1.

Tillader artikel 24 i [direktivet om den europæiske efterforskningskendelse (2)], sammenholdt med [direktivets] artikel 3, at der udstedes en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at afhøre en tiltalt, som er varetægtsfængslet i fuldbyrdelsesstaten, via videokonference under den mundtlige del af retsforhandlingerne med det formål at fremskaffe bevismateriale på grundlag af dennes afhøring og med det yderligere formål at sikre dennes deltagelse i retssagen, i lyset af artikel 24 samt 25. og 26. betragtning, bl.a. såfremt betingelserne for udstedelsen af en europæisk arrestordre ikke er opfyldt, og udstedelsesstatens nationale lovgivning fastsætter den tiltaltes ret til at deltage i retssagen og til at blive afhørt også via videokonference for at afgive forklaringer med bevisværdi?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan bestemmelsen i artikel 10 i [direktivet om den europæiske efterforskningskendelse], hvorefter fuldbyrdelsesstaten kan afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, såfremt efterforskningsforanstaltningen ikke ville være tilladt i en lignende national sag, da fortolkes således, at fuldbyrdelsesstaten kan afslå at fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse udstedt med henblik på at afhøre en tiltalt, som er varetægtsfængslet i udlandet, via videokonference i et retsmøde, i lyset af efterfølgende artikel 24, som fastsætter den specifikke ordning vedrørende afhøring via videokonference, men ikke omfatter den omhandlede grund til afslag?

3.

Skal artikel 11, stk. 1, litra f) i [direktivet om den europæiske efterforskningskendelse], i lyset af chartrets artikel 47, fortolkes således, at fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse udstedt med henblik på at afhøre en tiltalt, som er varetægtsfængslet i udlandet, via videokonference under den mundtlige del af retsforhandlingerne ikke må afslås, såfremt de processuelle garantier, som finder anvendelse på videokonferencer i henhold til udstedelsesstatens lovgivning, i det specifikke tilfælde er egnet til at sikre den tiltaltes konkrete udøvelse af retten til forsvar og den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47?

4.

Kan begrebet »de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten«, som kan udgøre en specifik grund til afslag i henhold til artikel 24, stk. 2, litra b), i [direktivet om den europæiske efterforskningskendelse], på baggrund af nationale almindelige retningslinjer, som er bindende for alle fuldbyrdelsesmyndigheder, uden vurdering af de særlige forhold i det specifikke tilfælde og af forskrifterne i udstedelsesstatens lovgivning til sikring af den tiltaltes ret til forsvar, som finder anvendelse i det konkrete tilfælde, være til hinder for at fuldbyrde en anmodning om afhøring af en tiltalt via videokonference i et retsmøde, eller er det omvendt korrekt at opfatte afslaget på fuldbyrdelse som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning, under hensyntagen til specifikke processuelle aspekter i udstedelsesstatens lovgivning eller særlige relevante elementer i det specifikke tilfælde?

5.

Tillader artikel 22, stk. 1, i [direktivet om den europæiske efterforskningskendelse], sammenholdt med [direktivets] artikel 3, at der udstedes en europæisk efterforskningskendelse med henblik på midlertidig overførsel af en tiltalt, som er varetægtsfængslet i udlandet, for at denne kan afhøres under den mundtlige del af retsforhandlingerne, såfremt denne afhøring har efterforskningsværdi i henhold til udstedelsesstatens nationale lovgivning?