risici: kredit-, storm-, hagl- og frostrisici, tages der dog hensyn til de sidste syv regnskabsaar som referenceperiode for gennemsnittet af skader.«

5. Artikel 17, stk. 2, litra a), foerste led, erstattes af foelgende led:

»- 1 400 000 ECU for de risici eller en del af de risici, som hoerer under den i punkt A i bilaget under nr. 14 anfoerte forsikringsklasse. Denne bestemmelse finder anvendelse paa enhver virksomhed, hvis aarligt indgaaende praemier eller bidrag inden for denne forsikringsklasse i hvert af de tre sidste regnskabsaar har overskredet 2 500 000 ECU eller 4 % af de til den paagaeldende virksomhed indgaaede praemier eller bidrag;

- 400 000 ECU for de risici eller en del af de risici, der hoerer under en af de klasser, der er anfoert i punkt A i bilaget under nr. 10, 11, 12, 13 og 15 samt, medmindre foerste led finder anvendelse, nr. 14.«

6. I artikel 17, stk. 2, indsaettes foelgende som litra d):

»d) Skal en virksomhed, som udoever kreditforsikring, forhoeje den i litra a), foerste led, omhandlede garantifond, til 1 400 000 ECU, indroemmer den paagaeldende medlemsstat denne virksomhed:

- en frist paa tre aar for at bringe fonden op paa 1 000 000 ECU,

- en frist paa fem aar for at bringe fonden op paa 1 200 000 ECU,

- en frist paa syv aar for at bringe fonden op paa 1 400 000 ECU.

Disse frister loeber fra den dato, paa hvilken de i litra a), foerste led, naevnte forudsaetninger er opfyldt.«

7. I artikel 19 indsaettes foelgende som stk. 1a:

»1a. For saa vidt angaar kreditforsikring skal virksomheden give tilsynsmyndigheden adgang til regnskabsmateriale, hvori baade de tekniske resultater og de tekniske reserver i forbindelse med denne virksomhed er opfoert.«

8. I bilaget indsaettes punkt D som anfoert i bilaget til naervaerende direktiv. Artikel 2

Medlemsstaterne traeffer inden den 1. januar 1990 de noedvendige foranstaltninger for efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse foranstaltninger senest fra den 1. juli 1990.

Artikel 3

Efter meddelelsen (1) af dette direktiv fremsender medlemsstaterne til Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Luxembourg, den 22. juni 1987.

Paa Raadets vegne

L. TINDEMANS

Formand

(1) EFT nr. C 245 af 29. 9. 1979, s. 7, og

EFT nr. C 5 af 7. 1. 1983, s. 2.

(2) EFT nr. C 291 af 10. 11. 1980, s. 70.

(3) EFT nr. C 146 af 16. 6. 1980, s. 6.

(4) EFT nr. L 228 af 16. 8. 1973, s. 3.

(5) EFT nr. L 189 af 13. 7. 1976, s. 13.

(1) Dette direktiv er meddelt medlemsstaterne den 25. juni 1987.

BILAG

»D. Metoder til beregning af udligningsreserven for kreditforsikringsklassen

Metode nr. 1

1. Under hensyn til de risici, der er anfoert i forsikringsklassen under punkt A nr. 14 (i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«), skal der oprettes en udligningsreserve til daekning af et eventuelt teknisk tab, som forekommer inden for denne forsikringsklasse ved afslutningen af regnskabsaaret.

2. Indtil reserven udgoer 150 % af det hoejeste aarlige beloeb i de senere fem regnskabsaar for nettopraemier eller -bidrag, skal der i hvert regnskabsaar til reserven overfoeres et beloeb paa 75 % af det eventuelle tekniske overskud fra kreditforsikringsvirksomheder, idet denne overfoersel dog ikke kan overstige 12 % af nettopraemier eller -bidrag.

Metode nr. 2

1. Under hensyn til de risici, der er anfoert i forsikringsklassen under punkt A, nr. 14, i bilaget (i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«), skal der oprettes en udligningsreserve til daekning af et eventuelt teknisk tab, som forekommer inden for denne forsikringsklasse ved afslutningen af regnskabsaaret.

2. Udligningsreservens minimumsbeloeb skal udgoere 134 % af gennemsnittet af den aarlige indtaegt fra praemier eller bidrag i de fem foregaaende regnskabsaar efter fradrag af overdragelser og tillaeg af godkendte genforsikringer.

3. Denne reserve skal i hvert af de efterfoelgende regnskabsaar tilfoeres en overfoersel paa 75 % af det eventuelle tekniske overskud i denne klasse, indtil reserven er lig med eller hoejere end det minimum, der er beregnet i overensstemmelse med stk. 2.

4. Medlemsstaterne kan for beregning af reservens stoerrelse og/eller stoerrelsen af den aarlige overfoersel fastsaette saerlige regler, der resulterer i stoerre beloeb end de i dette direktiv fastsatte minimumsbeloeb.

Metode nr. 3

1. For den under punkt A, nr. 14, anfoerte forsikringsklasse (i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«) skal der oprettes en udligningsreserve til daekning af en i regnskabsaaret forekommende skadesprocent, der er hoejere end gennemsnittet i denne forsikringsklasse.

2. Denne udligningsreserve beregnes efter foelgende metode:

Alle beregninger vedroerer indtaegter og udgifter for egen regning.

For hvert regnskabsaar skal det beloeb, der foelger af et skadesforloeb under normalen, overfoeres til udligningsreserven, indtil reserven naar eller igen naar op paa det beregnede beloeb.

Der foreligger et skadesforloeb under normalen, saafremt regnskabsaarets skadesprocent er lavere end den gennemsnitlige skadesprocent i referenceperioden. Beloeb, der foelger af et skadesforloeb under normalen, svarer til differencen mellem disse to procenter multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Det beregnede beloeb for reserven er lig med det seksdobbelte af standardforskellen mellem skadesprocenterne i referenceperioden og den gennemsnitlige skadesprocent multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Er der i et regnskabsaar opstaaet en skadesexcedent, skal beloebet udredes over udligningsreserven. Der foreligger en skadesexcedent, saafremt regnskabsaarets skadesprocent er hoejere end den gennemsnitlige skadesprocent. Stoerrelsen af skadesexcedenten svarer til differencen mellem disse to procenter multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Uanset skadesforloebet skal der i hvert regnskabsaar straks tilfoeres udligningsreserven 3,5 % af det beregnede beloeb, indtil reserven naar eller ingen naar op paa dette beloeb.

Referenceperioden skal have en varighed af mindst 15 og hoejst 30 aar. Forsikringsgiveren kan undlade at oprette en udligningsreserve, saafremt der ikke er konstateret noget forsikringsteknisk tab i referenceperioden.

Udligningsreservens beregnede beloeb og overfoersler herfra kan nedsaettes, saafremt det af den gennemsnitlige skadesprocent i referenceperioden tillige med omkostningsprocenten fremgaar, at praemierne omfatter et sikkerhedstillaeg.

Metode nr. 4

1. For den under punkt A, nr. 14, anfoerte forsikringsklasse (i det foelgende benaevnt »kreditforsikring«) skal der oprettes en udligningsreserve til daekning af en i regnskabsaaret forekommende skadesprocent, der er hoejere end gennemsnittet i denne forsikringsklasse. 2. Denne udligningsreserve beregnes efter foelgende metode:

Alle beregninger vedroerer indtaegter og udgifter for egen regning.

For hvert regnskabsaar skal det beloeb, der foelger af et skadesforloeb under normalen, overfoeres til udligningsreserven, indtil reserven naar eller igen naar op paa det maksimale beregnede beloeb.

Der foreligger et skadesforloeb under normalen, saafremt regnskabsaarets skadesprocent er lavere end den gennemsnitlige skadesprocent i referenceperioden. Beloeb, der foelger af et skadesforloeb under normalen, svarer til differencen mellem disse to procenter multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Det maksimale beregnede beloeb for reserven er lig med det seksdobbelte af standardforskellen mellem skadesprocenten i referenceperioden og den gennemsnitlige skadesprocent multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Er der i et regnskabsaar opstaaet en skadesexcedent, skal beloebet udredes over udligningsreserven, indtil reserven naar det minimale beregnede beloeb. Der foreligger en skadesexcedent, saafremt regnskabsaarets skadesprocent er hoejere end den gennemsnitlige skadesprocent. Stoerrelsen af skadesexcedenten svarer til differencen mellem disse to procenter multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Det minimale beregnede beloeb for reserven er lig med det tredobbelte af standardforskellen mellem skadesprocenten i referenceperioden og den gennemsnitlige skadesprocent multipliceret med praemieindtaegterne i regnskabsaaret.

Referenceperioden skal have en varighed af mindst 15 og hoejst 30 aar. Forsikringsgiveren kan undlade at oprette en udligningsreserve, saafremt der ikke er konstateret noget forsikringsteknisk tab i referenceperioden.

Begge de beregnede beloeb, der indgaar i udlingsreserven, og overfoersler hertil eller herfra kan nedsaettes, saafremt det af den gennemsnitlige skadesprocent i referenceperioden tillige med omkostningsprocenten fremgaar, at praemierne omfatter et sikkerhedstillaeg, og dette sikkerhedstillaeg er over 1 1/2 gang stoerre end skadesprocentens standardafgivelse i referenceperioden. I saa fald multipliceres de naevnte beloeb med en kvotient, der svarer til 1 1/2 gang standardafgivelsen divideret med sikkerhedstillaegget.«